Artikel fra Weekendavisen 20. august 1999.
(Bragt med tilladelse af Mette Sandbye og Weekendavisen)

Udstrakt brændpunkt
Af METTE SANDBYE

I ti år har Fotoskolen Fatamorgana fungeret som et betydeligt væksthus for dansk fotografi.

For snart længe siden besluttede fotografen Morten Bo, at han ville udfylde det gabende hul i det danske, kunstneriske uddannelsessystem, der hedder fotografi. Så han startede - inspireret af Christer Strömholms legendariske Nordens Fotoskole i Stockholm - sin egen fotoskole under Folkeoplysningsloven, og den skole blev startskuddet til kunstneriske eller fotografiske karrierer som Superflex, Johnny Jensen og Nicolai Howalt for blot at nævne tre navne, der siden er blevet kendte og bruger det fotografiske afsæt vidt forskelligt.
Et hav af elever fra skolen er kommet igennem internationale nåleøjer såsom International Center of Photography i New York, Glasgow Art Academy, Fotohögskolan i Göteborg og de hjemlige Kgl. Kunstakademi og Filmskolen.
At Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana har fungeret som en uundværlig grobund for det, vi i dag kalder dansk fotografi i bredeste forstand, er uomtvisteligt.
På torsdag har Fatamorgana eksisteret i ti år, og jubilæet fejres med en flot bogudgivelse og en censureret udstilling med nye billeder af tidligere elever i Øksnehallen.

Ti års kursus, eller foruddannelse for skolen har ikke status af videregående kursus, af billedkunstnere og dokumentarfotografer har sat sine spor i dansk fotografi.
Fatamorgana var startskuddet til alt det her for os tre,siger Superflex i bogen.
Hele mit udgangspunkt med fotografi er Fatamorgana, der siger, at du kan gøre hvadsomhelst. Derfor betød de fire måneder på Fatamorgana ti gange så meget, som to år på Nordens Fotoskole,fortæller Tao Lytzen.
Et forløb svarer til et højskoleforløb på fire måneder, men en stor del bliver mindst et halvt år mere og arbejder selvstændigt med deres egne projekter under vejledning fra de mange forskelligartede men højst kvalificerede gæstelærere, der som regel besøger skolen i Teglgårdsstræde en uge ad gangen. Fotografer som Tove Kurtzweil, Anders Petersen, Henrik Saxgren, Tuija Lindström og Per Bak Jensen hører til de genkommende lærerkræfter, store internationale navne som Nan Goldin og Sebastiao Salgado har været på besøg, men også kunstnere fra andre områder som Bjørn Nørgård og Kirsten Dehlholm er gengangere i undervisningsprogrammet.

Det skulle være en kunstskole,fortæller Morten Bo i sin gode og engagerede jubilæumstekst. Eleverne skulle betragte sig selv som kunstnere, det de lavede skulle betragtes som kunst. God kunst eller dårlig. Men aldrig andet. Dokumentarfotografi og fri fotografisk kunst skulle trives side om side. Det var vigtigt for mig at alle former for kunstnerisk fotografi blev accepteret af eleverne. I det fotografiske miljø i Danmark på det tidspunkt var der i modsætning til andre lande en klar skillelinje mellem de fotografer der arbejdede dokumentarisk, og dem der arbejdede med fotografi som fri kunst. Jeg havde en drøm om, at reportagefotografer også i Danmark skulle arbejde kunstnerisk med fotografi, og at kunstfotograferne ikke behøvede at prostituere sig for at tage billeder med mennesker på. Jeg følte, at fotografer i begge lejre var medlem af den samme familie, uden at de forstod og respekterede hinanden. Sådan skulle det ikke være på skolen.
Skolen er åben døgnet rundt, og de tyve elever på hver årgang har deres egen nøgle. De første 14 dage boede Morten Bo der selv, fordi de heftige, kreative diskussioner som regel strakte sig til langt ud på morgenen.

I begyndelsen var det Morten Bos eget udgangspunkt i dokumentarfotografiet,der dominerede.
De hårde reportagedrenge, som han selv kalder det i kataloget, der nok trynede de følsomme piger med de smukke drømmende billeder af løbende børn i flagrende hvide kjoler. Han fortæller om, at Henrik Saxgren var gæstelærer i den uge, Berlinmuren faldt. Mandag morgen, da eleverne mødte op, fik de en skideballe over at være der og ikke i Berlin, verdens brændpunkt, hvorefter halvdelen af dem strøg afsted, mens de følsomme og stilfærdige blev tilbage.
Morten Bo indså dog hurtigt denne skolens slagside, så han fik den akademiuddannede Per Bak Jensen ind som gæstelærer, hvilket blev skelsættende for en ung maskinarbejder, der drømte om at blive dokumentarist, billedkunstner, nemlig Johnny Jensen. Et eller andet stort blev forløst i Johnny, alt hvad han hidtil havde troet på forkastede han, hans værdinormer ændrede sig totalt. Han havde set lyset. Og tog konsekvensen af det,som Morten Bo så smukt fortæller det.
Morten Bo fortæller skolens historie, men samtidig bliver hans historie et spejl af dansk fotografis historie.
Med Johnny Jensen indledtes svækker-ridse-perioden på skolen, skriver han, hvor man iscenesatte og bearbejdede fotografiet. Samtidig døde det politiske reportagefotografi og blev erstattet med en dokumentargenre, hvor man dyrkede det aparte og outsiderne; transvestitter, evnesvage, strippere, religiøse sekter.
Fra omkring 1993 fulgte den eksistentielle periode, hvor alle eleverne tog kryptisk-undersøgende, ofte nøgne selvportrætter.
Siden fulgte 'det mystiske fotografi', surreelle collager mm., som her i slutningen af 90'erne slog over i det konceptuelle fotografi med slagside til den form for cool, fotografisk registrering, vi også kender fra den internationale fotoscene.
Som Morten Bo fortæller: På udstillingen i december 1998 var der blandt konceptprojekterne 25 gravhøje på Fyn, 60 varianter af en plet på gulvtæppet, 30 tilsyneladende tilfældige skud i et hotelværelse i Polen. Det bærende element var hverken skønhed, grimhed, oplevelse eller kedsomhed, men systematik.
Efterhånden er skellene mellem f.eks. iscenesættelse og dokumentarisme brudt helt ned på skolen såvel som i den øvrige, internationale kunstverden, som Morten Bo netop ønskede det. Reportagefotograferne iscenesætter og kunstfotograferne interesserer sig i højeste grad for portrættet og det spontane, rå fotografi.
Den aktuelle form for konceptfotografi er tydeligvis ikke lige Morten Bos kop te, men det er skolens store kvalitet, at den kan rumme det hele, og at Morten Bo, men også alle de andre gode lærerkræfter, har formået at få den bedste side frem i de engagerede elever.
Det kan man se på de sidste ti års danske fotohistorie, men også i jubilæumsbogen, der er lækkert og sprælsk grafisk tilrettelagt af Morten Bo og Søren Maarbjerg og rummer et væld af gode samtidsfotografier fra jubilæumsudstillingen, udvalgt af Bjørn Nørgaard, Tove Kurtzweil, Morten Bo, Henrik Saxgren og Per Folkver.
Ser man på jubilæumsbogen er der ingen tvivl om, at skolen aldrig vil stivne men altid vil følge med sin tid og vedblive med at udfylde sin vigtige rolle som muldlag for dansk fotografi.