TALE HOLDT VED ÅBNINGEN AF TOP OF THE LINE FATAMORGANAS SOMMERUDSTILLING I A-HUSET 4.JUNI 2004 Skamløshedens Kultur af Henrik Saxgren Det er svært at sige, hvad der kom først: Bigbrother eller de private websites, hvor folk sender live fra deres hverdag. De er jo i virkeligheden nok hinandens gensidige inspiration. Med kameraer i køkken, soveværelse og i badeværelset skal alt vises. Når der skides og når der dyrkes sex. Vi lever for at blive set. Folk gør deres liv til et realityshow. Da jeg var ung dokumentarist, billedkunstner var udfordringen, at komme tæt på menneskers liv. Ind under huden på mennesker, opnå nærhed og intimitet. Fortælle historier om mennesker. Vise at vi tilhørte samme race. At de samme menneskelige følelser og reaktioner gør sig gældende hos alle. At lykke ikke er forbeholdt nogle få. At også alkoholikere græder. At overvægtige husmødre i Thy også har drømme. Der var fordomme, som fortjente et eftersyn og tabuer, som vi gerne ville bryde ned. Samfundet havde brug for fotografer til at bringe det glemte og fortrængte frem i lyset. Udstyret med et kamera og en glubende nysgerrighed, bevægede unge fotografer sig ud på expeditioner til samfundets afkroge for at konfrontere sig med de kollektive fortrængninger og vende tilbage med beretninger derfra. Men det var ikke uredigerede beretninger fra virkeligheden. De var i allerhøjeste grad redigerede, fordi vi havde et projekt. Vi ville vise mennesket for mennesket og hjælpe det til selverkendelse, som Edward Steichen formulerede det i sin poetik for det humanistiske dokumentarfotografi i begyndelsen af det tyvende århundrede. Vores opgave som lærere på skolen var i begyndelsen at vejlede rent teknisk, men hurtigt blev vi mere etiske vejledere. Vi diskuterede hvad der kunne vises, om det kunne vises og hvorfor det skulle vises. Vi diskuterede fotografens etiske forpligtelse som fortæller. De bedste fotografer gjorde den fotografiske beretning til en levevej og udvidede nysgerrigheden til også at omfatte større samfundsmæssige konflikter. Rejste til fjerne lande for at afdække uretfærdighed eller vise krigens gru for eksempel. For at forstå i stedet for at fordømme. For at nedbryde fordommen i modsætning til at skabe fjendebilleder. Vi var samfundskritiske. Rebelske. Revolutionære. Men på en civiliseret måde, forstår man nu. For meget har ændret sig siden da. Den digitale udvikling har betydet at ethvert menneske i princippet er ekviperet som et mindre filmhold. Med en mobiltelefon med internetopkobling, kan du både optage og distribuere. Og når medierne efterhånden har overbevist store grupper om, at man kun lever rigtigt, hvis og når man bliver set, har udviklingen i samfunden taget et af disse spring, som samfund altid gør, når tilstrækkeligt mange betingelser pludselig er tilstede samtidig. Folk kan selv! Der er ikke længere brug for fotografer udefra til at fortælle om menneskers liv. De kan selv og de gør det selv. Men desværre har de ikke de rette fora (som en fotoskole f. eks.) til at diskutere deres projekt, til at kvalificere deres overvejelser, til at skærpe deres etiske valg. For dét er der, om noget - brug for i denne pornoficerede tid i denne skamløse kultur, hvor vold og fornedrelse er gjort til genstand for udbredt kommerciel udnyttelse. Og hvad var det så vi diverterede med dengang – fra før folk kunne selv? Ja, religionen for en reportagefotograf eller fotojournalist var at komme tæt på alle menneskelige egenskaber. Også de mere mørke sider. Og vi kom tæt på. Troede vi. Men vi var etisk velovervejede, sympatisk manipulerende og humanistisk propaganderende. For vi vidste godt, at mennesket er kodet med anlæg for alle facetter af det menneskelige væren – også de grimmeste og mest perverterede, men at kun de som spejles, får lov at udvikle sig i fuldt flor. Børn som elskes, lærer at elske. At dét, at være et civiliseret menneske handler om, at man ikke at lade de primitive og perverterede sider få mulighed for at udvikle sig. At kultur er en vedholdende trimning og justering de menneskelige egenskaber. Hele denne justering kræver en daglig indsats og den dag vi ikke mere orker at efterstræbe at være civiliserede, står skamløshedens kultur parat til at spejle vores laveste instinkter og de vil vokse. Og i denne civiliseringsproces spillede og spiller de billeder vi omgiver os med en afgørende rolle. I denne proces spillede det humanistiske dokumentarfotografi en fornem opgave. Det lyder måske kvalmende, men hellere leve med denne kvalme end det opkast vi har været vidne til på det seneste. Og så var vi faktisk næsten kontrapunktiske til Andy Warholes projekt om, at når livet er uredigeret, skal beretningen om det også være det. For vi redigerede virkeligheden hårdt og forstod slet ikke Warholes måden han tænkte på. Men det betød ikke så meget. For han var ikke udtryk for en mere civiliseret måde at tænke på. Det var bare et udtryk for, at vi tænkte mere politisk end kunstnerisk. Og det gjorde os ikke til dårligere mennesker. … Men en dag tog samfundet så et gigantiske spring. Det havde været på vej længe, specielt med de levende billeder. Tendensen til, at folk gjorde deres eget liv til et realityshow og sende direkte og uredigeret på internettet, var udbredt og velkendt. Men det var fra privaten, hvor det var let at opsætte og betjene udstyret. Men pludselig var de små digitale kameraer i form af fotograferende mobiltelefoner så udbredte, at vi også kunne få beretninger fra samfund udenfor hjemmets fire vægge. Og hvad var det så vi fik berettet? De unge mænd fra tankstationerne i det amerikanske midtwest var den første generation af unge, der var vokset op med voldsforherligelse på alle kanaler. Den musik de hørte, de film de så og de videospil de slog deres fritid ihjel med. Og som primært kendte til etisk korrektion fra puritanske, formynderiske hysteriske kristne fundamentalister og konservative moralister, der nærmest ville forbyde sex og ødelagde musikken ved at lægge "bib" lyde over de frække ord. Så de havde valgt den trodsige attitude: Ingen skal komme og lære mig noget. Jeg gør som det passer mig. Disse unge mennesker blev pludselig blev sendt i krig i Iraq med besked om, at de tilhørte en overlegen civilisation, der med vold og magt skulle opdrage en flok tilbagestående arabiske muslimer til at elske vores vestlige kultur. Og kopiere den. Disse unge mennesker var med den største selvfølgelighed (og uden Pentagons opmærksomhed) udstyret med de fotograferende mobiltelefoner med internetopkobling. Og de viste sig at være moralske dræbermaskiner. Rene fotografiske Rambo’s. Og hvad var det så de havde at berette? Ja, sandheden er, at de pludselig åbnede en dør ind til en verden som ingen kritisk fotojournalist bare havde været i nærheden af. Og troede vi, at de unge amerikanske soldater med den tilgængelige digitale teknik, ville bringe billeder fra slagmarken, der viste krigens gru i en etisk og humanistisk tradition, blev vores naivitet nådesløst gjort til skamme. For dét, de viste, var en perversitet uden grænse. Vi blev pludselig vidne til unge amerikanske soldaters ufattelige fordærv. Som naturligvis også er krigens fordærv. Og den skamløse kommercialismes fordærv. Og deres politiske lederes fordærv. For de unge mennesker er jo netop et produkt heraf. De tog trofæbilleder af deres ydmygelse af iraqiske fanger og cirkulerede dem uden skam. Nærmest i triumf. Det chokerende ved billederne af de ydmygede, mishandlede og toturerede fanger i Abu Ghraib fængslet er, at soldaterne overhovedet ikke har forsøgt at skjule billedernes eksistens. De har offensivt cirkuleret dem og det mest foruroligende er, at de ikke fatter graden af menneskelige fordærv, som disse billeder udtrykker. Det er i en sådan verden af medier og virkelighed, at det nye kuld elever fra FATAMORGANA skal cirkulere deres billeder. Og det er på den baggrund i skal bedømme de billeder de har hængt på væggene og de videoer der flimrer på TV-skærmene. Der er ikke noget at sige til, at dette kuld af visuelt begavede unge er meget søgende og meget eksperimenterende. For hvor skal man finde sin plads i en perverteret billedverden, hvor afsender og modtager ikke mere har fælles regler eller referencer, hvor man ikke ved om udsagnet er sandt eller falskt, kommercielt eller idealistisk, seriøst eller plat. Jeg vil gerne ønske eleverne et stort tillykke med deres flotte udstilling. Og erklære den for åben.