Sommerskolen 2016
For børn og unge 12-16 år
OPGAVE MANDAG:
Hvad sker der?
OPGAVE TIRSDAG:
Der er fart på
OPGAVE ONSDAG:
Tror du på det?
OPGAVE TORSDAG:
Ups, det var en fejl
Anna Luna
Hun sværmer for det mystiske og nyder at overraske. Personerne i Anna Lunas billeder er brikker i et spil, der altid handler om andet og mere end det, du ser. Anna Luna er den fødte dirigent og hendes billeder altid stilfærdigt underfundige. Hendes sans for skæve kulører og sarte toner er en stor forde, hvis Anna Luna vælger at gå billedvejen.
August
Der sker noget i Augusts fotografi, der er knald på kuløren og blinkende lygter, ingen kan som August gøre det kedsommelige spændende og det ligegyldige interessant. Når verden har været en tur gennem Augusts kamera, er den blevet eksplosiv og forførende. Og så kan han snakke August, om billeder, går lige til biddet og er altid ærlig.
Frederik
Det er verden omkring ham, der har hans interesse, det du kan se og opleve. Hans fotografi er direkte og lige på, ingen omsvøb eller hemmeligheder. Og altid er der en mening, Frederiks billeder handler om noget, og du kan stole på det, du ser. Hvis han da ikke har manipuleret i Photoshop, for Frederik er også en tekniknørd, der både tør og kan.
Idunn
De sprudler af lyst og iver, Idunns billeder, hun går tæt på, er ugenert og evig nysgerrig. Dybt koncentreret arbejder hun sig ind på sit motiv og med sit søde smil og bløde stemme får hun altid lov til hvad, hun vil. Hendes smittende begejstring er en kæmpe gave for alle, hun arbejder sammen med, altid er hun konstruktiv i sin kritik og elskelig i sine billeder.
Thea
Thea er begavet med et sjældent billedsyn, hun kan se som kun få. Altid dybt koncentreret når hun arbejder og altid personlig i sit udtryk. Hun ved godt, at hun er noget særligt, men lader sig aldrig mærke med det. Beskeden og stilfærdig er hun, men stilsikker og dybt seriøs. Det er talenter som Thea, der kommer til at skabe fremtidens visuelle sprog.
Liva
Hun er langt bedre end hun aner, til at se og visualisere. Når Liva slipper gækken løs, så er hun kreativ og fabulerende, når tankeløse eksperimenter får plads og fornuften lægges på hylden, så myldrer det med sære vinkler og spøjse indfald, når Liva tør tro på sig selv, så lever hendes fotografi og vi forføres af hendes kunst.
Cosmo
Når Cosmo er på hjemmebane, så er han bedre end alle andre. Når hans kreative evner ikke begrænses eller distraheres, så kan han det umulige. Når Cosmo uforstyrret skaber med hjertet, så bliver man grebet. Og så er han også rigtig god til at snakke om billeder, aldrig bange for at sige, hvad ingen andre tør se. Cosmo gemmer på en stor og særegen personlighed.
Nora
Kvik, hurtig og så elsker hun at fotografere. Nora tager ved lære bedre end andre, hun insisterer på at forstå og hele tiden bliver hun klogere. Hendes billeder er fortællende, det er historien hun jagter, og altid lykkes det hende at finde den. Eller skabe den for Nora er også fuld af fantasi og elsker at eksperimentere.
Reuben
Reuben har et budskab, en enkelt fortælling i alle sine billeder: Verden er lige her, lige nu og lige mig. Der er en umiddelbar charmerende ærlighed, en drenget charme i hans fotografi, en uhøjtidelig frækhed. Det er der også i hans kommentarer til andres billeder. Reuben tør sige hvad han mener, og hans mening er altid konstruktiv.
Roberta
Altid glad, fræk og kvik i bemærkningen, ingen kan som Roberta snakke om billeder, fortælle hvad hun ser, og hvad hun forestiller sig. Hendes fantasi er stor, og hun bruger den gerne, både når hun fotograferer og skal fortolke andres billeder. Hvis Roberta vil noget mere med fotografi, så er jeg ikke i tvivl om, at hun vil nå langt.
Siri
Siri kan fange øjeblikket, den brøkdel af et sekund hvor sandheden afsløres. Hun kan komponere, skabe linjer, flader og rum i sine billeder, hun kan finde, hun kan fange og hun kan finde på. Bliver Siri ved at interessere sig for fotografi, så er der ingen tvivl om, at hun har hvad der skal til for at blive en af de rigtig dygtige.
Astrid
Grænseløs, Astrid vil det grænseløse, elsker at gøre det forbudte og se det usynlige, der er altid i hendes billeder en farlighed, en snert af galskab som får os til at tvivle. På det vi gør og det vi tror. Hun nedbryder normer og tillader det utilladelige. Astrids mod og kreative evner er af uvurderlig betydning for hendes fremtidige karriere.
SLIDESHOW MANDAG:
Introduktion til opgaven: Hvad sker der?
SLIDESHOW TIRSDAG:
Introduktion til opgaven: Der er fart på
SLIDESHOW ONSDAG:
Introduktion til opgaven: Tror du på det?
SLIDESHOW TORSDAG:
Introduktion til opgaven: Ups, det var en fejl