|
SÅ SORRIGFULD
Illustration
Agnete og Havmanden
Agnete hun ganger paa Højelands Bro,
da kom der en Havmand fra Bunden op,
— haa haa haa -
da kom der en Havmand fra Bunden op.
»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
Og vil du nu være Allerkæresten min?«
»O ja saamænd, det vil jeg saa,
naar du ta'r mig med paa Havsens Bund.«
Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
saa førte han hende til Havsens Bund.
Der var de tilsammen i otte Aar,
syv Sønner hun da ved den Havmand faar.
Agnete hun sad ved Vuggen og sang,
da hørte hun de engelandske Klokkers Klang.
Agnete hun ganger sig for Havmand at staa:
»Og maa jeg mig udi Kirken gaa?«
»O ja saamænd, det maa du saa,
naar du kun kommer igen til Børnene smaa.
Men naar du kommer paa Kirkegaard,20
saa maa du ej slaa ud dit favre Guldhaar.
Og naar du kommer paa Kirkegulv,
saa maa du ej gaa med din kær Moder i Stol.
Naar Præsten nævner den høje,
da maa du dig ikke nedbøje.«
Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund,
saa førte han hende paa den engelandske Grund.
Da hun kom paa den Kirkegaard,
da slog hun ud sit favre gule Haar.
Den Tid hun kom paa Kirkegulv,
saa gik hun med sin kær Moder i Stol.
Der Præsten nævned den høje,
hun monne sig dybt nedbøje.
»Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig:
og hvor har du været i otte Aar fra mig?«
»I Havet har jeg været i otte Aar,
syv Sønner har jeg ved den Havmand faa't.«
»Og hør du, Agnete, kær Datter min:
og hvad gav han dig for Æren din?«
»Han gav mig det røde Guldbaand,
der findes ikke bedre om Dronningens Haand.
Han gav mig et Par guldspændte Sko,
der findes ikke bedre paa Dronningens Fod.
Og han gav mig en Harpe af Guld,
at jeg skulde spille paa, naar jeg var sorrigfuld.«
Den Havmand han gjorde en Vej saa bred,
fra Stranden op til Kirkegaardens Sten.
Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren,
og alle de smaa Billeder de vendte sig omkring.
Hans Haar det var som det pureste Guld
hans Øjne de vare saa sorrigfuld.
»Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig:
og dine smaa Børn de længes efter dig.«
»Lad længes, lad længes, saa saare de vil,
slet aldrig saa kommer jeg mere dertil.«
»O tænk paa de store og tænk paa de smaa,
ja tænk paa det lille, som i Vuggen laa.«
»Ret aldrig tænker jeg paa de store eller smaa,
langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa,
— haa haa haa -
langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa,«
Folkevisen Agnete og Havmanden rører ved en væsentlig menneskelig konflikt, som til alle tider vil være aktuel at debattere. Skal jeg følge mit hjerte eller min tro. Skal jeg forråde mine børn eller min mor, skal jeg blindt følge min elskede og være taknemmelig, eller skal jeg følge mine rødder og vende hjem.
Agnete i Agnete og Havmanden ender med at fornægte sin elskede havmand, og han sendes alene og fuld af sorg tilbage til sit våde element og deres mange sønner.
Kun fordi Agnete står inde i selve kirkerummet, Guds hus, og fordi hun har sin mor ved sin side, kan hun få sig selv til at forsage den skønne havmand og frasige sig sine børn.
I disse omgivelser kan de dæmoniske kræfter ikke overvinde de kristne og sociale bånd, kirken og slægten vinder.
Du skal illustrere Folkevisen, gøre det oldgamle sagn nutidigt og vedkommende.
Handler det også idag om tro, eller handler det om kultur?
Er det fornuft kontra instinkt, der er problemet eller virkelighed / fantasi?
Eller handler visen om at give afkald på sine børn til fordel for en karriere?
Antropologisk Forening vil i samarbejde med Dansk Folkemindesamling udgive Agnete og Havmanden i en pamflet rigt illustreret af en ung kunstner med fingeren på pulsen og sans for debatskabende fotografi.
Aflever ikke mindre end fire helsides illustrationer min. 21x29,7 cm højformat.
mb
|
Københavns middelaldermur fra 1500 og København i 1728 med fuldt udbyggede volde
index
Odense Byret med kunsttryk bag forsvarer og anklager og mindre grafiske tryk bag den ene domsmand.
Direkte ned til en af Europas fineste badestrand, Dueodde på Bornholm, ligger Dueodde Vandrerhjem og Camping.
