© Tove Kurtzweil
Velkommen til sommer.fata.dk 2002
I en tid hvor fremskridtet fyger os om ørerne, er der tryghed at hente i de gamle teknikker.
Når du selv har blandet emulsionen og smurt den på, og solen belyst den, så lufter det befriende af oprindelighed. Så er det ikke en selvfølge at billedet er et fladt stykke papir, hvorfor ikke en brosten?
Galina Manikova har mere end nogen anden billedkunstner arbejdet med flydende emulsioner. Hun bor i Norge, men kommer til sommer til Fatamorgana for at lære kunsten fra sig.
Men hvad med kameraet, er det heller ikke en selvfølge?
Peter Bengtsen lærer dig at bygge dit eget og exponere gennem et knappenålshul.
Dokumentarfotografiet er i opbrud og hvem har mere end Lars Bech udfordret de estetiske normer og selvfølgeligheder, taget kampen op med det traditionelle og regelbundne og skabt nye veje for tidens fotojournalister? Og fremtidens.
Men er du mere til det konceptuelle kan du af Eva Merz blive guidet til glimt af det hemmelighedsfulde og udsigt til det forbudte. Hun kan, om nogen få dig til at føle, at dit næste billede er en nødvendighed.
Som så ofte tidligere er Tove Kurtweil på programmet, men i år mødes hun i dialog med Henrik Brahe om rummelighed og rum, det indre og ydre. Det Private Rum.
Tag imod et tilbud, lad ikke sprækkerne fyge til. Sæt kryds ved et kursus og lad sommeren sætte sine spor.
Morten Bo
|
Galina Manikova
GAMLE TEKNIKKER ER AFHOLDT
40 timers workshop 24.- 28.juni
|
Deltagerne skal arbejde med gamle fotografiske metoder kombineret med den nyeste digitale teknik. Kopiering af billeder på silke, træ, beton, metal, glas og papir. Digitalt fremstillede negativer kontaktkopieres på forskellige materialer som er gjort lysfølsomt med flydende emulsion.
Tre forskellige metoder vil blive anvendt: cyanotype, gummitryk og van dyke.
Der kræves intet forkundskab for at kunne deltage i kurset, men erfaring med mørkekammer og computer er en fordel.
Galina Manikova er født og opvokset i Moskva, tog en kursus som billedkunstner i Jerusalem og har siden 1986 boet i Norge. Hun har altid arbejdet med og undervist i gamle fotografiske teknikker.
Stiftede og driver idag virksomheden "Alternative alternativ" med produktion, galleri og undervisning.
|
Tove Kurtzweil & Henrik Brahe
DET PRIVATE RUM ER AFHOLDT
- det indre og det ydre
40 timers workshops 29.juli - 2.august
|
Det er svært at finde større eksperter, når det gælder fotografiets private rum. De er begge erfarne individualister, altid åbne og søgende men vidt forskellige i deres billedsprog.
At lade netop de to mødes i dialog vil give deltagerne en sjælden mulighed for at beskæftige sig med rummelighed.
Billedkunstnernes rum og deres eget.
Finde sprækker i facaden, der fører ind til det vidunderligt ukendte. Eller ud.
Der vil blive stillet opgaver, fotograferet, diskuteret og forhåbentlig rykket ved deltagernes billedsyn.
Og måske også ved eksperternes.
Kurset forudsætter et vist kendskab til kamera- og mørkekammerarbejde og på den første dag skal hver deltager medbringe deres fem bedste billeder.
Tove Kurtzweil er kendt for bøgerne Moment, Retrospektiv, Rum-Tid og Rummelige dimensioner. Har afholdt og deltaget i et utal af udstillinger i Danmark og i udlandet. Arbejder som portrætfotograf, billedkunstner og underviser.
Henrik Brahe arbejder med iscenesat fotografi og videokunst. Har udstillet på Statens Museum for Kunst, Nicolai, Museeum Ludwig i Köln, Det danske Hus i Paris og Fotografisk Center
|
Eva Merz
SEX, VOLD & LIDENSKAB ER AFHOLDT
most people go through life dreading they´ll have a traumatic experience... Diane Arbus
40 timers workshop 5.- 9.august
|
Sex, vold og lidenskab skal ikke blot ses som umiddelbare temaer i fotografiet; det handler om at fotografere med underlivet, med næverne og med hjertet - hvad enten man arbejder konceptuelt eller emotionelt.
Det handler om personligt udtryk - billedet skal være en nødvendighed for den, der skaber.
Det handler om kraft og nerve i fotografiet. Mere udfordring end provokation; at turde balancere på grænsen til det patetiske og perverterede.
Workshoppen vil indeholde foredrag, diasfremvisning, fælles og individuelle samtaler/diskussioner samt opgaver.
Eva Merz er kendt og respekteret hjemme og i udlandet for udstillingerne Portrætter
1996-98, Genfærd, Accumulation, Hjerting-billeder og Mary's Garden - en kortfilm.
Arbejder som billedkunstner med fotografi, film, tegning og installationer og viser i foråret udstillingen Some Secret i Fotografisk Center.
|
|
Peter Bengtsen
PINHOLE ER AFHOLDT
40 timers workshop 5.- 9.august
|
Hulkamerafotografi handler om at give sig tid. Deltagerne skal lære at bygge og bruge et hulkamera, men også at sætte sig ind i den mentalitet, der følger med den langsommelige proces.
Der vil blive givet teknisk undervisning og vejledning i konstruktionen af hulkameraer, og der vil blive eksperimenteret med det særlige udtryk, som kun et kamera uden optik kan give.
Individuelle samtaler og fælles diskutioner vil afklare, uddybe og forhåbentlig give indsigt.
På den sidste dag vil der ved en gennemgang være åben kritik af resultaterne af en stillet opgave.
Deltagerne skal medbringe en beholder, som de vil bygge deres hulkamera af. Cigaræske, kaffedåse eller andet lystæt.
Peter Bengtsen har i flere år studeret og arbejdet med pinholeteknik og for nylig udarbejdet et kompendie til undervisningsbrug. Har udstillet i Malmø og pinholebilleder i København senest på udstilling i GDW-Photo. Har netop udgivet publikationen "Iscenesatte billeder 2000-2001". www.peterbengtsen.dk
|
|
Lars Bech
HARDCORE DOCUMENTARY ER AFHOLDT
40 timers workshop12.- 16.august
|
Der bliver ikke et roligt øjeblik, når dokumentarfotografiets frontløber slipper energien løs.
Det bliver råt, hårdt og direkte.
Deltagerne vil blive udfordret, provokeret, skubbet og stresset til at turde og tage stilling.
Til verden derude, og sig selv.
Ærligt og nærværende.
Der vil blive stillet individuelle opgaver i respektløs reportage.
Hardcore dokumentarisme.
Lars Bech blev efter bogen langenæs/århus/ danmark kendt for sin respektløse dokumentariske stil og i 2001 nomineret til prisen Photographer of the Year.
Har deltaget i udstillingerne Spejlkabinettet, Museet for Fotokunst, EinsZweiDrei i Fotografisk Center og Rencontres internationales de la Photographie, Arles. Har modtaget Fuji Award og adskillige priser i Årets Pressefoto.