Tale ved åbningen af udstillingen departure på 18 PROCENT - fotogalleriet i Lund 5.maj 2001

af Morten Bo

der var engang....
der var engang hvor et fotografi var noget man skulle nyde. det bedste billede var det man kunne nyde mest.
blomster en forårsdag var en sand nydelse eller en nyudsprunget bøgeskov. når et fotografi skabte ro og tryghed hos tilskueren så var billedet godt. jo mere tryghed, jo bedre billede.
det var dengang modlyset blev opfundet, det var en nydelse at se verden i modlysets strålende glans. fotograferne undgik det hverdagsagtige og flade og spredte med deres optimisme godt humør.
strejflys på en kvindekrop kunne nydes i timevis. eller børn på potte, det var en sand nydelse af iagttage de små, når de fredfyldt sad og ventede på hvad der skulle komme.
fotograferne dyrkede skønhed og tiden krævede nydelse.
Ansel Adams opfandt zonesystemet og lavede landskabsbilleder med en detaljerigdom som ikke var set før og heller ikke siden. et paradis for estetikere.
det gjaldt om at finde eller skabe skønhed og ikke bekymre sig for meget om virkeligheden. landskabsfotografen blev født. og naturfotografen. og nøgenfotografen. det var dengang.

der var engang...
der var engang hvor fotografi skulle skildre, vise virkeligheden, vise verden. beskrive. dokumentere og afsløre. målet var at skabe en bedre verden og det gode billede var det billede, der dokumenterede de dårligste forhold eller viste den modigste kamp.
fotograferne opsøgte minearbejdere med sod i ansigtet og handicappede børn med livsmod og skildrede og beskrev og dokumenterede.
Family of Man hed fotoudstillingen der på en verdensturnée spredte sit budskab, at fotografi skulle være humanistisk, engageret og internationalt. fotogruppen Magnum førte an og viste vej.
mennesker fødes lige og skal have lige muligheder, var budskabet, og fotograferne opsøgte lande og steder hvor menneskene ikke var lige og ikke havde lige muligheder og beskrev hvor galt det stod til. engageret, indigneret. billederne kæmpede for et humanistisk menneskesyn. de skulle asløre sandhedens skjulte sider.
forhånelse af fjenden og forherligelse af de frelste var ikke bare tilladt, men også et must. racister, kuponklippere, overordnede, medløbere, arvinger og fanatikere skulle latterliggøres for deres manglende humanisme og de undertrykte, arbejderen, de retarderede og fattige skulle skildres med værdighed.
den sorte kant blev skildringens varemærke. billeder med sort kant var med garanti ubeskåret sandhed, håndholdt humanisme. det var dengang.

der var engang...
der var engang hvor fotografi skulle se ud af noget. fotografens billede var hans image, det skulle give ham status. fotografens billede skulle være stand-in for fotografen, erstatte ham, afløse ham, skaffe ham ind de rigtige steder, gøre ham betydningsfuld og interessant. berømt. jo mere opmærksomhed billederne vakte, jo bedre var de.
var billedet smart, var man selv smart. det gjorde ikke noget, at der var nogen, der ikke kunne få øje på kvaliteten, når bare de få, der havde indflydelse kunne se den.
et absolut krav til pralebilledet var at det skulle være originalt.
det måtte absolut ikke ligne det vedtagne, accepterede, anerkendte, billedet skulle lægge afstand til fortiden og se ud som om det var resultat af en nødvendig, uimodståelig skabertrang. det afgørende var ikke hvad fotografiet var, men hvordan man så på det.
tiden gav plads til exentriske originaler, kommunikationsgenier som Andy Warhole, der gjorde den elektriske stol til et kunstnerisk signal og et avisudklip af Marylin Monroe til en landeplage. han legaliserede praleriet og blev idol for en generation af selvpromoverende fotografer.
be visible! gør dig bemærket på de rigtige steder, de rigtige tidspunkter, lad dine værker skabe myter om dig, vær synlig!
din kunst er dig og du bestemmer selv, hvordan du skal se ud.. selviscenesættelse var metoden, berømmelse var målet.
Andres Serranos Pis Christ er ikke en genistreg fordi billedet af frelseren, nedsænket i kunstnerens urin er visuelt bemærkelsesværdigt, men fordi han har formået at skabe en myte. folk snakker om ham. det afgørende er ikke hvad du siger, men at det, du siger bliver husket. det var dengang.

idag....
idag fortæller jeres billeder om det nye ideal, om tidens krav til kunsten, hvad er meningen, hvad skal billedet kunne?
ikke skildre, ikke nydes, ikke se ud af noget. idealet er at erkende. at undersøge med nysgerrighed og erkende. virkeligheden og jer selv. ikke for at frelse men for at vokse. ikke for at vise, men for at være.
i tager os med i undersøgelser, der fører os gennem det grimme, det ordinære, det ubrugelige, det umulige og gør os klogere. giver os erkendelse.
frihed er nøgleordet i undersøgelserne. intet er ulovligt, intet umuligt og intet er helligt. kunsten er for jer lig med frihed. hvor virkeligheden dagligt trækker grænser og stiller forbud, kræver selvkontrol og anstændighed, så er kunstens verden for jer et frirum, her og kun her er der plads.
frihed og kærlighed. kærligheden er drivkraft. ikke mål men metode. i jagter ikke kærligheden for at fange den og vise den frem, selve undersøgelsen er kærlighed.
nysgerrigheden efter at erkende er som lysten til at elske. man kalder den kærlighed.
frihed, kærlighed og selvstændighed. i erkender hver især individets forskellighed, men i jagter ikke det originale. i erkender at være sidste led i en kæde af traditioner, i er spydspidser og ikke hjemløse gnister. i erkender, at der er et mønster og sætter selvstændighed højere end originalitet.
frihed, kærlighed og selvstændighed er idealerne i jeres erkendelseskunst.
et af udstillingens kunstværker er en video, en undersøgelse, en tillids-test. en person lader sig falde bagover igen og igen for hver gang at blive grebet af udstrakte arme inden baghovedet dunker i gulvet. næsten hver gang.
videoen syder af nysgerrighed. nygerrighed efter at undersøge og erkende. lære om tillid og mistillid. hvad betyder det at stole på et andet menneske, og kan nogen stole på dig? selverkendelse.
billedsproget er stress og forvirring, sekvenser fortrydes og afbrydes eller gentages i ryk. en samling usorterede visuelle beskeder i tilfældig rækkefølge, man fornemmer noget ufærdigt, uoverlagt. uhøjtideligt.
videoen fremstår rå og ubearbejdet som ægte tillid. ung kærlighed. Louise Pape Thomsens kunstværk, skabt med konsekvens og dristighed sender signaler om den ny tids fotografi.
idealet er på plads, målet er sat. d e p a r t u r e er igang.


mb 05/05/2001