Alle photos © Jacob Aue Sobol / MAGNUM

Take a Brake

Tale holdt i Gallerie Polka, Paris 10.marts 2016 af Morten Bo

Mesdames et Mesieures, friends and guests. It's an honour for me to introduce to you the Photography of Jacob Aue Sobol.

Og han har noget på hjerte, der er noget vigtigt han vil sige dig: Stå af. Forlad toget ikke for at blive, hvor det nu er standset, men for at gå på opdagelse, få stillet nysgerrigheden.

På din daglige togtur mellem ægteskab og arbejdsplads skal du take a brake. Mellem troskab og loyalitet, take a brake.
Stå af racet ikke for at slå dig ned, men for at møde mennesket.
Lad tilfældigheden styre dig hen til at det uventede, det besynderlige, det du havde glemt, det du kørte forbi, på turen fra tryghedens bur til vanens fængsel, stå af og kig dig omkring.
Lad dig forføre af øjeblikket, vær ikke bange for at gro fast. Du skal ankomme, men du skal også tage afsted.
Det er det, han gerne vil sige med sin udstilling.

Stå af racet og oplev pludseligheden, det uforudsigelige øjeblik, der gemmer på meningen med livet, du kan lede og lede og aldrig finde den, men står du af toget og åbner dig for indtryk, så vil du opdage, at meningen finder dig.

Fire drenge spiller bold på en lille plads, gravet ud i bakken, bag dem ligger huse spredt som drysset fra himlen, store, små, rønner, skure, en firhjulstrækker, det er byens taxa og udenom, bjergene, nåletræsklædte bakker af sne.
Der er i byen en indlysende ro, enkelte skikkelser på nedtrådte stier, døre at gå ind ad og vinduer at åbne, og højt over det hele tunge kabler, der spænder fra mast til mast hen over byen, strømmen racer på tværs som en flyvemaskine på himlen, her leves livet, du findes og du hører til.

Vil du mere end det, må du følge med strømmen over bjergene begive dig ud på en rejse på frosne vidder, hvor isen breder sig som metastaser i dale, hvor forpjuskede nåletræer ikke magter at ryste sneen af sig, hvor rensdyr skutter sig i vinden, det er mørkt, der er koldt, og det er vinter.

Vil du noget mere, kan du tage over bjergene til fremmede byer, eller ind i menneskene, banke på din nabos dør og elske din næste.
Smide skjorten, føle smerten, mærke du lever.

Er tilværelsen kaotisk, uoverskueligt og anspændt som ridserne på væggen fra rastløse unge, der ikke aner, hvad kræfterne skal bruges til, eller er den eventyrlig og flyveklar som svanen, der venter på at vingerne kan bære.
Er den uskyldig og barnlig som den strithårede dreng, eller fuldendt og færdig som skonnerten på vej for fulde sejl over havet mod fremmede kyster? Stolt viser han billedet frem, knægten i det afskallede værelse, drømmen om at blive til noget. Blive nogen.
Ja, hvem er jeg? Det vil jeg gerne vide.

Er jeg den strandede båd, der aldrig mere kommer i søen eller de usikre skridt op ad den drivvåde trappe. I netstrømper og pyntekjole, med guldsko og fuld af forventning. Er det mig?
Er jeg den omfavnende elsker, der brænder af begær, eller trækker jeg hjemad i sneen med min kælk og en sækfuld brænde?

Er jeg ham ingen kan elske? Et udstødt misfoster, en fingerløs hånd der forsøger at skrabe rimen af ruden for at kigge ud, forgæves, er det min, er det mig? Eller er jeg tilgivet mit handicap, min apati, er jeg ham, der skal lære at elske?

Hun ligger på gulvet nøgen, tynd med blottet køn, men tør jeg? Tør jeg, hud mod hud, tage hende i mine arme, varme hende, elske. Kan jeg få lyst, eller bliver jeg stående og lader hende ligge?

De er så fulde af inderlig skønhed, Jacobs billeder, så rigtige, de er sandheden uanset hvad, du vil vide, og kan de ikke svare, så stiller de i stedet dig et spørgsmål:
Hvad er du bange for? Hvorfor væmmes du?

Nej, det er intet forhør, du behøver ikke svare, kan gå videre til næste billeder, der er også nogle morsomme, komiske, den gammelkloge ugle i vinduet eller den kunstfærdige, eventyrlige prinsessekaret, hvor kun skelettet står tilbage, eller hundeparaden i stuen, som i et cirkusnummer står de på ryggen af hinanden, eller drengen i papkassen, der åbner sit vindue og skelmsk kigger ud på verden. Arrival and departure.

Udstillingen startede som en rejse med den transsibiriske jernbane fra Moskva til Beijing, men flere rejser er kommet til, det er blevet et longterme project uden ende, men bogen om Bangkok er færdig, By the River of Kings er trykt.

And what a story is beeing told. Om mistro, afmagt og apati. Her flyder blodet og kroppen stækkes, hvordan kan nogen elske, når værdigheden er sluppet op?

En rendesten med rislende brakvand og en dreng, der ligger på knæ på broen over bækken, han spejler sig i det stinkende sorte vand. Så rækker han ud efter billedet i vandet, som vil han mærke sig selv og kærtegne kinden. Men i slumbyen Klong Toey er der ikke plads til kærtegn, den mindste berøring og en krusning får billedet til at forsvinde.
Muren græder, solen blænder, kærligheden er på flugt. Her lyder tavse skrig fra orgasmens kramper. Her møder du anden, før den skal slagtes, og drengen før han skal dø. Et hår på kinden, et ar på maven og en dør for enden af gyden, døden, klædt i sort stirrer på mig, da han går forbi.

Livet er en kamp, du bevæger dig på kanten, et fejltrin og du falder i, falder ned, forsvinder i mørket, i glemsel.

Myriader af mennesker som kastet i en kontainer, en benamputeret smidt på gaden, en forpjusket mis forsøger at flygte og huden, rynket af ælde hænger løst på de kødløse knogler, længere væk fra velstand og velfærd kan du ikke komme. Her er bladene skarpe som knive og nødvendighed vigtigere end selvværd.

Vil du studere overlevelsens væsen, så kom til slumbyen Klong Toey og lær drengene at kende, der klær sig som piger for at sælge sig til mænd, de kender alt til livet på vrangen.

Og så pludselig midt i elendigheden i kornet støvregn mellem truende bygninger en pige så fin i nydelig kjole med opslået paraply. Der står hun alene oven for trappen, som venter hun på, at det blive hendes tur.
Så rank, så klar, så fuld af håb, når tiden kommer, ved hun hvad, hun skal. Hun skal bryde den sociale arv og blive til noget. Hun skal være et forbillede, gøre en forskel og give andre en grund til at håbe.

Er det derfor Jacob er taget til verdens røvhul, for at give håbet format og betydning? Findes der håb for den håbløse, så findes der også for dig.

En solstribe kærtegner mørket, mens en dansende pige svinger med stråhatten, jo, der er både håb og humør og en dreng i parken, der tisser på sin hund. Og dér, kravlende på det nøgne bryst, en bille i snor, hvorfor dog det? Fordi det skete.

Men en krokodille på trappen mellem rør og brædder, hvorfor dog det? Fordi den var der.

Sandheden er nøgen, mennesket er natur og billedet er, hvad du forestiller dig. By the River of Kings er en symfoni. En musikalsk fortælling af struktur og skæbne. Fra kamphanens buskede fjerdragt og skjortens mønstrede turbulens til drømmen om at blive en ørn til at flyve.

En udstilling, en bog og om lidt en performance, hvor Jacob Aue Sobol og Morten Svenstrup tager dig med på rejsen: 12 Months of Winter.

Rigtig god fornøjelse.