SUPERNOVA Åbningstale foran Thucho Brahe Museet 22.august 2014 af Morten Bo Jeg vil læse et uddrag fra min ansøgning om støtte til stiftelsen af Fatamorgana Luftspejling og drømmesyn var overskriften - om Fatamorgana's nødvendighed Et sted, vi mangler et sted. Et sted der syder af ånd og billeder. Et værksted hvor intuitionen og eksperimentet er de vigtigste redskaber. Et sted, hvor billeder bliver til af nødvendighed, ikke på andres bestilling, ikke for at illustrere andres meninger, ikke som lokkemad eller julepynt, men fordi kreative mennesker må skabe. Et sted hvor billeder gror af entusiasme.Hvor troen på det ærlige billede stadig eksisterer og hvor respekten for fotografi som et slagkraftigt og uundværligt billedmedie i vores kultursamfund findes. Vi mangler et sted, hvor begejstringen for fotografiet som kunstart kan slå rod. Og gro. Vi mangler en fotoskole for billedkunst. Et sted. Værksted med gæster. Et sted der syder af rundhåndet inspiration og skaberglæde, et sted, hvor der bliver flyttet brikker og fanget skjulte kræfter: Sådan et sted vil jeg bygge. Fatamorgana kalder jeg det. Fatamorgana skal med alles hjælp blive det sted vi mangler. Vi fandt et sted og alle hjalp til og lørdag 26. august 1989 klippede Københavns Kommunes Kulturborgmester Tom Ahlberg en filmstrimmel over i porten i Teglgårdsstræde og sagde at dette ikke var et Fatamorgana, men selve virkeligheden. Jens Lasthein holdt tale og Henrik Saxgren og til de nye elever sagde jeg blandt andet: - Der er brug for dig. Jeg tror på dig. Det handler om kærlighed. Det er nu 25 år siden og budskabet har altid været det samme. Der er brug for dig. Jeg tror på dig og Det handler om kærlighed. Men det handler også om at se. Jeg valgte at festen skulle holdes her på Hven i Øresund, den ø Thycho Brahe fik i len af kongen 1576 så han kunne bygge et observatorium og studere stjernerne. Bruge sit øje og bruge sit syn. Kære Thycho, Tak for din gæstfrihed, din Stjerneborg, dit verdensbillede. Tak fordi du lærte os at se. Da du en aften i november 1572, da du forlod dit Laboratorium for at begive dig hjem, og som sædvanlig vendte blikket opad opdagede du en usædvanlig klar stjerne, som du aldrig før havde set. Himlens stjerner var uforanderlige, det vidste du, men øjnene sagde noget andet. Du havde nu valget mellem at tro, hvad du vidste, eller tro hvad du så. Du valgte det sidste, selvom det betød, at du lagde dig ud med religiøse magthavere, akademisk videnskab, alle de lærde og kloge og alle, der vidste bedre, det var modigt, men endnu modigere var det, at du turde stå frem og fortælle verden, hvad du havde set.Du lærte os at se og at stole på synet. I en tid hvor sandheden skjuler sig bag viden og dogmer, da er det så vigtigt, at nogen fortæller, hvad det er de ser. Ser og indser, at indse er at skifte holdning fra det vedtagne til det kontroversielle, at indse er at holde fast ved synet, og give slip på det du ved. I en kultur, hvor viden er idealet, og sandheden det, der kan bevises, der er det vigtigt, at nogen kan se og indse. Og tør stå frem med den nye sandhed. Var fotografiet opfundet, da du levede, Thycho, så havde du være fotograf. Så havde vi haft et fotografi af den Stella Nova i Cassiopeia, som du fik øje på den nat for 400 år siden, så havde dit syn været bevist, mens du levede, men du lærte os, at sandheden er ikke det, der er bevist, men det, du har set og indset. Tak Thycho for at have åbnet vore øjne, kameraet fandtes ikke på din tid, ikke engang kikkerten, du havde sigteinstrumenter, tabeller og beregninger, og så havde du øjnene. Øjet, var det vigtigste, og det er det også for os fotografer. Kameraet, det kunstige øje kan registrere lys, kan gengive motivet. Men synet kan mere end det. Synet kan genkalde tidligere syn, reflektere og vurdere, da du så din Stella Nova, var det ikke kun en hvid plet, du så men en total kapitulation af den herskende viden: at himlen er en uforanderlig kuppel, som gud har skabt. Du så katastrofen i den lysende Stella Nova uden at ane, hvad det var. Tak Thycho, fordi du lærte os at have respekt for øjeblikket, respekt for netop dit øjeblik.Tiden er en række af øjeblikke, men mine øjeblikke er ikke dine, mine øjne ser noget andet end dine, mit syn er ikke dit, men det kan blive det, hvis jeg fotograferer, hvad jeg så og lader dig se mit billede. Verden har brug for folk som dig, Thycho til at skabe det nye verdensbillede, og verden har brug for os fotografer til at skabe den ny tid. For uden en skaber, hvordan kan kærlighed så vises, eller forelskelsen den kan du ikke bevise, men du kan genskabe den i et billede. Det smukkeste øjeblik i dit liv, hvor det hele faldt på plads, og du bare vidste, at nu var du, hvor du altid ville være, den ultimative lykke, det øjeblik kan du ikke bevise, men du kan skabe det i fotografi.Eller øjeblikket, hvor du følte benene slået væk under dig, alt du troede på viste sig at være illusion, fornemmelsen af at stå på kanten af katastrofen, hvordan bevise det øjeblik, det kan du ikke, men i fotografi kan du skabe det. Det kræver mod at skabe verden i billeder, og det kræver ansvar at vise dem frem. Det er svært alene, men gør vi det i fælleskab, bliver det meget lettere. Hvis vi alle står sammen om at vise mod og sammen tør tage ansvar, så vil vores billede af verden blive rigere og rigtigere. Har vi sammen en faglig stolthed vil vi kunne skabe skønhed i verden og sandhed i billedet, du gjorde det alene, Thycho, vi vil gøre det sammen. Tak Thycho, for plads og rum, for inspiration og ambition, jo vi vil godt skabe kærlighed i billeder, vi har mod til at forkaste almen viden og trodse bevisets stilling og skabe sandhed med vores syn. Tak Thycho, fordi du gjorde det muligt at være sammen på din ø, skabe kontakter og udveksle synspunkter og se med andre øjne og blive beriget og inspireret og føle stolthed over at kunne. Det er vigtigt i kunst og kultur, at der både er skriftkloge og billedmagere, men aldrig, aldrig må den ene gruppe diktere den anden, hvad de skal se, hvad de skal skabe og hvordan. Når akademikere vil bestemme sandheden og journalisterne bestemme hvordan, den skal se ud, så bliver fotografen overflødig, så kan de ligeså godt selv fotografere. Og det det gør de så. Faglig stolthed er vigtigere nu end nogensinde, det handler om sammenhold, om fælles mål og fælles retning. Om fælles evner og gensidig respekt. Det har verden brug for, fotografer der tør se, og fotografi, der giver indsigt. Stella Nova viste sig at være en ekspoderende stjerne, en supernova, det ved vi nu. Thycho Brahe vidste det ikke. Men han så det. Hvor er det dejligt, at se jer sammen, elever og lærere, fotografer og filmfolk, Fatafolk og fremmede, sikke en fest vi skal have, tak til alle jer, der har arrangeret det hele og til alle jer, der er kommet for at dele deres visdom med os andre, et stort velkommen til jer alle, gid I må blive fanget af ånd og smittet med begejstring Velkommen til SUPERNOVA.