ved åbningen af udstillingen Departure2
af Morten Bo
“Stik mig en femmer, så skal du få sandheden!”
- eller gå på 18 procent og få den gratis.
I avisen kan vi læse om antallet af dræbte, hvor det foregik, hvordan der så ud og hvad det vil komme til at koste. På jeres billeder kan vi se, hvordan det har været.
I nyhederne fortæller de efterladte hvad de har oplevet, på jeres billeder ser vi sorgen.
Sorg og skam kan ikke måles. Eller frygt.
Medierne tager sig af bevismaterialet. I tager jer af sandheden.
Sandheden om massakren ligger måske slet ikke i ruinerne, men i jeres billeder.
I Helena Satalics rustne vrag.
At hun har taget billederne på en bilkirkegård i Småland, gør dem ikke mindre sandfærdige.
Medierne stiller sig altid på de retfærdiges side, må ikke og kan ikke holde med ondskaben. Det gør sandheden ikke.
Den kan være både uretfærdig, grusom og forbudt. Umulig at give videre.
I gør det i billeder.
Hvad er sandheden om genteknologi?
Indslaget med det første klonede væsen, fåret Dolly har været vist så ofte at det er ved at være slidt op, men nye skabninger bliver skabt. Laboratorier over hele verden forsker i fremstilling af individer og såsnart der er noget at se, bliver det vist på skærmen.
Som baggrund for forklaringer og synspunkter bliver den nye eksistens bevist: se selv!
Men hvad med sandheden?
Hvis du vil opleve den besynderlige blandede fornemmelse af noget fuldstændig naturligt og det mest frastødende unaturlige så kig på Tor Helge Svendsens billeder.
En gruppe unge mænd er taget i skoven og har i kådhed smidt tøjet, selvom det er vinter. Lettere overstadige løber de frysende og hujende rundt i sneen.
Et helt almindeligt billede af en sjov og naturlig episode.
Billedet udstråler selvfølgelighed. Det er der bare. Gør ingen skade.
Kamufleret som en bagatel har det inviteret sig selv til at være med, og vi accepterer og smiler fornøjet.
Indtil vi opdager, at de overstadige individer er identiske. Fuldstændig ens.
Var det et kuld rotteunger eller ællinger ville det ikke genere os, men når flere end to mennesker på samme billede er ens, er det forkert.
En isnende fornemmelse breder sig: Klonede mennesker?
Det kan ikke være rigtigt. Nej, personerne er ikke rigtige, men billedet er. Billedet er sandhed. Sandheden om en frygt.
Men sandheden kan også være en sart forsigtig tone, flygtig, næsten farveløs. Beskeden og stilfærdig. Uden handling, uden ansigter, uden drama.
Marta Zajec kommer fra Polen, bor i Danmark og snakker svensk. Og hendes billeder af bjerge, træer, landskaber ligner hende på en prik: Stilfærdige, næsten farveløse, beskedne og uden drama.
Man skal tæt på og give sig tid.
Men så kommer oplevelsen også.
Som en tågedis fra havet, pludselig er man midt i den uden at have bemærket, at den var på vej. Nærgående, intim og sart. Oprigtig og Skrøbelig. Billederne forestiller ikke, de er.
En af sandhederne om Marta.
I et diktatur skal kunstnerne forherlige. De skal formidle befalinger og cementere magten, de skal gøre magthaverne guddommelige og præke ideologi for folket.
I det kommercielle samfund skal kunstnerne popularisere. Skabe bonus og seertal.
De skal være anvendelige og fleksible, skifte holdning som de skifter skjorte. De skal byde sig til og regne den ud.
I et demokrati skal kunstnerne fortælle sandheden. De skal vise og skabe, forvrænge og manipulere uden at nogen kræver det. Uden sikkerhed for at der er brug for netop deres sandhed. Deres billeder skal stille spørgsmål, fremprovokere meninger og følelser, overdrive og underspille.
Sådan er jeres billeder.
Ingen lover jer at de vil blive set eller forstået, ingen har stillet krav til, hvad de skal vise. Nogle er fremragende, andre noget hø, men de er alle demokratiske. Alle er de forsøg på at finde og vise sandhed.
Hvis sandheden er at du føler dig som en forvokset sommerfuglelarve, der i længsel efter at flyve ud i verden kæmper for at komme fri af pubben, skal du selvfølgelig som Vilde Salhus Røed vikle tolv ruller w.c.papir om dig selv og lade kameraet eksponere, mens du forsøger at bryde ud. Arrangeret, karrikeret, manipuleret. Men sandfærdigt.
Føler du dig indeklemt og fastlåst, så vil billederne gøre dig godt. Give dig håb om at en forvandling er mulig. At bare du kæmper, så kommer du fri.
Det er kampen og håbet, der er sandheden.
Og sandhed smitter.
Når jeg kigger på Vildes kamp med de flagrende baner af to-lags præget lambi, så ligner det min egen. Min kamp for identitet og selvstændighed.
Det er ikke gået ikke stille for sig, der er røget både sympati og venskab, ofrene ømmer sig. Men Vildes billeder giver mig lov at tro, at når kampen er overstået og jeg folder vingerne ud, vil de forstå. Og tilgive.
Det var aldrig sket i et diktatur.
For når idealet er ensretning og kravet ideologi er selvstændighed og individualisme bandeord.
I er individualister på vej mod selvstændighed. I er billedkunstnere på jagt efter sandhed. Og netop fordi ingen har bestilt jeres kunst er der brug for den.
Tillykke med udstillingen.