Ilden i synsfeltet
Fatamorgana set med elevernes øjne
af Lars Kragh Jespersen


billedet er uskarpt. fatamorgana flimrer i en lyssvag del af hukommelsen som udflydende konturer på en dunkel baggrund. et redigeringsbord på en lokal tv-station i starten af årtiet. der er billeder fra en fotoskole på monitoren. en pige fra tv-stationen redigerer en udsendelse - med still-billeder ... gudhjælpemig ... på tv. det dæmrer. pernille havde været elev på fatamorgana. en dag nærmere nutiden. et kontor på strøget, hvor jeg arbejder som tekstforfatter for et multimediefirma. det mest ubevægelige medie på det sted er en kæmpe fotostat på væggen. den hænger ved det skrivebord hvor multimedier maser sig gennem min computer. fotoet på væggen foreviger en knægt i vand til livet med ryggen til, skuende ud over en sø. en sprællende høne hævet i hænderne over hovedet. igen fatamorgana. som en sort/hvid ofring viet til mosen i en fjern fortid. her gengivet i væltet widescreen. fotostaten fungerer som alternativt alter i omgivelser, hvor computeren er gud



"Jeg skal hen et sted, hvor der er plads til at være menneske.
Et sted, hvor jeg kan træde i spinaten og slå noen skæve."
Henrik er i rastløs bevægelse gennem byen. Han trækker et spor bag sig af mennesker, der undskyldende ryster på hovedet, mens de skyndsomt drager videre. Op gennem Fiolstræde i silende regn fortæller han om selvværd. Om at føle sig noget værd som menneskeligt individ. Om det liv, der udspiller sig bag hans facade, som er det eneste den hovedrystende menneskeskare ser. Ved Nørreport møder han en kær, gammel bekendt. En kvinde, der varmt lytter til Henriks beretning om, at han skal ud af togvognen. Skiftesporet skal lukkes ned. Hans nuværende hjem skal køres i remise. "Hva' skal der så ske med dig?", spørger kvinden, og Henrik forklarer, at han vil hen et sted, hvor der er plads til at være menneske.
Samtalen overvåges af et levende øje. Martin Lehmann har fulgt Henrik med sit kamera, siden han mødte ham en sen nat i en udrangeret togvogn og nathjem for hjemløse ved Bispebjerg Station. Den nat et par måneder før, er Martin drevet desperat ud i byen, frembrusende motiveret af en skuffende håndfuld fotos, som bare ikke holdt vand. Det har ellers kostet tålmodighed at forsøge at bevæge sig ind på 2. generations indvandrere i Ishøj. Flere nætters arbejde er spildt. "Jeg krummede tæer over de billeder, og jeg kunne se at Morten Bo var skuffet." Det er den første opgave på Fatamorgana. Det må ikke gå galt. I flere timer kører Martin rundt i sin varevogn i søgen efter en person, som han kan klynge op som portræt på barytpapir i Fatamorganas møderum om et døgns tid. Hans færd ender ved Skiftesporet, togvogne til folk uden tag over hovedet. Martin stirrer ind i vognene i 20 minutter og synes, det er en flok underlige skabninger, der holder til derinde. Så skyder han hjertet op i livet og går ind. Resten af natten tilbringer han i kupéerne sammen med Henrik og de andre hjemløse, med glødende kamera og ivrig snak.

første fremlæggelse for fatamorganas forårshold 99. det nye kuld elever har hvirvlet rundt i landskabet med kameraer ugen igennem og kan nu gøre sig klar til at høre holdets og lærerens dom. portrætter hænges op på tavlen og hvert enkelt billede kommenteres indgående. eleverne udfrittes holdninger hvorefter morten bo spinder ord omkring billederne. en præst, en købmand, en hjemløs narkoman. henriks muntre fjæs fra togvognen griner ud gennem lokalet mens morten bo fortæller om martins kvaler og priser hans ihærdighed med at opspore en nyt offer på kort tid. kompositionen i martins billeder får også en buket rosende ord med på vejen.
under gennemgangen kimer dørtelefonen. hjemløse henrik er lige kommet forbi for at kaste et blik på martins billeder fra skiftesporet, så martin må liste ned og vise guldet frem. jeg overværer fremlæggelsen fordi morten bo har givet mig en opgave ugen forinden. jeg skal opspore tidligere og nuværende elever og få dem til at fortælle om fatamorgana. en mission der blandt andet bringer os til warszawa.

Eva Merz har knækket begge fortænder på førstedagen i den polske hovedstad. Det skyldes et smertefuldt bid i asfalten under en hastig aktion for at nå en sporvogn. Blodet fra munden holder en pæn promille, idet den primære bevægelse på studieturen går mellem hotelværelse og banegård, hvor sprut er billig og rigelig. Senere skal blod vise sig at blive en mangelvare i et forsøg på et mere fagligt udbytte af Fatamorgana-udflugten.
Eva har forskanset sig med sine medsammensvorne, Thomas Linder og svenske Magnus, på et luset hotelværelse i en slumkvartersagtig del af Warszawa. Deres opgave er at tage et selvportræt.
"Mens de andre styrtede rundt i byen for at fotografere og finde sig selv, lå vi underdrejet på hotelværelset med to liter vodka om dagen. Der var ingen af de andre, der troede vi lavede nogetsomhelst, fordi vi altid var derinde," erindrer Eva. Men ud af sprutdampene opstår alligevel en plan og et musketér-dogme. Det starter med et stille oprør mod Fatamorganas sort/hvid-tvang.
De køber en Kodak Gold 400 ASA, en rigtig turistfilm med 24 eksponeringer, og de beslutter under ed kun at tage de 24 billeder på hele turen. Og de skal alle tre være med på samtlige billeder.
"Billederne kom til at ligne mega-hor. Et psykedelisk samleje med de mest rædselsfulde røde tissemænd. Og de der mennesker, der var fuldstændigt smadrede, som lå på et hotelværelse og baskede rundt uden tøj på," fortæller Thomas. "Vi gik også flere gange ind på et polsk hospital for at fotografere på en operationsstue, hvor der var et ret flot blåt lys. Det var simpelthen så surrealistisk. At vi fik lov, forstår jeg ikke. Vi så stive, hærgede og ubarberede ud. Det eneste vi havde var det latterlige studiekort, som Morten Bo havde lavet til os."
De er parate til hvadsomhelst. Næsten.
"Vi havde en stor diskussion, da vi skulle bruge noget blod til at smøre os ind i. Thomas mente vi skulle slå en kat ihjel, men der satte jeg grænsen. Magnus var så inde på, at vi bare kunne snitte i os selv og sprede lidt blod på den måde. Men det var for langt ude. Så var det jeg foreslog, at vi i stedet kunne anvende mit menstruationsblod, men nu var det Thomas, der satte hælene i. Så blodbilledet fik vi aldrig taget," erkender Eva Merz.
De tre udøvende fotokunstneres medstuderende har ikke meget tiltro til trioens skaber trang.
"De kiggede med mellemrum ind på vores værelse for at se, hvordan det stod til og kontrollere, om vi stadig var i live. Men de stolede ikke på, at vi havde produceret noget. Til gennemgangen ugen efter på Fatamorgana kom alle de andre og afleverede et eller to sort/hvide selvportrætter. Men vi havde ni farvebilleder i 50x70 med rammer på og det hele. Folk tabte næse og mund."

"Når man står i situationen, tænker man, at det er fuldstændigt langt ude. Det er helt håbløst. Det ender galt. Bagefter ser man, at der kom nogle ret vigtige ting ud af det. Noget de tre stadig render rundt med. Det er kanon, at man kan trykke den af på den måde, og der så kommer noget godt ud af det. Det er vigtigt at tage nogle chancer."
Johnny Jensen er også med i Warszawa. Han er selv tidligere elev på Fatamorgana og er daglig leder på skolen, da de polske selvportrætter bliver begået. I dag underviser han selv i foto på daghøjskolen Rampen halvdelen af året, mens han den anden halvdel udelukkende koncentrerer sig om sit eget fotografi.
Han deler mørkekammer med Eva Merz og Thomas Linder fra Warszawa-turen, samt en fjerde ex-Fata-elev, Helle Weitling.
"Før Fatamorgana arbejdede jeg på Danmarks Tekniske Højskole. Jeg boede i rækkehus i Herlev og havde kone, børn og vaskemaskine. Og jeg troede meget på det. Det blev der vendt op og ned på, da jeg var på Fatamorgana. Jeg vendte 180 grader i forhold til, hvem jeg var før og hvordan jeg tænkte. Pludselig at gå ind og arbejde med tilstande, der ikke er blevet ord og tage konsekvenserne af det, man finder ud af. Det betød, at jeg blev nødt til at ændre mit liv."
Johnny kommer ind på skolen med en lille reportagefotograf i søgeren, men vælter ud af møllen med helt andre billeder bankende i hjertekulen.
"For nylig udstillede jeg en serie selvportrætter i København. En god ven, der er uddannet psykolog, kom hen til mig og sagde, at han gerne ville tale med mig om mine billeder. Men han syntes, at vi skulle finde et tidspunkt, hvor vi var alene og havde tid. Han var overbevist om, at jeg havde nogle problemer."
En af Johnny Jensens kolleger er også inde for at se udstillingen. Men han har ikke lyst til at stå inde i rummet med de store vinduer, hvor folk fra gaden kan se ham betragte billederne. Han er dog blevet ret lun på et af billederne og spørger Johnny, hvad det koster, og om det ikke kan laves i et mindre format. Han kan jo ikke have det hængende hjemme i stuen eller i soveværelset på grund af konen... Til sidst beder han Johnny om at få en meget lille kopi, han kan have liggende i sin kommodeskuffe. En kopi Johnny lidt til sin ærgrelse aldrig får lavet.
Originalbilledet hænger lige nu i Johnny Jensens soveværelse sammen med et andet selvportræt, hvor han melankolsk står og pisser på køkkengulvet. Det attråede billede forestiller Johnny siddende i sofaen med sit lem i hånden. En spytklat er på vej ud af munden på ham. En flok exportøl står på sofabordet.
"Det handler om at gå ind i nogle ting, der er meget private og gøre det fuldt ud. Få en erkendelse af tingene. Vi indeholder en masse ting, som vi ikke vil stå ved. Når vi render rundt mellem hinanden, opfører vi os på en bestemt måde, der er meget styret af kulturarv. Jeg prøver at finde ud af, hvordan jeg føler i forhold til de ting, der foregår. Og når jeg ved det, så ved jeg også, hvorfor jeg gør tingene på den måde og kan ændre min omgang med andre mennesker til noget mere positivt. Jeg søger den rene tilstand eller følelse, og derfra begynder jeg at fotografere."
For Johnny Jensen er Fatamorgana energi. Et kraftcenter, hvor der hele tiden sker noget. Tingene bliver taget alvorligt, for lærerne stiller krav om, at der skal være en alvor. Det er ikke nok bare
at gå ud og tage et godt billede. Man bliver automatisk nød til at tænke over, hvad man har gang i. Hvad det er, man søger.
"Jeg var selv i centrum. Jeg blev bevidst om, at jeg selv var en del af handlingen. At man selv kan kigge på den på forskellige måder. At man kan ændre tingene."
"Kvaliteten ved Fatamorgana er, at der kommer mange forskellige lærere, der bombarderer dig med alle mulige retninger. Jeg blev mere og mere forvirret og i tvivl om, hvad jeg ville med fotografi. Til sidst vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Så begyndte jeg på mit eget personlige projekt. "

Tao Lytzen hiver en side ud, der er ved at tikke ind på faxen.
En designer har lavet et udkast til et nyt logo. Taos navn står med så store typer, at det giver anledning til en del selvironiske bemærkninger. Tao Lytzen arbejder som freelance dokumentarist, billedkunstner og har studie sammen med blandt andre Henrik Saxgren i den københavnske Pisserende, dør-om-dør med billedarkivet 2. maj. Da fotogruppen 2. maj endnu eksisterer er Tao både lærling og senere medejer, inden han bliver selvstændig.
Tao har ikke været i tvivl om, hvad han skal bruge sit liv til, efter han som 17-årig for mere end ti år siden var elev på Morten Bos fotokursus på Samsø Folkehøjskole. Forløberen for Fatamorgana får kun et semester at leve i, men Tao Lytzen flytter med
til København og deltager på første hold, da Morten Bos fotouddannelse genopstår i Teglgårdsstræde.
"Jeg kan huske den første dag, hvor vi kom ind og skulle vælge vores personlige hylde i reolen. Hver hylde var opkaldt efter en række kendte udenlandske fotografer, Cartier-Bresson etc.
Jeg tænkte: Hvem fanden er det? Hvad skal vi bruge det til?
Vi ville jo i gang selv. Som det første skulle vi ekspedere et portræt gennem butikken. Tage et billede af en ukendt person på gaden. Det er jo en af de ting, det er svært i starten. Åh nej, hvad tænker de folk mon ikke, og man er vildt forlegen. Den første øvelse skal få genertheden til at krakelere og udvide din horisont, så du ved, at når du tager et billede, så skal du også stå inde for, at du gør det. Hvis du føler dig pinlig over det, så er det fordi det er forkert." Men lysten til at slippe kameraet fri fejler ikke noget.
"Vi stod allesammen og dirrede for at komme ud og fotografere. Det var ligesom et hundevæddeløb, lågen går til side og så stormede vi ud og fotograferede. Bagefter væltede vi tilbage igen og stod og fremkaldte film hele natten. Vi var spændt op med energi. Man boede på Fatamorgana, man sov der. Man havde ikke lyst til at tage hjem. Hvorfor skulle man det? Hvis man tog hjem, ville man alligevel tænke på skolen."
På et tidspunkt er lejligheden over Fatamorgana tom. Døren står åben, og Tao og en kammerat smækker et par madrasser på gulvet, hvor de kan få et par timers søvn efter nattens eskapader i mørkekammeret.
"Jeg kunne godt arbejde op til 36 timer i træk med en spand kaffe som brændstof. Resten var energi og begejstring, der simpelthen blev frigivet."
Nicolai Howalt vil ligesom Tao Lytzen gerne med på det første Fatamorgana-hold, men det går ikke helt som planlagt.
"Jeg kom til København uden at vide noget om fotografi.
Men jeg havde en idé om, at jeg ville være skide god til det. Jeg kom så med i et mørkekammer med folk, der havde været på Morten Bos pilotprojekt på Samsø, hvor det var gået helt galt. Morten Bo var blevet uvenner med hele ledelsen, så han havde besluttet at starte sin egen skole."
"Da skolen skulle til at starte op, blev der holdt elevmøder, fordi han ville have eleverne med til at bygge skolen op, male, sætte borde op osv. Jeg var så med til at sætte lejligheden i stand, fordi jeg kendte nogle af dem, der var der. Og det var så Morten Bo med det lidt bjørneagtige udtryk, der gik rundt og ledede og fordelte arbejdet."
"Jeg fandt så ud af, hvordan jeg skulle søge optagelse på skolen. Morten Bo skulle bruge ti af mine billeder og nogle linjer om, hvorfor jeg gerne ville på Danmarks fotografiske Billedkunstskole. Jeg havde ti rædsomme, dårlige, uskarpe, hjemmekopierede billeder af en hund og en indvandrerdreng, der står og kigger fjollet ind i kameraet. Billeder, der bar præg af, at jeg syntes det var fantastisk, at når jeg puttede det her stykke papir ned i en fremkalder, så kom der noget frem på papiret i løbet af et minut. Det var ikke så vigtigt, hvad der kom frem, men at der kom noget frem overhovedet. Det var en gåde. Det var hele driften i det."
"Jeg sendte det så ind og fik et brev tilbage om, at jeg ikke var blevet optaget, men at jeg kunne komme ind til en personlig samtale.
Det skulle jeg så en eftermiddag, og Morten Bo kom ud og sagde: "Er det dig, der hedder Nikolaj?" og tog mig rundt om skuldrene og førte mig ind i det bagerste kontor. Så sagde han til mig: "Nikolaj, det her er jo noget lort. Det er noget rigtig lort, du har lavet." Og man har jo ikke mod til at sige andet end: ja, jo, det er noget frygteligt lort, jeg har sendt ind for at blive optaget på skolen. Jeg er frygtelig dum. Så kiggede han lidt på mig og spurgte: "Men vil du rigtig gerne på Fatamorgana? Mener du det?" Og det gjorde jeg jo. Jeg ville sgu gå på hans fotoskole. Og så fortalte han mig, at hvis jeg lovede ham at tage to film hver dag det næ-ste halve år, så ville jeg komme ind på næste hold. Og det gjorde jeg så. Og han havde jo fuldstændig ret. Hele grundidéen med at fotografere handler i så udpræget grad mere end talentet om at få fortrolighed med et nyt sprog. Det er Morten Bos tilgang til fotografi. Det er et andet sprog med andre bogstaver, andre vokaler og konsonanter, og det skal man øve sig på. Du kan ikke tænke dig til det. Du skal simpelthen bare ud og fotografere og dumme dig mange gange. Så får du en fornemmelse af, hvad fotografi er for en størrelse."

Eva Merz får også rystet hornhinden, allerede før den første undervisningstime på Fatamorgana. Hun hører første gang om skolen i Norge, hvor hun arbejder i et kollektiv for unge stofmisbrugere i rehabilitering. Hun beslutter at lave en serie portrætter af de unge i kollektivet og sende dem ind som ansøgning. I et forløb på 4-5 måneder arbejder hun i et hjemmestrikket studie i behandlerkollektivet i Norge. Så tager hun til København og ind på Fatamorgana for at få en forhåndsbedømmelse af billederne. Det er den daglige leder Johnny Jensen og en anden gammel elev, der tager Evas billedserie i øjesyn. "Du bliver nok nød til at lave noget nyt. Det her skal du ikke regne med at komme ind på," er meldingen.
"Det var et dybt chok for mig. Jeg syntes jo selv billederne var skidegode. At de var gennemarbejdede. Og nu var der kun en måned til afleveringsfristen. Så fik jeg at vide, at hvis jeg ikke kunne lave ti billeder på en måned, så var Fatamorgana nok ikke lige stedet for mig. Hvad gør man så? De billeder var faktisk det bedste, jeg nogensinde havde lavet. Så indrettede jeg mørkekammer nede i mine forældres sauna og kontaktede en gammel veninde, der var uddannet kunsthåndværker. Jeg slæbte hende rundt alle mulige mærkelige steder og fotograferede hende. Jeg tror billederne blev ret dårlige, men de har nok også kigget på, at det var et hårdt forsøg. Jeg blev i hvert fald optaget på skolen!"

der er telefon til eva merz i mørkekammeret i et baghus i st. kongensgade. på linjen er mette bligaard fra the danish cultural institute i edinburgh i skotland. hun fortæller, at hun gerne vil have evas udstilling med portrætter af grønlændere over på noget, der hedder northland festival i nordskotland. grønlænderportrætterne har før været vist på overgaden og brandts klædefabrik, men nu kan eva skibe udstillingen til udlandet. jeg bevidner intet mindre end eva merzs internationale debut. om få
uger skal hun lodse billederne af et hundrede fiskehoveder på albertslund rådhus. evas esbjergensiske baggrund fornægter sig ikke. fiskehovederne har hun fotograferet mens hun udskar fisk på københavns fisketorv.
fatamorgana dukker op i landskabet, når først man bliver opmærksom på det. de gamle elever sætter spor. lidt længere op ad gaden ligger månedsbladet press, hvor jeg selv har min jævnlige gang. en dag jeg er oppe på redaktionen, spankulerer nikolaj howalt ind af døren med en stak fotos under armen. han har været hos sorte søren i seem sogn for at illustrere en artikel om, hvad sognebørnene egentlig mener om pastoren. der er billeder af kirken, landskabet og søren krarup selv. alle billeder er mørke grænsende til det dystre. en anden tidligere elev, linda hansen, brillerer i press med fotos af den svenske hjertekirurg, gösta petterson. og også trine søndergaard er i press med billeder portrætterende seks forskellige roskilde-familier. senere falder jeg over flere fotos af tidligere elever i politiken. og samme dag jeg har valgt at følge fatamorganaeleven martin lehmann, falder mit øje på et forsidefoto i vesterbro bladet, som han har taget.

Martin Lehmann kontakter Henrik på mobiltelefonen for anden gang den dag. Martin ved derfor, at Henrik er i gang med at bomme penge et sted i nærheden af Købmagergade. Regnen er begyndt at sile i Krystalgade, og det er en munter overraskelse, at Henrik faktisk befinder sig i den anden ende af gaden, hvor han står og vifter med mobilen, et apparat han lige har anskaffet sig.
"Tænk at en total gadebums som mig har mobiltelefon. Men det er irriterende, når den begynder at ringe, mens jeg står og bommer mønter. Så er det sgu' svært at slå penge af folk."
Martin fortæller Henrik, at han er flue, hvilket signalerer, at de ikke skal snakke sammen. Martin tager kun billeder og følger Henrik som en skygge, når han er flue. Det har Martin gjort talrige gange i løbet af de sidste måneder. Henrik har været en adgangsbillet til et miljø, som Martin ellers ikke ville have en chance for at nå ind på livet af. Martin har været med både 'nede i gaden', Istedgade, og overalt, hvor Henrik færdes og blandt de mange mennesker, som Henrik omgås. I en ansøgning til Journalisthøjskolens billedjournalistlinje, har Martin lige sendt billeder af et kærestepar, Henrik kender, der er meget hærdede narkomaner. Titlen på adgangsopgaven hedder "Hygge", og billedserien omfatter et foto af parret, der sidder og junker hjemme i stuen, mens TVet kører en pornofilm af.
I dag følger Martin Henrik hen til toilettet foran kirken ved Skt. Hans Torv. På toilettet er der en kvalmende, indelukket lugt. Henrik holder et øjeblik sin regnvåde cowboyhat under håndtørreren og begynder at tage overtøjet af. Han gør stoffet klar og begynder at svinge armen heftigt rundt og rundt. Imens tager Martin billeder fra forskellige vinkler. Han får kun besked på at holde igen med fotograferingen, da Henrik får blod op i sprøjten. "Det er sgu' for dyrt til, at det må misse det her...!" Hurtigt, nærmest desperat, søger Henrik en anden tilgængelig blodåre i armen at stikke sig i.
For Martin Lehmann afspejler månederne med Henrik og nætterne i Ishøj flere års arbejdsmønster og erfaring. Med tiden har Martin Lehmann lært, at tålmodighed er en dyd, hvis du vil fange de ultimative øjeblikke. I dag som 22-årig er han allerede en erfaren pressefotograf. 15 år gammel solgte han sit første pressefoto til en lokalavis, og efterhånden opbyggede han et kontaktnet til flere lokalredaktioner i Københavns omegn. Med en hjemmelavet politiradioscanner opfangede han store og små begivenheder og drønede ud på sin knallert og fotograferede. Væltede lastbiler, ildebrande, katte, der havde forvildet sig op i træer. En gidseltagning blev det også til.
"Jeg opfangede, at en taxichauffør var blevet taget som gidsel af en pistolbevæbnet fyr. Så drønede jeg ud mod Amager og blev overhalet af en masse taxaer med 200 i timen, der også havde hørt nyheden. Da jeg nåede frem, havde chaufføren kastet sig ud af bilen, og gidseltageren sad derinde og viftede med sin pistol. Der var total afspærring, og politiet stod parat med skarpladte pistoler. I to timer stod jeg og kiggede gennem kameraet. Han kunne jo komme ud hvert øjeblik. Til sidst stormede ti kampklædte betjente taxaen og tog ham ud. Jeg tog de fedeste billeder, som jeg solgte til BT."
Da han bliver færdig på HF, står et par af lokalaviserne parat med en kontrakt til Martin. I dag arbejder han freelance med base i sin varevogn, stadig med politiscanneren tændt. Han er ikke i tvivl om sin egen DNA-profil. Der står reportagefotograf på samtlige gener. Det volder ham derfor fra start en del problemer at falde i tråd med Fatamorganas ånd. Et par kunstbilleder får ham til at udbryde, at nu trækker han sgu' i nødbremsen. Det er lige før han har lyst til at stige af toget.
"Du skal ikke trække i nødbremsen nu, Martin. Hvis du står af toget, får du ikke noget ud af det her!" Morten Bo er hurtig klar over, at Martin har omstillingsvanskeligheder. Men Morten Bo insisterer: Hvis Martin vil have noget ud af de fire måneder på Fatamorgana, skal han ikke lave det han plejer. Han skal have fat i noget der er anderledes; se noget der er anderledes. Bruge sig selv anderledes. Men Martin er ikke på vej ud af kupéen for alvor.
"Morten Bo ved godt, hvad jeg vil. Og han vil hjælpe mig i den retning. At blive en endnu bedre reportagefotograf. Men han hjælper mig ved at presse mig til at lave noget andet, og nu laver jeg billeder, som jeg aldrig har lavet før. Nu tænker jeg over nogle andre ting, når jeg laver billeder. I otte år har jeg lavet reportagefotos - duf duf duf - nu er jeg her i fire måneder og kan køre i en anden rytme i stedet for."
Morten Bo sender Martin ud for at lave nogle stemninger i en elevator. På Frederiksberg Rådhus tager Martin en serie billeder i en paternosterelevator, som han selv synes er meget gode.
Et menneske i baggrunden, noget uskarpt i forgrunden. Martin eksperimenterer mere, end han nogensinde før har gjort. Men da Morten Bo ser kontaktarkene, ramler der brænde ned. Det er stadig for meget reportage.
"Hvis ikke jeg makkede ret, truede han med at give mig et stativ og et mellemformatskamera, enhver reportagefotografs mareridt. Jeg skulle lære at koncentrere mig om motivet, arbejde mere præcist med lys og stemning. Jeg var jo vant til, at hvis der kommer en mand ind af døren, så - klik..." Martin bliver sendt ud igen og vælger elevatorene på Rigshospitalet. Denne gang er der ingen mennesker, katte eller gidseltagere i søgeren. Han går tæt på små motiver i elevatoren: en lås, mellemrum i væggen, lysvirkninger i en blank overflade.
"Jeg fik ros for de billeder, og da fattede jeg, hvad han mente. Der var en helt anden stemning i dem. Jeg har simpelthen lært, at hvis man kigger godt efter, er der nogle stemninger. Selv i ingenting. Det nøglehul er spændende, fordi jeg har givet det en stemning. Det kommer indefra mig selv. Vi lærer, at det skal komme hér indefra og ud."

Tre måneder hos en reklamefotograf er ved at kvæle den ulmende glød i Jakob Carlsens brystkasse. Lysten til fotografi er ved at forsvinde, inden der er kommet rigtig blus på. Han slæber rundt på udstyr og tager billeder af kopper, parfumeflasker og andet isenkram i faste opstillinger på fast baggrund. Alt er arrangeret, intet er tilfældigt og det hele er uhyre kedeligt. Men en kollega ved, hvordan Jakob har det med at være hos reklamefotografen. Hun foreslår Fatamorgana.
"Jeg var aldrig blevet dokumentarist, billedkunstner, hvis jeg ikke havde gået der. Det satte skub i, at jeg kom til at fotografere ordentligt. At jeg kom til at lave det, som jeg i dag synes er afsindigt spændende. Det jeg brænder for. På Fatamorgana fandt jeg ud af, hvor sjovt det er at fotografere, og det gav mig modet tilbage."
"Jeg havde jo set Henrik Saxgrens, Anders Petersens, Salgados billeder. Alle de store kanoner. Jeg syntes, det var en fantastisk verden. Men jeg vidste ikke, hvad tilgangen var til den, hvordan man kom til at arbejde på den måde. Hvordan fanden kommer man til at dumpe ned i en mine i Brasilien og tage nogle kanon billeder? Fatamorgana satte mig på sporet. Jeg blev kastet ud i nogle opgaver, satte idéer på, ringede rundt, opsøgte folk."
Jakob Carlsen husker især seancerne i sofaen. Morten Bo siddende i lyset ved vinduet og under arkitektlampen med kontaktarkene.
Han kunne sætte konkrete ord og billeder på det, som jeg selv havde gået rundt og fornemmet. Det var hele hans tilgang til at kigge på billederne: Hvad vil fotografen her? Kan man se et mønster? Er der en tanke bag det ? Det synes jeg var en åbenbaring. Sådan havde jeg aldrig tænkt. Jeg lærte at se på billeder, som måske ikke umiddelbart sagde mig noget og begyndte at kigge på, hvad fotografen vil opnå. Det er vigtigt, selvom billedet egentlig ikke er godt. Man kan se, at der har været en vigtig arbejdsproces i gang. Med kontaktarkene kunne Morten Bo følge mig. Han kunne fortælle mig, hvad jeg skulle arbejde videre på. Og det var ikke så meget det færdige resultat, der betød noget. Det var arbejdsprocessen, arbejdet med mig selv. Det var en forløsning, når jeg var færdig med at snakke med ham i sofaen. "
På Fatamorgana husker Jakob specielt en opgave med at sætte billeder på en drøm, hans første forsøg i den mere abstrakte genre. Han laver først nogle fuldstændigt håbløse billeder, der bl.a. implicerer brugen af dukker. Billederne bliver så dårlige, at han er på nippet til at melde sig ud af skolen. Det bliver hele tiden for konkret, det virker ikke. "Så lavede jeg nogen mere svævende, underlige billeder, der faktisk blev meget gode. Det satte skub i
at tage billeder, der ikke nødvendigvis forestiller noget. Jeg kunne udtrykke andre ting end lige det konkrete. Det er utrolig komplekst at lave billeder, og man kan blive inspireret på mange måder. Det påvirker min måde at fotografere, at jeg kan tænke abstrakt. Når man skal idéudvikle, så kan man bruge et abstrakt univers til at arbejde sig ind mod nogle konkrete ting. Man lærer at bruge sin intuition."
Jakob Carlsen er i dag fastansat pressefotograf på Politiken, efter at han fornylig blev færdig på Journalisthøjskolens billedjournalistlinje.
"På Fatamorgana er man meget åben over for alle typer fotografi. Selv de underligste ting. Skolen er et åbent miljø med et åbent billedsyn. På Journalisthøjskolen lærte jeg, hvad der kræves af en pressefotograf, hurtige billeder, deadlines osv. Men grundstenen til min personlige stil og udtryk blev lagt på Fatamorgana. Skolen er uvurderlig for dansk fotografi, fordi så mange fotografer har fundet deres personlige stil dér."

Kine Ravn vælter ind i lejligheden med et betragteligt kvantum grøntsager i favnen. Om et halvt døgn er hun på vej til Grønland, og deroppe er grøntsager guld og koster nogenlunde det samme. Det gælder om at have depoterne i orden. Hun er blevet inviteret op på verdens største ø for at lave kunst i et af hende kun lejlighedsvis anvendt materiale - sne. Kine skal lave sin første isskulptur i mands minde.
Thomas Seest, som Kine blev kæreste med på Fatamorgana, har indtil hendes opdukken underholdt med at fremvise sine portrætter af Morten Bo, hvor han i nøgen figur poserer hjemme i Thomas' daværende stue. Vist nok de eneste portrætter af Fatamorganas forstander, der findes af sin art.
"På mit hold var det os et stort mysterium, at Morten Bo var holdt op med at fotografere, så vi bad ham om at tage nogle af sine billeder med og holde et foredrag om sine egne ting. Det havde han ikke gjort i hundrede år, for ingen havde vist bedt ham om det før," fortæller Thomas. "På et af billederne står en dreng med to fugle i hånden. Morten Bo fortalte, at han havde forskrækket ham. Morten er ret stor og var gået tæt på drengen, så han blev bange. Og så havde han taget billedet. Et kanonfedt billede. Det viste, at man ikke bare skal være en flue på væggen. Man gør noget ved omgivelserne, når man fotograferer. Fotografen skal lyse igennem billedet. Man skal se angsten i øjnene på det barn. Når du fotograferer, så er det en refleksion af livet, og så kan du lige så godt gøre et stort nummer ud af det. Der er ingen grund til at gemme sig af vejen."
Kine befinder sig på en højskole, hvor hun er kommet med
på et afbud, da hun beslutter sig til at søge ind på Fatamorgana. Hun får nej i første ombæring, men heldet er med hende igen. Hun kommer ind på Fatamorgana - på et afbud. "Jeg kommer altid med på et afbud. Jeg er ret håbløs. Jeg havde fået rimelig hård kritik på mine ansøgningsbilleder, fordi de ikke hang ordentligt sammen. Så jeg var seriøst bange, da jeg skulle ud på den første opgave og lave et portræt af en fremmed person. Det var noget af det værste, jeg har oplevet. Det tog mig en time at spørge nogen. Jeg tog så fat i en gammel dame, der viste sig at være delvis senil dement. Hun havde nærmest glemt, at jeg havde fotograferet hende efter 2-3 minutter. Det var ret nemt sluppet, da det kom til stykket."
Thomas spiller også på angst-temaet.
"Jeg skulle jo også tage billeder af mennesker. Ikke fordi jeg synes, det er særligt spændende. Det blev altid billeder af folk bagfra eller langt væk fra - uden at de vidste det. Så tog Morten Bo fat i mig og sagde, at jeg skulle helt op i næsen på folk. Så
tæt på, at jeg kunne mærke linsen dugge. Det var skræmmende
- terrifying..."

"Da jeg havde fået positivt svar på min ansøgning, turde jeg ikke gå ind og hente mine ansøgningsbilleder. Jeg havde hørt meget godt om stedet, men jeg var bange for at blive skuffet og miste lysten til at gå der. Og da jeg så kom derind den første dag, så var det bare en lille, snoldet lejlighed med kemikalielugt. Der var så den mand, der gik rundt og smilede, og alle de nye elever, der sad over for de gamle elever og skulle snakke om sig selv og deres billeder. Det var modbydeligt, og jeg var rystende nervøs," beretter Anne Sandner om de første angstfyldte stunder på Fatamorgana. Hurtigt transformeres nervøsiteten dog om til spænding.
"Jeg var overrasket over, at der var sådan et engagement fra alle lærernes side. Det har jeg ikke oplevet andre steder. De ønskede virkelig, at vi skulle komme videre og arbejde med os selv og vores billeder. Det blev en dannelsesperiode. Det drejede sig ikke kun om fotografi, men også om at lære nogle værdier at kende. F.eks. når man er på reportage, skal det tage udgangspunkt i et personligt engagement. Ikke noget med at gå ud og gøre nogen til ofre, fordi man griber dem ud af en situation og misbruger dem. Det skal være ærligt, og det skal føles rigtigt. Målet er at være tro mod sig selv."
Den svenske dokumentarist, billedkunstner Anders Petersen er en af de gæstelærere, der trækker veksler på Anne & Co's engagement.
"Han gav sig selv et hundrede procent. Jeg havde svært ved at følge med. Han kom mandag morgen og fortalte og underviste til klokken halv otte om aftenen. Først da fik vi stillet vores opgave, som vi fik aftenen og natten til at løse, så vi kunne aflevere kontaktark næste morgen. Sådan fortsatte det 4-5 dage. Jeg var fuldstændig flad bagefter, nærmest psykisk slidt op, fordi han havde fyldt så meget på os. Det rykkede utroligt meget."
Anne Sandner løber rundt om sig selv, inden hun lander på Fatamorgana. Først da hun starter på kurset, får hun fat om rødderne på det hun vil. Fotografiet. Mange gamle bekymringer og spekulationer fordufter, og nye kan tage over. På andet semester nærmer afslutningsopgaven sig, og hun er på desperationens rand. Anne har ikke rørt kameraet i et stykke tid og har heller ikke lyst.
"Så havde vi en onsdagsgæst, som sagde, at man netop skal gå ud og fotografere, når man har mindst lyst. Det er tit på det tidspunkt, der begynder at ske noget for alvor. Så det var en enorm rar oplevelse, at da jeg så endelig gik ud og fotograferede, fik jeg så meget energi og kraft til at gøre det, at jeg tonsede rundt med kameraet. En pludselig indskydelse havde fået mig til at låne en underkjole af en af de andre piger på holdet. Jeg havde ikke selv en underkjole, men sådan en skulle bare med på billedet. Jeg tog den med ud i Sydhavnen en sen aften og hængte den op forskellige steder. Den stemning jeg var i, da jeg fotograferede derude, lykkedes det mig at få med hjem på billederne. Så det er stadig nogle af de billeder, jeg holder mest af."
Hvad Anne Sandner til gengæld ikke kan holde ud, er mandagsmøderne. Det er bare det værste. Hun hader dem som pesten. Den samme snak om de samme ting, hver evig eneste gang. Hvem havde nu glemt at vaske op? Hvem manglede at lægge penge i kassen? Hver mandag den samme børnehave.
"Jeg var da også en af dem, der harcelerede over, at alle åbenbart ikke kunne finde ud af at rydde op efter sig. Det er da pisseirriterende, når man befinder sig et så lille sted, at der er nogen, der ikke gider at fjerne deres kaffekopper og askebægre."

Praktiske problemer af denne karakter har været med til at bestemme kønssammensætningen i et studiefælleskab på Værnedamsvej. Her har seks ex-Fata-kvinder slået sig sammen med en syvende, Christina, der ifølge den lokale legende mest fik lov til at være med, fordi hun har et Hasselblad-kamera.
"Hvorfor vi kun er kvinder?" Charlotte Haslund-Christensen og Linda Hansen formulerer selv spørgsmålet, men besvarer det gudskelov også selv. "Ser du, det er simpelthen på grund af mandagsmøderne...!" De evindelige diskussioner om rengøring og opvask. De fysiske forhold på Fatamorgana, hvor man befinder sig
20 personer på 95 kvm. med kemikalier og kaffekopper, kræver heftig husorden. Og pigerne på Værnedamsvej gider ikke søsætte et projekt, hvor opvasken skal diskuteres. Ergo - ingen mænd! "Det sjove er, at det bare ikke holder. Vi diskuterer stadig opvask og rengøring," indrømmer Linda Hansen. Støvsugeren står ellers centralt placeret ved hoveddøren, hvor den nærmest snerrende tager imod indtrængende. Men bortset fra de kønspolitiske idealer, hva' så?
"Vi var nogle stykker, der synes, det kunne være rart at have et forum, hvor vi stadig værnede om Fatamorgana-ånden. Ofte når man er den slags steder, så, hov, pludselig spredes man for alle vinde. Vi havde lyst til at mødes og lave opgaver og billedgennemgange, ligesom på Fatamorgana. Så vi fandt ud af, hvem der skulle være med og begyndte at lede efter et sted at være og faldt for baghuset hér. Det var ikke indrettet til mørkekammer, så det har vi selv gjort."
Linda var assistent for mode- og reklamefotografer, mens Charlotte var skolelærer med en mere politisk tilgang til fotografiet. Det var før de mødtes på Fatamorgana. Det er to meget forskellige verdener, der senere bliver forenet på Værnedamsvej.
"Jeg var kørt sur i mode- og reklamebranchen, og var i tvivl om det overhovedet var dokumentarist, billedkunstner, jeg skulle være. Det tændte overhovedet intet i mig. Så var det jeg opdagede Fatamorgana, og det var en helt ny verden. Wauw, kan man også lave sådan nogle billeder? Fotografere med hjertet! Jeg var jo vant til, at der bare stod en model på hvid baggrund eller en genstand med blåt lys på. Derfor var det også meget svært for mig at slippe al den teknik
og så bare fotografere. Jeg måtte rykkes op med rode," fortæller Linda.
Charlotte bliver beamet ned på Fatamorgana fra en helt anden planet. Som skolelærer opdager hun, at fotografiet kan rykke politisk med større effekt end lærergerningen. Det at hun uden ord kan vise nogle ting, der sætter folks tanker i sving.
Et indholdsmæssigt udgangspunkt mere end visuelt. Men ligesom Linda sættes der også hos hende et nyt prisme i øjenhøjde.
"Jeg skulle lave et selvportræt. Jeg havde aldrig før overhovedet tænkt på at tage et billede af mig selv. Jeg endte med at finde et billede, jeg havde taget af sønderskudte huse på Vestbredden under Intifadaen, og samkopiere det med et billede af mig selv. Det var enormt underligt for mig, at jeg godt kunne lide det billede. Jeg var også ret bange for det og vidste ikke hvorfor. Tit er man ikke klar over, hvad der sker. Man kan bare mærke at billedet virker. Jeg følte meget, at det billede var mig."
Nye toner begynder at klinge under øjenlågene på Charlotte Haslund-Christensen. Hun har spundet to tråde i sig selv sammen til det, der på overfladen er et sandwich-billede, men i virkeligheden er kimen til et nyt billedsprog. Og da hun springer over målstregen på Fatamorgana, kan andre verdener spindes sammen.
"Vi er da stadig forskellige, men vi bruger hinanden og udvikler os sammen. Vi havde jo lyst til at bevare den spontanitet og det samvær, vi havde mødt på Fatamorgana. Vi kunne fortsætte med at give hinanden noget, både ros og ris, rykke ved hinandens billeder," forklarer Linda Hansen. "Jeg har haft mit eget mørkekammer derhjemme og rendt rundt i min egen verden og kæmpet med det. Jeg synes det var hårdt. Jeg fandt ud af, hvor vigtigt det er at have nogen mennesker omkring sig, der brænder for det samme. Stedet og idéen hernede er vokset op i Fatamorgana-
ånden. Det er samværet, fotografiet, nattestemningen, at hjælpe hinanden og snakke sammen. Det har vi fået fra Fatamorgana. Alle modsætninger forenes her."

modsætninger mødes. kontraster. forening af forskellige elementer. martin lehmann kigger på sin blå seddel med formuleringen af den opgave han er sat på. vi kører rundt på amager i hans varevogn med politiscanneren tændt og martin der venter på at inspirationen skal slå ned i ham. modsætninger og kontraster. han sætter kurs mod en strandeng på sydamager med regnen piskende mod vindspejlet. martin stopper flere steder for at udse sig et motiv. "der må ikke være mennesker på billedet" er blevet hans mantra. jeg kan se at han tramper reportagefotografen ned i dybet for at lade noget andet vælte op. en halv og meget våd pelikan blæser fra sydvest ved foden af amager. vi går modvilligt ud mod stranden, mens martin lader blikket vandre mellem detaljer og helheder. en plastikflaske, der hænger fast i dyndet i en å. et udsnit af en kano. et haglskudt skilt. jeg står på en regnvåd mandag med en person, der har fået sat ild i en hidtil ukendt del af synsfeltet. en person, der ikke længere behøver stormende strissere for at tænde op i kameraet. "se nu hér... overgangen mellem regndråberne på ruden og det sted, hvor vinduesviskeren lige har passeret. en kontrast!"
torsdag aften i teglgårdsstræde. der er billedgennemgang fredag, så der pusles og rumsteres i mørkekammer og møderum. en for en snakker morten bo med eleverne og kigger kontaktark igennem. alle de gamle elever, jeg har talt med, har med larmende linealer understreget seancen i sofaen. "så skulle du over til daddy i sofaen og vise alle kontaktarkene. du måtte ikke vælge noget fra og forsøge at redde en fiasko. han skulle se alle beviserne. så kunne han hurtig spotte hvordan du bevægede dig med kameraet, om lyset var ok, om du var tæt nok på. med kontaktarkene kunne han forklare kvaliteten ved et billede fremfor et andet på en måde så selv blinde kunne se det. og så var der forklædet, maoskoene, arkitektlampen, markørpennen og hans lille hjerteformede æske med briller og spritpenne", ifølge kine og thomas. martin er ved at gøre sine kontaktark klar, men før ham skal helene have bedømt en række portrætter hun har taget af en pige. morten bo går de enkelte billeder igennem. han forklarer hende noget om lys og hvilken effekt det har alt efter hvor det kommer fra. men på et tidspunkt skærer han igennem. siger ligeud at portrætterne er konventionelle. at de sagtens kunne være bragt i alt for damerne. "du har opfyldt alle krav til det gode portrætfoto. det er dødkedeligt. jeg har lyst til at se helene i de her billeder. en helene, der prøver sig selv af."

Martin Lehmann har samlet sine kontaktark med "modsætnings-billeder" indfanget ugen igennem. Han tager også et udsnit af de billeder, han har taget af Henrik med ind i sofaen. Mandag har han aftalt tid med Jyllands-Posten, der har vist interesse for at vise nogle af billederne sammen med en reportage om Skiftesporets lukning. Martin vil gerne høre Morten Bos dom.
De sætter sig sammen i sofaen. Arkitektlampen rettes ind. Morten Bo tager læsebrillerne på og kontaktarkene sættes i øjenhøjde. Kampen kan gå i gang.
"Det er jo kunst, Martin...", siger han med et drillende smil.
"Kalder man det det?" Martin krymper sig ved det ord. Man kan se, at han tager fysisk afstand fra det.
"Du må ikke ha' opfattelsen af, at kunst er så dyrt et ord," replicerer Morten Bo.
Martin forsvarer sig.
"Jeg ser kun mig selv som dokumentarist, billedkunstner. Jeg ved godt jeg bruger meget mere energi på mit fotografi end så mange andre fotografer. Men så synes jeg bare de er nogle dårlige fotografer. Jeg synes ikke jeg laver kunst, jeg synes jeg er en god dokumentarist, billedkunstner."
"Men, Martin, hvis ikke det er kunst, så er det da noget elendigt bras. Det her er abstrakt maleri. Det har ikke en skid at gøre med beskrivelsen af et vandrør, eller en funktion eller et budskab. Det er ren abstrakt maleri, du har lavet her. Som kunst har det en værdi. Altså laver du kunst, og så er du en kunstner. Det er vigtigt, at du ser dig selv som en, der bruger kunsten til at formidle noget. For det gør, at du giver dig selv lov til at lave disse abstrakte billeder. Jeg har jo kæmpet med dig for at få dig til at lave noget, der rummer lidt andet og mere end handling."
Martin forklarer, at han efterhånden også har fundet kvaliteter ved at tage stille fotografier.
"Du vil mærke mere og mere, at du også har et personligt udtryk, hvad angår de mere stille billeder," fortsætter Morten Bo.
"Jeg synes, det er meget spændende, at du tidligere kun har været, skal vi sige, tre vilde drenge med en bajer i hånden, der tæsker løs. Nu kan det altså også være Martin som et lidt stille gemyt med en lille afvigelse fra den rene matematik." Morten Bo peger på nogle detaljer i billedet. " Det er fuldstændigt rent, helt nede på jorden. Sikke et spektrum, du har at arbejde med nu, hvor du også evner at lave sådan noget og kan respektere det."
"Det vildeste var, at da jeg gik rundt ude i Sydhavnen og fotograferede, så så jeg en bil, der var fuldstændigt pakket op, uden hjul på. Jeg stod og skulle til at tage billeder af den, da der pludselig sprang en bums ud af den, som boede i bilen. Han hylede og skreg og løb efter mig. Så selv når jeg prøver at undgå at tage billeder af mennesker, så vælter de ind i billedet..." Morten Bo udpeger nogle billeder, som Martin skal kopiere til fremlæggelsen dagen efter.
"Der er flere stilretninger i dine billeder. Du famler lidt.
Det er fint nok, at du famler, du hører ikke til nogen steder, og det er godt. Bare flyv for fanden, løft benene fra jorden og prøv alt muligt." Morten Bo fortæller Martin, at han er kommet langt på få måneder, men at kurset bestemt ikke er færdig endnu. "Når du er færdig på Fatamorgana, så har du lavet fem billeder, der har et udtryk, som gengiver din personlighed, og en holdning, som giver mening. Det er vigtigt, at du ikke begrænser dine muligheder for at tage gode billeder. At du ikke stiller nogle snævre rammer op for dig selv."
Martin spreder sine billeder af Henrik ud på et bord. Efter at have gransket og kommenteret udplukket på ca. 20 billeder, vil Morten Bo have en forklaring.
"Hvad er det, der er vigtigt for dig at fortælle. Hvad er det, du dødgerne vil have ud? Det synes jeg ikke rigtig, man kan se. Jeg synes ikke, du skal gå op på Jyllands-Posten med sådan en håndfuld bras. Du skal vente til du har seks billeder, som du kan stå fuldstændigt inde for. Så kan du fortælle Jyllands-Posten, at når du er færdig, så vil der være tolv. Du må ikke komme med nogle billeder, de ikke kan bringe i avisen."
Martin følte sig ikke parat før og slet ikke nu. Han ved godt, at hans billedserie med Henrik skal have mere tid. Men hvad nu? Skal han aflyse mødet med Jyllands-Posten? Martin ser træt og forvirret ud, som han ligger på bordet, efter at Morten Bo er gået hjem. Efter et kvarter samler han kræfterne og gør sig klar til at gå i mørkekammeret. "Jeg skal fanme ha' sovet i nat." Han skal kopiere fem abstrakte billeder, og han bliver færdig tre timer efter midnat.

"Vi er fire herfra, der har sendt billeder ind til Charlottenborgs
Forårsudstilling i år," fortæller Charlotte Haslund-Christensen fra Fata-fællesskabet på Værnedamsvej. "Jeg så fotografi-rummet ved censureringen på Charlottenborg. Det var helt fyldt op. Godt det ikke er mig, der skal udvælge billeder til udstillingen." Charlotte Haslund-Christensen mener, at de danske fotografer er blevet mere modige og for alvor er begyndt at sende deres billeder ind. "Det giver dansk fotografi noget meget vigtigt, for vi er fuldt på højde med udlandet. Problemet er, at vi ikke tror på det selv. Man kan kun håbe, at Charlottenborg tør tage konsekvensen og vise et kvalitativt udsnit af de indsendte billeder. Folk var gået helt amok. Store billeder, små billeder, sort/hvid og farve. Meget havde høj kvalitet. Fatamorgana har klart været med til at præge den udvikling ved at styrke selvtilliden hos fotograferne. Vi kender en 12-15 gamle Fata-elever, der har søgt ind på Forårsudstillingen med deres billeder i år. Det må snart ske i Danmark, at vi er parate til at tage imod et udtryk, der er anderledes end det sædvanlige. Det må simpelthen ske..." Gennem utallige rejser og som elev i New York har Charlotte haft rig lejlighed til at kigge udlandet i fotografierne.
"Fatamorgana har været utrolig effektiv til at få folk ind på udenlandske skoler. Jeg selv røg på International Center of Photography i New York, og der er der efterhånden en del ex-Fata-elever, der har gået. Når man kommer fra Fatamorgana, har man den fordel sammenlignet med elever fra andre udenlandske skoler, at man ikke bliver død såret, fordi nogen antyder, at dit billede ikke er optimalt. For enten er man selv klar over, at der godt kan arbejdes videre med det, eller også er man overbevist om, at det er optimalt. Man går ikke fuldstændig død, fordi nogen kommenterer dit billede.
Det er fantastisk så mange, der har formået at komme direkte ind på skolerne. For det er svært at komme ind. På International Center of Photography i år, hvor de tager 15 elever ind fra hele verden på dokumentarlinjen, mener jeg, at de har optaget fire fra Danmark. Og de har alle gået på Fatamorgana."
Trængselen i New York blandt folk, der vil til tops med et kamera, er massiv.
"Der er 80.000 fotografer alene på Manhattan. Du finder ud af, at det der med at være god til at fotografere blomster og specialisere sig, det er fint nok. Men hvis du vil frem, så er det eneste du har at tilbyde, som de andre ikke har, det er: dig selv. Når jeg kommer fra Fatamorgana, er jeg tunet ind på netop det. Man har det nemmere end mange af de andre. Det siger noget om Fatamorganas niveau."

Når Kine Ravn ikke befinder sig i Grønland blandt isskulpturer, tager hun til udlandet for at studere. Hun bor på Frederiksberg sammen med kæresten Thomas Seest og deres barn, men tager til Kunstakademiet i Malmø omtrent hver dag. Hun siger selv, at hun p.t. er inde i lidt af en fotografisk krise, men at hun til gengæld går til makronerne med broderi og maleri. Både Kine og Thomas kom ind på Glasgow School of Art, på Fine Art Photography-linjen efter Fatamorgana.
"Man lærer helt klart et nyt sprog på Fatamorgana. Da vi kom til Glasgow, brugte vi det, for det var det mest ærlige sprog, vi havde lært. Meget direkte og meget ukært. Nådesløst. Man lærer enormt meget af det. Man kritiserer de objekter, der hænger på væggen og ikke hinandens personligheder. Selv om det dybest set er det, man snakker om. Man lærer at kritisere hinanden på en hård måde, en ærlig måde." Det bringer straks Kine og Thomas på kant med studiemiljøet i Skotland.
"Vi kom med hele vores ballast fra Fatamorgana og syntes, at det var den bedste måde at gøre tingene på. I Glasgow prøvede vi at vise de andre vejen. Det syntes de ikke var særlig fedt. Hold kæft, hvor blev vi uvenner. Vi havde bl.a. en billedgennemgang, hvor elevernes billeder blev lagt frem et efter et. Der kom den mest vattede kritik, vi nogensinde har været udsat for. Det var selvfølgelig, fordi vi kom direkte fra Fatamorgana, hvor intet var ligegyldigt og alle blev taget alvorligt. Men i Glasgow kunne man ikke komme med noget negativt. Man fokuserede på det positive, og vi blev virkelig harme begge to."
"Vi syntes det var dybt pinligt. Der stod hele klassen og kiggede på nogle billeder, som alle var enige om, var rådne. Men der var ingen, der sagde det. Man forventer så, at læreren skrider ind.
Han har en form for autoritet og har ikke noget at miste. Men fra den side kom der heller ikke noget. Han prøvede at glatte ud med, at det jo var noget meget flot papir og den slags. På et tidspunkt brød vi ud, for det kunne ikke være rigtig, at vi bare stod og gloede. Det var kejserens nye klæder. Der var ingen tøj på. Det sagde vi så, men læreren kunne slet ikke acceptere vores kritik af billederne. Han ønskede ikke en gang at diskutere med os. Nej, det vi havde sagt, måtte vi ikke sige. Så var der en, der brød sammen og græd. En katastrofe. Nu havde de kørt på den måde i ti år, og så kom to danskere med Morten Bos totalt ærlige og hårde måde at kritisere på. Det tog os lang tid at acceptere, at de kunne stå en halv time og glo på noget og snakke om vind og vejr. Spild af tid."

I 1990 er der 516 ansøgere til den prestigefyldte Nordens Fotoskole i Stockholm. 14 bliver optaget. En af dem er Tao Lytzen.
"Jeg var glad for at gå på Nordens Fotoskole, men ikke tilnærmelsesvis så glad som for Fatamorgana. I Stockholm havde de en mere skolet tilgang til fotografiet. Hvis du gerne ville fortælle en historie, så kunne det godt være, at du havde taget fire fantastiske billeder, men så manglede du et oversigtsbillede, så man kunne se hvor vi befandt os. Sådan noget provokerer mig stadigvæk, fordi Fatamorgana har fået mig til at se ud over den slags banaliteter. Nordens Fotoskole betonede det rationelle og var mere begrænsende end Fatamorgana."
På Fatamorgana får Tao Lytzen at vide, at han skal skyde fra hoften. Han kan ikke gøre noget forkert. Højest spilde nogle film. Og det er ikke nødvendigvis forkert. De film er mursten til den historie, han gerne vil fortælle.
"Jeg har stadig min negativmappe fra Fatamorgana stående inde på mit kontor. Jeg elsker at se, hvordan jeg gjorde dengang. Jeg husker det som legende let. Jeg var en dreng, der skød med maven. Nu skyder jeg også lidt med hovedet, men på Fatamorgana skød jeg med maven, og det udløste nogle vanvittige ting.
Det jeg lærte, vil jeg ikke miste. Hvis jeg mister det, bør jeg fastansættes med pension og hele lortet. Hele mit udgangspunkt med fotografi er Fatamorgana, der siger, at du kan gøre hvadsomhelst. Derfor betød de fire måneder på Fatamorgana ti gange så meget, som de to år på Nordens Fotoskole."

Trekløveret Eva Merz, Thomas Linder og Magnus Bergström er kommet relativt helskindede hjem fra Warszawa. Billederne er fremkaldt og fremlagt for den måbende skare på Fatamorgana og udstilles senere på en café i nærheden. Det lykkes også at sælge et af disse neo-psykedeliske nøgenportrætter af de tre musketerer med en polsk pæl i øret. Magnus' kone køber et portræt til en pris af 30 elefantøl og en flaske whisky. De tre indtager middag og sprut hos Magnus på Halmtorvet.
"På et tidspunkt kom det op i os igen. Vi havde jo atter købt en Kodak Gold-film, og pludselig foreslog en af gutterne, at vi skulle gå ud på gaden og fotografere." Det bliver atter en seance efter de nyeste polske trends. Uden tøj på.
"Jeg fik det største håndklæde svøbt om mig, og de to fyre fik et håndklæde omkring lænden. Så tog vi en stol, satte kameraet på stativ og gik ud og legede. "
Efter en optakt på Halmtorvet lister de hen i Istedgade. Klokken et fredag nat er der temmelig meget trafik, og de tre letpåklædte fotografer vækker behørig opsigt. De stiller sig op foran en pornobutik og snakker om, hvordan de skal placere sig.
I samme øjeblik standser imidlertid en politibil foran dem, og de tre venner må forklare betjentene, at de går på en kunstskole og er ved at uddanne sig til fotografer. De får tilladelsen på betingelse af, at de kun tager et billede og derefter forsvinder.
"Jeg trykkede på selvudløseren, så kameraet stod og blinkede lidt, mens vi smed håndklæderne. Så startede eksponeringen."
I det samme bremser en civilvogn op og tre urobetjente springer ud. Det første de gør er at stikke hånden op foran kameraet for at forhindre unødig blufærdighedskrænkelse. "Vi fik at vide, at vi godt kunne regne med at få en anseelig bøde. Så det var bare på med håndklæderne igen. Den kvindelige betjent spurgte, om vi havde noget legitimation på os, og dem, der var stimlet sammen omkring os, grinede og klappede."
Thomas bliver sur og begynder at diskutere med betjentene, indtil en af dem griber fat i hans skulder og vil have ham til at opgive navn og adresse. Thomas nægter, og da betjenten vil stoppe ham ind i bilen, stikker Thomas af op ad Istedgade med et lille håndklæde omkring livet og den store betjent i hælene.
"Vi så dem forsvinde op af Viktoriagade, og efter ti sekunder hørte vi Thomas skrige. Betjenten kom tilbage med Thomas med armen vredet om på ryggen. Hans storetå blødte, men han holdt stadig fast i håndklædet med den anden hånd. Vi blev ved med at fastholde, at vi havde fået lov til at fotografere. Over radioen kaldte de derfor de betjente, der havde givet os lov i første omgang. De vendte så tilbage i patruljevognen og fortalte, at de aldrig havde givet os lov til at fotografere uden håndklæder på. Så bøden kunne vi ikke undgå."
"Det fedeste var, at du fik en bøde for at have gjort dig skyldig i blufærdighedskrænkelse ved at lade dig fotografere nøgen sammen med to mænd foran Istedgade 54. Det lød rimelig brutalt," tilføjer Thomas Linder.
"Det kostede os 450 kroner hver," fortæller Eva Merz. "Nøgenbilledet fra Istedgade var desværre undereksponeret, men det var det hele værd."

Johnny Jensen har brugt det at ligge i sprit i en lidt anden kreativ betydning. Med udstillingen Grænseland forargede han det halve kongerige med billederne af abnorme menneskefostre i sprit, og de sidste par år har han lavet en lignende opgave for Zoologisk Museum. Over en periode på tre år har han rejst rundt i Skandinavien og fotograferet i zoologiske magasiner med samlinger af dyr på glas.
"Det var konserverede pattedyr. Jeg brugte megen tid på at være på magasinerne og flytte lidt rundt på glassene. Jeg arbejdede i meget lavt tempo. Det giver mig en ro, og jeg kan mærke,
at der er noget der trækker, når jeg arbejder. Det handler om at bevare roen og lade sig trække med, så tager det en retning. Den bevægelse er vigtig. Jeg giver tid til at lade tingene ske. Den metode fandt jeg lige efter Fatamorgana, for i den periode var jeg rimeligt forvirret. Det var ret befriende at stå helt alene og gøre de ting, man havde behov for at gøre. Og gøre det for sin egen skyld. Det er ligeså godt at holde op, som at komme ind på Fatamorgana. Jeg kom jo ud med al den energi i kroppen og skulle finde en metode til at arbejde med den. Så bruddet med min gamle verden skete lynhurtigt efter jeg holdt op på skolen."
Johnny Jensen forlader rækkehuset i Herlev og flytter alene. Han begynder udelukkende at koncentrere sig om det personlige fotografi. I dag betragter han sig selv som religiøs dokumentarist, billedkunstner. "Jeg tror, at billedet rækker ud over vores bevidsthed. At det kan gå ind og arbejde med nogle tilstande. Jeg tror de tilstande refererer til noget, der ligger længere tilbage. Jeg mener billedet indeholder mere, end det man ser. Det er bare en flade eller et påskud til noget andet. En form for tavshed."
Johnny Jensen opfatter i høj grad fotografi som en metode. En metode til at arbejde med tilstande.
"Med fotografiet kan man gå ind og arbejde i de tilstande, som ikke er blevet til ord. Man kan arbejde ubevidst. Fotografiet bliver et værktøj til at opsamle nogle tilstande, som så vil eksistere på fotografiet som en form for mindesmærke. Man mindes
den tilstand, og måske bliver man bevidst om den med tiden." For Johnny Jensen er det Fatamorgana, der har sat gang i processen.
"Man bliver tvunget til at arbejde med sig selv på Fatamorgana. Hvis man tager det alvorligt, får det konsekvenser. Nogle glider bare igennem. Men hvis man tager det alvorligt, bliver livet lidt dybere."

Nikolaj Howalt pjækkede rask væk gennem folkeskolen, men på Fatamorgana er det en anden snak.
"Der var en hård disciplin og en stor respekt omkring Morten Bo som lærer. Men inde under den disciplin var der frihed til at fotografere sin egen røv og stadig blive taget alvorligt. Regel nr. 1 er: "Der findes ingen regler!" Men samtidig er der mange ting, der skal overholdes. Jeg blev f.eks. ret god til at møde til tiden. Og der var ikke en opgave, jeg ikke afleverede."
"Det der kendetegner skolen er den alvor, der lægges i arbejdet. De billeder der vises frem om fredagen er det vigtigste i livet og behandles derefter. Det med at fotografere og udtrykke sig, det er min historie. Det er mig, der er vigtig. Jeg fik en kæmpe opmærksomhed, som jeg aldrig havde fået før. En blind tillid til at jeg var en god dokumentarist, billedkunstner. - Jeg ved det, vis mig det! Den opmærksomhed var fuldstændig unik. Det var ikke folkeskolen: - lav lige det her og det her, og i øvrigt rager det os en høstblomst."
"Allerede første dag fik vi udstukket spørgsmålet: Hvem af jer vil leve af at være dokumentarist, billedkunstner? Så sidder man lidt og kigger på de andre og rækker hånden op. Der er måske to andre modige, og der kommer også en halv finger i vejret. Øhh, jeg vil godt, hvis det altså er muligt og hvis jeg kan få lov og hvis jeg måske er heldig nok, så vil jeg måske også gerne være dokumentarist, billedkunstner. Den usikkerhed var Morten Bo meget god til at få barberet væk: "Jamen, vil du være dokumentarist, billedkunstner, så sig du vil være dokumentarist, billedkunstner. Så er det ikke "hvis alt muligt". Du vil være dokumentarist, billedkunstner og så bliver du det også! Det er dig, der skal gøre dig til dokumentarist, billedkunstner. Det er dig, der skal ofre sveden og viljen, så skal du nok få råd og vejledning." Vi, der kunne køre med 120 i timen og havde energien, vi kom ind under hans brede vinge og fik stor opmærksomhed. Men hvis du ikke kastede hele dit hjerteblod ind i det, så fik du en anden lærer end ham, jeg havde - selvom det var den samme mand."
"Jeg tror, jeg har fået noget, som folk fra den autoriserede kursus ikke har fået. En af mine grundsten fra Fatamorgana er, at jeg skal finde mig selv i billedet. På Jounalisthøjskolen får du at vide, at noget er interessant, fordi en eller anden har skrevet om det. Det er sjældent interessant, fordi fotografen selv finder det vigtigt. Jeg ved derimod, at jeg skal have mig selv med. Der er billeder, der er derude og kommer ind i dit kamera. Og der er billeder, der kommer ind gennem dig og ud gennem kameraet. Det er en helvedes vigtig ting ved fotografi. Det er dit udgangspunkt, der er vigtigt. Hvad der er derude er fløjtende ligegyldigt. Det kan være to fluer, der knepper på et loft: du skal altid lægge din personlighed i det der sker."

på fatamorgana hænger eleverne lidt ud mens de venter på at gæstelærerne skal komme ud af startboksen. jeg trisser rundt og leder efter en kaffekop uden navn på. som gæst på fatamorgana er du underlagt navnemærkningens tyranni hvis behovet for varme drikke har sneget sig ind på dig. måske et emne til et mandagsmøde. ugen står på superflex. kunstnerkollektivet består af tre tidligere fatamorganadrenge der for første gang skal prøve at undervise på deres gamle fotoskole. to af dem er lige steget ud af et fly fra tanzania hvor superflex har et projekt i gang. de fortæller kort om sig selv: fotografi er ikke deres primære medie. kunstakademiet er deres kreative base lige nu.
de udstikker to opgaver som de nuværende elever skal løse i grupper i løbet af ugen. superflex understreger at gruppernes valg, diskussioner og indsamling af information er væsentlig. produktet er underordnet. da opgaverne er sat i omdrejninger går gruppedannelsen i gang og idéudviklingen begynder at syde. superflex-fyrene siver rundt og snakker med eleverne. i en pause kaster superflex et blik på fatamorganas scrapbøger. et avisudklip fra ekstra bladet består af et stort billede af tre personer med dyremasker og den herostratisk berygtede kunstner claus carstensen med ryggen til afpissende territorium i et naturlandskab. et resultat af et møde mellem superflex og kunstneren der senere af samme boulevardblad kåres til kulturmafioso.

Møder. Grupper. Processen er vigtig. Produktet er underordnet. Disse ord og udsagn er væsentlige faktorer for Superflex, der ikke kun pløjer i foto-furen, men sår og høster på mange agre, nærmest skizofrent skrævende over adskillige markskel. Hvis søgeordene f.eks. er ingeniør, afrikansk landzone og æstetik, kan der godt kommer til at stå Superflex på bundlinjen. Bjørnstjerne Reuter Christiansen har ugen før været i Tanzania, hvor Superflex er involveret i udviklingen af et energisystem. Det skal forbedre muligheden for lys og madlavning i den tredje verden ved at formindske behovet for petroleum og brænde. Biogasprojektet har også et socialt og æstetisk sigte.
"Afrikanere har det samme behov som folk i den vestlige verden for genstande, der er både æstetiske og funktionelle. Vores biogasanlæg skal være et statussymbol, der appellerer til dem, der skal bruge det." Bjørnstjerne Reuter Christiansen beskriver anlægget som en orange beholder med form som en appelsin, hvor organisk materiale, typisk kolort, udvikler biogas i et iltfattigt kammer. Det kan installeres af en afrikansk bonde med et manual i hånden. Anlægget er udviklet i samarbejde med danske ingeniører og en afrikansk organisation. Processen har medført at Superflex har tilegnet sig teknisk viden, "vi er jo nærmest selv blevet ingeniører," og at de har fået deres samarbejdspartnere til at tænke anderledes.
Foto og video-dokumentationen af projektet har været udstillet på Louisiana og er på vej til Arken. Den har også gået sin sejrsgang gennem verden på udstillinger i bl.a. New York, Tokyo og Sidney. "Dokumentationen i form af foto/video er et redskab. Det centrale er at fremstille kompleksiteten i processen via offentlige medier og være med til at skubbe til udviklingen." Kompleksitet. Endnu et centralt ord for Bjørnstjerne og hans to makkere Rasmus Nielsen og Jakob Fenger. Det at de arbejder som gruppe afspejler fænomenet. "Tre udgangspunkter skaber mere kompleksitet end ét. Vi har opgivet at arbejde med den enkeltes udgangspunkt og laver ingen individuelle ting. Dét, vi hver især søger, kan vi bedst opnå som gruppe." Superflex søger at skabe endnu mere kompleksitet ved at skabe 'møder'. De opsøger folk, der ligger inde med viden, som Superflex gerne vil have indblik i. Det kan være ingeniører, afrikanere eller Claus Carstensen, som de skabte et møde med under arbejdet med en musikvideo. Superflex laver også musik/lyde på deres eget selskab MusicsysteM, og næste projekt stritter i en hel fjerde retning. "Super Channel" skal være en interaktiv Tv-kanal på Internettet.
Målet med deres uge som lærere på Fatamorgana er at pejle eleverne ind på metoden, processen. At gruppen kan generere energi til den enkeltes produkt. At indsamling af viden er en del af processen, der i sig selv er kompleks. At det halv-færdige har værdi, fordi det viser, hvad du har gang i. Man skal turde fremvise processen, uanset hvor man befinder sig i den.
"Fatamorgana var startskuddet til alt det her for os tre," forklarer Bjørnstjerne Reuter Christiansen. "Skolen er et dynamisk rum, hvor man skal argumentere for sine ting. Man tvinges til
at diskutere idéen bag."

En knaldrød Opel Kadett årgang '82. En præst i fuld ornat bag rattet. Martin Lehmann ved siden af iført kamera. "Men jeg tog ikke det billede! Ingen reportage, siger jeg jo..."
Martin er taget til Bornholm for at lave afslutningsprojekt på Fatamorgana. Fjernt fra politiscannerens knitren færdes han på cykel mellem rundkirker for at indfange tilstandsbilleder. Han kommer i kontakt med et par af de lokale præster og fotograferer stemninger i præstegårdene. Ved nattetide lister han rundt i timevis i kirkerum og på kirkegårde og trækker dystre toner over celluloidstrimmelen. Hér kan intet forstyrre den atmosfære, der gradvist sniger sig ind på ham. En hares raslen i et buskads får ham til at fare sammen, men det bornholmske bakkelandskab indbyder ikke til at cykle skrigende bort mod mere muntre omgivelser.
Men toget kører stærkt inde i Martin. Den nat fire måneder før, hvor han laver sin første Fatamorgana-opgave i Henriks togvogn, sættes Martin for alvor på sporet. Fatamorgana-toget bringer ham i nye retninger mod samme mål.
"Vi skal blive på toget, hvis vi skal have noget ud af det.
Ingen må hoppe af, selvom toget kører vildt og vanvittigt. Hvis
vi kører med, laver vi nogle ting, vi aldrig har lavet før og som vi måske heller aldrig vil lave mere. Men så er vi kørt med og er blevet klogere. Hvis vi hopper af, når vi ikke at se, hvad der sker på næste station."
På Fatamorgana har Martin nået endestationen. Hans billeder fra Bornholm indkasserer en ordentlig hatfuld roser til den sidste gennemgang. Men toget ruller videre. Martin får besked fra Journalisthøjskolen om, at han er blevet optaget på billedjournalistlinjen. "Godt jeg ikke blev optaget, da jeg søgte ind sidste år. Nu nåede jeg at få Fatamorgana med."

mosen revisited. alterbilledet findes også i en anden version. den ventede ofring er ikke fuldbyrdet. til gengæld er knægtens hoved forsvundet under vandet. det der kunne have været blevet en meget våd høne holdes stadig hævet over overfladen i strakte arme. hér skal ingen høns vandes og ingen katte knuses for det rene effektjageris skyld. men mosen drager dig med ind under sin overflade. mosen er hellig. den er underverden. den er kvindeskød. den er åmænd og mosekoner. livmoder og mave. nøkker og nymfer. elverdans og mosebryg. intuition og fantasi.
og vil du se, så dyk!