Kære Fatamorganere Kære Gæster
Skulle man som kunstner med et halvt århundredes arbejde bag sig, som alle kunstnere af og til gør, falde i et hul af mismod over kunstens vilkår, er det hver gang en opmuntring at se nye kollegaer frygtløst tage kunstens ofte utaknemmelige vilkår på sig og insistere på billedets og poesiens magiske kraft.
Tak til alle billederne og kunstnerne her i dag ….
Som billedskabere sejler vi mellem utallige skær, det personlige - det almene, det konstruktive - det intuitive, det konkrete og spontanitet, det abstrakte - det fortællende, det politiske – det befriende, det sekulære – det religiøse ….
I disse tider hvor det kendte nationale historiske rum er atomiseret i de globale digitale tåger, gælder det om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, sove med støvlerne på, passet i lommen og kontanterne under hovedpuden.
Som kunstnere må vi diskutere hvad billedets funktion er i den situation vi er i, i det øjeblik vi sanser, og det umiddelbare valg i oplevelsens manifestation.
På den ene side begrebet: Billedet forestiller - billedet forestiller en mulig virkelighed, det betyder at billedet er muligheden for at virkeligheden forholder sig som billedets elementer, men at billedet netop ikke er virkeligheden, at billedet på samme tid giver os indsigt i og mulighed for at se virkeligheden og fjerne os fra den, men billedet er selv virkelighed, billedet er tilstede i rum og tid, som konkret genstand, objekt.
Denne billedets dobbelt natur både at forestille og at være, må vi hele tiden gøre os klart i vores fag, så vi kan træde ud af billedet og ind i billedet, i erkendelse af den anden dobbeltnatur i billedet: At vi som kunstnere udtrykker noget og vi udtrykker os selv, og det at udtrykke sig selv, derfor altid må være at udtrykke noget.
Det betyder, at billedets skizofrene natur hvor vi gennem billedet objektiviserer os selv , det subjektive, er muligheden for at gøre det private alment. I punktet hvor det almene skærer det private, ligger kunsten.
Men kunsten er også grundforskning i billedets natur og struktur, billedet som genstand erfares gennem synet, at se som fysisk fænomen, i dag i disse sekulære rationelle tider har vi lært at se er lysbølger, fotoner, der brydes af øjets linse, påvirker synsnerverne og danner det, vi lærer er et billede af verden i hjernebarken, som sætter en kompliceret proces i gang af overraskelse, genkendelse, eftertanke osv. altså synet forstået som en fysisk biokemisk proces.
De gamle grækerne opfattede det omvendt, at synet kom inde fra øjet og bredte sig ud i verden, synet, det man så, kom fra den der ser, det betyder, vi skaber verden, når vi ser den, vores forestillinger om det vi ser, er lige så stærkt som det objekt vi iagttager, eks. En svine bonde ser på naturen, en naturfrednings person ser på samme natur de ser to forskellige realiteter, en fra enhedslisten opfatter vores indvandrere og flygtninge som medmennesker der skal hjælpes, en fra DF opfatter de samme som en belastning, hvorledes en mor oplever sit barn, og hvorledes naboen oplever samme barn, den elskede sin kæreste og kærestens forsmåede elsker osv.
At se er en læringsproces, vi som billedende kunstnere forsker intuitivt og erfaringsbaseret i disse processer, så vi kan lære kritisk at aflæse de billeddannelser vi i disse digitale, ny liberalistiske markedstider bombarderes med.
For Platon var det skønne lig det sande, og da sandheden i politik og almindelig samfundsmæssig forstand ikke altid kan ses som skøn, er det billedets mulighed at bryde igennem den almindelige mening og dermed ændre vores opfattelse af det skønne og det sande.
Samtidigt med alt dette så handler det også om at få et billede i kassen.
Den kunstneriske billedskaben har en 50.000 år historie bag sig, uanset de teknologier vi gennem tiderne har udviklet til at udtrykke billedets elementer.
Der Ursprung Der Zukunft, det er både titlen på en lille udstilling jeg har på Years, men mest et udtryk for en række kunstneriske overvejelser gennem mange år, det det tyske er ikke krukkeri men netop at påpege at hver eneste sprog, enhver udtryksform ethvert menneske danner særlige syntakser der udvikler helt unikke begrebsdannelser der giver os muligheder for at opfatte verden rigere og mangfoldigere.
Det tyske Ursprung betyder samtidigt oprindelse, begyndelse, udgangspunkt, udspring, det er en kilde hvoraf det hele begynder, det er i og for sig enkelt: uden at være født kan man ikke blive ung, uden at have været ung kan man ikke blive voksen, uden at være voksen kan man ikke blive gammel og dø ….
Vores fag er det samme, hvis vi ikke kender fagets oprindelse, hvordan opstod det moderne kunstbegreb ? 1200-tallets munke der læste de græske filosoffer og diskuterede udfra dem hvad betød den frie vilje Gud har givet os til at vælge mellem godt og ondt, renæssancekunstnerne der også inspirerede af antikken fastslog at billedkunsten hørte til de frie kunster, 1600-tallets akademier der tegnede efter gipsafstøbninger af antikke skulpturer og arkitektur elementer og dermed frisatte formen fra den sociale kontekst, 1700-tallets klassicismes kunstteoretiske værker der udviklede en selvstændig begrebsdannelse for et billedkunstnerisk formbegreb, romantikken der gennem fantasien gav os det sublime i kunsten, den franske revolution – nationalromantikken - nationalstaten, demokratiet, 1900-tallets modernitet osv.
Hvis vi ikke er bevidste om fagets begrebsudvikling, kan vi heller ikke udvikle det videre fra fortid over nutid til fremtid, men bliver til falds for tidsånden, modeluner og umiddelbare følelser af succes og bekræftelse, men det rykker intet.
I dagens politik og kunst forveksles, opportunisme og radikalitet, de ligner hinanden skuffende, de vil vende om på begreberne for at skabe noget nyt, men opportunisten er ligeglad med historien, traditionen det gamle bras , bare fart på, forandring for forandringens skyld, hvad konsekvensen er over tid er ligegyldigt for den korte gevinst.
Radikalitet betyder brud med de værdier, man er en del af, det kan gøre ondt, og det betyder, at man er bevidst om konsekvenserne af de handlinger, man som kunstner og menneske foretager sig.
Nu skal man ikke lave kunst ud fra alle disse overvejelser, men på trods af disse overvejelser.
Kunst er lidenskab, forførelse, intuition i disse konkurrencestat tider kunne vi passende ihukomme Jorns udsagn ”lediggang er roden til al kunst.”
Men uden anfægtelse, fordybelse, fortvivlelse ingen befrielse.
Kunst er en absurditet af hårdt arbejde og lys og lyst.
Vi skal forpligte hinanden på de højeste mål ikke på den laveste fællesnævner.
Udstillingen her er en god start.
Bjørn Nørgaard, Galleri Krebsen 6.januar 2014