Der findes et Træ...

Morten Bo hold åbningstalen da Jacob Aue Sobol holdt udstilling i Fotografisk Center 2. september 2011

Der findes et træ, et gamle kroget piletræ, det skal stynes hvert forår, alle årets grene saves ned til små stubbe, kronen må ikke blive for stor.

Der findes et sted, et gravsted med mure af hække så tykke. Fremmede skal holdes ude og jorden frostfri med et tæppe af grene, snedækket pyntegran.

Og der findes et land, hvor kynismen smider tøjet og sagesløse blotter sig. Her findes misfostre og uretfærdighed, her møder du elskovs brutalitet og hjemløs smerte, det er nøgent, mennesket, og det er sårbart. Det åbner skjorten og blotter sit bryst, som vil det give sig selv, - her er jeg.
Et par alt for lange kildrende hår på brystets vorter, men ellers kun en tynd og bleg, fladbrystet overkrop. Og så inderligheden, en naiv, oprigtig væren, - jeg findes.

Og to-somheden findes, tavs og apatisk, en ham og en hende med hver sin håndtaske. Som en papkulisse af ligegyldighed vender de ansigtet mod mørket, og jeg forsøger ikke at nærme mig. I kanten af fodgængerfeltets olieplettede asfalt, står de, for enden af tomheden, to-somheden vender ryggen til.

Og ud af mørket kommer en dreng, han rækker hånden frem, en knyttet hånd, så åbner han den og en kattekilling kigger frem. En mis med store ører, den fylder hele hånden, er det en tryllekunst? Eller bare kunst.
Det er fotografens fortælling, at den, der kommer dig i møde, har en killing i sin hånd, sådan er mennesket. Det er det, han fortæller, Jacob Aue Sobol.

Mennesket findes og mennesket søger, det undersøger, stikker en barnlig finger i mors flommede mave, er hun gravid eller bare oppustet, som en ko, der er gået i gæring?

Og en hund bliver undersøgt, en sofapølle på ben, pelsen er snavset og huden deller, et studie i form og struktur. Jacob, hvad sker der, det er et kæledyr, en sofahund og du ænser den ikke, ser kun mavens kurve, dellernes rytme, poternes æstetik i en harmonisk komposition, den trofaste vagthund gør du til et pølsestudie, Jacob er du blevet hundehader eller bare blevet voksen?
Du gør formen til en skulptur, pelsen et billede, det er ikke en hund, du undersøger, men en oplevelse. Du studerer et syn.

Et andet syn: Rynkede hænder famler i blinde over svampet havbund med grumset vand og myldrende slørede amøber, hænder, der mærker. Det er smukt komponeret, udtryksfuldt, enkelt, et tidløst billede.
Sådan, ja sådan er livet, du kender ikke bunden, du ser ikke vandet, du ved ikke, hvad der foregår, men du mærker, sådan er det at være menneske, du er blevet voksen, Jacob, siden du viser mig det. - her er jeg, jeg mærker.
Du skaber tiden i dit billede og tonen. Og meningen, den ordløse mening som ingen har besluttet, det er et voksent billede.

Mennesket findes, undersøger og menneskene elsker.

De kysser, de krammer, de kæler, de bider. Begæret kan ikke holdes nede eller spærres inde, det er ikke pynt på tosomhedens grav, men elskovs drift, forening og forløsning.
Hvis du troede kærlighed kunne begribes og elskov formuleres, så tager du fejl, men i Jacobs fortællinger findes den. Brutal og dæmonisk, smertefuld og uforståelig.
Som arme der omfavner en træstamme.

At nå til den erkendelse, at elskovs drift, det er at drømme og at søge skønhed er at tro, det kræver tid og modenhed.

Et bump, sort bump på tværs af kørebanen, forhøjning med katastrofekanter, bum bump, en kontrollør med kasket og skikkelse holder vagt ved en uoplukkelig dør, vi skal ned i fart.
Slippe speederen, passe på de små, de svage, køre langsomt gennem byen, gennem livet, han venter, vagten ved døren, på tiden. Og meningen.

Jacobs fortællinger er dokumentariske billeder af tidløs venten, ikke siden Nicolai Fuglsig fotograferede radioaktiv stråling i Sibirien, har det usynlige været så synligt, Jacob Aue Sobol er en sand dokumentarist, havde han været fotojournalist var han som Fuglsig blevet moppet ud af branchen. Selv kalder han, som kollegaen Sebastião Salgado gør det, sine billeder for registreringer, for Jacob er professionel.

Da han arbejdede på sit første større projekt, Sabine, satte han kameraet på kaminhylden og gik på sælfangst. Han ville være fanger og blev forelsket. Sabine blev en hyldest til kvinden, der gav ham mere end han kunne rumme og derfor måtte dele med os andre, men i Fortællinger er han professionel.

Der er en modenhed i hans billedvalg og sammensætning, som rækker ud over oplevelsen, han former, strukturerer, selekterer og serverer et sammenhængende værk.
Sproget er velformuleret, musikalsk og med en sjælden nerve. Han skaber nye stier i det fotografiske vildnis, farer vild men finder altid igen tilbage. Sandheden er, at han ved, hvad han gør.
Han er stadig forelsket men nu er det ikke sin elskede, han fotograferer, men livets kontraster, en verden så sort, så hvid, så grum og så oprigtig, så fuld af toner og skønhed og afsked.
Afsked med klynkeriet, med retfærdighedens bogstav og modens diktatatur. Det er en afskedsserie, et farvel til ligegyldighedens forstæder til overflodets krav om vækst og nyhedernes massive bombardement, det er en afskedsserie.

En dreng på vej med bare tær i alt for store gummisko, han læser, mens han går, og jeg går med.
Han er lille, jeg er stor og lyset magisk, uvirkeligt som en tanke eller minde.
Betonen skinner vådt mellem halvtags skarpe skygger, men drengen går udenom. Så kommer nogen ham i møde, en skygge, gud, hvor jeg elsker den dreng.
Ømheden, tavsheden og den dramatiske komposition, jeg fyldes med varme, når han guider mig rundt i minefeltet, den lille sorthårede japaner. Så forstår jeg, hvad det betyder at høre hjemme.

Vi er mange, der har grund til at sige dig tak, Jacob for din fortælling.

tale ved åbningen af udstillingen fortællinger i fotografisk center 2. september 2011. morten bo