Luftspejling og drømmesyn -om Fatamorgana's nødvendighed af Morten Bo Et sted, vi mangler et sted. Et sted der syder af ånd og billeder. Et værksted hvor intuitionen og eksperimentet er de vigtigste redskaber. Et sted, hvor billeder bliver til af nødvendighed, ikke på andres bestilling, ikke for at illustrere andres meninger, ikke som lokkemad eller julepynt, men fordi kreative mennesker må skabe. Et sted hvor billeder gror af entusiasme. Hvor troen på det ærlige billede stadig eksisterer og hvor respekten for fotografi som et slagkraftigt og uundværligt billedmedie i vores kultursamfund findes. Vi mangler et sted, hvor begejstringen for fotografiet som kunstart kan slå rod. Og gro. Vi mangler en fotoskole for billedkunst. Vi mangler en fotografisk skole, hvor kunst tages højtideligt. Ikke som noget forfinet, sjældent, uopnåeligt på en højloftet hvid væg, men som en naturlig del af dagligdagen. Hverdagens fotografier taler ikke med fotografiets egen stemme. Underdanigt stiller de sig til rådighed for reklamebureauernes lokkekampagner eller journalisters behov for bevismateriale . Lay-outerens evige mangel på fyld. Fotografi har prostitueret sig, solgt sig til ordmennesker og skrivebordsgeneraler og har glemt, hvor sprudlende kreativt og ærligt og vidunderligt et medie det er. Utallige er de billedbegavede foto-freaks der spæner og snubler, famler sig vej i junglen med et kamera om halsen og en halv læreplads i udsigt. De kæmper og kæmper og målet er at få fast grund under fødderne. Fotograf! Ordet står bøjet i neon foran deres øjne, de vil gøre alt for at blive dokumentarist, billedkunstner. Alt! Men desværre er det ikke entusiasme, der giver unge mennesker adgang til efg og en læreplads og snart breder frustrationen sig blandt de udstødte. Kreativiteten dør ud,den kunstneriske spire bliver kvalt, fordi den aldrig fik en chance. Og de udvalgte, der får tilbudt en kursus som presse- dokumentarist, billedkunstner eller fagfotograf kan godt glemme alt om den kunstneriske fornemmelse, for det er ikke kunst det handler om, når man bliver uddannet som dokumentarist, billedkunstner. I Danmark. Vi mangler en skole, hvor fotografi er kunst. Hvor billedkunst er den akse det hele drejer sig om, hvadenten det er dokumentarfotografi eller fotografisk fantasi. Spredt på fotografiens forskellige områder findes kvalificerede folk, der vil elske at vejlede og undervise. Bygge på entusiasmen og kreativiteten og den lyst til at udtrykke sig kunstnerisk som findes. Lad os fylde på og tænde gejsten. Puste til ilden, for der skal stå flammer af den begejstring, jeg har mødt. Jo, jeg har mødt begejstring. I 18 år har jeg været dokumentarist, billedkunstner, og utallige er de nysgerrige unge, der er dukket op og har fået en times billedsnak eller en dag på optagelse. Eller en uge som føl eller de er blevet der og først tumlet videre når billedkunsten havde tag i dem. Med store øjne, en glubende appetit og en stak billeder under armen, står de der og tigger. Om et ord, et tegn, et blik. Nogle går på skole, nogle venter på at komme der, nogle har været der, alle higer de efter at tale om dette imaginære som de er så fyldt af og som ingen vil tale med dem om eller tage højtideligt: kunst. Fra 1. september til 21.december 1988 var jeg leder at et pilotprojekt på Samsø Folkehøjskole, en linje i fotografi, hvor 27 unge fotoentusiaster, billed-brushoveder døgnet rundt beskæftiger sig med billeder: "Fotografi som billedkunst". Og der blev fotograferet og kopieret og snakket døgnet rundt. Og kunsten blev smidt på bordet og studeret. Og kommenteret. Det rystede dem lidt, at det er faktisk var dem selv, de lavede billeder af uanset hvad de fotograferede.Deres egne følelser, deres længsler. De fotograferede sig selv i andre. For nogle var det faktisk lidt af et chock at opdage, hvad der gemmer sig i underbevidstheden. Frygten dukkede op. Og lidelsen. Stærk. Længe havde den været gemt, skjult, nu kom den ud, lå der på bordet og blev kommenteret. Endnu en knude blev løst op. I Samsø-projektet var opgaverne det bærende princip. Alle færdigheder sprang ud af arbejde med opgaver. -Lav et portræt af en person du ikke kender. Gå tæt på personen, men ikke nødvendigvis på ansigtet. -Hvordan mener du, at landmanden på Samsø har det. Tag stilling til hans forhold politisk, økonomisk, socialt og giv i billedsprog udtryk for din personlige opfattelse. -Fortæl, hvad du er bange for. Reportage eller fantasi. Hver måned kom en gæst og stillede en opgave: Henrik Saxgren bad om : "Modsætninger på Samsø". Tove Kurtzweil om samkopieringer. Og Per Folkvers lød: Fotografer et nøgent menneske og/eller To nøgne, der rører ved hinanden og /eller To, der elsker. Ud over de bundne opgaver arbejdede eleverne på et større projekt. De stillede sig selv en opgave, f.eks: Unge på Samsø / Fyret og fyrmesteren/ En samling billeddigte. Sydende travlhed vekslede med stille stunder, for der var også plads til fordybelsen, erkendelsen. Noget skulle flytte sig. Brikker blev flyttet, synspunkter kastet overbord, holdninger og bevidsthed groede frem, fantastisk kunst tog form mellem hænderne på de målløse elever, der ikke anede til eksistensen af deres skjulte kræfter. Mørkekammeret var åbent døgnet rundt, der var altid nogen at tale med, at være sammen med. Atelier og mørkekammer udggjorde et dynamisk fotografisk miljø, som man ikke kunne undgå at blive indfanget af. Kunsten smittede simpelthen. Og eleverne bestemte selv. Da først tonen var lagt og de første opgaver gennemgået, kørte eleverne det selv videre. De lærte af hinanden gennem kritik og ros af deres billeder. Men især bare ved at se. Mit arbejde bestod i at stille opgaver, gennemgå deres løsninger, og så iøvrigt være til stede. Være til stede når kontaktkopierne skulle krydses af, når billederne tog form, når de skulle vælges ud til ophængning. Være til stede og lytte. Og give min mening til kende, når jeg blev spurgt. Og så pludselig dukkede en gæstelærer op i et par dage, en kapacitet med overskud og et andet billedsyn og øste gavmildt af års erfaringer, jo - der skete noget, det var et godt sted. Pilotprojektet blev en succes. Et sted. Værksted med gæster. Et sted der syder af rundhåndet inspiration og skaberglæde, et sted, hvor der bliver flyttet brikker og fanget skjulte kræfter: Sådan et sted vil jeg bygge. Fatamorgana kalder jeg det. Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole, starter sit første 4-måneders kursus den 1.september 1989 i København. Fatamorgana skal med alles hjælp blive det sted vi mangler.