 Nicolai Howalts åbningstale holdt 30.maj 2016 på trappen ved indgangen til Galleri Krebsen for 300 gæster og 25 udstillende Fatamorgana elever. Kære Fatamorgana-elever Da I for nylig skrev til mig for at høre, om jeg ville holde åbningstalen til dette års sommerudstilling, blev jeg på flere måder glad for både den tillid I viser mig, men også glad for at få lejlighed til at udtrykke min begejstring for Jer og jeres måde at være jer på og for den særlige og velkendte Fatamorgana ånd, som skolen har haft, nu i de sidste 26 år. Jeg selv gik Fatamorgana for præcis 25 år siden i år – gudhjælpemig…. Det var før nogen på skolen havde et digitalkamera, og computer med Photoshop var i sin spæde start, digitalt fotografi, pixel og megabites, 300 dpi – ja, det var i sin spæde start det hele, men det var nu lige fedt, for alle vores billeder var sorthvide og optaget på Tri-X film, altid kopieret i mørkekammeret, og for nogen af os fandtes der kun baryt papir – det er det papir, som kun består af papir og har en særlig glød i de mørke dele af billedet – og det havde en særlig betydning for en del af os, da der var noget der hed en rigtig Fatakopiering (dramatisk hård nedtoning i hjørner og himlene, havde altid en truende dramatik og varsling om uvejr og almen uro - med stor inspiration ivrigt fra Hollænderen Ed Van Der Elsken, hvis bog stod i det aflåste skab på skolen altså en af de særlige bøger som skolen har…) Den digitale udvikling var noget andre talte om – vi talte om fotografiet, mens vi undersøgte det på kryds og tværs. Dengang var vi 20 elever og skolen var i en lejlighed i Teglgårdsstræde. Morten Bo var der også dengang. Morten styrede skolen med stram styring, disciplin og mødepligt var en forudsætning og samtidig herskede der en total frihed – vi havde egen nøgle til skolen, hvis man ønskede at overnatte under lysbordet, holde en fest eller male en væg, så gjorde man det – for alt var muligt. Jeg havde aldrig oplevet en sådan skole, den var kompleks og nærværende, og man talte ikke ned til os men til os – og dog var det Morten Bo der havde styringen, det var der ingen, der tvivlede på, for nok havde Morten sin form for pædagogisk logik, og for mit vedkommende, et forhold, der nærmest kunne betegnes som nærmest en fader relation. Han havde en uknækkelig tillid til, at vi var enestående og kunne noget helt unikt, men at det var op til os at udleve det. Det var os der var stjernerne. Sådan er det også i dag – jo skolen er flyttet et par gange, i en periode voksede skolen i antal af elever, mørkekammeret er nedlagt, som jeg i øvrigt har stående i en container nu, men snarest skal installeres igen, og skolen har i dag masser af computere, printere, scannere osv. – den digitale virkelighed er kommet for at blive, men det er stadig undersøgelsen af fotografiet i et udvidet felt, der præger arbejdet på skolen, og nu er det jer som er stjernerne. Vi kender faktisk dårligt hinanden og dog, har vi netop mødtes, da jeg var inviteret ud på skolen som gæstelærer / portfolio reviewer i en dag, hvilket består i at man kommer og konsulterer 6-8 elever og deres udvalgte projekter. Tanken er at man har 25 min til at gennemse arbejdet og komme med en konstruktiv og ærlig kritik – dette er i plenum, hvor de andre elever har mulighed for at være beskuere til gennemgangen - hvilket jo nærmest er nådesløst og til tider barbarisk – for man kommer ikke på Fatamorgana for at snik-snakke – her taler man frit ud af posen, direkte om hvordan, man oplever arbejdet og ærlighed kommer altid først. Den dag cyklede jeg hjem om eftermiddagen, træt men glad og beriget - hele dagen havde vi talt, nogle havde grædt, mange havde grinet, for vores samtaler omkring de meget forskellige billeder, jeres arbejde / jeres hjerteblod, som jeg var blevet præsenteret for på de omtalte 25 minutter – havde affødt mange vigtige input, udvekslinger og tilkendegivelser, som jeg på cykel hjem så oplevede som en enorm inspiration og stor læring. Og det er netop det, som gør Fatamorgana så enestående og unik. For her er vi i øjenhøjde – oftest oplever jeg ligesom eleverne at lære noget af de forløb, der opstår imellem elever, lærere og gæster, her taler vi sammen, og man siger det, man mener, tænker, føler – og man er ikke bange for det banale, her dyrkes det ligefrem alt hvad man overhoved er i stand til, og ja - det er okay! Her søges ikke efter den rigtige mening, og dog - men her undersøges også mulighederne for det modsatte af det rigtige, nemlig det skæve, det mærkelige, det absurde, det kiksede, det enestående, og ja det banale, det ukendte, det velkendte, det sjove, det triste, det udsøgte. Det religiøse det provinselle, det landlige, det flyvske, det optimale, det minimale, det iscenesatte, det påvirkede, det upåvirkede, det nordiske, det rumlige, det sorthvide & det farvede, det levende og især også det tavse, det statiske, det komiske, det kedsommelige, det historiske, det snævre, det personlige, det upersonlige, det journalistiske, det statslige, det tragiske, det groteske, det smagfulde, det kønslige, det erotiske, det økonomiske, det højreorienterede og det venstreorienterede, det radikale og det systematiske – fordi der er plads på skolen og højt til loftet. Der er en varme og der er en følelse af sammenhold, man går, ja man nærmest bor og lever sammen i de perioder på skolen, uagtet om man går der 4 måneder, og de nok fleste går her i 8 måneder og jeg, gik der 2 år, og er vist stadig det længste nogen har præsteret. Og det er så tydeligt, når man kommer, at I passer på hinanden på skolen og altid i en respektfuldhed og en direkthed, for deri er oprigtigheden, som er nødvendig for at kunne tale åbent sammen og udveksle synspunkter og lære af hinanden om det at se, forstå og fotografere. Eller bare det at udvikle sig især som menneske. Der findes ikke en stil, en måde at gøre det på – men mange måder, stilarter, metoder og udtryksformer, for som Per Folkver sagde ustandseligt og med vis banalitet i min tid: Der findes ingen regler - Bryd dem Se det er Fatamorgana sprog! For mig har Fatamorgana været en af grundstene i min dannelse – det vil sige, at jeg ikke har nogen rigtig uddannelse men snarere et uigennemtænkt og længerevarende forløb udenfor det etablerede skolesystem – for jeg har ikke gået i andre skoler efter Fatamorgana, men lært tingene hen ad vejen og ved at forsøge mig frem ofte i blinde, og hvor resultaterne nærmest har været mest overraskende for mig – og det er jo netop Fatamorgana ånden i sin reneste form, forsøg dig frem og mærk efter – bagefter. Jeg har fået mine chancer og brugt mange af dem, jeg har arbejdet mig igennem fra udstilling til næste udstilling – fra projekt til projekt, har gjort det så godt, jeg har kunnet med de forudsætninger, som jeg har – og mest af alt, har jeg det meste af tiden også haft troen på det. Jeg bruger, som mange andre, fotografiet til at undersøge og forstå verden med. Jeg bruger det til at blive klogere på det at være menneske og i særdeleshed på det at være menneske som mig i verden. At fotografiet i sit væsen, oftest reflekterer vores verden og virkeligheden, som ligger foran os - kan vi vel godt blive enige om – men at det er igennem vores filter, vores blik og subjektivitet at verden og virkeligheden så bliver virkelig, fordi vi vælger at fastholde den i det givne øjeblik, er vel i og for sig det, den svenske fotograf Anders Petersen hentyder til, når han siger til sine elever: Det er dig, der er gud, det er dig der bestemmer – det forpligtiger, det er præmissen, og det er en gave, men det er også byrde – for i og for sig er det vel altid også en løgn! Altså fotografiet Og med denne udstilling som åbner i dag, hvor vi føres rundt i alle mulige og umulige rum af fortællinger, stemninger, og hvad ved jeg – for det er ikke entydigt, en udstilling som i sin form, skaber en helhed med et klart æstetisk sprog –det her er en typisk Fatamorgana udstilling, hvor projekterne stritter, bevæger, fortæller og pointerer på alle niveauer. For det er sådan det skal være – umiddelbart udefinerbart og sagt på en anden måde handler Fatamorgana ikke om kun at lave det gode billede – men afsøge muligheden for at lave det, undersøge det, forstørre det og udfordre det, og med stor chance for så at lave det modsatte af det, man troede var det gode billede! Så derfor er det altid med en stor indlevelse man føres rundt på de her udstillinger, noget er skide godt, noget er ikke så godt – men der bliver forsøgt og undersøgt fotografiets grænser. Og det er det vigtigste. Her til slut vil jeg gerne citeret digt som Tove Ditlevsen skrev i sit forord i bogen Kvindesind der udkom i 1955, hvor hun rammer så fint det at lave kunst:
AT FANGE EN STEMNING, AT GRIBE EN TANKE Og med de fine poetiske ord, ønsker jeg jer al mulig held og lykke med Jeres fantastiske udstilling og forsatte arbejde. Tak for ordet. |