F A T A M O R G A N A

Galleriet viser et udpluk af de bedste billeder grupperet i genrer. Ingen billeder er større end 50 K.
Ved at klikke på de enkelte billeder kan du se andre i samme serie.
Fotografernes navne er klikbare. Kommentarerne er skrevet af Morten Bo.
Copyright til billederne indehaves af fotograferne og billederne må kun kopieres efter aftale.
G A L L E R I E T
I II III IV V VI VII Dokumentar I II III IV V VI VII
Der er en særlig intensitet i Rasmus Baaners skæve optagelse af to unge. Billedet er fra Toften, en døgninstitution for børn og unge.
Pigen, der prøver at undgå den nærgående kameralinse bor på en institution for voksne døve med sociale, psykiske og fysiske vanskeligheder. Billedet er taget i 1997 af Thomas Bagge.
Lalandia er virkeliggørelsen af danskerens drøm: palmer, klart vand, tropisk klima, afslappet og ubekymret ferie for voksne og børn. Jacob Aue Sobol giver sin mening tilkende i et satirisk familieportræt. Familien Danmark i vandland.
I Carsten Søgaard Christensens smukke, indlevede billeder af en blind pige handler det om at høre til, være sammen og at kunne noget, være noget. Vi interesserer os for pigen, mens vi lærer om os selv.
Cyklist-symfoni i widescreen. Asfaltens cykel-signal og cyklens styr og stel spiller godt sammen. Vi kan læne os tilbage og nyde Anna Louisa Boysens musikalske leg med lys, form og fart. Eller vi kan rejse os i sadlen, trampe i pedalerne og selv tage på udflugt.
Der er både desperation og angst i Håvard Haugens voldsomme billede af en beboer på Brinken, døgninstitution for voksne med psykiske handicap.
Det emmer af sexualitet i Morten Nilssons pigebilleder, som alle er taget med et Holgakamera. De to første har titlen "Frugt", de to sidste "Tegn"
Baglæns hovedspring i tre stadier. Drengene på vej i luften - og i vandet er fotograferet af Helle Weitling i 1997
"16 - 19" er et større projekt, hvor Rebekka Ehlers har forsøgt at give en karakteristik af teenagere. Prøvet at genfinde den særlige tone, der er så typisk for de 16 - 19 årige. Vi ser med unge øjne på de unges verden.
Billederne er fra "VITA", et større projekt om AIDS-ramte, Torben Eskerod har arbejdet på i flere år.
Med sans for dramatik har Frederik Fensbo fanget hverdagens højdepunkter på et Julemærkehjem. Flotte, farveglade men også respektfulde billeder.
10 år, våd og hyllet i et tæppe, som en skibbruden der vender hjem. Charlotte Claudia Haslund-Christensen har med respektfuld diskretion fanget livets store spørgsmål: Er jeg savnet? Er jeg tilgivet? Er jeg elsket?
Koncentration, forventning og duft af savsmuld, Marta Dorota Zajac mestrer både engagement og stilsans i sine enkle kompositioner fra Cirkus Arena. Vi er tæt på både cirkus og Marta.
Forloren hare og jordbærgrød, det er spisetid på hospitalet og Camilla Josefine Stephan undrer sig. Over saftevandets farve og bakkens hvidhed. Det sterile og præcise. Og umenneskelige.
Rå dramatik og forenklet budskab, Brian Berg har været på tur med en strandkutter og ladet sig smitte af stemningen. Langt fra kysten, langt mellem fiskene, tæt på livet. Og meningen med livet: Brian fandt hvad han søgte.
Usikkerheden blafrer i Lotten Pålssons billede, farligheden ligger på lur. Vi holder øje og spidser ører. Er på vagt.
Tilværelse eller venteværelse? Jesper Jensen har besøgt en kræftramt mand i hans hjem og stillet skarpt på ensomheden.
Omgivet af ligegyldig tilfældighed og glemt buskads glimrer hun med sit røde hår og blanke lilla. Aner ikke at hun bliver betragtet midt i smøgpausen. Eller gør hun? Pernille Paungreen har fotograferet en medstuderende.
Rusten benzinpris og prangende markise. Præcision og prestige. Og forfald. Adam Olsson samler signaler.
Korsstingsbroderi og søvndyssende tv en time før sengetid, mere almindeligt kan det ikke blive. Og alligevel lykkes det Signe Als-Petersen at tage et særdeles sjældent billede, hvor almindeligheden bliver grotesk og det vulgære morsomt.
Vold er en del af dagligdagen på Newports diskoteker og Jasper Carlberg viser os de synlige spor: skrammer, blod og et blåt øje. Frygt og flovhed. Kim til hævn i voldsspiralen.
I II III IV V VI VII Dokumentar I II III IV V VI VII