Gæstebud og Gyserfilm Tale holdt ved afslutningen fredag 27.maj 2016 Politikerne bestemmer, hvad der er lovligt, men hvem bestemmer, hvad vi kan tillade os? Det gør du. Domstolene beslutter hvem, der er kriminel, men hvem beslutter hvad, der er rigtigt? Det gør du. Hvem bestemmer, hvordan vi skal opføre os, hvad vi skal finde os i, hvad vi skal mene? Det gør du. Der er en uskreven lov, den hedder kultur, og du er kulturarbejder. Johan bestemmer, hvad vi skal mene om indkvartering af flygtninge, han viser os sin sandhed om teltlejren, så vi kan danne os en mening. Og det gør Oliver, når han formidler, hvad der sker inde i hovedet på Knæk fra Ghettoen, når vi mærker det kan vi danne os en mening. Og hvis ikke du skaber kulturen, så gør andre. Politikerne, pengene, hvis det bliver til kultur, at det skal kunne betale sig - at arbejde, deltage, hjælpe, gøre noget, stå op om morgenen, så er grunden lagt til det stressede, indholdløse, paranoide liv. Kunstnere og kulturarbejdere skal skabe kulturen, for når erhvervsliv og politikere gør det, så bliver det et fattigt samfund. Derfor er du så vigtig. Det er vigtigt, hvordan du ser sandheden, og det er vigtigt, at du formidler den. Hvad kan vi tillade os som mennesker, det skal du bestemme i dit fotografi. Kig dig omkring i verden og på de sociale medier. Og tag stilling. Tag ansvar. Er du en medløber der ukritisk accepterer og lukker øjnene eller kulturarbejder, der føler et ansvar? Lukas skabte i sin film et dilemma: Hvad skal jeg gøre, når jeg er ved at sprænges af aggression, og det ikke hjælper at gå til boksning? Han viser os sandheden, så vi kan tage stilling. Forstå. Acceptere. Tilgive. Hvad skal vi med Andreas' generationsportræt? Vi skal lære dem at kende. Det gør Andreas bedre end andre, fortæller hvad der foregår i hovedet på ham. Han skal være ærlig og det er han. Både når han ligger på køkkengulvet og smøger den, eller han smider den tomme cigaretpakke fra sig og det mærkelige er, at jeg holder af ham. Er misundelig over det, han kan tillade sig. Eller Bastians besøg hos FarMin, det var ikke uproblematisk, noget skulle erkendes. Der blev ikke talt ud, men mærket efter. Det var mindst lige så meget et portræt af Bastian som af faderen. Kan man elske den far, der svigtede? Kærligheden er en uvurderlig kraft, at bruge kærligheden, når du skaber et værk, portræt eller beretning er bedre end at bruge meningsmåling. At have noget på hjerte er bedre end at regne den ud. At gøre noget af lyst er det bedre end at gøre det af pligt. Du skal brænde for det, du laver, tro på at du gør det rigtige, selvtillid er vigtigt, når du skal elske, for tror du ikke på dig selv, så gør andre heller ikke. "Kun arbejde der udspringer af lyst har værdi" siger jeg, men det forpligter også, for tvivler du på dig selv og mangler du lysten, så har altså du bare at få lyst. Vil du bare så gerne fotografere hjemløse, men mangler lysten til at tage kameraet op af tasken, så har du bare at få lyst. Det er det, der skiller den gode fra den middelmådige fotograf, om du kan finde lysten frem. Alle kender til det at mangle lyst, det er så nemt at blive liggende, fortryde, finde på udveje og undskyldninger, slippe for det, du ikke har lyst til, det er langt sværere at få lyst. Det kræver øvelse, træning at få lyst til en opgave, til et billede, til at skulle vælge eller blive færdig. Du skal udfordre dig selv, lokke med løfter, forkæle dig selv. Men har du lyst, så brug det som en gave, vent ikke til imorgen med at bruge lysten, mærker du kærligheden, så brug den nu, i morgen er den væk, måske. Har du en ambition, så respekter den. Har du et brændende ønske om at kunne, så forfølg dit mål, mens lysten er der. Brug kærligheden, giv den lov at blive til energi. Du skal bruge kærligheden til at blive passioneret. Når vi mærker din gejst, så smitter den, du skal forføre os med entusiasme og smitte os med ømhed, du skal elske og lære os at elske. Det er kultur. Af kærlighed skal du skabe din fortælling. Selvoplevet, dokumentarisk eller fri fantasi, fortællingen skal være  personlig, spændende fortalt, jeg skal mærke din lyst til at fortælle. Karen Blixen er sådan en fortæller. Karen Blixen bruger kærligheden i alle sine fortællinger. Hendes berømmelse skyldes at det, hun skriver er besjælet, der er kærlighed med i alt, hun kredser om kærlighedens mange kontroverser, det retfærdige drab, den acceptable prostitution, tilgivelsen og altid med et enkelt og jordnært forhold, vi er med hende og føler med hende. Hun elsker at skrive. Selv havde hun et svært forhold til kærligheden, var gift med en mand, hun aldrig så, havde en elsker, der svigtede hende ved at dø ung, elskede sine tjenere og naboer, men de var sorte og hun hvid. Senere da hun kom til Danmark led hun under eftervirkningerne af en syfilis, som hun behandlede med kviksølv og det tog tilsidst livet af hende. På Rungstedlund, hvor hun boede flokkedes unge digterspirer om hende, og hun var - ifølge dem selv - stærkt intimiderende, var altid jaloux på deres koner, opfordrede dem til skilsmisse og forlangte det helt urimelige af dem i bytte for sin visdom, samtaler og tid. Karen Blixen vidste godt, hvor stor hun var, betragtede Danmark som en lille provins, hendes verden var international som hendes berømmelse. Hun skriver og skriver og på et tidspunkt får hun til opgave at skrive noget om mad. - Kan De ikke skrive en novelle om måltidet, foreslog hendes forlægger, og her er hun professionel. Tager opgaven på sig og sørger for at få lyst ved at gøre novellen lige så fuld af kærlighed, som hendes andre noveller, hun behandler maden og måltidet, som var det en lovestory. Novellen som kom til at hedde Babettes gæstebud blev 1987 filmatiseret af Gabriel Axel og fik en Oscar for årets bedste udenlandske film. I 1958 blev novellen trykt i samlingen Skæbneanekdoter sammen med Den udødelige Historie som blev filmatiseret af Orson Welles. Babette flygter 1871 til Danmark, hun har været med i oprøret i Frankrig mod den adelige overklasse og generalerne, hun har set sin far og brødre blive myrdet, hun har mistet alt, hun har og har af en ven fået et brev med til vennens ungdomskæreste, der bor med sin søster i et hus og lever af rentepenge efter deres far, provsten. Sulten, bleg og bange ankommer Babette og bliver taget godt imod, hun bliver ansat som tjenestepige. Efter 14 år sker der det, at hun vinder 10.000 franc på en gammel klasselotteriseddel, hun har haft med, og nu hun er kommet til penge, overvejer hun at flytte tilbage til Frankrig. Men så sker det, at søstrene vil fejre deres afdøde far provstens 100 års fødselsdag og invitere deres gamle flammer, adelige venner og byens spidser for at fejre dagen. Og så er det Babette ber om at måtte servere en fransk middag for alle 12 gæster. Men hun vil selv bestemme, hvad de skal spise og selv lave maden. Det var anstødeligt for de to søstre, der var pietistisk opdraget, at festen ikke skulle være kaffe og blødt brød, men ansvaret overlades til Babette, så de beslutter at tage imod tilbuddet, men får gæsterne til at love ikke undervejs i måltidet at kommentere maden. Der skal snakkes men ikke om mad. Da middagen er slut, er Babette træt, men lykkelig. Søstrene Martine og Philippa lukker de sidste gæster ud og novellen slutter med kapitel XII, som jeg vil læse. Det hedder Den store Kunstner. Karen Blixen: Skæbne-anekdoter, Babettes gæstebud. side 70 At være kunstner er en måde at leve på. Det er ikke en stilling, ikke noget du tager på eller kan lægge fra dig, at være kunster er en overbevisning. Det er en måde at forvalte energi på. At bruge kærligheden. Om du er fotojournalist eller kommerciel fotograf, så er du kunstner, hvis du føler dig som kunstner. Alle kan vi lære noget af Babettes ord. Kan du sige om dig selv, at du er en stor kunstner? Det gør Babette efter flugt og 14 år som tjenestepige. Hun føler sig altid som kunstner, men praktiser det ikke. Ikke før 100 års middagen. Der blev ikke talt om maden, men det gjorde hende ikke mindre stolt. Med selverkendelsen: Jeg kan noget, jeg er kunstner kommer også selvrespekten. Lykken. Du bliver et bedre menneske, du kan bedre elske. Tilgivelsen er større, føler du dig som kunstner, så er værdierne anderledes, så hedder det ikke "kan det nu betale sig.." for i kunstens verden er penge et middel og ikke et mål. Du skal bruge kærligheden og du skal give dig selv. Fuldt ud. Hvad du end gør, så gør det helhjertet. Vil du noget, så ønsk dig kun det. Jeg har gang på gang mødte holdningen, at du vil for meget forskelligt og opnår derfor ingen af tingene. Jeg vil det her - men også det her - jeg vil det ene, men for en sikkerheds skyld også det andet. Så bliver det gjort halvhjertet, og du får ingen af delene. Stine og Peter gav sig selv fuldt ud, da de fotograferede velfærd til Journalisthøjskolen. Var de ikke gået videre til næste prøve, så kunne de i hvert fald sige til sig selv: Jeg gjorde mit yderste. Du skal bevare focus, holde fast i målet og gøre dit bedste for at nå det. De bedste projekter var de bedste fordi det, de gjorde, gjorde de fuldt ud. Når vi kom i tvivl om hensigten, så falmede det, når vi blev usikre på personligheden, hvem er han egentlig ham her eller hende, så opfattede vi det som usikkerhed. Det næstbedste er ikke godt nok. Du skal øve dig i at gøre tingene færdigt. Halve løsninger ødelægger humøret. Koncentrer dig, tag chancen. Når du har besluttet dig så udeluk alt andet. Når du ikke vil udelukke noget og gør derfor alt halvt, så dur det ikke. Wilhem Freddie var en stædig rad, han insisterede på at være netop Wilhem Freddie livet igennem, han ville bare udstille sin konfiskerede Sexparalyse Appeal, om han så skulle lave den igen og igen, han ville bare gøre det færdigt. OK, det tog ham 40 år at blive anerkendt men alt, han gjorde, gjorde han fuldt ud. Det var det, Andreas skulle gøre ham efter. Giv dig hen til en metode, en holdning, et mål, koncentrer dig og arbejd, arbejd, arbejd på det ene mål. Du skal ville at det lykkes. Gøre dit yderste og ikke andet. Gøre det fuldt ud. Celestes fabulerende sceneri på badeværelset, den gik rent ind. Det var bare så rigtigt, det var talent men også insisterende arbejde, hun ville bare fucking vise, at det her var noget, hun kunne. Og Deniz' røde maleri, havde han ikke arbejdet i flere nætter uden overhovedet at ane, om det var noget han kunne eller kunne lære, så var det aldrig blevet til noget. Det gjorde ikke noget det ikke var verdens bedste, når bare det var hans bedste. Koncentration og personlighed kommer af at give alt, du har i dig. Det kræver træning og øvelse, at give slip er vigtigt, det ved musikere om nogen. Fingrene bliver stive, hvis du ikke træner dagligt, stemmen bliver grødet, hvis du ikke øver, altid skal du give dig selv, når du spiller eller synger, du skal være i musikken, du skal være tonerne. Peter Bastian fortæller i bogen Ind i Musikken, hvordan han en sen nattetime til en Jam Session kigger ned på fingrene og ser, hvordan de myldrer op og ned ad fagotten og skaber vidunderlig lyd, som var de slet ikke hans. Det er Musik, skriver han, først da forstod han, hvad musik var. Sådan skal du have det med kameraet. Øve dig så meget, at det selv styrter fra motiv til motiv, og du bare skal følge med, så er du i billedet. Og så er det Fotografi. Når motivet af sig selv hopper ind i kameraet. Når du bare er tilskuer til det, du satte igang, så kører det. Sådan skabes stor musik, sådan skabes ny musik. De sorte slaver i syden i USA havde sangen med fra Afrika og rytmen i blodet, de skabte bluesmusikken, de sang gospel i kirken og skabte både soul og rock og folkmusic, de lagde grunden til den rytmiske musik, og de gav sig selv. De gamle børn af slaver gav slip i sørgelige sange om druk og død og pinsler eller i kirken en hyldest til Herren som tilgiver og elsker. Jeg vil tage jer med til gospelsang i New Tempel Missionary Baptist Church i Los Angeles. Aretha Franklin er tidens store gospelsangerinde, hun giver en to dages koncert for menigheden fredag og lørdag 13. og 14. januar 1972. I koret har hun sin søster og mor med. Hun spiller selv piano til flere sange også sangen I never grow old om livet efter døden oppe hos Jesus. Hun er stærkt troende, og hun giver den hele armen. Hvad du end gør, gør det fuldt ud, og ingen har før givet så  meget på en gospel-recording. Albummet Amazing Grace som bliver produceret de to dage, sælger mere end to million eksemplarer i USA. Den går rent ind, ingen har betydet så meget for gospelmusik som Aretha Franklin. Hun bliver kaldt queen of soul. Født i 1942, mister sin mor før hun er 10, faderen var baptistpræst, og hun sang i kor fra hun var 14. Hun bliver af Rolling Stone Magazin placeret øverst på listen over århundredets største sangere. Hendes helt store fortjeneste er, at hun giver alt, hun har i sig. Hun ved, hvad det kræver, og hun holder sig ikke tilbage. Der er ingen nølen, hun er der, hun er i lokalet, hun er med menigheden, hun er i musikken, Aretha og musikken er et. Hvad du end gør, gør det fuldt ud. Du skal være dit billede, du skal være dit kamera, du skal ikke vise noget, Aretha viser os ikke noget, siger ikke noget, hun er noget. Skidt med om du forstår teksten, den er ligemeget, det er tonerne og især engagementet, der er afgørende, tror vi på dig - - tror vi med dig? At være medrivende, forførende, guide os mod lyset gå forrest, det er det Aretha Franklin lærer os i sin gospelsang. Hendes karriere antog også mere showagtige former, hendes arrogante påklædning, attitude, men i Amaing Grace der er hun nøgen, stor, fyldig og nøgen synger hun os til himmels med sin Never grow old om det evige liv, hvor vi forenes med de afdødes sjæle og aldrig bliver gamle. aretha franklin amazing grace DISC 2  med nummeret never grow old. Hun holder ikke igen, hun giver sig selv.  Der er kun en vej, og den går hun. I salmen er der ingen bagdør, der er ingen slinger i budskabet, der er ingen plan B. Hun giver alt, hun har i sig, og det belønner publikum og menighed, den får ikke for lidt. Menigheden vil forføres, og hun forfører dem, ved at give sig selv. Du skal bruge kærligheden, du skal give dig selv, men du skal også vække opmærksomhed, dit værk skal ud til publikum. Du skal ville noget med det, du laver, men du skal også sørge for, at det bliver set. Du skal ikke give publikum, hvad de plager om, eller det flest sætter kryds ved, at de ønsker sig, du skal give dem, hvad de har brug for. Tag ansvaret på dig. Flyt personen hen i lyset, hvis der er for mørkt, tag stilling til det, du ser og skab så sandheden i dit billede, sandheden er altså ikke netop det øjeblik, hvor du eksponerer, men måske først nogle sekunder senere. Den er ikke lyset, der reflekteres af motivet, du har valgt, men motivet lige ved siden af. Fotografi er manipulation og din manipulation skal ikke være at berolige, at harmonisere, at glatte ud og fjerne ubehageligheder, men det skal heller ikke være en perfektion, der er imponerende. Det skal være at skabe troværdighed, at komme tættere på sandheden. Det er et kunstnerisk værktøj at beslutte sandhed. Er du kunstner så må du alt, men selvom du ikke er kunstner, så skal du alligevel bruge kunstneriske værkstøjer. Underholdning er et kunstnerisk værkstøj. Få det til at se ud af noget. Gøre folk nysgerrige på det, du har lavet. Du skal vide, at det er ikke nok, at der er noget vigtigt inde i bogen, den skal også kunne ligge fremme i vinduet. Joen Petersen Vedel havde en underholdningsfobi, Jacob Jessen hader at sælge sig selv, Sara Galbriati gør os med emnet Aliens nysgerrige på sit fotografi. Reklamen tager røven på os, når de pakker lousy produkter ind i forførende, velduftende emballage, når de pakker deres overflødige forbrugsvarer ind i noget, vi altid har ønsket os, de gør alt, de kan for at bruge det kunstneriske værkstøj på en svinsk måde, så vi er kommet til at hade indpakning, lukke ned for underholdningen. Underholdning i billedkunst er blevet underlødigt, og alligevel roste jeg Gustav for i sin konstruktivisme at være underholdende. Hvad hjælper det, at du laver kunst med kærlighed og giver den hele armen, hvis der ikke er et publikum, hvis ingen ser det eller hører om det? Hvis det er så seriøst, at man ikke gider, eller så hemmelighedsfuldt, at man føler sig udenfor? Katten der korsfæster en due, det er underholdende, en spejderpige med pagehår og kinesisk krigslegetøj, det er bare at sætte ild til lunten, så er den klaret. Performance er en væsentlig del af værket. Du skal underholde, holde opmærksomheden fanget, vi skal lokkes ind i værket og holdes fast. Babettes finere madlavning var lokkemad, Arethas gospel medrivende, det skal du også, gøre det tillokkende at åbne bogen, spændende at være med. Har du et budskab nytter det ikke at mumle, men det dur heller ikke frelst at forlange eller forklare, nej jeg skal selv finde sandheden i dit væk, og selv drage konklusionen. Sådan er det med kunsten, publikum skal selv skabe den af det, kunstneren lægger frem. 1967 i USA, Lyndon B. Johnson er præsident. Jim Morrison og The Doors udgiver deres første album. I Vietnam raser krigen, på TV ser man hvordan vietnameserne nedskydes fra helikopter. I avisen kan man læse, at hæren har gang i hemmelige forsøg med biologiske våben. Giftstoffet Agent Orange gjorde Vietnams marker og skove golde. Der er store demonstrationer overalt i USA, optøjer i syden fordi Ku-Klux-Klanen ustraffet luncher sorte. Der demonstreres for sortes borgerrettigheder, det er stadig forbudt hvide og sorte i visse stater at indgå ægteskab. Samfundet sitrer af oprør og grænserne er skarpt tegnet op, der er Sommer of Love i San Fransisco for 100.000 unge, og der er det store tavse flertal, der føler større og større frygt for, hvad det kan ende med. Den kolde krig raser, men det er ikke alle, der tror på at fjenden er vietnameser og kommunist. - Hvorfor skal jeg skyde vietnamesere, de har aldrig kaldt mig nigger, siger Muhammad Ali som begrundelse for ikke at ville være soldat. Alle ved det, men ingen siger det, fjenden er os selv. Vi bekæmper hinanden. Vi stoler ikke på nogen, og vi ender med at tabe. Først respekten, så medmenneskeligheden, så livet, for at ende som omvandrende zombier, der spiser de sidste levende. Vi bliver spist af vores egen paranoide frygt, sådan forstiller George A. Romero sig fremtiden i sin horror gyser Night of the living dead fra 1967 På mange måder ligner den tid vores tid. George A. Romero er træt af de fucking commercials, han går og laver, nu vil han lave kvalificeret underholdning til folket. En horror movie gyser et varsel om tidens tendens og menneskenes frygt, et grufuldt sceneri, han vil sætte tingene på spidsen, forskrække og forarge. Han er del af den ny kultur, han har en holdning, og han ved hvordan, han skal få budskabet ud til folket: som underholdning. George vil lave en lowbudget horror gyserfilm, der sætter tingene på spidsen og konkretiserer tidens forkvaklede moral. Han har senere i interviews undskyldt sig med at "nå ja det var jo i tresserne" for han ved, hvad det kræver, at stå frem og erkende, og George har aldrig offentligt erkendt, at hans hensigt var andet end at lave en underholdende film. Han har aldrig sagt, at det var sandheden, han havde skabt, sandheden om USA i tresserne. Historien er enkel: en mystisk stråling fra en sattelit, der har været en tur rundt om Venus og af sikkerhedsmæssige grunde er blev sprængt i luften, får nyligt afdøde til at genoplive, men nu som menneskeædere. Som forkvaklede misfostre står de op af graven og vandrer som i søvne rundt i natten og spiser de mennesker, de møder. Syv personer har søgt tilflugt på en gård, og da zombierne vil kravle ind ad vinduer og døre har de barrikaderet sig. Tre af de indespærrede tager chancen og løber ud til bilen for at køre efter hjælp, men bilen eksploderer ved et uheld, to af dem omkommer og den tredje dundrer på døren for at komme ind i huset igen. Men i huset er man bange og lukker ham ikke ind, det lykkes ham dog at smadre hoveddøren. Vi kommer ind i filmen, da Ben giver Harry et par på skrinet, fordi han havde barrikaderet døren, så Ben ikke kunne komme ind. Night of the Living Dead. George A. Romero 1967