af Morten Bo
1000 år 10.
Tillykke Roskilde og tillykke fotografer.
Det har i århundreder været en tradition, at invitere landets regenter og kongelige gæster til Roskilde for at måle dem.
De blev stillet op foran en rødblisset granitsøjle i Roskilde Domkirke og deres højde markeret med en ridse i søjlen.
Det er ikke en egentlig konkurrence om, hvem der er højest, men snarere for at give kongerne et bogstaveligt mærke for eftertiden.
Et helt personligt mærke.
En manifestation af at kongen har eksisteret, og han har været her.
Gæster, på besøg i kirken kan så stille sig op ved søjlen og måle sig selv blandt konger.
Til jer fotografer, der udstiller her idag vil jeg sige:
Vel er I ikke konger.
Men I er dog, udvalgt blandt skolens mange tidligere elever, inviteret til Roskilde for at sætte jer et mærke.
En manifestation af, at I findes.
I lever, er kreative og har noget på hjerte.
I er kommet for at demonstrere, hvad ung dansk fotografi betyder idag.
Og I vil blive målt.
I er individuelle kunstnere med hvert jeres særpræg og alle kommer I fra Fatamorgana. I har i en kortere eller længere periode, på et eller andet tidspunkt inden for de sidste 9 år, været mine elever. Det har været min opgave at give jer rum at vokse i. Få jer til at gro i forskellige retninger i fotografiens verden og tro på jer selv
Tro på, at der findes en vej. Også når man er fanget ind af fotografiens magi.
Blev arbejdsdisciplinen for dårlig, svigtede engagementet, så blev jeg sur, jeg hånede jer, truede med at jeres karriere lå bag et kasseapparat i Netto.
Men når kunsten lykkedes, når I viste vilje og kreativitet, når I trode på jer selv, så blev I rost. Båret på hænder.
Behandlet som konger.
Zar Peter den Store af Rusland er på kongesøjlen målt til 2.07, men han havde vist nok også høje ridestøvler på, med høje hæle.
Noget, der har været mig magtpåliggende at give jer med, da I forlod skolen er personlighed og respekt. Respekt for kunstnerens rolle.
Du skal ikke, som kunstner, illustrere et synspunkt eller skabe minder for eftertiden. Dine billeder skal være som spejle. Når andre ser på dem, skal de kunne finde nye sider af sig selv.
Du skal ikke i dine billeder besvare de spørgsmål, der bliver stillet, men dem, der ikke bliver stillet.
Du skal sætte et mærke i beskueren.
Et mærke, der er resultatet af et samarbejde mellem billede og udstillingsgæst, og netop derfor er det så væsentligt, at billedet rummer din personlighed.
At du ikke bare formidler gennem dit billede, men er dit billede.
Den mindste konge på kongesøjlen er Christian VII. Han er målt til l63 cm. Det var ham, der var sindssyg og hvis Dronning gik i seng med kongens livlæge Struensée.
Folk i Roskilde kan måle sig blandt konger i kirken og gå på museet og spejle sig kunsten.
Finde sig selv i et temperament, en bevægelse, et udtryk eller helt bogstaveligt på et af udstillingens mange portrætter.
På et af Charlottes Haslund-Christensens I000 polaroider.
Hvert enkelt af hendes billeder er dokumentation af et individ. Sammen er de antydning af et folk.
Elle du kan finde dig selv i Christian Bretton-Meiers maskeglade hverdagsbilleder.
På tankstationen, foran fjernsynet eller om søndagen med hækkeklipperen foran villaen Mona.
Hvor tit bærer du selv rundt på et skilt med et smilende papansigt?
Spørg ikke, hvad meningen er, spørg, om det siger dig noget.
Noget helt afgørende for undervisningen på Fatamorgana er, at vi blander reportage og fri fotografisk kunst
Det er vigtigt, at fotografer erkender, at de er del af en større familie, hvor alle arbejder med det samme sigte: personlig erkendelse og kunstnerisk udtryk.
På skolen lærer elevene at respektere alle former for fotografi, og det bærer udstillingen her også præg af.
Jes Gammelgaard blander bevidst forskellige fotografiske stilarter i sit rum.
I nøgtene, rolige farvebilleder har han nærmest affotograferet det typiske, kendte luftfoto over sofaen, der hænger i mange gårdejeres stuer.
Eller tidligere gårdejere.
Et håndkoloreret oversigtsminde fra dengang familien stadig havde strå på taget og et landbrug, de kunne leve af.
Vi kender det, husker det, er trygge ved det. Det hører sig til.
Og så pludselig, midt i trygheden, et mindre, sort/hvidt billede gengivet i negativ af en mand, der står på taget af en flyvemaskine, mens den flyver hen over markerne.
Hvad laver han der?
Er det piloten, der står deroppe og styrer sin maskine, holder han ikke en snor, der går ned i cockpittet? Eller skal han til at springe ud?
Hans halsbrækkende artistnummer får os til at skærpe opmærksomheden, det fortæller os, at vi I vores tryghed skal huske at lade os overraske.
Glem ikke det frie fald.
I rummet ved siden af udstiller Trine Søndergaard opstillede par eller familier i deres stuer.
En enkelt antyder et smil ellers er alle alvorlige.
Fotografen er på besøg og foreviger personerne i deres hjemlige hygge.
Med drømmene pa væggen.
Kvinder i lysende hvide kjoler og store sommerhatte på stranden ved Skagen. Krøjers motiv præger juleplatterne.
Det stilrene par har abstrakt maleri, det mere folkelige, bondehuset i solnedgang.
Men hyggen, miljøet, drømmen, er ikke kun på billederne. Mens vi kigger på dem, står vi selv midt i idyllen. Sofa og teaktræsbord. Murstenstapet på væggene.
Håndstrøgne, dyre, lækre mursten er affotograferet og brugt som tapet. Drømmen om kvalitet.
Trines billeder er ikke en formaning, men en nysgerrig søgen efter de spor drømme sætter.
Christoffer Regild, på 1. sal, maler med lys.
Stedet, personene og skraldet.
Ensomhed præger billederne. Den tomme station, de annonyme personer.
Vi skal ikke lære nogen at kende, men af stemninger føres til nogle meditative øjeblikke, hvor sanseligheden får plads.
Det sidste billede i serien er en afrevet side af et pornoblad i rendestenen.
Måske ikke hverken sanseligt eller elegant, men dog en ytring om de små oplevelsers værdi.
Overfor mærker vi historiens vingesus.
I Linda Hansens store, algegrønne panoramabilleder af en forhenværende og nuværende biskop i domkirken hviler der en rungende evighed.
Men også en nutidens uro.
Absalon træder som et spøgelse ud af figuren i det dobbelteksponerede billede, i fuld ornat går han i levende live gennem den 1000-årige kirke og forbinder med sit kors på brystet fortid og nutid.
I et hjørne af det næste rum møder vi Bianca D'Alessandro's enkle installation.
To snore, spændt ud som diagonaler på væggen.
I enden af den ene hænger en bog.
Når man bladrer i bogen finder man ét billede.
Men idet man tager bogen i hændene går installationen i opløsning. Den ene, stramt udspændte snor falder slap til jorden og man bliver bange for, at man er kommet til at ødelægge noget.
På væggen hænger 8 tilsyneladende ens billeder, billedet fra bogen: en stilfærdig udsigt over fjorden.
Men billedene er ikke ens.
I det fjerne skimtes en kyst, der strækker sig gennem serien med ganske upåagtede variationer.
Man skal ikke lade sig nøje med det tilsyneladende.
Og det, der tilsyneladende var en destruktion af snorinstallationen var det ikke i virkeligheden en forbedring?
Ved at se på kunsten, var vi selv med til at skabe den.
Overfor hænger Christian Rud Andersens 4 portrætter af forskere ved Risø.
Billedne udstråler stor seriøsitet, her er ingen effektfulde beskæringer eller opsigtsvækkende synsvinkler, men enkelhed og stramhed
De 3 af forskerne er lyse i huden, de bærer briller og kigger forbi os.
Den 4. er mørk, inder eller pakistaner. Han kigger lige ind i kameraet, ser os i øjnene, prøver at fastholde vores blik, som om han vil sige os noget.
I Nicolai Howalts rum bobler livsglæden.
I farvemosaikker af øjebliksbilleder gror pludseligheden. Her trives de fotografiske unoder, det sjove og det skæve.
Det vigtige og overflødige er blandet med intuitiv charme.
Et kludetæppe af mangfoldighed. En bolchebutik af nysgerrighed.
I hjørnet af hvert enkelt aftryk står optagelsestidspunktet præntet.
Dato og klokkeslet.
Præcist. Ufravigeligt. Midt i legen.
Dronning Margrete er forøvrigt den eneste kvinde på kongesøjlen, og hun er 10 cm lavere end Prins Henrik.
Kan man nu stole på det?
Og kan vi stole på billedene? Fortæller de sandheden?
Computeren har givet fotograferne rige muligheder for at manipulere i deres billeder og det er efterhånden blevet almindeligt, at reportagefotografer tager aktivt del i deres motiv, griber ind i handlingen og er medarrangør af virkeligheden.
Jeg forstår godt, at mange udstillingsgæster ser med skepsis på fotografier og spørger sig selv: Er det nu sandt?
Jeg kan love jer, billedene her er sande!
De rummer ikke nødvendigvis en sandhed du kan måle, som kongers højde, men du kan i billederne finde en anden sandhed, noget, der er vigtigere for fotografen end det, der kan bevises.
De rummer tilstande.
Forsøger at fange skjulte sandheder.
Øverst på kongesøjlen er Kristian I’s mærke afsat i højden 2.12.
I mange år var han ubetinget Danmarks gennem tiderne højeste konge, indtil en senere konge i ren og skær misundelse lod graven åbne, og man kunne udfra skelettet konstatere at Kristian I i levende live højst havde været 2.02.
Et svindelnummer blev afsløret, eller jeg vil sige en myte brast.
Til jer, der er kommet for at se på billeder vil jeg sige:
Prøv ikke at få bekræftet jeres skepsis til fotografiernes sandhedsværdi. Betragt dem som myter, der skal opleves og gives videre og ikke efterforskes.
De er skabt med fantasi og skal ses med åbenhed.
Giv slip på fordomme og skepsis og lad dig lokke af fotografiernes virkelighed.
Glem alt om at få åbnet graven og konstateret kendsgerninger.
Lad dig rive med af begejstringen, skønheden, frækheden og fantasien.
Drømmen og det frie fald.
Læn dig tilbage i Jane Vorres mørklagte pudeland og se video i loftet.
Tag med fotograferne på rejse gennem Roskilde og lad dem sætte et mærke i dig.
God fornøjelse.