Fatamorgana-kunstens historie gennem 25 år
1989-1999

1999-2007

2007-2014

 

---

Det hæmningsløse statement var idealet, men ofte lod det vente på sig, for det var ikke ualmindeligt, at man som Niels Bach Jensen lå på ryggen og kiggede op i loftet i håb om at inspirationen kom flyvende. Intet kunne tænde Niels, alt blev vraget som værende for kedeligt eller set før eller dumt eller plat, så da han den sidste aften, før han skulle aflevere sin opgave stadig var i det inaktive hjørne og intet havde fået lavet, sagde jeg efter forgæves at have forsøgt at mande ham op i et forhånende tonefald:
- Er der overhovedet ikke noget, der interesserer dig?
Han så olmt på mig og var tydeligvis dødtræt af min sidste-øjebliks chikane.
- Jo, at slå ihjeld.
- Så synes jeg fandeme du skal gøre det.
Og det gjorde han så.

Gik ned til dyrehandleren og købte en undulat, som han rev hovedet af og kunne næste dag aflevere billedet af en undulatkrop med udspændte vinger og afrevet hovede.



Niels var ikke den eneste der blev grebet af desperationen, Astrid Dalum gjorde også. Hun var blevet optaget på Journalisthøjskolens fotografuddannelse, men ville godt have et Fatamorganaophold først som basis og havde nu i tre måneder ligget underdrejet i føle-føle land med blondegardiner og våde øjne, blød kanin og uskarp fornemmelse, og ville så gerne lave noget rigtigt, noget rigtig godt som afslutningsprojekt. Men inspirationen lod vente på sig.
Hun lå ikke i sengen og spekulerede, men gik rastløs rundt på skolen i håb om, at hun stødte på den gode ide her på faldebrebet. Men alt der kom til hende var kedeligt, set før, dumt eller plat og så var det, jeg konfronterede hende med spørgsmålet:
- Er der overhovedet ikke noget, der interesserer dig?
- Jo, at rejse.
- Så synes jeg fandenme du skal gøre det.

Et kvarter senere havde hun bestilt en afbudsrejse til Namibia, tog afsted næste morgen og afleverede ugen efter det smukkeste billede af ham, hun havde mødt som den første på stranden, hvor han solgte juice til turisterne, og det var ikke juicen, der interesserede hende eller turisterne.



Sikke et syn, her er han, Vorherres vidunderlige skabning, alene på stranden. Han er sort, kulsort, og han er mand.
Astid blev chokeret over, at det var så tydeligt, hvad hun havde fotograferet, men tog den positive kritik til sig og brugte ofte siden hen desperationen som en mulighed, når hun var kørt fast.
På skolens 20-års fødselsdag kunne jeg med ordenene: Kunst og Fotografi skal være Farlig, overrække hende en erindringsgave, fordi hun med sine billeder i bladet Bunkeren havde skabt en hidtil uset mediestorm: Astrid spiser Kat, det var mere end gennemsnitsdanskeren kunne kapere.

Desperation var blevet en mulighed, og muligheden blev mere og mere til en metode, er der noget, du har lyst til så gør det, alt kan lade sig gøre, dristighed blev en dyd.

Og der blev gået til den, Nanna Hillig, som aldrig havde lavet video før, optog en animeret film om en legetøjssoldat, der hopper ud af en hatteæske og ned mellem hendes ben for at skyde hende både i brystet og for panden og derefter spadsere op under natkjolen. 60 sekunders horrormowie.




Det uprøvede var en mulighed, og ingen tanke for svær at realisere, så da jeg kalder den traditionelle startopgave, at fotografere en fremmed for Under Huden er det oplagt for Tilde Juul, at hun skal ind på en operationsstue og tage billeder under huden.
Og det bliver fantasiske billeder, hvor man ser spidsen af en skalpel stikke ned fra loftet, mens den skærer sig hul i huden, mere bogstaveligt under huden var nogen aldrig kommet i deres skildring af en fremmed.

Siden hun var 16, havde Tilde vidst, at hun skulle være fotograf, og hun var tændt, da hun så endelig flyttede til København for at gå på Fatamorgana.
Lysten var stor og ideerne mange, for Tilde var dristigheds-perioden et eldorado, og hendes første video, visualisering af en drøm.


Hun overnatter i sit gamle klasseværelse mellem udstoppede dyr, mens hele hendes familie venter i det tilstødende lokale fulde af foragt og fordømmelse. Så for at komme ind i det næste rum, som er en hospitalsstue, hvor en veninde er indlagt, må hun kante sig gennem far og mor, onkel og tante, mormor og fætre for tilsidst at opdage, at veninden er faldet ud af sengen.
Der blev ikke slækket på kravene til hverken handling eller optagelse, og det hele blev klaret på en weekend i Silkeborg.
For Tilde var intet umuligt, og videoen blev hendes foretrukne værktøj. Hendes midtvejsfilm år senere som studerende på filmskolen har den samme fanden-i-voldske dristighed, et stort scenograferet kærligheds epos som foregår i bidende storm på en sejlbåd, men er optaget i studiet.

To gange om året kom Arne Bro, lederen af filmskolens dokumentarlinje og spottede talenterne ved en portefolio vejledning. Han kørte to linjer på filmskolen med samme mål og ideal som på Fatamorgana, og adskillige, som lavede deres første videoer på Fatamorgana, fortsatte hos Arne en uddannelse som dokumentarfilm instruktør, eller de gik som Tilde på flerkamera-linjen. Fire af de seks på flerkamera-linjen 2009 kom fra Fatamorgana, og de havde de skønt.

På dokumentar linjen var det Eva Marie Rødbro og Olivia Maria Rus der blev optaget. Eva havde taget en bachelor i Amsterdam, men Olivia gået på Fatamorgana, da dristigheden kulminerede.
Hun var et visuelt geni, men vidste det ikke. Hun havde oprøret i sig, men gav ikke udtryk for det, hun havde store ambitioner, men man så det ikke, og frustationerne fik hende til at gemme sig og krybe i skjul.

Så stillede jeg hende opgaven at lave en gendigtgning af et af Salvador Dalis værker.

- Vær lige så fabulerende, intens, forførende og opsigtsvækkende som Dali, lige så enkel, konkret og præcis.

Det fik Olivia til at at gå i sort. Hun kunne bare ikke finde på noget, der levede op til hendes ambition om originalitet, alle ideer blev kasseret, inden de nåede længere end tanken, dagene gik og hendes apati blev større og større indtil få dage før afleveringen, hvor desperationen havde sat gang i adrenalinet, så kom det, en fuld færdig vision som bare skulle gennemføres, og så var der ingen grænser for, hvad hun kunne.

Kravle over hegnet til Bymusæet om natten, få slagteren til at levere koøjne og få sin ven til at sidde midt i miniature-byen med et satanisk stirrende blik og et øje i hånden, det var så smukt, så rigtigt, så forfærdeligt Dali’sk, at jeg tilgav hende alt smøleriet.



Der er en nærmest hypnotisk tone i blledet, som forlanger det, at jeg overgiver mig, om det er en skjult trussel, koøjet i hånden, eller en meddelelse fra en hemmelig sekt er en gåde, men sådan var Dali’s både værk og person, Olivia havde virkelig lavet et pletskud, og hun vidste det godt.
Vidste godt det var noget særligt, og at hun fra nu af ville være afhængig af den rus, det giver at realisere en ide.
Næste scoop blev en aluminumsfolie-indpakket mandsperson alene i et forladt kontorlandskab, og andre tableauer fulgte, men parafrasen over Dali’s The Great Masturbator var hendes bedste.
Sin første film lavede hun først et par år senere under et besøg hos familien i Polen, og den var fantastisk. Stærk, stram, rørende og personlig sikrede den hende optagelse som dokumentarinstruktør hos Arne Bro.

Det smittede, det grænseoverskridende billede, originalitet var en kvalitet, og scenerier blev skabt, som var for meget, for mystiske, for frække, Kristine Gausereide Jacobsen blev sendt på krematorie for at lave seriøs reportage om den sidste rejse, men kom hjem med en lattervækkende satire om de gennemtåbelige arbejdere, skønne scener fra en arbejdsplads, hvor hun fangede bizarre scenerier og gav den hele armen, og så var det kun ekstra morsomt, at det var de døde, der endte i dåserne.




Jeg fik et brev fra krematoriets kommunale bestyrer, at Kristine ikke havde overholdt de indgåede aftaler om hvad og hvor, hun måtte fotografere, og at Fatamorganas elever ikke længere var velkomne.

At være fræk, kåd og kynisk var en kvalitet, så de superaktive, højtråbende og kugleskøre havde kronede dage, Sara Skorgan Teigen var sådan en. Hendes billeder var altid på grænsen af det tilladelige, der blev taget på brysterne, tændt ild på toppen og skåret til benet, Sara var sådan en, kompromisløs og levende, og Fatamorgana som et paradis for hende, fordi hun fik lov til alt.











Hun lavede masker, udstillede sin kæreste, gjorde grin med borgerskabet og brugte sig selv, intet var helligt for Sara, opfindsomheden var stor, og ideerne stod i kø for at blive realiseret. Sara brændte igennem og blev det år udvalgt til at deltage i Atelier Devisu’s workshop i Marseille med Antoine d’Agata.

Det var Antoine, tilbagevendende succesfuld gæstelærer, der anbefalede Lucille at invitere en elev fra Fatamorgana med i den workshop, han hvert forår holdt på Atelier Devisu med studerende fra internationale fotografiske uddannelser. Universiteter betalte for at få en udvalgt på residency hos Lucille, Fatamorgana fik det tilbudt gratis. Og selvfølgelig var det kraftperlen Sara, der blev valgt til årets workshop i Marseille, mens Elin Hansson tog til burlesque i Tampere, Finland.





Det var en løssluppen tid, hvor der blev gjort grin med borgerskab og ligestilling, den hjernedøde arbejder og emsige husmor, med venner, kærester men også egen sexualitet.

Men så stoppede festen også, da det ikke kunne blive værre, begyndte det at falme.
Fra at være en dyd blev det nu lidt pinligt at råbe højt og være opmærksomhedskrævende, afslørende og satirisk, nu skulle man studere, og billederne være et studie, og ingen var bedre til det end Benedikte Bjerre.
Når det kåde blev til pjank, så var det på tide at ændre retning, og Benedikte førte an. Hun havde lavet en reportage om sig selv og sin dildo, og så var det slut, Benedikte var stadig topmotiveret, fuld af energi, brændende interesseret, men nu var hun forsker, der registrerede, iagttog, fremlagde i en rapport og gav det hele et skær af sober, videnskabelig afhandling, og hun fik ros.
Hun var taget rundt til forskellige steder, det var vist kun i Danmark, men skulle have været i hele verden, stillede kameraet på stativ og tog et billede af det, der var mellem stativbenene, og det der var lige over stativet, og hun noterede sig koordinaterne og tog prøver af jorden og vegetationen, som efterfølgende blev iagttaget i mikroskop, og det hele lagt frem som dokumentation af stedet.

Det var virkeligt, det var sandhed. Vil du kende sandheden om dig eller dit, så skal du indsamle så mange facts som muligt, studere det indsamlede, og sætte det sammen i en meningsfuld struktur. Benediktes stjernehimmel, koordinater, jordprøver, vegetation i mikroskop var sandheden om stedet, netop det sted, og forskellen mellem de fire forskellige steder skulle vi selv finde.

Projektet varslede den ny tid, hvor sandheden om dig er de oplysninger, der findes. Og vil man lære dig at kende, skal man samkøre oplysningerne og danne sig et billede.

Fotografiet var ideelt til at registrere, fordi det gengav hver eneste foton, der blev kastet tilbage fra det iagttagede objekt.
Hun var god, Benedikte, og hun var tændt. Studerede videre på Stätliches Hochschule, Frankfurt, hvor Jacob Emdal var ved at være færdig. Han måtte slå en ordentlig kolbøtte, da han for tre år siden ankom til Wolfgang Tillmans afdeling, det behøvede Benedikte ikke, hendes projekt dataindsamling var much-hyped i kunstens verden også i Frankfurt.

Hendes afgangsprojekt var en registrering af de effekter, hendes afdøde mormor havde efterladt. Hvert eneste objekt fotograferet med det samme bløde lys på den samme sorte baggrund et på hver side, billeder til kant, det hele samlet i en neutral indbinding. De 3000 bøger dannede en blå blok og stod på en palle midt på gulvet i galleriet.
89 kilo sandhed om mormor.

Den ny tid var kommet til Fatamorgana, og selvom ingen var så kategorisk som Benedikte, så skete der alligevel et skred, de underholdende desperate måtte stramme skruen for at få opmærksomhed og de besindigt underfundige fik vind i sejlene.
Det var en brydningstid, Alexander Kristoff fotograferede sexnonner og stivpik, tog i Det kongelige Teater med masser af teaterblod og skar tungen af en sangerinde, han elskede at vække opsigt, og det lykkedes, hans portræt af en uskyldig pige på fem, der sutter på en Magnum Eskimois var ladet med forbudte fornemmelser, men de fleste holdt igen eller overgav sig til sober objektiv fremstilling, de ville ikke være gøglere, men kunstnere.



Sara blev mediterende, afdæmpet og Mette Hartung Kirkegaard, der var startet i en pågående aggressiv stil lagde guirlander i vandkanten og glaskugler på klippen, da hun var hjemme på juleferie i Allinge, Mette ville være kunstner.

Hun udforskede landskabet, pyntede op i drivhuset, gav træerne kulør og blandede på forunderlig vis det observerede med det tilrettelagte, og hele tiden stillede hun spørgsmål, det var en fornøjelse at se, hvordan hun udviklede sig gennem sine personlige eksperimenter, der var en helt speciel åbenhed i hendes billeder, som om alt var muligt, en naiv, legende søgen som var betagende, og alt hvad hun lavede lignede hende på en prik.




Sådan var Mette, aldrig bange for noget, altid beskeden men nysgerrig og med et stort visuelt talent, hun kunne se som ingen anden.
Både i Amsterdam, Göteborg og Glasgow blev hun optaget som studerende, men valgte Göteborg, Akademin Valand, hvor hun fortsatte sin land-art installationskunst med malede pinde og finurlige opstillinger.

Kim Catton gik kom også til Akademin Valand, selvom han, da han blev optaget på Fatamorgana var agressiv reportagefotograf. Ved en blokade foran Brorson Kirke, som politiet ryddede for afviste asylansøgere, var det Kim, der hjalp en pige på benene efter at politiet havde banket hende i asfalten med knippelslag. Videoen med den heltemodige optræden cirkulerede på nettet, og gjorde Kim berømt. Men krigsfotografen visnede, da han startede på Fatamorgana. Jeg gjorde ellers, hvad jeg kunne for at holde ham i live, inviterede Fady Adwan, en af de få fotografer, der var i Gaza by under Israelernes bombardement til at vise sine billeder og fortælle hvordan, det havde været at opleve som fotograf. Banaan Hesam Al-Nasser tolkede på arabisk.

Kim ville, selvom han var politisk engageret, være kunstner. Han fingerede med sin kæreste en ekspedition til Nordkap, en udforskning af elementer, var ikke bleg for at investere en masse energi og tid i et enkelt værk, hvis han troede på det. Hans energi var stor, hans intellekt på toppen og selvstændigheden overvældende, Kim skulle ikke hjælpes eller støttes, han vidste, hvad han ville, og han gjorde, hvad han kunne, og kunne han ikke, så satte han sig for at lære det.
Mette faldt til i Göteborg, det gjorde Kim ikke. Det var for akademisk, intellektuelt overfladisk, der var for meget snak og for lidt produktion, der var ikke plads til originalitet, ensretningen var total, han kedede sig, og efter et år forlod han byen og studiet og kom til Danmark for at lave projekt Drone, hvor han sætter dræbermaskinen og dens anvendelse til debat.
Kunstner er han blevet, men krigsfotografen har igen fået lov at kigge frem.



Det politiske fotografi var ikke helt glemt, Banaan Hesam Al-Nasser, der året efter blev optaget på Kunstakademiet med en serie debatskabende værker af sammensyet mødom lavede med Søren Ebdrup illegal plakatopsætning på busserne: Danskere mod udvisning. Morten Messerschmidt blev erstattet med navngivne asylansøgere fra Brorson Kirke, så det var de udviste, der 7 eller10 år havde været parkeret i et asylcenter, der med hånden under hovedet, som den nu skjulte Mezzerschmidt, sagde:
- Gi’ os Danmark tilbage.




Nej det politiske fotografi var ikke dødt, reportagen heller ikke.

Da landets bedste fotojournalist-studerende skulle hædres med Informations Fotopris det år, var det Sara Brincher Galbiati, Sanne Vils Axelsen og Tobias Selnæs Markussen alle fra Fatamorgana, der fik 1.- 2. og 3.pladsen. Sanne havde været i praktik på Jyllandsposten men de to andre hos Per Folkver på Politiken.

Siden sin ansættelse som billedchef havde avisen markeret sig som noget særligt, når det galdt billedsiden, min tidligere kompagnon førte vores fælles ambition fra Ragnarok med sig, idealerne, metoden, åbenheden, sprog og holdning, og det var ikke så underligt, at Per i valget af praktikanter primært valgte elever, der havde gået på Fatamorgana. De havde samme indstilling til, hvad et reportagebillede skal kunne, de havde samme faglige stolthed, samme billedsyn, og så turde de åbne munden, når noget gik dem imod.
Blandt fotojournalistelever havde det at komme i praktik hos Per Folkver første prioritet, dernæst på Jyllandsposten eller Berlingske Tidende. Fik man Fyns Amts Venstreblad, blev der rynket på næsen, og helt galt var det, hvis der kun var Vestkysten tilbage. Det var derfor Casper Christoffersen af Astrid Dalum fik det råd at tage orlov et halvt år for at gå på Fatamorgana og så håbe på en bedre praktikplads, end den han havde fået. Og det fik han så, Skandinaviens største billedbureau, Scanpix.

Men hvor det tidligere var afgørende, om man kunne fotografere, hvis man ville uddannes som pressefotograf, så blev det mere og mere en biting, de med magt og indflydelse på, hvordan pressefotografer skulle udvælges og undervises, var skriftkloge og havde intet billedsyn og heller ingen viden om, hvad det kræver at være en god fotograf.
Lige så langsomt blev snoren strammet om kravene, først med videnstest så med evnen til skriftligt at kunne referere fra et møde, men altid tidligere havde man kunne aflevere og få bedømt sit fotografi. Nu blev det bestemt, at man skulle være ikke bare velformuleret, men også god til stavning og grammatik, før de overhovedet ville se på de billeder, ansøgeren havde lavet til den givne opgave.

Adskillige af mine bedste havde brugt en uge på en reportage, lavet fire billeder, der dokumenterede deres talent, vilje, og billedsyn, og når de så kom for at aflevere ansøgningen, så skulle de først bevise, at de kunne sætte kommaer. Jeg tænker, det er for at undgå fotografer med udenlandsk oprindelse, ordblinde og personer med faglig stolthed med risiko for det vrøvl, der ville kunne opstå i en senere ansættelse.

Jeg beklagede mig ved en enkelt lejlighed til fotolinjens leder Søren Pagter, men han erklærede sig loyal med den skrivende overklasse og accepterede ikke blot den diskriminerende udvælgelse af ansøgere, men også det apartheid lignende forhold, at fotografelever ikke det første år må fotografere, men udelukkende skal skrive og læse. For nogle er det godt og vigtigt at kunne både skrive og fotografere, men det skaber et dødssygt hieraki på Journalisthøjskolen, at historien er bogstaver og fotografi illustration.
At Per Folkver havde kanonsucces, og Fatamorgana-eleverne fik de bedste praktikpladser og de fleste priser, gjorde intet indtryk i førerbunkeren.

Så nu får alle Fatamorganaelever, der søger Journalisthøjskolen, undervisning af en skrivende journalist inden, de skal til prøve. Det hjælper nogle men ikke andre. Cecilie Østergren Olsen var den typiske nyheds fotograf, opsøgende, hurtig, tændt og med et billedsyn, der slog gnister, tre år i træk blev hun kasseret på grammatiken, men ville ikke give op. Tog HF på aftenskole, tog ekstraundervisning i stavning og retskrivning, alt gjorde hun, mens hun blev mere og mere stresset og dårligere og dårligere til at fotografere. Jeg var hendes mentor de første to gange, men efter det trejde nederlag mistede jeg kontakten.

Balancen mellem reportagebilledet og den fri kunst er afgørende vigtig på Fatamorgana. Det er en del af magien, at du som dokumentarfotograf kan forholde dig til det kunstneriske billede, at du har prøvet det, og kan bruge kunstneriske værktøjer i dit fotografi.

Men lige så vigtigt er det for dem, der skal være kunstnere, at de ved, at der er nogle regler og vilkår for hvordan et reportagebillede kan se ud. At de ved, hvad et godt billede kræver af tid, mod og indsigt. Ofte skrider balancen på skolen for det meste i den kunstneriske retning, og min opgave er så at tilgodese reportagen.

Blandt gæstelærerne er der altid lige mange dokumentarfotografer og billedkunstnere, og til gennemgang og kritik skal alle uanset hvilken type fotografi, de laver, udtale sig.
Men denne respekt for fotografi som medie findes ikke andre steder, på Journalisthøjskolen er fotografi illustrationer med billedtekst, og på Kunstakademiet redskab for affotografering. Det er et problem, at ingen på Kunstakademiet underviser i fotografi, der er ingen tradition for fotografi som kunstnerisk medie.På sportens og musikkens område er der en klar forståelse for rutinens betydning, hvis man vil præstere det ypperste, man skal være i form, man skal træne daglig for at holde sig på toppen, men når det gælder fotografi, så er der bare nul respekt, og mine elever bliver derfor, når de bliver studerende på Kunstakademiet dårligere og dårligere til at fotografere for tilsidst at droppe det helt.

Så da Absalon Kirkeby var blevet optaget på Kunstakademiet var mit råd:
- Sørg nu for at finde et medie, du virkelig har lyst til at arbejde med, når nu du holder op med at fotografere.

Jeg gav ham tre måneder med kameraet, for jeg vidste fra de mange andre af mine elever, der havde gået på Kunstakademiet, at det var så lang tid, det tog at miste interessen, når du ikke var aktiv.
Men Absalon ville ikke høre tale om andet end, at han ville blive ved at fotografere uanset hvad.
- Ok, så støtter jeg dig.
Han fik lov at gå endnu en periode på Fatamorgana, mens han var elev på Kunstakademiet og fik al den support og opbakning, han skulle bruge. Jeg gav råd hver gang han skulle udstille, lave bog eller var i tvivl om hvor, han billedmæssigt skulle hen. I de første år på akademiet var han afhængig af mig, for ingen af hans lærere kunne sige noget om hans fotografi, men som det udviklede sig, blev det nemmere for professor og medstuderende at forholde sig til hans kunst.
Absalon havde succes, udstillede ofte og solgte godt. Fik flotte anmeldelser og var hele tiden på vej. Aldrig holdt han pause i sit fotografi, han elskede at fotografere, og først sent begyndte han at lægge bjælker og linjer ind i sine mennesketomme snapshots, og jeg sætter ord på, hvad bjælken betyder, hvorfor den er der, og hvorfor den er vigtig. Absalon har netop taget afgang efter seks års uddannelse, og som sædvanlig bad han om råd til hvad, der skulle rammes ind og hænges op.

- Det ville være så fedt, hvis det kan lade sig gøre, at finde en dag. Tiden løber fra mig, og jeg bliver snart nød til at tage beslutning om hvad, der skal indrammes, hvis det skal nå at være klart til åbningen den 23.

Det blev klart, og det blev klart for mig, at ikke alle dropper fotografiet, når de kommer på Kunstakademiet, og at Danmark med Absalon Kirkeby har fået en fotograf af format, og fotografiet en rutineret kunstner. Hans næste bogudgivelse er på vej, og jeg står til rådighed, hvis han får brug for mig.

To meget forskellige piger var i front på Fatamorgana det år, Mette Hartung med sit blide væsen og undersøgende eksperimentelle konceptkunst og Trine Christensen, der i sit fotografi var oprørsk og tændt, men som person diplomatisk arrangør. Begge var de dybt loyale over for skolen, og det var dem, der satte normen for hvor, vi skulle hen.



På Trines første afleverede billede, det var til opgaven: Han, hun og den, opsøg et fremmed miljø og bliv inspireret til et billeddigt om at være sammen, havde hun fotograferet et par mandefødder ved siden af et par pigefødder, og mellem pigens spredte ben står en tallerken med hakket kød. Han, hun og den, det var så stikkende grotesk på grænsen til det bizarre og kødklatten, som kunne være hunden, de havde hakket, en abort eller det barn, som alligevel ville blive kvast i systemet, var så ulækker grå og fuld af fedt og ben på en tallerken, som man brugte på gården, hvor Trine var vokset op. Det var et oprørsk billede med blikfang, satire, stramt i fortælling og enkelt i budskab, hun kunne altså noget, hende den stilfærdige pige, som sjældent turde sige noget, når for mange lyttede.











Men det ændrede sig, for successen fortsatte med en gendigtning af Vita Anders digt Endnu en lørdag fra digtsamlingen Tryghedsnarkomaner, her blussede frustrationerne, Trine kunne ikke kun fortælle om sig selv men også digte om festens fiasko. Hun kunne om nogen skildre kulde og ensomhed mellem Dannebrog og serpentiner for tilsidst at ligge alene i dobbeltsengen med en støvsuger mellem benene, utroligt som hun kunne udtrykke sig i fotografi både visuelt og idemæssigt, og så var hun produktiv. Masser af billeder tog hun, og helst valgte hun selv ud men behøvede opbakning for at forstå, det var godt. Fortællinger, reportager, digte, essays, hun var virtuos, og der var en sjælden troværdighed i alt, hun lavede, man følte, at det her var nødvendigt at få fortalt. Gamle familiebilleder kombineret med nye optagelser fra familiens forladte gård, det så så impulsivt og legende ud, men jeg kunne godt se, det var noget særligt. Det afklippede hår i toilettet, den slørede åbne dør til brændeskuret, ikke underligt det blev hende, Lucille valgte blandt de10 som det år havde søgt om at komme til Marseille på residence og deltage i workshoppen med Antoine d’Agata.



Jeg var ængstelig for, om hun ville miste kant og temperament, som hun blev moden og erfaren, men til det sidste skar alt, hun lavede, gennem sjælen, som var det første gang, det blev fortalt. Trine skummede over af opsparet frustration, mens Mette revurderede det acceptable og designede sin egen eventyrverden. Begge var de tændt af en lyst til at fortælle.

Trine var initiativtager til Fatamorgana Festivallen, afholdt i forbindelse med Copenhagen Photo Festival, Huset i Magstræde havde hun med en gruppe elever lejet, og de havde arrangeret portefolio review, fotokonkurrence og udstilling, der var fuldt hus og dans hele natten. Året efter var det igen Trine, der var igangsætter, men opbakningen var ikke helt den samme, og selvom hun tredje år forsøgte at sætte noget på skinner, har ingen siden taget udfordringen op. Trine var noget særligt for skolen, ånden og kunsten.

Og de andre tog ved lære, fandt hurtigt ud af at det, de lavede skulle komme fra hjertet, at de skulle skabe sig selv i billeder, det skulle være personligt og oprigtigt, så i kølvandet på Mette og Trines successer kom en bølge af stakkels-lille-mig billeder, for det var sådan, især mange af pigerne havde det, de havde så ondt af sig selv, det var det, der optog dem, og så ville de bare være ærlige. Og da alternativet var at spille glad og underholdende, så foretrak de at være kedsommeligt ærlige og de få drenge, der var i gruppen, så ingen anden udvej end også at være selvransagende, følsomme, nøgne og skrøbelige.
Daniel Bech var på et tidspunkt ved at gå i spåner over al den tøsesnak, hans billeder var noget ligegyldigt, uskarpt bras, og jeg havde en samtale med ham, der afgørende ændrede hans indstilling til fotografi.

- Du er en jæger, der går på jagt. Du skal opspore byttet, nedlægge det og bringe trofæet hjem, sådan skal du gøre. Fuck al den følsomhed, alle de fine fornemmelser, din personlighed kommer kun til udtryk, når du går på jagt.



Det hjalp. Daniel var fyr og flamme, fik udvalgte personer klemt op ad muren, forskrækkede dem og fangede deres rådvilde pludselighed. Han elskede det, endelig var det ham, der bestemte, det var ham, der skød, og det var hans billeder. Hvad modellerne følte betød intet, når først han havde fået sit billede. Sit trofæ. Det var en lettelse for ham at høre mig fortælle, at sådan havde jeg altid selv gjort, fremprovokeret i andre det udtryk jeg ønskede og så bare fyret den af. Når billedet var i hus, stoppede mit ansvar og min interesse for den, jeg havde fotograferet.
Daniel gik fra det ene drengede projekt til det andet, var sløset med lyset, farven, det var råt, og så myldrede det med dyremasker, indkopierede fugle og andet fantasifuldt, hvad han nu havde lyst til. Endelig kom Daniel til udtryk, han var i sit rette element, befriet for hyggenusseklynk og kaffeslabberas, Daniel havde fundet sig selv.

Og da der på det følgende hold var en slank, høj pige, Tami Harmony Panik Vibberstoft der skulle finde en fremmed at fotografere og ikke rigtig kunne finde ud af hvordan, var Daniel kæk og gav hende rådet, at gøre hvad hun havde lyst til.
- Jamen jeg har lyst til at lave en kødpølsehat og gå ned gennem S-toget i myldretid og fotografere folks reaktioner.
- Jamen så gør det!

Det blev Tamis introduktion til Fatamorgana, gør hvad du har lyst til, hvis altså det, du har lyst til, kan blive til fedt fotografi. Billeder vi har brug for og gider kigge på.

Så dagen efter tog Tami afsted med en stinkende hat og kamera på maven for at jagte forargede fjæs og give os noget at grine af. Eller blive flove over.

Værsågo’ her har du den typiske dansker, at det var kødpølsen, der havde fremprovokeret det fornærmede udtryk, kunne vi jo ikke vide. Og det var også lige meget, for på Fatamorgana er det ikke processen, som er vigtig, men produktet.





Og sådan fortsatte Tami, ikke med pølsehat men med kreativ opfindsomhed, grænseløse påfund der fremprovokerede uvante situationer og afslørede verden og menneskene og hende selv, og om det var collage eller iscenesættelse eller snapshot betød ikke noget, Tami kunne det hele. Hun lavede natligt diasshow på tomme gavle, bryllup på krigsskuepladsen, en dag kørte jeg hende med alverdens rekvisitter og tre villige veninder ud til mosen bag TV-byen, hvor de illuderede aliens, der fik næring fra en maskine, hun havde strikket sammen af kasserede printplader, computeraffald og udsugningsslangen fra elevkøkkenet, Daniel var også med, han løb rundt med en støvsugerslange om halsen.



Et betagende absurd teater udspillede sig mellem sivene, ceremoni, flugt, død og afhængighed, alt var på spil i Tamis eventyr.





Ugen efter var det et trashy billeddigt med flammer af falsk lys, mispasning, analoge korn, støv og pletter, minigolf og misekat, og det hele så gedigent sat sammen, at man fik denne særlige fornemmelse, at verden ikke er perfekt, men alligevel vidunderlig, at sandheden ikke er, hvad du tænker, men hvad du fornemmer, et ubeskriveligt digt om at være Tami.

Hun var produktiv, fantasifuld og begavet med et sjældent visuelt talent, alt Tami rørte ved blev til musik, ikke harmonisk og behageligt, men personligt skrattende.
Efter Fatamorgana gik hun på Utrecht School of the Art og har, mens hun tog sin bachelor, slået igennem som performancekunstner med kunstnerduoen Apperaat, selv kalder hun det a creative wonder team.
Tami kunne, og Tami kan. Visual artist, photographer, musician and more.



Hendes åbenlyse begejstring var smittende, den blev til udstoppede ulve, chaplin som marionet og slimede snegle, fantasien fik vinger, og lysten var stor, Rikke Myung Sun Nielsen var ved at blive kvalt i røde pølser, Hedvig Larsson tog på skovtur med en bæver og Tom McKenzie gik op på loftet, smed tøjet og tog en tur på gyngehesten. Absurd teater hvor det er op til publikum at finde en mening eller blive underholdt af meningsløsheden.







Da vi flyttede fra Teglgårdsstræde til Strandlodsvej, var det skolens netværk af tidligere elever, der malede og indrettede, 75 personer var på den ene eller anden måde indvolveret i arbejdet med at flytte. Det var nu 10 år siden, og malingen i loftet i kælderen over computerne begyndte at drysse. Hvert halve år var der blevet pletmalet de værste steder, men nu trængte der til den helt store tur, og jeg indkaldte derfor til store maleweekend.
27 personer renoverede skolen den sommer. Farvemørkekammeret blev nedlagt, der blev indrettet studenterhybel med hvilebrikse, den sidste vask i computerrummet røg ud, og det hele fik en gang hvidt. Til at stå for arbjedet og koordinere de mange hjælpere blev Daniel hyret, han havde gået et år på skolen, men nød det og blev med glæde endnu et halvt år mod at arbejde som renoveringspraktikant om sommeren. En plan blev lagt, materialer købt og netværket aktiveret.
Haven var blevet renoveret, Troels havde med waterpas og stabilgrus lagt et dansegulv i natursten, hvor der før var brombærkrat, og på dagen, hvor jeg i Hofteatret fik overrakt Fogtdals Fotografpris på kr. 250.000.- havde jeg inviteret til dansekonkurrence på det nylagte gulv.
Som en tak til de, der havde brugt en weekend eller mere i kælderen den juni, fik de på skolens fødselsdag overrakt en erindringsgave, et kamera af ældre udgave samt en motivering for hvorfor, det netop var det kamera den pågældende skulle have. Tami fik overakt en Agfa Click med ordene:

- Altid bevarer du roen og fatningen. Undtagen en enkelt gang. Det var da du opdagede at dit Fatamorganaophold var slut.
Så clickede det for dig, du rystede i knæene og stemmen blev grødet. Men heldigvis fandt du en sponsor, og jeg er lykkelig for at du kan clicke videre på fata.



Hver sommer siden skolens start har vi afholdt sommerworkshops for alle uanset kvalifikationer andre end, at deltagerne skulle være fyldt 18. Men nu ville jeg prøve noget, jeg længe havde haft lyst til, sommeworkshop for 12-16 årige børn og unge. Hver dag fra kllokken 12-16, og det viste sig at blive en stor succes.
Jeg nød at skulle omstille mig, lærte en masse om både dem og mig selv.

Når vi sad om bordet oppe i haven og spiste frugt, og tøserne plabrede løs om fotografi, så fik jeg den samme varme fornemmelse, jeg husker fra pilotprojektet på Samsø i 1988. Her hører jeg til.

Det her er mit hjem. Jeg vil aldrig andet. Der var en stemning af at, fuglen flyver ud af buret. Aldrig før havde de fotointeresserede piger og en enkelt dreng kunnet snakke fotografi med deres jævnaldrende, min fortjeneste var at have ført dem sammen og givet dem lov. Og børn har utroligt meget nemmere ved at falde til, på fire dage havde de lært sproget eller nok snarere, havde de fået lov at sige, hvad de ellers måtte nøjes med at tænke eller føle.
Jeg trak på smilebåndet, når jeg hørte dem bruge mine floskler, som om det var vise ord, men de forstod hinanden. Det var den følelse, der for 25 år siden satte gang i planerne om at lave skole. Solen skinnede, der var kirsebær og melon, nybagt brød og friskpresset solbærjuice og så denne pludrende lyst til fotografi.Tættere på lykken kommer man ikke.



Men det var ikke kun mig, der følte, Sommerskolen var en succes, på sidste dag var forældrene inviteret til diplomoverrækkelse, brusvand og ugens billeder på væggen, og jeg blev kraftigt opfordret til at fortsætte en gang om ugen frem mod jul. Det var gået op for dem, hvor meget det betød for deres børn, at der var åbnet en låge. Så da efterårsholdet gik igang det år, startede også Aspiranterne med opgaver, billedkritik, fotosafari, portefolioreview med skolens øvrige elever, det var så opløftende at høre, hvor gode de var til at snakke om billeder, hvor kvalifierede til at vurdere om noget er godt eller skidt.






På Aspiranternes forårshold var det kun en enkelt pige, der fortsatte, det var problematisk for forældre at skulle hente og bringe langvejs fra, og 8.-9. klasse tog meget af både tid og kræfter, og da fotoopgaverne efterhånden som de andre lektier blev en belastning, valgte jeg at droppe Aspiranterne og nøjes med Sommerskolen.





Da Siri Victoria Lidbeck første gang besøgte skolen til Åbent Hus med sin mor, forstod hun ikke en lyd af, hvad der blev sagt. Hun var svensk, genert, ung og særdeles tilbageholdende. Så startede hun på Fatamorgana og der gik hul på bylden. Selviscenesættelser hvor hun spillede rollen som forsømt, svigtet og forladt. Motivet var hver gang, at det skulle være så festligt, men nu er det hele ødelagt. Men scenerierne udviklede sig fra at være enkle og specifikke til at blive nuancerede og tvetydige. Fra det simple til det rafinerede. Altid var hun selv i billedet klædt ud eller klædt af, for det var ikke et oprør rettet mod nogen eller noget, det var kroppen, hendes egen hun gjorde oprør mod. Alt hun lavede var indædt fortvivlelse over kroppen, en kamp om rettighed, en tryglen om accept, andres og sin egen. Og det var stor kunst. Fordi hun kæmpede så hårdt, og det var så vigtigt at få sagt, blev alt hun lavede rost, der var ømhed og kærlighed i luften, hver gang Siri viste billeder, ingen var i tvivl om, at de var en bøn om at blive forstået.



Lige så langsomt blødte hun op og blev gladere, udforskede fotografiets forskellige genrer, hendes Ballerina collage er et mesterstykke i fotografisk billedkunst, Siri kunne bedre end nogen give udtryk for selvdestruktion og skabe sitire over temaet, jeg er utilfreds med min krop. Der var ingen tabu overhovedet, men grotesk destruktion og vidunderlig elegance, det var så legende let, så så selvfølgeligt ud, den strålede af lyst, hendes operationsfantasi, hvor hun agerer som Siri hos plastickirurgen og ender som ballerina i cirkus, det er så morsomt og smertefuldt, oprørsk og rørende, men det var hendes serie også med dobbeltportrætter af Siri og far, Siri og bror, Siri og mor og Siri og tante. Familiemedlemmerne var påklædt, Siri nøgen, det lignede ikke noget, vi havde set før, hun var en fremragende performer og havde billedsyn som ingen anden.

På Antoines workshop i Marseille, som hun blev udvalgt til at deltage i, fortsatte hun projektet med tilfældige fremmede i Marseille. Siri nøgen holder om den påklædte fremmede, eller de holder om hende. Det var grænseoverskridende for hende og tog på kræfterne, så i det næste projekt levede fortællingen sig ud i et tomt hjørne, hvor hun havde anbragt effekter, der kunne bruges i en fortælling om at være Siri.
Men det var den samme følelse af inderligt oprør, som gennemsyrede billederne, plettet dug, halvspist æble, forladthed, nogen har gjort sig umage, men det er ikke lykkedes, slatne blomster, en rest mælk, gammel brudekjole og skål med blodig væske, strittende skruer. Ophængt, nedtrådt, stikkende, blodige trusser, det var så overlegent artistisk, jeg kunne ikke ønske mig en bedre udvikling, hvis helbredet holder og Siri fortsætter sin fortælling på Akademin Valand i Göteborg, hvor hun blev optaget som studerende, så kan det blive stort, rigtig stort.
Tamis kunst handlede om at flyve ud af buret, Siris om at være spærret inde i sin krop.
Men begge skabte de på Fatamorgana fortællingen om hvem, de var, lige nu og lige her. Et væsentligt bidrag til skolens kultur og ånd.

Vi fik en dag en forespørgsel om Fatamorgana kunne hjælpe med at få et udviklingsprojekt, en fotoskole i Mali vurderet, og det var oplagt, at Morten Nilsson, som var daglig leder skulle klare opgaven. Så det næste år var han på flere rejser til Mali, og endte med at lave en rapport ikke bare om, hvordan projektet kørte, men også hvad der skulle til, for at skolen kunne komme til at fungere.
Det blev et stort og spændende arbejde, som Morten Nilsson selv overtog og udbyggede, hans projekt Commerce & Culture var snart involveret i andre udviklingslande, og selvom Camilla Stephan aflastede ham i perioder som daglig leder, valgte han at opsige sin stilling, og jeg holdt en afskedsreception for både ham og Camilla.
Men jeg skal love for, at den nye, der blev ansat, fik sig en alvorlig forskrækkelse, da skolens kælder efter et regnskyl var blevet til et svømmebad, kloakken flød over.
Overalt i kælderen stod en halv meter vand, og da der ikke er afløb i gulvet, og det tog en uges tid at få pumpet vandet ud, blev alt interieure, vægge og døre angrebet af skimmelsvamp. Det var næsten for meget for den ny driftleder, som riggede nødkøkken til på trappen, fik computere og skanner op i biblioteket og smidt stort set alt andet ud.
Så da hun kørte med eleverne på rustur den første weekend, var det et stort byggerod i underste etage de efterlod, og da jeg skulle holde åbningstalen for Jacob Aue Sobol i Carlsbergbyen, hvor han udstillede, var det første stop på turen Fotografisk Center.

Jacob var på vej til at blive endeligt medlem af Magnum Photos, han havde været på skolen som vejleder, hans billeder var stramme, personlige og viste vej for unge, der ville arbejde dokumentarisk. Jacob vidste hverken hvordan, det var at slippe ud af buret eller være spærret inde, men alt om hvordan det var at være menneske. Og mine ord til ham om hans billeder var også til mine elever:
- Der findes et træ, et gamle kroget piletræ, det skal stynes hvert forår, alle årets grene saves ned til små stubbe, kronen må ikke blive for stor.
Der findes et sted, et gravsted med mure af hække så tykke. Fremmede skal holdes ude og jorden frostfri med et tæppe af grene, snedækket pyntegran.

Og der findes et land, hvor kynismen smider tøjet og sagesløse blotter sig. Her findes misfostre og uretfærdighed, her møder du elskovs brutalitet og hjemløs smerte, det er nøgent, mennesket, og det er sårbart.



Det åbner skjorten og blotter sit bryst, som vil det give sig selv, - her er jeg.
Et par alt for lange kildrende hår på brystets vorter, men ellers kun en tynd og bleg, fladbrystet overkrop. Og så inderligheden, en naiv, oprigtig væren, - jeg findes.

Når Jacob søsætter et nyt projekt, får jeg lov at holde åbningstalen, København, Odense, Riga, Paris og her i Carlsberg-Byen, han bringer talen på sin hjemmeside, og der bliver citeret fra den, når der skrives om Jacob, så på den måde når mine ord ud i verden, fortællingen om, hvad det egentlig vil sige at fotografere. Og det er vigtigt for mig at få sagt, at dokumentarfotografi er billedkunst.

Og dokumentarfilm er filmkunst, da Lars Skree, som sammen med sine fotografkolleger i gruppen Modlys fotograferede politisk reportage på skolens første hold, modtog Karl Roos Prisen for sin Cannes-vindende dokumentarfilm Armadillo om Danmarks deltagelse i Afghanistan var det med ordene:
- Lars Skree is yin and yang; a tough guy, yet a poet, combat soldier, yet a graceful line dancer.
Sådan skal du være som dokumentarist, en rå fyr, men alligevel poet, en krigsreporter, men også danser.
Og begrundelsen for at give ham prisen for bedste feature i Cannes Film Festival var, at han havde filmet det - råt og upoleret og i rolige øjeblikke næsten tænksomt malerisk.
Vi fejrede Jacob, da han fik Leicas European Publishers Award for sin dummy til bogen I, Tokyo, og vi fejrede Skree, da han vandt med Armadillo i Cannes.
Og skulle en af eleverne have en Sobol eller Skree i sig, så var jeg klar til at bakke op. Og skubbe på.
Flertallet af eleverne var piger, og de bedste dansede med den frie kunst, men så kom der endelig en dreng, der kun havde et mål, og det var at blive som Skree og Sobol, han ville til Århus som fotojournalist studerende, og så ville han skildre verden, som han så den. Han havde det, der skulle til, bredde, modenhed, ambition, han var hurtig, havde blik for den rette placering, det rette øjeblik og havde allerede gjort sig bemærket som en af de unge løver i den dokumentariske branche.

Det var Lasse Kofod. Han var opsøgende, pågående og jeg var ivrig. Gav ham opgaven Six Hour Run en reportage om et marathonløb i Vallensbæk. Copenhagen Six Hour Run med op til 150 deltagere løber 19 omgange rundt om Tueholm Sø, og så skulle han følge Charley, en langdistanceløber, der var hurtigste dansker på 100 km ved verdensmesterskaberne i Winscoten, Holland.
- Du skal lave en reportage om at løbe langdistance.
Fotografere hvad der foregår før under og efter Copenhagen Six Hour Run.
En engageret personlig reportage om at jagte grænsen for fysisk udfoldelse. Om træning og udholdenhed, om udmattelse og smerte.
Men det gik ikke som jeg ønskede, om det var protesten mod at få en bestillingsopgave, eller det var den frie kunst, der førte ham på afveje, ved jeg ikke, men jeg husker, at jeg var rasende og gav ham til gennemgang den store skylle: - Sikke noget lort!

Kedsommelige, ligegyldige, tågede gullige landskabsbilleder hvor der i det fjerne vist nok var nogle personer i trav på en sti, - Hvad fanden har du gang i?

Det var først langt senere, jeg måtte erkende, at Lasse gik på Fatamorgana for at lære at danse, krigsfotograf var han i forvejen.
Da han mailede mig fra Marseille, hvor han var udvalgt til at deltage det år, var han gået helt i koma, han kunne bare ikke fotografere, alt han rettede kameraet mod var kedeligt, han ville så gerne vise Antoine d’Agata, at han var god og få noget ud af den ti-dages workshop, men han var helt tom og bad nu om hjælp. Og det fik han.
- Nu må du krafteddeme komme op på dupperne og ud af hængekøjen. Kedelighedsbilleder er totalt forbudt, nu tager du i natklub og flasher prostituerede og på rockerborg og knipser kriminelle og tager i fodboldklubben, så vi lugter armsved og mandehørm, for bliver dit ophold her en fiasko, så vil du fortryde resten af livet, at du ikke tog dig sammen.

Det gjorde han så, og tre dage senere mailede Lucille mig så, at han var kommet på hospitalet, fordi han var blevet overfaldet, og da han kom hjem var det med et ramboneret ansigt, men han smilede og havde tilgivet mig.



Lasse kom til Århus, og da Martin Lehmann på Politiken skulle vælge ny praktikant blandt de mange, der søgte netop Politiken, var Lasse klart den bedste. Han var både rå og upoleret, men altså også tænksom malerisk.

Lasse gik i Århus på hold med Ida Munch, hun fik så Jyllandsposten.
På Fatamorgana var hun et dynamisk livstykke, altid på farten, altid glad, altid opmærksom og nærværende. Intet gik Idas næse forbi. Hun elskede at gå i skole og nød at få ros. Og det fik hun. Som inviduel opgave skulle hun fotografere ved en demonstrationarrangeret af Foreningen Sjældne Sygdomme, og hun skulle så skabe kontakt til en person med en sjælden sygdom og lave en reportage.
Det blev til et årelangt bekendtskab med Silas og hans mor, et smukt on-going project om drengen, der ikke er som andre, og som må gå så utroligt meget igennem, adskillige operationer, isolation, smerter, Ida var dybt berørt og formåede at komme helt tæt på både familien og Silas. Længe efter hun forlod Fatamorgana, holdt hun forbindelsen ved lige og fotsatte med at fotograferede Silas’ utrolige liv.



Sybilla Marie Wester Tuxen var helt anderledes, også dokumentarfotograf, men slet ikke pågående og insisterende, Sybilla lagde man aldrig mærke til, hun var der bare, gik stille med dørene og talte dæmpet, var særdeles beskeden i plenum og røbede ingen hemmeligheder, men på to-mandshånd kom tegningerne frem, hun lavede om natten. Store vidunderlige krimskrams blyantstegninger med skikkelser og mønstre, ornamentik og fabeldyr, sådan var Sybilla, hun havde store hemmelige rum, som ingen kendte til, hendes kærlighed til Rusland hørte jeg først om, da hun var kommet hjem efter at have studeret kunst i Sankt Petersborg i et år. Hun havde lavet sin første film i Rusland, og den var så levende, skøn, oplevet original at den med hendes tegninger og fotografi gav adgang til Arne Bros dokumentarfilm linje.





Sybilla startede på filmskolen, da Jonas Greve Handskemager startede på Kunstakademiet. Han var som Sybilla stilfærdig og korrekt. Høflig og godmodig, jeg forsøgte at provokere ham med syrlige bemærkninger om hans dovenskab, men det lod ikke til at påvirke ham. Han fotograferede analogt, det gik virkelig langsomt, og billederne var uskarpe, flashgrimme skæverter uden karakter holdning eller mening, jo der var en mening, man kunne bare ikke se den. Jonas havde jeg dømt taber, da han til en konsultation ville vise mig, hvad han havde lavet i sommerferien, inden skolen startede. Det var snapshot dagbogsfotografi fra en tur med toget til Rom og hjem igen i en tom godsvogn.
Det var en tilbagevendende event, at Jonas og en kammerat gik ned på rangersporet bag Hovedbanen, fandt en godsvogn med presenning, der kunne skæres op, kravlede ind og ventede spændt på, hvor de mon kom hen. På billederne kunne man se, hvordan de lavede en hængekøje i godsvognen og hyggede sig for så på rangertærrænet i Rom at finde en anden godsvogn, der skulle til København.
Det var Jonas’ hemmelighed. Jeg bad ham lave en gendigtning, en parafrase på et særdeles kontroversielt maleri Frokost i det Grønne af Manet, på billedet så man det for den tid så uhørte motiv: To påklædte mænd i selskab med en nøgen kvinde.
Nu skulle Jonas så brænde igennem med alt det, han indeholdt at protest, akarkisme, oplevelse og provokation, og resultatet blev et vidunderligt generationsportræt. Det var Jonas i en nøddeskal.



Han havde med en kammerat placeret sig i et kælderværelse med tomt, slukket køleskab, madrester og staniolaffald, tomme flasker, en håndbajer, ketchup på væggen og en deprimeret Lolita, krøllet og sjasket var hun, og drengene så ikke meget bedre ud. Det var om noget Frokost i det Grønne når der ikke var mere mad, gassen var gået af skønheden, og det grønne forlængst var visnet bort, sådan var generation Jonas, tavs, duknakket, opgivende, et fantastisk sceneri med alt, jeg kunne ønske mig af holdning, mod og gennemført perfektion. Jeg sendte Jonas ned til vores faste billedbehandler Eli for at få hjælp til den optimale billedbehandling, for det skulle altså ligne en analog optagelse selvom det var optaget digitalt. Et frastødende røggult ungdomsmiljø, opgivelsens endestation. Jo, han kom på Kunstakademiet ikke med sit gennembrudstableau men med en kunstavis, han havde lavet på tredje semester, ingen var i tvivl om, at det her var en kommende kunstner af format.
Jo, jeg var ivrig, og jeg havde travlt. Syntes ofte eleverne gav sig alt for god tid og var for tilbageholdende, beskedne og korrekte, gjorde hvad jeg kunne for at give dem vitaminer i kosten eller om nødvendigt en vitaminindsprøjtning.



Mig og Thorvald var sådan en vitaminindsprøjtning. Kunstnerne Elmgreen & Dragset, tidens hotte duo, havde fået lov at klæde Thorvaldsens klassiske figurer på, gibsafstøbningerne, der var del af den faste samling på Thorvaldsens Museum, havde fået skjorte på eller sokker eller rygsæk, endelig skete der noget på det gamle støvede museum, og det var lige noget for os, for det var fotografier, meterhøje prints af de provokerende events, der var udstillet. Det skulle vi se.
Og digte videre på, så opgaven var at følge i sporene på de to kunstnere og lave et billede med temaet Mig og Thorvald. Billederne skulle så være hængt op i kælderen, når festen om lørdagen gik igang.
Veloplagt mødte vi op for at opdage, at det kostede en formue at komme ind. Jeg fedtede for billetdamen, men hun var ubøjelig, var vi kommet dagen før, havde der været gratis adgang, men nu var der intet der hjalp. Jo elevernes initiativ, for de sneg sig ind, mens jeg underholdt damen, og fordelte sig rundt på hele musæet med deres ulovlige stativer. Resultatet var over forventning, vitaminrige opfindsomme, frække opstillinger foran Thorvaldsens nøgne, jomfruelige drenge, sikke en fest.

Mindre festligt var det at få brev fra musæumsinspektøren, som intet morsomt kunne se i vores entusiastiske optræden men derimod fremsendte en faktura på entrè for 20 elever, som han mente havde snydt sig ind.

Jeg var ikke igen velkommen på Thorvaldsens skrev han og tilføjede:
- At du dertil opførte dig dårligt - ja, til sidst ligefrem truende - overfor vore betjente og tilmed berørte en skulptur, hvilket naturligvis er strengt forbudt, gør selvfølgelig ikke sagen bedre.

Jeg havde igen overdoseret vitamintilskuddet, sendte en undskyldning og billedet, hvor Mie Laurenberg Olsen forsøger at sætte en dusk kønsbehåring mellem benene på en af de uskyldige, så jeg blev jeg tilgivet og vi slap for at betale. Men næste gang jeg jeg syntes eleverne trængte til en opkvikkende dosis, blev det holdt på skolen. Jag var klædt ud som præst havde bagt oblater af mel og vand og skænkede sød hjemmebrygget solbærvin af en pokal.
- Dette er Jesu blod . . .
Kirkeminister Manu Sareen havde startet en kampagne om Kirkens Fremtid, og opgaven var at lave debatskabende plakater.
Gennemgangen formede sig som en altergang, og Thue Holdt Petersen, der i sit debatskabende blikfang havde brugt biblen til at understøtte et lidt for kort bordben tiltaler mig stadig Pastor Bo.



Men ikke alle forbandt aktivitet med store armbevægelser og højt humør, Sarah Michelle Riisager så noget ganske andet i klassiske, hvide statuer, til opgaven Når tiden står stille skabte hun et sørgmodigt digt med nerve og vemod, uskarpheden var suveren, kompositionen stram, statuerne havde fået sjæl, og tonen var klar, der gemmer sig en sorg, den blideste vemod i de stillestående figurer, hun levendegjorde dem og udnyttede al sin kunsteriske formåen i et varieret sørgmodigt epos.
Det var imponerende, og det var lige Sarah på det tidspunkt.



Da Sarah startede på skolen var hendes far alvorligt syg, og hun havde svært ved at koncentrere sig, kom ikke rigtig igang, isolerede sig og var forståeligt nok mentalt et andet sted end på skolen. Men så gav jeg hende opgaven Når døden banker på og den udfordring greb hun og lavede den smukkeste, ærligste fortælling om sin far.
Lige nu i en hospitalsseng uden hår på hovedet, billeder af sin far men også billeder af hendes sorg. Der er skyer på himlen, dråber på ruden og hjulspor, der drejer væk fra vejen.
Det hjalp ikke på humøret, men på rastløsheden, og det følgende år gik hun fra succes til succes, hun fandt sine motiver, hun skabte situationer, video, snapshot, konceptuelt, sorthvid, farve, intet var umuligt for Sarah, og alle billederne var Sarah lige nu, lige her.





At følge hendes tilstand gennem hendes værker er en rejse gennem desperation, protest, accept, meditation, betænksomhed, sexualitet, opgivelse, håb, en rørende rejse af stor kunstnerisk kvalitet, som hun siden fortsatte på Glasgow School of Art.

Og selvfølgelig smittede hun alle andre med sine skæve, originale, sjælfulde snapshots, føle-føle billedet blev ikke bare tilladt men vejen til succes, og metoden var pocketkamera, flash og lukkede øjne eller nøgen overkrop. Kunne man få det til at ligne Sarahs succes, så var man tilfreds, men det var jeg ikke.



Enkelte lærte sig metoden, men mange løb panden mod en mur og krympede sig sammen i et enkelt anstrengt billede af stakkels-lille-mig, eller de forvrængede deres dokumentariske serier med selvoptagede føle-føle billeder.
Ingen turde være sig selv i fotografi, alle ville de være Sarah.
Jon Bang Carlsen havde været på besøg og vist klip fra sin igangværende dokumentarfilm, hvor han med rollespil genskaber situationer, hvor teenagebørn om natten bliver bortført på forældrenes anmodning til en institution for adfærdsvanskelige, og jeg stillede opgaven Et uheld, En dokumentarisk beretning eller dramadokumentarisk, gå i hælene på Jon Bang Carlsen og genskab et uheld. Hvad skete der, hvem gik det ud over, og hvordan var reaktionen?

Opgaven var skræddersyet til de elever, der som Nicolai Lok Hansen elskede at arbejde dokumentarisk. Han fotograferede mennesker, opsøgte hjemløse, nød at være hurtig på aftrækkeren, arbejde impulsivt med mavefornemmelsen og skabe nærhed. Sorthvid klassisk reportage, det var lige Nicolai.
Men Nicolai ville være seriøs, han tog sit studie alvorligt.

Og seriøsitet på det tidspunkt var altså at få en tåre frem i øjenkrogen og finde eller mindes en personlig krise.

Nikolai valgte at skildre sin mors piskesmæld efter en trafikulykke, men rekonstruktion blev der ikke noget af, istedet fik vi billeder af en pille, sagsmapper og en nakkestøtte. Så var det op til publikum at forestille sig uheldet.


Nej, kunstnerisk konceptfotografi var ikke Nicolai, og han vendte snart tilbage til de hjemløse og lavede sorthvid reportage om at overnatte i rendestenen. Det var mere Nicolai, og den erfaring det gav ham, fik han brug for, da han til optagelsesprøven på Filmskolen lavede dokumentarfilm på Christiania. Seks af de ti ansøgere, der var indkaldt til optagelsesprøve det år, kom fra Fatamorgana, og de fire blev så med to andre årets nye kuld af filmfotograf elever.

Det var ikke kun mig, der kæmpede fotografiets sag, da Martin Lehmann, som gik på Fatamorgana tilbage i 90’erne i Årets Pressefoto fik 2.præmie i kategorien reportage, gik han på talerstolen med Fatamorganas røde jubilæumsbog i hånden, løftede den og holdt en dundertale til sine kolleger.
- Fotograf - hvorfor startede du egentlig med at fotografere?
Kan du huske energien, lysten, drivet fra dengang?
Kan du holde fokus på, hvorfor du ville være fotograf, nu hvor alle mulige hele tiden vil få dig til at være normal, de vil få dig til at rette ind og rette op.
Kan du holde fokus, når de giver dig penge, præmier, projektørlys, presseadgang, politisk propaganda, pressemøde, polerede politikere, poolpladser, paprørsdiskussioner, patetiske portrætopgaver, pisseirriterende momsregnskab, prestigefyldte konkurrencer, præstationsangst - pis og papir... Kan du så holde fokus?
Kan du holde fokus, når de vælger det forkerte billede? Når de inderst inde mener, at billeders plads i verden er at fylde huller ud?
Kan du holde fokus, når alle disse ting støjer?
Og så mixer de ord som fremtid og fare, de siger, det ser dystert ud.
Det må være, fordi de trykker på bremsen og kigger i bakspejlet. Flyt foden til speederen og kig lige frem.
Pilen peger fremad.
Dette er forsiden på Fatamorganas 10-års Jubilæumsbog, det var i 1999.
Hold fokus på det, du er: Fotograf - du er menneske - du er chef - du er unik.
Hold fokus på, at dit vigtigste værktøj er dig selv.
Pilen peger fremad, og kun derved kan fotografen bevæge sig og se, hvad der er om det næste hjørne.
Den største fare er ikke fremtiden. Den største fare er fotografen - selv.

1. præmien gik til en anden Fatamorgana-elev Tobias Nørgaard Pedersen, han havde været i praktik på Jyllandsposten og var stadig fotojournalist studerende.

Frihed var idealet, men ensretningen en realitet. Man lyttede hellere til flertallet end argumenter, menings-måling var blevet legalt, frihed var at gøre, hvad man havde lyst til, og når man havde lyst til at gøre som de andre, så endte man nemt i en kø af identitetsløse supporters.








Foto: Vinh Van Bui

Tiden var ikke til solidaritet og originalitet, man var sig selv nærmest og ville nødig skille sig ud. Og det gav problemer for mange, for med frygten for ikke at være nogen, fandt de aldrig ud af hvem, de var.

Frygten for at vælge forkert holdt dem fast i selvmodsigende kompromisser eller det rene ingenting. Mange blev fanget i frustrationens åleruse, hvor der hverken var mening, følelse, sjæl eller frihed.
Og jeg var på vej i min. Det var frustrerende at se, hvordan mismodet bredte sig, og kreativiteten skrumpede. Jeg var der for de elever, der søgte optagelse på videregående uddannelser, men de ville hellere rose hinanden end få kritik af mig. Mageligheden truede med at blive en kultur. Så var det jeg sendte en avis på gaden.

6000 eksemplarer lagt ud i netcafeer, medborgerhuse, biblioteker, udstillingssteder, det ville være ødelæggende for skolen, hvis mageligheden blev skolens nye image. Så på 48 sider promoverede jeg skolens profil og pralede med, hvordan den største danske dokumentarfotograf, filmfotograf, fotografiske billedkunstner og designer alle havde gået på Fatamorgana rigt illustreret med de bedste af årets elevbilleder. Lagde Martins tale på frontpage og købte til biblioteket Pressefotografforbundets 100 års jubilæumsskrift Vidnerne Historien, hvor jeg var blevet interviewet om Fatamorganas succes og betydning.

For vi havde betydning, det betød noget at have gået på Fatamorgana, det betød mere for nogle end andre, men ofte var det først senere i karrieren, man fandt ud af det. Da David Høgsholt den sommer skabte overskrifter, var det fordi hans projekt Mia, stor udstilling, sorthvid reportage i Øksnehallen om en narkomans liv gennem mere end et årti, var så stærkt, stramt og personligt.
David fotograferede Mia første gang til startopgaven fotografer en fremmed, i år 2000. Og da Svalen, en anden narkoman som Martin Lehmann havde fulgt og lavet en bog med, døde, fik jeg en sød besked fra Martin, at nu var han endelig færdig med opgaven fotografer en fremmed, og at han nu var parat til at få en ny.
Det betød noget, og det betyder noget. Jeg rystede frustrationerne af mig og holdt fokus på successen. Selvfølgelig skulle også jeg lytte til Martins råd:
- Hold focus på det, du er: Du er menneske - du er chef - du er unik. Den største fare er ikke fremtiden. Den største fare er dig selv.

Så da Lasse Dearman fra starten gav udtryk for, at han helst ikke ville tage mod råd eller kritik fik han lov til det. Han havde gået halvandet år på Journalisthøjskolen, men fået praktikplads på en ikke særlig attraktivt provinsredaktion. En tur på Fatamorgana kunne måske bedre hans muligheder, så Lasse tog orlov for at kunne komme i praktik hos Sigrid Nygaard på Information.
Han fotograferede analogt, var eksperimenterende, personlig i sit billedsprog, og så var han helt fremme i skoene, når det galdt snapshot-dokumentarisme, oplevelsesfotografi med spirit og intens tilstedeværelse. Lasse kunne fotografere hvem, han var, og hvad han følte som ingen anden, han havde billedsyn og et stort talent.
Men slet ikke lyst til at fotografere andet, end hvem han var.

Der var altid i hans billeder en snublende arrogance, karakteristisk snavs og teknisk uformåen, farve og sorthvid blandet, sløset grimhed og flabet flash, anarkistisk og hjemløst.
Det var originalt, og det var Lasse Dearman.

Jonas’ generationsportræt havde fået liv i Lasse Dearmans reportage, personerne var kommet ud af kælderen og daskede nu rundt i ingenmandsland og fik tiden til at gå med at ryge joints og sove længe, mens kritiske spørgsmål, revolution og politik var dem ligegyldigt.
Og Lasse var go’. Jeg roste ham, men det brød han sig ikke om, Lasse kunne selv.

Ivan Riordan Boll var ikke så stilsikker som Lasse Dearman, ville være pressefotograf men endelig ikke lave pressebilleder. Ville til Journalisthøjskolen i Århus, men også lave kunst. Ville gerne have råd og kritik, men hellere gøre andre tilfredse, Ivan var fanget i tvivlens dilemma, det var ingen sag at få ham begejstret for et udtryk, tendens eller manøvre, men det var det heller ikke for andre, og resultatet blev så et kompromis, som hverken var det ene eller det andet. Men til Århus kom han og mon ikke Ivan, som så mange andre, ender som en af de bedste.

Katrine Marie Kragh var også i tvivl, skal skal ikke, video med følsomt emne eller reportage, når man som Katrine elsker at prøve noget nyt og hader at udelukke muligheder, så er det ikke nemt at tage beslutningen pressefotograf eller filminstruktør.
Dagen før sidste frist besluttede hun sig for Journalisthøjskolen, nej, besluttede er så meget sagt, men udelukke muligheden ville hun ikke, derfor søgte hun ind, for en sikkerheds skyld. Og blev så optaget.

Tvivlens periode var ved at ebbe ud. Man var disciplineret og mødte til tiden, men kørte i tomgang, der var langt mellem snapsene. Det var nu sjovere at lave genistreger end discountkunst, så da Frederikke Jul Vedelsby ankom, vendte skuden. For Frederikke var et geni. Alt var anderledes, originalt og personligt, hun kunne, hvad ingen andre turde, hun lavede video, impulsivt, dynamisk, kringlet, vidunderligt.
Hun interesserede sig glødende for spiritisme, primitiv musik, interviewede andre originaler, var dybdeborende i sin jagt på galskabens kerne, tog alle opgaver dybt seriøst, læste digte, sprudlede af talent og kunstnersjæl.
Det var, som blev alle vinduer lukket op, og frisk luft fyldte lokalerne. Frederikke fattede ikke, hvad der foregik, hun gjorde jo bare sit bedste. Kom med de bedste ideer, fandt de skønneste citater, filmede de mærkeligste motiver, spillede den underligste musik, og det skønne var, at det hele gav mening, når hun havde sat det sammen.
Det var lige Frederikke, men for hende var det en leg, en selvfølge og ikke noget særligt.





Ikke underligt, at Mai Sønderborg Keldsen, som havde kæmpet med tvivlen i et år og nu gerne ville have et halvt år mere for at finde ud af hvad, hun ville, ikke underligt at hun ville være sammen med Frederikke, og Frederikke var lykkelig, for Maj kunne alt det, hun selv havde så svært ved. Sammen lavede de udstilling i aspirantrummet, fotografi installation, video, citat, lyd, alt hang sammen båret af Majs erfaring og Frederikkes geni, det var en oplevelse.
Den fornuftige tvivler og den geniale opfinder, det var en god konstellation. Begge søgte de på Kunstkademiet, men den snigende akademiske kultur havde inficeret det kunstneriske miljø, så hvor genierne tidligere havde været selvskrevet, var veltalenhed nu vigtigere end billedsyn, fornuft bedre end intuition, stategisk tænkning bedre end impulsiv adfærd, så Frederikke blev vraget, og Maj blev optaget. Nu skal Maj så læse til kunstner og Frederikke? Hun sendte mig en mail, hvor hun skriver:
- Men morten - har du nogen idé om hvad der foregår? Hvorfor kommer jeg ikke ind på skoler - fremstår jeg sjusket og skal tage mig sammen...? jeg ved bare ikke helt hvad jeg gør “forkert” eller om det mere handler om hvor man skal være, eller hvordan man formulerer sig. jeg vil jo gerne at det er muligt for folk at mærke hvad jeg laver, måske ikke nødvendigvis aflæse, men mærke.

Der hersker altid en hektisk stemning op til ansøgningsfristerne for videregående uddannelser, - hvor vil jeg hen, hvem vil have mig? - men da jeg spurgte Ulrike Häussler:
- Hvad skal du så? smilede hun og sagde: - Jeg skal bare leve.
Fra en stilling som skolelærer i Tyskland kom hun i en moden alder til Fatamorgana, fordi hun endnu ikke var færdig med at være ung.

Ulrike var professionel. Hvor er jeg, hvad sker der, hvad vil jeg og så bare gøre det. Altid parat til et skub, det var ingen sag at undervise Ulrike, hun lyttede, smilede og greb alle bolde, jeg kastede til hende. Farverig, humoristisk, satirisk og underholdende var hendes skoleudsmykning, hvor tilfældige forbipasserende skulle fotograferes med det samme røde tornyster også en hund. Eller hendes happening, hvor hun i snevejr, tøfler og morgenkåbe blander sig med måbende vinterklædte danskere, der ikke fatter en dyt. Eller portrættet af den underbetalte tyrker, der dag ud og dag ind står midt på Strøget med en overdimensioneret reklame for en burgerbar i sidegaden.
De havde noget til fælles. Begge var fremmede i landet, og begge forsøgte de at kommunikere et budskab. Forskellen var, at Ulrikke i modsætning til plakatmanden, troede på sit og gjorde det med et smil.

Det blev legalt at være underholdende. Kunst behøvede ikke længere være kedeligt for at være seriøst, følsomhed udelukkede ikke hverken selvironi eller glimt i øjet, originalitet blev værdsat, mangfoldigheden groede, og kreativiteten blomstrede.

At gå i hælene på dem, der blev rost, gjorde man ikke, man fandt hellere sin egen niche, hvor man kunne udfolde sin personlige kreativitet. Finde på og finde frem.
Og genierne stod i kø med hvert deres særprægede synspunkt, holdning og genrene var mange. Video, installation, reportage, bemalede print, budskab og portrætter, forestillinger og iscenesættelser, drømmesyn og dokumentarisme, opfindsomheden var stor og alt var tilladt. Steffen Wendt Andréa fotograferede en tandbørste på en jordbærvoksdug, i stedet for tandpasta havde den fået en patron på børsterne. Totalt meningsløst, men det så godt ud, og det var lige Steffen.



Efter hver succes gav han den en tand til, eksentrisk, jublende seriøs, hvis ikke han var det, så opførte han sig som et geni, hans seneste værk var en dokumentation af Værebroparken, bebyggelsen blev skåret i strimler på en millimeter og sat sammen til et billede, der mere lignede en sonofonisk optagelse i blåt og gråt end en bebyggelse, men det var dokumentation.



Hver morgen i den periode kom han med rande under øjnene og havde arbejdet hele natten med sine gennemtænkte, fabulerende eksperimenter og skulle straks have at vide, om det gik an.
Det var en selvfølge, at Steffen blev valgt som deltager, da DR-K ville lave en serie Mesterfotografen og bad mig komme med kvalificerede kandidater. Det blev Cecile Baudier, der vandt, men Steffen gjorde en god figur med sine tatoveringer, fuldskæg og ligefremme sprog, han var stolt over at have været med, Cecile blev mobbet af sine kolleger.
Det var godt nok et lidt poppet realityshow, men min holdning var, at selvfølgelig skulle deltagerne være fra Fatamorgana og med Martin Lehman som dommer, blev det nu ret underholdende.

I samme øjeblik Zenia Grindorf trådte ind ad døren, mærkede hun det, at her havde hun hjemme. Hendes liv havde været præget af social elendighed, farmand i fængsel, misrøgt og misbrug, alle andre end vennerne vendte hende ryggen. Hun var anderledes og vant til at klynke og klage eller kræve sin ret, alle paraderne var oppe, lige indtil hun stod i stuen, så kunne hun mærke det, at her hørte hun hjemme. Originaler var værdsat, at være anderledes var en kvalitet, at have kufferten fuld af bitre erfaringer og de særeste personer som venner var en kanon fordel for den, der skal fotografere og formidle, hvordan det er at være menneske.



Og hun havde virkelig en vennekreds, naboer og familie, der skilte sig ud fra hvad, vi var vant til. En skatkiste af kontakter og det var ingen sag for Zenia at få dem til at stille op. Nøgen kvinde på 220 pund slanger sig på sofaen med rød paryk, Zenia tog os med storm. Ingen ville gøre hende kunsten efter, men hendes tempo, humør og umiddelbare fotografi, der gjorde det opsigtsvækkende til en naturlig ting og det allersværeste pærelet, smittede.

En sen aften spurgte hun, om hun mon kunne bruge den telefonsamtale, hun netop havde optaget med en mand, der ringede til hende for at beklage sig over hendes far, der skyldte ham penge og engang vist nok havde fået bank af to perkere.

En vidunderlig samtale, hvor Zenias forbløffede ansigt og forsøg på at rede trådene ud sitrer i en lousy skærmgengivelse. Det var kultur, det var en insidestory, ugens opgave var Kampen. Du skal i et essay fortælle om en kamp, du kæmper eller overværer eller er vidne til, det var fremragende, hvis hun kunne bruge samtalen uredigeret til opgaven.
Zenia satte stillbilleder ind strategiske steder i samtalen og lod startbilledet være indgangsporten til Vestre Fængsel.
Der blev klappet og rost, for det lille optrin var så intenst, så tæt på, så bizzart, originalt og genialt og Zenia fattede det ikke, at det skulle være noget særligt. Sådan var hendes liv.

Som sidste projekt gik hun igang med en dokumentarisk skildring af det store sommermarked på Bellahøj, skønne billeder af livet på pladsen, typer og kulører men midt i det hele får hun at vide, at hendes far er kørt galt, indlagt på hospital, stukket af fra hospitalet og nu vil overnatte hos hende, fordi han ikke har noget sted at tage hen.
Zenia sætter kameraet igang og optager hans ankomst, deres samtale, og hvordan hun smider ud. Næste gang hun tænder for kameraet, er da hun ankommer til hospitalet, hvor hendes far nu i bevidstløs tilstand er blevet indlagt. Det er et løfte til mig, at sker der noget i hendes liv, som er værd at fortælle, så skal hun tænde for kameraet. Og det gør hun.
Hendes far vågner aldrig, men Zenia får lavet den smukkeste film om de sidste dage i faderens liv, og intet kontroversielt er udeladt, alt er med, en vidunderlig film om fortvivlelse, sorg og pludselig død.
På min anbefaling bevillede kommunen endnu et skoleophold, for Zenia havde masser endnu at fortælle, og var endnu ikke klar til at slippe skolen.

Zenia kom med livserfaring i spandevis, Petter Berg var ung og grøn. Hun var kommet hjem, Petter var kommet hjemmefra. Zenia var rapkæftet og utålmodig, Petter var høflig og korrekt. At have Zenia og Petter på samme hold var en gave for fællesskabet. Hun markerede sig voldsomt, han glattede ud, hun skulle give slip, han tage ved lære.
Og det gjorde han, lyttede og lærte. Han var en mønsterelev, havde et kæmpe talent, elskede at fotografere og var lynende intelligent. Han behøvede ikke andet end at stikke fingeren i jorden, før han kunne det hele. Og det var som en leg, hans fotografi var umiddelbart, oplevet, med kreativitet og kulør, fyldt med ungdommelig lyst til livet. Petter nød, at der var plads.
Og det var der. Min ambition om at favne hele spektret både kunstnerisk og socialt var lykkedes, det virkede. Der var en forskellighed både fotografisk og menneskeligt, men skolens ånd bandt dem sammen, og respekten for den enkelte var stor.







Og Petter var produktiv. Fotograferede altid, lavede den ene bog efter den anden, fabulerende, udfordrende billedsamlinger med en vidunderlig blanding af snapshots og packshots, han sugede til sig og groede dag for dag. Petter havde fart på, feltet blev trukket ud, men det var der plads til, der var rigeligt med plads. Kreativt og mentalt.
Jeg opfordrer altid til at komme ud i hjørnerne af billedfladen med motivet, hvorfor knude det sammen lige i midten, som min mor altid har gjort, når hun skulle registrere, at hun havde fået besøg, ansigtet lige i midten, hvorfor ikke bruge hjørnerne nu de er der, bruge proportion og komposition til at skabe musik i billedet, rytme og karakter, sådan har jeg det også med et hold elever, hvorfor ikke trække det helt ud i hjørnerne, blande alder, erfaring, ambition og personlighed? Det virkede, man groede i forskelligt tempo, i forskellige retninger, man lærte at respektere andres synspunkter og stole på sin egen fornemmelse. Der var plads, og der var plads til alle.

Jeg mobbede de dovne og elskede de flittige, hånede snæversynet og roste generøsitet.

Humanisme og antifascisme tog de sig selv af, når gnister af racisme slap ud, var man enige om fordømmelse. Den grundliggende kultur har på Fatamorgana altid været den samme, men jo bredere holdet er sammensat, jo større bliver tolerancen. Kultur og dannelse er en forudsætning for kreativ udfoldelse, og på Fatamorgana var der rigelig med plads.
Formel uddannelse er altid erhvervsrettet, målet er viden og kompetence, og dannelse ikke på skemaet. Men på Fatamorgana er det et mål. Holdning, karakter, personlighed er værktøjer, når eleverne skal skabe værker eller skabe sig selv, fotografi er det fysiske udtryk og dannelse, vejen at gå.
Ingen skal have at vide, hvordan de skal være, men at skabe et miljø, hvor de selv finder ud af det, er en forudsætning for succes. Og det rette miljø er kultur helt ud i kanterne, respekt og indsigt, erkendelse og stolthed, generøsitet og frem for alt lyst. Det er det vigtigste, lysten, det er en formidabel kraft, der skal udnyttes og fremmes. Det er vidt forskelligt, hvad der giver dig lyst, om det er ros og gevinst eller frygten for fiasko, nogle får først lyst, når ulysten er fjernet, andre bader i lyst og skal øve sig i at prioritere, det gode miljø syder af smittende lyst til kreativitet, destruktion, protest, engagement. Dannelse er at kunne styre sine lyster, bruge dem optimalt og disponere dem effektivt.

Af intuitiv lyst og kulturel fornuft dannes din karakter og personlighed, og det er dine vigtigste værktøjer, når du skal skabe verden i billeder. Og dig selv.

Helt ud i kanterne, det gælder for eleverne, men det gælder også for lærerne, at de skal være vidt forskellige. De bedste lærere er dem, der laver det bedste miljø, Jens Olof Lasthein, når han kommer en uge fra Stockholm og overnatter på skolen, så syder det hele af aktivitet, så gror de og blomstrer, og når Tove Kurtzweil kommer, så er der en hel anden fortrolighed, miljøet skifter karakter. Eller når Sigrid Nygaard billedchef på Information er gæstelærer, så spidses argumenterne og konkurrencen skærpes, hver gæstelærer har sit speciale, men deres fælles kvalitet er, at de kan skabe miljø. Give plads til at miljø kan opstå.
Mister en gæstelærer lysten, og det er kun eleverne, der bedømmer det, så kommer læreren ikke igen, nye står parat, for det at undervise på Fatamorgana er et privilegium. At opleve stilheden mellem ordene, når der bliver lyttet, at få testet sin koncentration og få lov at stille udfordrende spørgsmål, det er en gave. At give sig selv og mærke, der bliver taget imod, får de bedste til at komme igen og igen.
Joachim Adrian er en af dem. Det første jeg gjorde, da han blev valgt til Årets Pressefotograf var at invitere ham ud på skolen, for at vi kunne fejre ham. Vi glædede os til balloner og brusvand og hans nyeste billeder. Men to dage før kom den chokerende melding, at Per Folkver var død ved en ulykke. Han, Joachim, Martin og alle andre i Politikens fotoafdeling var på den årlige hytte-hyggeweekend, da Per falder ned ad en mørk, stejl trappe og dør. Martin er grædefærdig, Joachim dybt berørt, men aflyser ikke besøget hos os. Så istedet for en hyldest af Joachim, blev eftermiddagen en Per Folkver Memorial, hvor Joachim fortalte om Pers fortjenester, og det miljø han skabte omkring sig på Politiken.



Dagen efter blev han bisat, der var sort af mennesker i og udenfor kapellet.
Per skabte plads, han skabte miljø, for han vidste, at det er forudsætningen for det gode billede.

Og når Jacob Aue Sobol er gæstelærer, så sitrer det af travlhed, en bog eller en udstilling skal laves på en uge, tempoet er højt, kravene store, kritiken barsk, men forløsningen, når det hele hænger der, eller bogen bliver samlet, er tilsvarende store. Den der vi-gjorde-det fornemmelse glemmer man ikke. Det skaber fællesskab, det giver ansvar, det kan Jacob bedre end andre.
Og når Charlotte Hjorth-Rohde går i mørkekammer en uge med et studiehold, så er tonen dæmpet og kitlerne dufter af kemi, så hænger man sammen, så hjælpes man, skiftes og venter på hinanden. Så bobler det i mørket af nærhed, fysisk og psykisk, så fungerer man som et team, så er man medlem af den hemmelige klub og stiller op til fællesbillede, med fælles stolthed og fremfor alt miljø.



Det er fristende, at lade de bedste lærere få længere perioder og komme oftere, men jeg skal ud i kanterne, fylde hele fladen, for miljøskift er en del af skolens ånd, og erfaringen har vist, at det virker.
For det meste holder de aftaler, jeg laver med gæstelærerne, men det sker, at jeg i sidste øjeblik får en sygemelding, og skal så skaffe en kvalificeret vikar. Så det var med kort varsel, jeg bad Fryd Frydendahl, som førte sig frem i New York som avantgarde videokunstner, om at komme en uge til København som vikar.
Det blev en forrygende uge for eleverne, hun var totalmotiveret, havde den sjældne evne at presse eleverne til det yderste, uden at de følte det som et pres. Fryd er superpædagog, hvordan hun gør, ved jeg ikke, men resultatet var imponerende. Elever, jeg havde kæmpet forgæves med og næsten opgivet, blev født påny.
- Hvad sker der, hvad sker der. . . ? sagde jeg, når jeg så, hvad de havde lavet.
- Jamen vi har jo haft Fryd!

De forknytte løsnede op, de stramtandede smilede, og de bonerte flirtede, en kaskade af muligheder åbnede sig, og jeg var lykkelig.

Det gentog sig næste gang, hun underviste og næste gang igen. Gnisten der tænder elevernes kreativitet, den er umulig at beskrive, men sporene er tydelige, blanke øjne, afslappede skuldre, lette smil og en overbærende tro på fremtiden, det ligner til forveksling forelskelse. Ja, selvfølgelig, det er det, der sker, eleverne bliver forelskede. Fryd fanger dem med kærlighed, hun forfører dem, det må være hemmeligheden. Eleverne er ikke blevet undervist, de er blevet elsket.

Jeg giver dem lyst, Fryd giver dem kærlighed. Det er hemmeligheden, at de bedste lærere er dem, der elsker, job og elever. At undervise er at elske, uforbeholden, oprigtig kærlighed der smitter. Det er Fryds hemmelighed og alle andre læreres.

Jeg elsker at undervise og mærker suset, når det lykkes, når Patrick Søndergaard Wassmann kommer hjem med et pletskud. I et par uger har han cirklet om pensionisten på 3. til højre, er flyttet ind med sin sovepose for at komme så tæt på som muligt, har fotograferet ham i alle tænkelige situationer med og uden tøj, men nu vil jeg altså ud af stuen og se hans verden udenfor, hvem er han sammen med andre?
Og Patrick, der er beskeden selv smyger sig undenom, men jeg insiterer.
- Du skal ikke spørge, du skal gøre.
Og når han så kommer hjem efter at have fulgt sin villige model til tirsdags brunsch i Frelsens Hær, så jubler jeg over den pragtfulde bedstemor, der svinger med kanden, for hun har alt det, den gamle har mistet. Ungdommeligt flirtende optimisme i den fineste kjole, snublende yndig med ungdommelig motorik, der er kærlighed i både person og skildring.
Det gør det sjovt at undervise.





Eller når Kristian Dalby Arbs to uger før den store Se og Hør skandale dokumenterer hierakiet på Ekstra Bladets redaktion, her kan ingen være i tvivl om hvem, der bestemmer. Man undrer sig i medierne over hvordan 14 journalister på Se og Hør kendte til ulovlighederne, men reagerede. Hvorfor ikke?
Kig på Kristians billede, så forstår du. Det er et vidunderligt øjeblik, han har fanget, den finger, den ryg siger det hele om den rødhårede chef, og det blik og den skjorte siger alt om en trynet medarbejder, sådan er stemningen på Eksta Bladet, og sådan er den på alle redaktioner.
Kærlighed og udfordring, Patrick tog i Frelsens hær og lod sig forføre af en ungdommelig bedstemor og Kristian til Ekstra Bladet hvor han afslørede det redaktionelle hieraki. Begge var de historiefortællere, topmotiverede og hurtige, det afgørende øjeblik skabte fortællingen.
De gode historier, koncentrerede glimt, afsløring og undren, når det hele falder i hak, så bliver jeg høj og er som forelsket.
Som da Jannis Tordheim efter en kæmpekrise, hvor han var taget hjem til Stockholm sender en mail med sine nyeste billeder.
Jannis kom til Fatamorgana fra Nordens Fotoskole, hvor han havde haft svært ved at finde sig tilrette, og jeg var stærkt opsat på at han på Fatamorgana skulle føle sig hjemme. Men båndene til Stockholm og vennerne var for stærke, og da hans forlovede uvarslet gør det forbi, tager han hjem igen. Jeg frygtede, at han ikke bare forlod Fatamorgana og København, men også det, han havde opnået, at han var på vej tilbage til udgangspunktet, som han var flygtet fra. Men så fik jeg de vidunderlige billeder af forgæves berøring og tankeløst blik, en stærk visualisering af ulykkelig kærlighed, sådan ser den ud desperationen over at være blevet forkastet. I blikket, i fingerspidserne, i mørket, billederne emmer af suicidabel tomhed, det var sådan havde han det, Jannis, og jeg blev høj af begejstring, elskede ham.Det var lykkedes, Jannis havde taget Fatamorgana med sig, da han rejste, han kunne, og han gjorde. Og ugen efter kom han så tilbage for at få ros.





Der var plads og der var plads til alle. Eleverne blev mødt med kærlighed, de havde krav på at blive elsket.
Aanna de Beer var fyldt med aggressivitet, en indædt vrede, hun frygtede skulle slippe ud, og så var hun et vidunderligt billedmenneske, fotograferede om dagen og malede om natten.
Aanna var bange, følte sig som offer, havde tidligere i Holland haft stor succes med fotografi af selvmedlidende deformitet, intet af hendes fotografi viste agression eller protest, men det gjorde hendes punkede hverdagslook med nitter og dreadlocks og kraftig sminke. Når folk i S-toget på vej til og fra skole kiggede fordømmende på hende, blev hun rasende, men fortrak ikke en mine.

Jeg bad hende en dag klæde sig ud som lille-pige i offerrollen, hende som ingen kiggede fordømmende på, som anglede efter ømhed og var blottet for aggression, naiv og uskyldig, en eftermiddags rollespil.



Forandringen var overvældende for mig og for hende selv. Hun skyndte sig hjem efter undervisningen og tog sin vante mundering på, men det ydre identitetsskifte havde gjort indtryk.
Det lykkedes for Aanna at bruge aggressiviteten i sin kunst, i starten var det et grisehoved, det gik ud over, det blev brændt på et bål i haven og hakket i stykker med en økse, en filmet happening med Aanna som bøddel, nu skulle han have det som fortjent, svinet, selv formulerede Aanna det som et oprør mod kødspisere og griseavl, hun arbejdede med video, stills og afleverede som sit afslutningsprojekt de smukkeste portrætter af sin kæreste, en veninde og sig selv. Det var vidunderligt, der var både tilgivelse, håb og smerte, accept og erkendelse i de billeder, aggressionerne var var ikke spærret inde, men blevet til kreativitet.
Aanna nåede frem.





Efter en succesuge med den karismatiske Dagmar Attladottir, en uge med grin, hygge og hårdt arbejede blev jeg orientret om, at Carl-Mikael under gennemgangen havde udtalt, at livet ikke var værd at leve, at han var overflødig, og at det hele ikke nyttede noget.
Der havde været en alvor og desperation i hans ord, der havde gjort de andre elever bange for hvad, han kunne finde på.
Carl-Mikael Ström var ekstrem ambitiøs, ville fotografere alt, ALT og være den super allerbedste. Han arbejde ekstremt meget, sorthvid analogt, og nød at få kritik og kommentarer, hans billeder var dynamiske, oplevede og rastløse som han selv. Carl-Mikael var på flugt over hals og hoved væk fra alt, der var ordinært, væk fra familien i Sverige, fra det almindelige og kedelige og trygge, væk fra middelmådigheden, vaner og forventning, og jeg støttede ham. Men nu ville han altså også væk fra livet.
Jeg var ikke i tvivl, her skulle ikke snakkes, men handles. Næste morgen bad jeg ham tømme lommerne for ID-kort, mønter og nøgler og gå ud i byen med kamera, film og sovepose, opgaven var at leve som hjemløs på gaden 3 døgn, nu skulle han mærke livet.
Da han beskidt, sulten og træt vendte hjem, var det med et nyt syn på tilværelsen og et par eksponerede ruller film.





Carl-Mikael var eksplosiv, fuld af energi, det kunne ikke være stort nok, dynamisk nok, med fragmentariske collager, med dynamik og spænding, kulørt og bragende, efter turen på gaden var Carl-Mikael manisk kreativ, hans vejleder så hellere, at han i fotografi skildrede sit barndomhjem og blev forsonet med sin mor, men det syntes Carl-Mikael ikke. Energien skulle ud, nu skulle livet leves.



Adskillige bøger fik han lavet i det år, han gik på Fatamorgana, aldrig gik han på kompromis, altid var det sandheden, han søgte og altid mente han, at det kunne blive bedre. Carl-Mikael var på jagt og i sin sidste billedsamling, Paradigme, som han stolt kunne give mig på sidste skoledag, udviser han en sjælden autoritet, det er en trofæsamling, der viser vej.



Scenen er sat, projektørerne tændt som på en landingsplads, lyset blænder, der er ukrudt og afløb og en reflekterende cirkel af lys, alt er klart, nu kan det begynde, her starter eventyret.

Han vender verden på hovedet og dikterer sin sandhed. Forenkler en profil og maskerer den med plaster af aritmetisk perfektion. Han fortæller ikke længere, hvordan han har det eller hvem, han er men med artistisk overlegenhed, hvordan det er at være menneske.
Profil og plaster, grumsegullig identitet og teknologiske labels på pande, kind, hjerne og hals. Sproget er entydigt, budskabet klart, det må være det billede, vi sender med på turen til en fjern galakse for at fortælle, at vi findes. Identitet og teknologi.



For nogle er Fatamorgana personlig udvikling, for andre springbrædt til en karriere. Udenlandske elever ofte med dansk mor eller far søger til Danmark for at lære sprog og dansk kultur, rygtet, at berømmelse starter på Fatamorgana cirkulerer i den fotografiske verden. Nogle er særdeles kvalificerede, professionelle i metode og produkt, andre skal presses til at tage kameraet op af tasken og komme hjem med bare lidt mere end en ensom mælkebøtte i asfalten.
Der er de snakkende, der aldrig lærer sproget og de mundlamme, der pludrer i billeder, der er hende, der gemmer sig under bordet, når vi ser hendes video og ham, der tager modet til sig og springer ud. Ånd og miljø fik ham til at åbne skabet, hver især kan de noget, sammen kan de alt.

Ved skolens 10-års jubilæum holdt vi stor udstilling og fest, og nu på tærsklen til vores 25 års jubilæum holder vi så festival. Inviterer alle med interesse for fotografi til øen Hven, hvor Thycho Brahe med det blotte øje observerede himmellegemernes færd og skabte et nyt verdensbillede. Mon ikke det bliver stjerneklart 22.-24. august.

Dengang i 99 stod skolen foran en flytning fra små lokaler i Indre by til større på Amager, den digitale udvikling krævede, at vi i en overgangsperiode havde plads til både mørkekamre og computere, en epoke var ved at være slut og en ny kunne så småt begynde.
Nu står vi igen foran flytning til nye lokaler, ejendommen står foran nedrivning, der bliver bygget beboelse i øjeblikket på begge nabogrunde, og snart kommer turen til os.
Først 10 år med analog fotografi, så 10 med digital og analog, de seneste 5 år har mørkekamrene for det meste stået tomme.
Efterårshold 2014 er valgt ud, der er Femja Olsen Haack, som var aspirant på Fatamorgana en vinter som 16-årig og Dalin Waldo, som deltog i tv-showet Mesterfotografen, men ellers er de nye elever ansigtsløse navne. Gæstelærerne er booket, veteranerne Tove Kurtzweil, Kent Klich og Arne Bro, de rutinerede Dagmar Atladottir, Nina Korhonen og Fryd Frydendahl, og debutanterne Jacob Jessen, Marie Hald og Absalon Kirkeby. Og så har jeg fået den ene fra duoen The Pier, Nils Petter Löfstedt til at være vejleder for studiegruppen, otte elever på 2.semester.
De var gæstelærere en uge i foråret, The Pier, og det var en stor succes, kunstnerduo fra Malmø, kontroversielle, konceptuelle, deres seneste projekt er at demontere en af de store plakatsøjler, hvor der reklameres for ginatricot og køre den ud i skoven for at genopstille den i en smuk grøn lysning.

Processen bliver så foreviget på video, som blir set og blir delt og vist på Museum of Modern Art i New York. Sådan er det at være kunstner idag, du skal komme med konstruktive forslag til en bedre verden og helt ærlig, jeg er overbevist om, at skønheden på plakaten vil nyde at slippe for gadehjørnets stressende mylder og stinkende trafik. At vende naturforureningen på hovedet og tænke kreativt, det er opgaven for The Pier, som da de indrettede en lejlighed i et uudnyttet aflukke under en betonbro med 1.60 m til loftet og jorden som gulv. Jeg elsker deres kontroversielle initiativer, som er langt mere end påfund og gags.
Det er en farbar vej for billedkunsten.



At vende verden på hovedet, gøre grin med de frelste, tage pis på de formelle og være et alternativ til den akademiske verden.

Alt er gjort klar til endnu et semester på Fatamorgana, billeder skal skabes og vises, andre hentes og sættes på plads. Men det bedste af det hele er, at jeg glæder mig.

---