GIV OS NOGLE REGLER VI KAN BRYDE
Morten Bo's rapport om Værkstedsholdet et forsøgsprojekt på Fatamorgana 2001
|
På Værkstedsholdets næstsidste dag bad jeg eleverne skriftligt at evaluere kurset og et af spørgsmålene på det udleverede skema var: Har du udviklet dig som menneske?
At uddanne sig til billedkunstner handler først og fremmest om personlig udvikling. Instruktion i apparatbetjening, orientering om kulturhistorien og så ellers personlig udvikling: Hvem er jeg, og hvad mener jeg. Eksistens, holdning og vilje.
At skabe billedkunst er at visualisere holdning, give følelserne og intellektet udtryk. Vise sig selv. Et kunstværk er et selvportræt og en kursus som billedkunstner i høj grad personlig udvikling.
Opførsel kan man lære, stolthed skal man udvikle. Du kan få at vide, at du skal tro på dig selv, men det er den personlige erfaring, der får dig til det. Ingen kan lære selvtillid, men gennem experiment og succes kan den blive en del af dit liv.
- Jeg er blevet bedre til at udtrykke mine idéer, og jeg er blevet bedre til at turde virkeliggøre dem.
- Jeg synes at jeg kender mig selv bedre end før jeg begyndte. Jeg er blevet bedre til at sætte grænser for hvad jeg vil være med til som person.
- Jeg føler at mit ophold på Fatamorgana har rykket meget i min udvikling. Jeg føler mig bedre tilpas i andres selskab og har lettere ved at tage kontakt til fremmmede personer. Mit ophold har givet mig mere end hvad utallige selvtillidskurser kunne have gjort, fordi jeg har kæmpet med min selvforståelse. Jeg vil nu selv opsøge mulighederne for at få et indholdsrigt liv, fremfor at tro at mulighederne vil komme til mig. Jeg vil ikke længere stå tilbage og se på, jeg vil være med.
- Jeg er blevet bedre til at ytre mig i en forsamling. Mere udadvendt - gruppearbejdet har gjort mig mere bevidst om det at ekskludere sit ego og bidrage til andres kreativitet.
- Denne periode har været som 10 år for min personlige udvikling.
- Jeg har fået et redskab til selv at kunne udvikle mig fremover.
- Skolen har givet mig lyst til at stå op om morgenen. Den har vist mig, at det er muligt som menneske at udleve de drømme, man normalt går rundt og gemmer i maven. Selvrespekt og selvtillid er blevet en del af mit liv og ikke længere kun noget jeg drømmer om.
|
Mit mål med Værkstedsholdet var at afprøve en anderledes pædagogisk undervisningsmodel, hvor eleverne fik nye muligheder for personlig udvikling.
En anderledes billedkunstnerisk kursus.
Målgruppen var de mange unge, hvis kreative hjernehalvdel har udviklet sig på bekostning af den boglige. De er skabt til at skabe, men har siden de startede i skolen fået at vide, at de var dumme og umulige. Deres selvværd er ofte i bund og deres nærmeste råder dem til at tage en mindre handelsuddannelse, som de, hvis de følger rådet vil slæbe sig igennem, mens deres kreative evner forbliver ubrugt.
Drømmen om at blive til noget svinder ind.
Disse unge bør have en chance for at få selvrespekt. Blive aktive og udtryksfulde, få mod på at tage et ansvar. De skal gennem deres billedkunst have mulighed for at få tillid til andre og tro på sig selv.
Værkstedsholdet skulle arbejde som gruppe, eleverne skulle undervise hinanden, gruppen skulle være elevernes netværk. De skulle ikke have nogen lærere, men i stedet disponere over et antal konsulenttimer.
Og så skulle de selv bestemme.
Eleverne skulle betale to tredjedele af udgifterne, resten søgte jeg om og fik bevillet af 5%-puljen i Københavns Kommune. Værkstedsholdet blev godkendt som forsøg.
Ansøgere til de ti elevpladser skulle sende billeder som dokumentation for deres faglige niveau og formulere et 16-ugers-projekt, som i færdig form skulle offentliggøres.
Siden 1989 har jeg først under fritidsloven siden folkeoplysningsloven stiftet og drevet Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole. Loven har i den tid ændret sig, men det har skolens kursustilbud ikke: to lange årlige kurser med skiftende lærere og tyve elever. På kursets sidste dag afslører jeg gerne hemmeligheden: Det vigtige er ikke hvad du kan, men at du ved du kan.
Margrethe Vestagers forslag til ny folkeoplysningslov retter opmærksomheden mod fællesskab og medbestemmelse. Støttede aktiviteter skal skabe debat og samtale og deltagerne skal være med til at bestemme.
Udvikling af den enkelte er ikke nok, der skal også lægges vægt på fællesskabet.
Kunsten skal ikke kun være udviklende for kunstneren, men også for samfundet. Det er ikke nok at eleverne blev i stand til at skabe debat og samtale, de skal også gøre det: skabe debatten. Billederne skal ud til folket og kunstnerne konfronteres med reaktionen. Debatskabende dokumentarfotografi og billedkunst, der skaber samtale.
Denne gang ville jeg ikke lade skolens kursustilbud være upåvirket af lovændringen, men være på forkant med udviklingen. Skolen havde brug for forandring, jeg havde lyst til at experimentere. Forsøget skulle prøves.
I tolv år havde vi holdt til i en lille lejlighed i Indre By, med ti elever mere på et forsøgshold var det nødvendig at flytte til større lokaler.
16. maj blev loven vedtaget, 4. juli skrev jeg kontrakt på et velegnet lejemål på Strandlodsvej og 25. september blev Værkstedsholdet godkendt. Eksperimentet skulle løbe i fire måneder.
På plakater ophængt overalt i byen, i programmer der lå fremme på udvalgte steder og på skolens hjemmeside annoncerede jeg det ny kursustilbud. Jeg havde overtalt Bjørn Nørgaard, Krass Clement og Tove Kurtzweil til at være vejledere på forsøgsholdet, alle erfarne, anerkendte billedkunstnere, intet mindre end det bedste var godt nok.
Forberedelserne gik glat, men kort før ansøgningsfristen udløb, viste der sig et ikke uvæsentligt problem: der var kun kommet én ansøger.
Jeg måtte erkende, at lysten til frivilligt at deltage i mit pædagogiske eksperiment ikke var så udbredt, som jeg havde forestillet mig. Der skulle mere til end berømtheder og caféplakater. Jeg forsøgte mig med den personlige henvendelse.
Blandt ansøgerne til skolens Grund- og Projekthold var der ni, som egnede sig til at gå på forsøgsholdet. De ville kunne arbejde selvstændigt med et projekt, de havde tilstrækkelig modenhed og overblik og fremfor alt brændte de for fotografi og forandring. Aldersmæssigt strakte de sig fra 22 til 40 og alle lod de sig overtale til at søge Værkstedsholdet i stedet for Grund- eller Projekthold.
|
Der var forventning i luften, da eleverne mødtes første dag i de nye lokaler, en anspændt, højtidelig stemning. De havde selv malet, flyttet og sat på plads, kun enkelte kendte ikke stedet. Men det farlige var ikke det, de så, men det, der skulle ske med dem.
Udover Værkstedsholdets ti elever gik der 20 på Grund- og Projekthold. Alle skulle gå på skolen i fire måneder, og alle betalte det samme i deltagerbebyr: kr. 16.000.-
Grund- og Projekthold skulle have 640 lektioner og Værkstedsholdet 320 hvoraf de 185 var til de tre kunstneriske vejledere og 135 til tre teknikinstruktører.
Dagen efter, på Værkstedsholdets første møde, blev der truffet nogle væsentlige beslutninger, som alle udsprang af elevernes retfærdighedssans, følelse af fællesskab, tro på frihed og ønske om selvbestemmelse.
Jeg havde forelagt dem kendsgerninger og forudsætninger og givet dem et skema med 320 felter, et for hver lektion. Teknikinstruktørerne ville komme på hver sin faste ugedag, så de 135 felter var allerede udfyldt med navne, datoer og tidspunkter, de 185 øvrige var tomme. Nu var det op til eleverne selv at træffe beslutning om, hvornår hvem af de kunstneriske vejledere skulle komme og give undervisning, eleverne skulle selv udfylde felterne.
Undervejs i diskussionen gav jeg udtryk for min holdning, men lod dem selv træffe afgørelserne.
Det første de forkastede var mine celebre berømtheder, de skulle nok selv finde deres vejledere. Når jeg foreslog, at flere samlede sig i en gruppe omkring en fælles vejleder, var stemningen, at de hellere ville have hver sin.
Min tro på menneskenes forskellighed også hvad angår behov for vejledning blev underkendt, og elevernes retfærdighedssans sejrede over mine argumenter: alle skulle have lige mange timer. Og så var de ret hurtigt enige om, at projektholdets fire elever skulle betragtes som en del af Værkstedsholdet og have timer tildelt som de øvrige.
Mit koncept, at eleverne på forhånd havde besluttet sig for et længerevarende projekt blev afløst af konceptet: BARE GÅ I GANG. Tag fat i en stump af noget ukendt og træk til. Se hvad der gemmer sig og find ud af, hvad det kan udvikle sig til.
Hver især fortalte de, hvor de ville begynde, og jeg foreslog på baggrund af mit kendskab til professionelle fotografer, hvem, der havde størst erfaring med det pågældende emne eller område.
Flere ville arbejde med det indre univers, stemnings- og følelsesbilleder, og det lykkedes mig at gøre dem interesseret i Fie Johansen, en personlig og betydelig billedkunstner med stor erfaring både med gammel og ny teknik, både ædeltryk og photoshop. Hun kunne om nogen skabe stemnings-, fornemmelses- og følelsesbilleder og ville kunne guide eleverne til den rigtige teknik.
Ditte anbefalede jeg at opsøge farvedokumentar-specialisten Peter Overgaard, men da hun var den eneste, der ville arbejde med netop koloristisk dokumentarfotografi, ville hun besøge ham alene.
Det var en aftale, at jeg skulle deltage i Værkstedsholdets mandagsmøde og at eleverne altid, når jeg var på skolen, kunne booke mig for en individuel konsultation.
Værkstedsholdet kunne ud over arbejdet med deres egne projekter deltage i Grund- og Projektholdets arrangementer: tirsdagsgæsten, udstillingsbesøg, mandagsforedrag og den ugentlige gennemgang. Alle skolens aktiviteter var åbne for enhver.
ANARKISTISK KAOS
Da eleverne med stor enighed havde afvist mine tre personligheder som kunstneriske vejledere, valgte jeg at give dem fuldstændig frie hænder. Jeg blandede mig ikke i deres afgørelser, men benyttede mig af lejligheden til at finde ud af, hvad der sker, når elever helt på egen hånd selv skal både bestemme og arrangere deres egen undervisning.
Mit håb var, at en eller anden struktur ville opstå, som jeg ikke havde kunnet forudse. At der ville tegne sig et mønster, der kunne være brugbart.
Men stik imod min forventning isolerede de sig enkeltvis og var ude af stand til eller ønskede ikke at organisere en eller flere grupper omkring en fælles vejleder.
Nogle stykker fulgtes ad til Fie Johansen, men de fungerede ikke som gruppe.
Det var en udbredt opfattelse blandt eleverne, at de på trods af mit råd om hurtigst muligt at tage kontakt til en vejleder, først skulle være afklarede og have godt gang i deres projekt.
Det var uvant for mig så drastisk at lægge ansvaret fra mig, men jeg besluttede alligevel at lade anarkiet fortsætte måneden ud og først tage stilling til problemet efter den første gennemgang.
Projekterne, de fremviste til gennemgangen var mildt sagt uinteressante, reportagerne slappe, iscenesættelserne utroværdige, i stedet for at eksperimentere havde flere valgt at gentage eller brodere videre på en tidligere succes: vise hvad de kunne i stedet for at prøve noget nyt.
De bedste billeder var lavet af de elever, der havde opsøgt Fie Johansen.
|
Silla gik på jagt med intuitionen forrest og fandt en muskuløs mand og en sværmerisk kvinde, begge udstråler energi og eventyr, han viser sig frem, hun drømmer. Begge er opfyldt af begær.
Billederne er løsslupne, sexede og impulsive, som Silla selv. Visualiseret instinkt. Og så holder der et Dodge-dollargrin med flammer af falsk lys i garagen. Scenen er sat til et Bonnie and Clyde eventyr.
Jeg styrede de to dages gennemgang for skolens elever og var ikke unødig hård ved forsøgskaninerne.
|
- Jeg fik ikke anvendt en vejleder den første måned. Det er svært at skulle være opsøgende, når man ikke kender kunstnerne, som undervisere og mennesker. Det var meget uoverskueligt.
- Det var meningen at vi skulle opsøge vore egne vejledere, men det fungerede ikke så godt for mig. Jeg følte, at jeg havde for meget at gøre med at fotografere til at have tid til at finde den perfekte vejleder
- Det var dårligt, jeg brugte slet ikke vejleder. Det var min fejl. Men det betyder bare, at man skal tage sig selv mere alvorligt som kunstner og det følte jeg ikke, jeg kunne. Det er også svært, når man ikke kender den danske kunstverden så godt og alle har en idé om, hvem du skal bruge. Så bliver man forvirret.
- Første måned brugte jeg Fie Johansen, men jeg brugte hende ikke nok. Og i virkeligheden er hun nok for teknisk orienteret efter min smag.
- I starten skabte det kaos, at ingen vidste hvilken vej vi skulle. Det var for løst et grundlag at begynde med, at vi selv skulle vælge vejleder.
- Opsøgte kunstner og havde tre-fire møder. På nogle områder var det god vejledning, idet samtalerne var udviklende, men vejlederen var for langt fra projektet i praksis og for ukritisk i forhold til processen.
- Vi var nok lidt for enige.
- Jeg brugte ingen vejleder den første måned. Det var ikke godt, da det betød, at jeg ikke faldt så hurtigt til. Jeg var jo mest for mig selv.
- Min første måned med kunstnerisk vejleder var præget af stor usikkerhed fra min side. Det betød, at jeg ikke fik særlig meget ud af det.
- På daværende tidspunkt var jeg ikke klar til at vælge vejleder. Efter et par forgæves forsøg på at komme i kontakt med en dokumentarist, billedkunstner, jeg kunne tænke mig, var det rart at MB skubbede mig ind i en gruppe.
PROFESSIONELLE FOTOGRAFER
Ja, jeg lokkede, skubbede, tilskyndede eleverne til i den næste periode at samle sig i grupper omkring enkelte vejledere. Erfaringerne med Fie Johansen som havde haft besøg af fire-fem elever var gode, men flere af eleverne havde ikke magtet selv at finde en vejleder, eller de havde kun haft en enkelt konsultation.
På mandagsmødet tilbød jeg at træffe aftale med to nye vejledere om at komme på skolen en dag om ugen og have konsultationer med hver sin gruppe.
Eleverne kunne godt se fordelen, men var fulde af skepsis over at skulle afgive selvbestemmelse, bange for at miste deres frihed.
Jeg foreslog forskellige emner som vejledere, og hver gang lød der suk eller støn fra den ene eller anden fløj.
Når jeg foreslog en person og spurgte hvem, der ville være med i denne gruppe, var der sjældent mere end en enkelt eller to, der meldte sig.
Jeg foreslog Henrik Brahe: Han er eksperimenterende, provokerende, entusiastisk, knalddygtig til alle teknikker. Han er effektiv, aldrig bange for at sige sin mening, og han kan skære igennem, når der er brug for det. Fire ville være med.
Jeg foreslog Anne-Li Engström: Hun arbejder med følelser og undertoner af fornemmelser i billeder med mange lag. Hun er lyttende og imødekommende, hun er nænsom uden at være holdningsløs. Hun er et varmt og engageret menneske, der vil kunne skabe en god stemning i en gruppe. Fingre røg op og ned.
- Hvordan kan jeg vælge hende Engström som vejleder, når det eneste jeg rent faktisk ved om hende er, at hun har taget billedet på plakaten på skolens lokum i Teglgårdsstræde?
Det var elevernes dilemma i en nøddeskal: De kendte ikke fotograferne, havde kun min karakteristik at tage stilling til. De blev nødt til at afgive selvbestemmelse og stole på min vurdering.
Det hele var ved at gå i hårknude, da diplomaten Rasmus spagfærdigt foreslog en pause.
Et mesterligt træk, for efter pausens korridorforhandlinger ville fem have Henrik Brahe, fem Anne-Li Engstöm og fem ville fortsætte som frie fugle og enten bevare kontakten til deres nuværende vejleder eller selv finde sig en ny.
Kun fra en enkelt vantro, der modvilligt havde lovet sig bort til Anne-Li Engström, lød det: - Må vi så ikke have andre vejledere?
- NEJ! Jeg stod fast på aftalen og ville ikke risikere at den smuldrede i fortrydelse.
Henrik Brahe var på vej til Sydamerika, men jeg tillod mig på egen hånd at erstatte ham med Linda Hansen, som også er professionel dokumentarist, billedkunstner og af væsen lidt samme type som Henrik: Markant, eksperimenterende, engageret og ikke bange for det effektfulde.
Linda og Anne-Li kom hver onsdag fra 10-15, og i de kommende seks uger deltog jeg hver mandag i Værkstedsholdets møder og holdt mig i øvrigt løbende orienteret om, hvordan det gik.
Og det gik godt. Målrettet aktivitet og langt mellem frustrationerne. Eleverne arbejdede hårdt, eksperimenterede, det var bekræftende at se, hvad det betyder at have en vejleder. Eleverne var helt anderledes tændt, de blev provokeret og hjulpet til at udfordre sig selv, motivationen var høj.
Gruppen var for de fleste en god konstruktion. Alle mødte til heldagskonsultation om onsdagen og hyggede sig gevaldigt i den nye struktur.
Ved gennemgangen viste projekterne sig at være gennemarbejdede, interessante og personlige. Billederne havde noget at fortælle, eleverne havde noget på hjerte.
Dagmar skabte i bestræbelserne på ultimativ ærlighed og selvforståelse et værk med dagbogens karakter. Personlige notater til hudløst ærlige, næsten udleverende, nøgne selvportrætter. Hun havde gennemgået en hård, men vigtig proces og det var ikke sket uden støtte fra gruppen. Fortrolighed bar projektet frem og Dagmar var lykkelig og lettet, da dagbogen blev præsenteret.
Nogle sider var demonstrativt klistret sammen. Hemmeligheden var også et motiv.
Rasmus var gået den modsatte vej, hans værk var en iskold, næsten kynisk registrering af unges påklædning anno 2001. En anonym ung mand med et facadetomt udtryk skifter tøj fra billede til billede, tolv ialt. Hvert billede var tre-delt, og det var op til publikum at bestemme hvilket hovede, der skulle sættes på hvilken krop, til hvilke ben. Et påklædningsspil.
Satirisk, humoristisk, interaktivt med både latterliggørelse af beklædningsindustrien og selvironisk distance.
Ditte ruskede i fordommene med følelsesladede, intime billeder med sexuelle undertoner, hun havde fotograferet sin 87-årige mormor, sin mor og sig selv. Billederne strålede af ægte stædighed, provokationen var bevidst og gennemarbejdet. Gruppens opbakning havde givet hende afklaring og mod.
|
- Det gode ved denne periode var, at vi blev samlet i små grupper. Det var med til at udvikle en mere sympatisk relation eleverne imellem.
- Anne-Li Engström havde et udmærket overblik. Hun satte gang i nogle samtaler i gruppen, der gav et godt forløb.
- Det var bedre at få tildelt en vejleder. Det blev mere struktureret, vi mødtes en gang om ugen og fik hele tiden opmuntring til at præstere noget til næste gang. Siden var det som om vores vejleder, Linda, troede at vi var dårligere til at tage et ansvar, end vi egentlig var.
- Gruppe-Anne-Li var tilsyneladende en god gruppe, men det svingede ikke. Personlige frustrationer. Anne-Li formåede ikke at føde et projekt, at hjælpe konsekvent. Hun var for inaktiv.
- Jeg havde Anne-Li, som jeg ikke bryder mig specielt om. Hun satte sig ikke nok ind i, hvad vi ville lave eller hvilket stadie vi var nået til.
- Det positive var, at vi havde en fast gruppe og faste dage at mødes. Det dårlige var, at Linda over for gruppen gav udtryk for, at hun ingen tiltro havde til mig og mine evner. Det var bestemt ikke nogen god oplevelse.
- Det var OK at have Anne-Li. Hun var en god indpisker og god til at komme med ideer. Gennemgangen var meget frustrerende, da hun kørte på processen frem for resultatet, som jeg synes er det vigtigste.
- Jeg lærte hurtigt at lave det, jeg havde lyst til, og ikke, hvad vejlederen syntes var rigtigt for mig.
- I anden periode var jeg i Gruppe-Linda, hvilket var rart, da det betød, at jeg fik større relation til mine medstuderende. Desværre forstod Linda ikke, hvad jeg ville med mit projekt, og jeg måtte tilsidst finde forståelse hos MB. Så alt endte alligevel godt.
Jeg var bagstopper, grædekone, ankeinstans og sikkerhedsventil. Når eleverne havde brug for at finde forståelse eller uvildig kritik, så kom de til mig og jeg gav mig tid.
Jeg var bevidst om det problematiske i, at jeg ved at rådgive eleverne kunne komme til at modsige deres vejleder, men også opmærksom på at gruppens hjælp til den enkelte kunne være et belastende pres.
DE FRIE FUGLE
De største individualister og de mest mødetrætte valgte at være De Frie Fugle. De passede deres eget med støtte af forskellige og skiftende vejledere, der oftest fungerede som specialister og eksperter. Samtalerne foregik næsten udelukkende på kunstnernes værksteder eller i deres private hjem, og eleverne arbejdede selvstændigt og målrettet. Befandt sig godt med selv at styre tempoet.
Var en Fri Fugl kørt fast i uforenelige valg eller havnet i et kaotisk virvar af ønsker, kom eleven til mig, og jeg ryddede op så godt jeg kunne. Prioriterede, afklarede, skabte orden i kaos.
Det blev tydeligt for mig, at ikke alle ville kunne klare at arbejde så selvstændigt som De Frie Fugle. Hvis modellen skulle bruges, kunne det kun være som alternativ løsning for et mindretal.
Gennemgangen for skolens elever af De Frie Fugles projekter viste, at de havde styr på tingene og godt kunne klare sig selv.
Charlotte var en Fri Fugl. Hun havde mand og børn og en karrieere bag sig som grafiker for et modefirma. I sin kunst gjorde hun alt, hvad hun kunne for at arbejde sig ud af rollen som ansvarlig, omsorgsfuld og trofast, hun arbejdede intensivt og kreativt på at se sig selv i en ny rolle.
I en serie rumbilleder med sollys i pletter og frit i rummet svævende effekter havde hun fået familiens kat til at stå på bagbenene på en huggeblok med poterne på sin bare mave. Med spaghetti i håret som en blondineparyk og et tvetydigt udtryk i ansigtet, henvendte hun sig til kameraet som en uartig pige, der er i færd med noget forbudt.
En protest mod borgerlige normer. Eventyrligt og smukt udført, fantasifuldt og humoristisk.
Det var helt overladt til publikum, at bestemme, hvem der var den sorte kat.
|
|
- De timer jeg har brugt hjemme hos min vejleder, har jeg været meget glad for. Det har været den rene kvalitets tid.
- Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle bruge Værkstedsholdet. Det var først, da jeg meldte mig ud af fællesskabet og koncentrerede mig om min opgave, det gik godt.
- Jeg havde ingen vejleder i den periode og det var godt. Jeg ønskede ikke et samspil på nogen andens præmisser, ville ikke have en vejleder til at trække noget ned over hovedet på mig.
- Opsøgte kunstner og havde fortløbende diskussioner, både møder og telefonsamtaler. Vejlederen var ideel: tæt på projektet, entusiastisk, åben, men måske en anelse for ukritisk.
- Personlige samtaler har en psykisk ustabil person som mig det bedst med.
- Min vejleder forsøgte at guide mig i en bestemt retning, i stedet for at forsøge at forstå, hvor det var jeg ville hen.
STUDIEKREDS MED GUIDE
Der begyndte at tegne sig et mønster. Vejlederen som ekspert var en løsning for de få, vejlederen som ligeværdig samtalepartner, en succes for de fleste. Det var ikke vigtigt, hvad vejlederen beskæftigede sig med og havde forstand på, men det var altafgørende, om hun forstod at lytte og sige sin mening.
På det første møde efter anden periode foreslog jeg derfor som kunstneriske vejledere, to tidligere elever, der ikke var professionelle fotografer. Tine B. Nielsen havde, efter at have gået på Fatamorgana, taget en kursus som grafiker og Jane Vorre var netop blevet færdig på Filmskolen som filmfotograf.
Jeg argumenterede for mine forslag og lagde vægt på deres menneskelige og sociale egenskaber.
- Jeg kunne altså godt tænke mig en mand!
Det havde undret mig, at jeg på listen over tidligere elever havde fundet tolv egnede kvinder men ingen mænd. Måske var det netop kvindelige dyder, jeg ledte efter: samlere og ikke en jægere, omsorg og ikke aggression. Fællesskab mere end individ.
- Jeg vil have Henrik Brahe!
Alle kom med forslag til hvad eller hvem, de kunne tænke sig, og selv om det ikke blev sagt direkte, så betød det meget for eleverne, at beslutningen var deres.
Vi diskuterede alle emner, relevante og irrelevante og da eleverne blev mere og mere uenige og splittede indbyrdes og hver især, og det lagde op til en måned med frustrationer og problemer, så brugte jeg det ældgamle pædagogiske kneb, som jeg kun tyr til, når lokummet brænder: Jeg bad dem om at hjælpe mig.
Det virkede. Modvilje og stædighed gik i opløsning, angsten for at miste selvbestemmelse og frihed forsvandt og blev erstattet af stor uegennyttig hjælpsomhed.
De gav mig Tine og Jane.
Da jeg spurgte eleverne, om de ville fortsætte i de samme grupper eller vælge nye, var de første allerede på vej ud ad døren og Rasmus svarede med et underfundigt glimt i øjet:
- Det vil vi helt overlade til dig!
Jeg tog opfordringen til mig og lavede den følgende dag et opslag, der bestemte hvem, der i de sidste syv uger skulle være i Gruppe-Tine, i Gruppe-Jane og De Frie Fugle. Første mødedag i grupperne var dagen efter.
Det var en succes. Sammenholdet i grupperne var stort, man hjalp hinanden, alt blev diskuteret, endevendt og set fra alle sider. Stemningen var god, man hyggede sig.
Anna, som arbejdede på en ansøgning til Göteborg Universitets Högskola för Fotografi och Film gennemgik en alvorlig krise, fordi hun hele tiden kom i tvivl om kvaliteten af sine optagelser. Da alle i gruppen kendte til hendes problemer og havde hendes krise tæt inde på livet, fik hun afgørende hjælp af gruppen og støttet i en grad, jeg ikke tidligere har
oplevet på skolen.
Der var stor ansvarsfølelse fra de andre i gruppen, måske netop fordi vejlederen kun kom en gang om ugen. Eleverne blev hinandens undervisere.
Gruppekonceptet fungerede.
Især Gruppe-Tine var stærk. Der var sammenhold og derfor også gruppepres.
Rasmus var ene mand blandt kvinder og efter to projekter, der var nøgternt beskrivende, var han nu igang med en serie subjektive, følsomme billeder med motiver fra hans privatsfære. Hans benskinne, krykke, en serviet på lagnet, væskepose i en hospitalsgalge, ham selv på wc med bukserne nede og en injektionssprøjte i hånden.
Serien kunne let blive sentimental og ynkværdig fordi motiverne kredsede om hans fysiske problemer som scleroseramt og sluttede med et nøgent selvportræt, hvor han fortroligt, intenst, sørgmodigt, lettere medynkvækkende, næsten opgivende kigger direkte i kameraet.
Gruppen var enig om, at billedet var fantastisk, men Rasmus var i tvivl, og spurgte mig til råds.
Han var bange for, at det hele skulle blive for kvalmende og selvsmagende. At han med sit afsluttende selvportræt gik over stregen, og jeg forstod ham. Jeg delte hans bekymring og opfordrede ham til at vælge et mere nøgternt selvportræt.
Han fandt i stedet et billede af sig selv i brusebad: objektiv, følelseskold dokumentation af hans eksistens. Men ikke fantastisk.
Rasmus var glad og lettet. Men det var gruppen ikke.
Frem til afleveringen foregik der en uerklæret kamp mellem “Madammerne” og mig med Rasmus som sporskifte. De stærke damen gik af med sejren. Gruppen vandt.
|
Dagmar viste fine bånd af koloristiske indtryk med kontrastfarver og kulører, der matchede. Hvert bånd var placeret med præcis den optimale afstand til det næste, hvis værket stadig skulle hænge sammen. Som satserne i et stykke kammermusik var båndene både selvstændige fortællinger og nødvendige for helheden. Værket strålede af overskud og præcision.
Anna havde fotograferet sine venner med en uhyggelig undertone af noget uforløst. Hårde, farvemættede kopier med et køligt skær. Foruroligende og avancerede billeder af udsigtsløs venten.
Alle havde ydet deres yderste og det hele virkede så legende let. Udtrykket var behersket, oplevelsen stor.
Og jeg var imponeret.
|
- Meget frugtbart. God gruppe. Hyggeligt. Det svingede. Jane var engageret og forstod at sætte sig aktivt ind i hver enkelts situation.
- Jane-perioden har været god for mig. Jeg kan lide eleverne i gruppen, og jeg kan lide Jane. Hun har gjort meget ud af at lære os at kende.
- Det var godt, at gruppen stort set var den samme. Ærligheden var der hurtigt, og processen blev endnu mere verbal. Tine var loyal og meget engageret. Hun havde en god attitude samtidig med, at hun var en del af gruppen. Vores stil matchede og det var meget stimulerende.
- Rigtig godt. Tine diskuterede med os og gav os mange idéer. Vi gik også på udstillingsbesøg sammen. Det var afslappet på en måde, der gjorde mig glad og gav mig lyst til at arbejde videre.
- Jeg syntes ikke Jane var interesseret i den type billeder, jeg laver, så jeg fik ikke meget tid hos hende og ikke så mange kommentarer, (men jeg respekterer hende højt og tror hun var meget god til de andre elever) så jeg følte mig lidt uden for.
Skolen var et halvt år tidligere blevet inviteret til at holde Grund- og Projektholdets traditionelle afslutningsudstilling i Møstings Hus på Frederiksberg. Tanken var at eleverne på Værkstedsholdet hver især skulle finde et sted at udstille, men da der i løbet af foråret, hvor det stod klart for mig at tanken var urealistisk, viste sig mulighed for at Værkstedsholdet i samme periode kunne få Byggeriets Hus få gader derfra, slog jeg til og orienterede eleverne.
Men nu nærmede datoen for udstillingen sig og da Gruppe-Tine kom inden for døren i Byggeriets Hus for at tage mål til deres billeder, besluttede gruppen med Tine i spidsen, at her skulle deres billeder i hvert fald ikke hænge.
Havde de nu haft en traditionel lærer i stedet for en medstuderende vejleder, så kan det godt være, jeg i stedet for en blank afvisning af en elev, havde fået et ønske forelagt af læreren. Tines loyalitet overfor gruppen var større end loyaliteten overfor mine dispositioner.
At stå sammen om en afvisning styrkede gruppen, og da det jo netop var mit mål med Værkstedsholdet, at skabe grupper med sammenhold, accepterede jeg afgørelsen.
Men udsigten til at gruppens kontroversielle beslutning skulle brede sig også til resten af Værkstedsholdet, så jeg måtte aflyse og give Sorteper videre til Frederiksberg Kommune, der med kort varsel så skulle finde en anden udstiller, bekymrede mig. Arrangementet var forannonceret og der var kun fire uger til ferniseringen.
Samme eftermiddag kontaktede jeg derfor hver enkelt af Værkstedsholdets øvrige elever og aftalte at mødes med dem i Byggeriets Hus den følgende dag, hvor der var fernisering på en maleriudstilling.
Det blev ikke nødvendigt at køre overtalelseskanonerne i stilling eller ydmygende bede om hjælp. Alle var begejstrede: lyst og højt til loftet, god beliggenhed, vagt på hverdage og masser af plads.
Afvisningsbacillen blev isoleret og faren drev over. Den personlige kontakt reddede mig igen ud af et dilemma.
Jeg var lettet.
Det havde ikke været morsomt at gå til Niels Righolt fra Frederiksberg Kommune med meldingen, at eleverne ikke fandt stedet kvalificeret til deres billeder.
|
En tredjedel af Værkstedsholdets lektioner var reserveret fototekniske konsultationer. Tre dage om ugen kom specialister i henholdsvis digital billedbehandling, farveteknik og studie/flashteknik og stillede sig i tre timer til rådighed for eleverne. De tre teknikinstruktører holdt på deres første dag møde med eleverne og opfordrede dem til at komme med forslag til emnedage, hvor der ud over rådgivning til løsning af akutte problemer blev gået i dybden med specielle emner.
Michael Madsens emner inden for digital billedbehandling var: Udprintning ude I byen, Introduktion til layout programmer, Indscanning og digital efterbehandling i samarbejde med kemiprocesser, Det digitale medie som selvstændigt kunstnerisk udtryk, Avanceret Photoshop, Lav din egen fotobog, Billeder til web og Indkøb og valg af udstyr.
Stine Heilmanns emner var: Sinar Storformatkamera 4x5", Lyslægning med dagslys og flash på produkter og personer, Farvetemperatur, filtre og lysmåling, Instruktion af personer, portræt, Pentax 6x7, Effektdag, Polaroidtransfer og farvefilm (typer og fremkaldelse) og tilsidst en New York dag, markedsføring og jobmulighed.
Jacob Eskildsen, som både var praktikant og instruktør valgte fra gang til gang at tage udgangspunkt i presserende og aktuelle problemer.
Hidtil havde vi på Fatamorgana kun haft sporadisk teknikundervisning, alle tekniske problemer var blevet drøftet med den lærer eller gæstelærer, der underviste i perioden.
Når Tove Kurtzweil var på skolen, blev der focuseret på lyssætning med lamper, når Per Morten Abrahamsen underviste, flash og filtre.
Med Værkstedsholdet blev der mulighed for at ændre denne praksis, og da alle aktiviteter på skolen var åbne for enhver, var der derfor mange fra Grundholdet, der også fik glæde af de tre teknikinstruktører.
I teorien var jeg lærer for Grund- og Projekthold og instruktørerne alene for Værkstedsholdet, men i praksis var der ikke nogen opdeling. Når jeg brugte tid på Værkstedsholdet, fandt jeg det kun rimeligt, at Grundholdet også benyttede sig af Værkstedsholdets instruktører.
Det var en stor lettelse, at Værkstedsholdet, fordi det var godkendt som forsøg, tillod, at jeg tog let på reglerne for tilskudsgivende undervisning og i stedet kunne anlægge en helhedsbetragtning, der imødekom samtlige skolens elever.
Instruktørernes åbne konsultationer var altid godt besøgt. Kom der få, blev eleverne individuelt forkælet, var der mange, blev instruktionen mere generel.
Det var en stor fordel, at instruktørerne så det som deres ansvar, at udstyret fungerede og gav besked, hvis noget manglede eller skulle repareres.
Michael Madsen installerede de nyindkøbte MacIntosh maskiner, forbandt dem i et netværk og eleverne lærte hurtigt, at var der problemer, så ringede de til Michaels mobil, og han kunne for det meste klare vanskelighederne telefonisk.
- En teknisk undervisning er altid ønskværdig. Vi behøver gennem hele forløbet en teknisk konsulent som Michael Madsen og gerne med et højere undervisningsniveau.
- Samlet ville jeg have foretrukket en opgave i en af de første uger, hvor man havde f.eks. fem dages undervisning i henholdsvis computer, farvekopiering og studie og så derefter åbent værksted hver anden uge.
- Jeg føler lidt, at jeg ikke havde tid nok til også at deltage i teknisk instruktion. Der var så meget andet Værkstedsholdet skulle nå
- Luksus! Det er kun “ris til egen røv” at jeg ikke kom noget mere. Lærerne har alle været superkompetente.
- Tekniske instruktører er spild af tid/penge (bortset fra Michael)
- Det er meget godt at have teknikinstruktion. Men der er bare så mange andre aktiviteter, at det kommer i sidste række.
- Overflødigt, bortset fra Photoshop fordi Michael også tog sig af udstyrsproblemer, som der var mange af.
- Disciplinerne er gode, men en samlet periode ville være bedre. Andre lærere. Michael virkede god, Jacob var for ironisk/uklar som underviser og istedet for Stine H. vil jeg foreslå en mere Fata-agtig dokumentarist, billedkunstner som Fie Johansen
- Det er mit indtryk, at studie/flash skal ændres/forbedres evt med en anden underviser med større ambitioner.
Det var ikke Stine Heilmanns ambitioner, det var galt med, men mine. Stine Heilmann
havde på forhånd advaret mig om de pasningsproblemer, der var forbundet med at undervise, mens man har spædbarn, men jeg slog det hen som et praktisk problem, vi sagtens kunne løse. Jeg ville for enhver pris have Stine og ikke andre. Hun er fagligt en af de bedste, udstråler en smittende entusiasme, og så har hun en sjælden evne til at forstå og tale med unge om deres problemer. Men det viste sig desværre, at begejstringen ved at have fået den bedste ikke kunne opveje de mange aflysninger.
- Stine Heilmann var et flop. Alt for mange ændringer i sidste øjeblik.
- Hun var ikke seriøs så jeg ....
- 10% deltagelse.
- To gange. Udbyttet OK.
- Deltog ikke. Dårlig start. Stine kom ikke så tit.
- Studiet skal introduceres meget kort tid efter start og ikke flere uger senere.
- 1 gang.
- Jeg har aldrig deltaget.
- Intro + én gang. Den meget dårlige opstart, hvor hun ikke kom gjorde, at jeg afskrev det. Desværre, for både hun og studiet har enorme muligheder. Med en mere regelmæssig lærer kan det løses.
Så var der større tilslutning til Jacob Eskildsens konsultation i mørkekammerteknik:
- Jeg deltog i Jacobs timer ca. 4 gange hvilket har betydet, at jeg kan arbejde selvstændigt i farvemørkekammeret.
- Hver gang. Der burde gives en pris til denne mand for hans indsats for at gøre teknik til en leg.
- Han er god til at fotælle om og vise hvordan man fremkalder farvefilm, hvad man gør for at for at få stærke, kontrastrige farver og effekter.
- Han ved næsten alt og er altid hjælpsom.
- To gange. Udbytte OK.
- Han virkede ikke så seriøs, så jeg kunne ikke være seriøs.
- 3 gange. Fik information om filmrum og teknisk hjælp i mørkekammer.
- 30% deltagelse. Fik ikke udnyttet værkstedet nok, da jeg vægtede Photoshop højere.
- Har brugt ham MEGET, han har hjulpet mig enormt. Kunne kun blive bedre ved at JEG fik fingeren ud.
Men størst behov var der for Michael Madsens instruktion i Photoshop:
- Jeg var tilstede 2/3 af undervisningstimerne, men mit udbytte var ikke så stort. Flere elever havde ikke nogen grundliggende færdigheder, så niveauet var ikke så højt. Hvis der var en undervisningsplan, hvor man kunne se, hvornår undervisningen var grundliggende og hvornår for viderekommende, så ville man ikke gå forgæves.
- Første gang jeg spurgte om hjælp til de få specifikke problemer jeg havde, fik jeg dem løst med det samme.
- Var der hver gang i begyndelsen, senere blev det når det var “nødvendigt” - altså når jeg havde spørgsmål.
- Jeg deltog ca. 5 gange og fik en rimelig introduktion til Photoshop.
- Nok ca 6 gange. Det var svært at udnytte tilbuddene uden at have noget konkret problem. Jeg ville gerne have haft noget mere egentlig undervisning, som ikke kun tog udgangspunkt i, hvad jeg lige havde brug for. På den anden side var det svært at få tid til at deltage i alle de værksteder.
- 60-70% deltagelse. Stort udbytte, fordi der både var plads til generel probemløsning og enkeltundervisning på specifikke områder. Og så var der rådgivning i hvilke steder i byen, der var de bedste og billigste til at lave store billeder. Skal fortsætte!
- Dem, der har benyttet sig af Michael fik meget ud af hans ekspertice.
- Jeg deltog, når jeg havde et konkret problem og jeg fik altid svar på mine spørgsmål. Det er fint at man konsulterer en instruktør når man har problemer.
Eleverne på Værkstedsholdet havde et hårdt program. Hvis de ikke valgte nogle af de mange tilbud fra, var der ikke tilstrækkelig tid til deres egne projekter, og alle prøvede i en periode at have prioriteret forkert.
I syv af ugerne var Grund- og Projektholdets lærere forskellige, markante fotografer, der om mandagen introducerede sig selv, og det var hver gang et tilløbsstykke.
Men det var gennemgangene hver torsdag/fredag også, her kunne eleverne få træning i at analysere og diskutere billeder.
Om tirsdagen var der eftermiddagsgæst, en inviteret professionel billedkunstner eller dokumentarist, billedkunstner, og det var aldrig til at vide, om det netop var den tirsdag, man ville få guddommelig inspiration eller et uvurderligt bekendtskab med en af branchens proffer.
Det var svært, men nødvendigt at prioritere, at vælge.
Og vælge fra.
|
Der er en god, intens stemning i Møstings Hus på Frederiksberg om eftermiddagen fredag 8.juni. Skolen holder fernisering på elevernes afslutningsprojekter. Grundholdet udstiller i underetagen og jeg har fået Niels Righolt, der bestyrer huset til at åbne førstesalen for Gruppe-Tine.
Eleverne er stolte, Niels holder tale og der er pakket med gæster. Forældre, venner, fotografer og billedkunstnere.
For mange af eleverne er det første gang de udstiller, så der er spænding i luften og alle vil helst snakke om deres eget. De pårørende har svært ved at forstå eller fatte hvilket arbejde, der ligger bag billederne, hvad datteren, sønnen eller kæresten er gået igennem for at nå frem til de få fotografier, der nu hænger i ramme bag nypudset glas, men de accepterer og lytter interesseret til den dybere mening. Diskussionerne breder sig som en summen.
Eleverne har selv arrangeret det hele: hængt op, købt ind, designet og med venners hjælp fået trykt en plakat med Annas billede af en af vennerne i badekar. De har skrevet pressemeddelelse, og med en stak billeder under armen har hver især opsøgt et dagblad eller TV-station.
Jeg har blomster med til eleverne, én til hver som et tillykke og tak for fire hektiske måneder.
Anna er ved at revne af stolthed, fordi hun solgt hele serien om vennerne til Politiken. Billederne betyder meget for hende, og efter de sidste dages dramatiske kopieringskrise er hun nu henrykt over, at de viste sig at have kvalitet til en helside. Alle på skolen har rost serien, men det er som om Anna ikke selv har troet på billederne før nu. Hun er lettet og løsner op for det uforløste, hun så fremragende skildrer i sine ventende venner.
At vise sin kunst til andre end indforståede studiekammerater er for de fleste en uvant oplevelse. Pludselig ser billederne anderledes ud, det er som om de fødes på ny. En besynderlig og helt ny fornemmelse. Billederne er blevet selvstændige væsner med sjæl og eget sprog. Men da de er resultat af elevens utallige, personlige valg, så er billederne også eleven. Eller del af eleven.
Magien løber kildrende ned ad ryggen, da de opdager, at det er dem selv, der hænger i snore fra gallerilisten. Det er dem, gæsterne snakker om.
For mange er det først her, på udstillingen, det går op for dem, hvad det vil sige at være sit billede.
Det kick, oplevelsen giver, er som en åbenbaring, et ekstatisk trip og udstillerne føler måske for første gang, at de er noget. De har øvet og øvet sig i at tro det, først når de ser sig selv på væggen eller i avisen, så ved de det.
Man nipper til vinen, der er dug på bordet og rigtige glas. Den Islandske Ambassade har efter en forespørgsel fra vore islandske elever doneret rigeligt med flasker og fået sit navn på invitationerne.
Udstillingen i Byggeriets Hus, med Gruppe-Jane og De Frie Fugle åbnede ugen forinden, med en enkel og smuk ophængning. Få værker med god plads. Hvad det ene ikke fortalte, fortalte det næste. Billederne supplerede hinanden godt, det var en hel udstilling.
Gruppeudstillingers skavank og især elevudstillingers er for stor spredning. Ingen billeder aner, hvad der hænger ved siden af, og de er tilsyneladende også ligeglade. Slider hinanden i stykker i stedet for at tale sammen.
|
|
Bodil udstillede en bog: Identiske stuer i et højhus, kun møbleringen er forskellig. En stram distance-skildring med glimt i øjet. Hver en juleplatte, hvert et korssting i det indrammede broderi kan aflæses i Bodils kølige stativoptagelser. Hendes grundighed i udvælgelsen, lay-out og præsentation løfter værket ud over den nysgerrige iagttagelse og gør det til et seriøst kultursociologisk studie.
Det ser objektivt ud, men Bodils temperament og sjæl styrer ubesværet det hele med kunstnerisk nerve.
Jakobs discount-uro er helt anderledes selvpromoverende og underholdende. I tynde snore på drejelige bøjler lancerer han med supermarkedets æstetik affotograferede hylder af opreklamerede dagligvarer, stabler af slagtilbud, hvis væsentligste kvalitet er prisen.
En bidende satire på forbrugersamfundet: Campells Soup fra kant til kant med tak for lån til Andy Warhole.
Både Bodils tomme stuer og Jakobs dinglende discount er udtryk for undrende protest mod det konforme.
|
Men eleverne vil mere end det. De vil have folk i tale, som aldrig kunne finde på at sætte deres ben på en kunstudstilling, de vil i dialog med de forudsætningsløse. De vil ud på gaden og gribe fat i tilfældigt forbipasserende.
Bevæbnet med gaffatape, termokander og deres billeder mødes eleverne ved Assistenskirkegårdsmuren på Nørrebro og arrangerer gadeudstilling for en dag.
Folk standser op og der kommer gang i diskussionerne. Pelles reportage om udviklingshæmmede er for to forbipasserende narkomaner så uanstændig og udleverende, at det tager det meste af eftermiddagen at gøre rede for uenigheden. En værdifuld diskussion, der aldrig ville have fundet sted på en kunstudstilling.
Eller på skolen.
Et par forbipasserende betjente holder sig smilende for øjnene, da de går forbi, for nok er det ulovligt at holde uvarslet debatudstilling på Nørrebrogade, men ikke så ulovligt, at det bliver påtalt.
Gadeudstillingen var Kirstines ide.
|
Kirstine er udadvendt, glad og initiativrig og det var ikke et tilfælde, at det var hende, der kom på idéen: at holde gadeudstilling.
Hun er åben, tillidsfuld og ansvarlig, men det var hun ikke, da hun startede på skolen.
Mit første indtryk af hende var gennem de ti billeder, hun havde sendt skolen med sin ansøgning. Portrætter med kødstykker bundet om kinderne, spaghetti med kødsovs tværet ud i ansigtet, ulækre, vilde provokationer, der skreg så højt de kunne, uden at der kom en lyd ud af det. De var ubehageligt vulgære og virkede som et fjernt råb om hjælp fra en nødstedt.
I starten talte Kirstine meget, men fik sjældent sagt noget af betydning. Udenomssnak, forklaringer og undskyldninger, hun gjorde alt for at bevare facaden, for at virke seriøs og fornuftig. Den fjerne nødstedte fik ikke en chance.
I sit første projekt gik hun igang med emnet søskende-kærlighed. Det var hendes opfattelse, at normerne for, hvor langt søskende må gå i et kærlighedsforhold var for snævre, det var da så smukt, at bror og søster elskede hinanden.
På hvert møde den første måned havde hun en logisk forklaring på, hvorfor hun ikke havde nogen billeder at vise. Hun var ret dreven i facadeforklaring og fik lov at fortsætte på egen hånd. En enkelt optagelse blev det dog til fra en byggetomt, hvor en kvinde på hendes egen alder i hvid kjole sidder på en stol midt på pladsen. Om halsen har hun et skilt, hvor man, hvis man havde været tættere på, kunne se teksten: SØSTER
Til en billedgennemgang skal optagelserne klare sig selv. Uden bemærkninger eller kommentarer fra den, der har taget billederne, skal de selv fortælle historien, fotografen får ingen mulighed for at komme billederne til undsætning med forklaringer eller undskyldninger.
Kirstines kunne ikke klare sig selv. Snublende forsøgte de at informere om indbyrdes menneskelige relationer, men de smukke tanker om farlig kærlighed var forduftet i et røgslør. Efter gennemgangen bad Kirstine mig om en konsultation.
Jeg lagde hårdt ud. Gav uforbeholdent udtryk for min vurdering af situationen og fortalte hvordan den skulle løses. Jeg kom ikke med forslag, der kunne forhandles, mit råd havde karakter af en ordre. Hendes verbale talenter skulle ikke have en chance, hverken overtalelsesevnen eller bagatelliseringstalentet.
Og Kirstine løsnede op. Facaden faldt og en skrøbelig, lavmælt men tillidsfuld Kirstine nikkede.
Min melding var klar: hold kæft og producer!
Hun fik taleforbud indtil videre. Al kommunikation skulle foregå ved hjælp af billeder. Hvad hun ikke kunne sige med billeder, skulle ikke siges. Ingen forklaringer. Ingen omsvøb. Og så skulle hun fotografere hver dag og ikke kun, når hun var sikker på, hun ville lave et godt billede.
Fornuft og overvejelse spærrede for det intuitive, det uaccepterede blev undertrykt til fordel for det tilsyneladende.
Facadesproget var ord, underbevidstheden talte i billeder.
Uden at hun ønskede det, havde hun bragt sig i en situation, hvor underbevidstheden enten ville dø og trække facaden med sig eller eksplodere og få facaden til at krakelere.
Jeg gav hende intet valg: Facaden skulle udsultes og underbevidstheden have en chance.
Jeg fortalte hende også, at der var brug for hende.
Brug for kunstneriske udtryk for skrøbelig tvivl og uaccepteret farlighed. Selvsikre, beregnende opfindsomheder var der rigeligt af i kunsten, mens der var alt for lidt, der handlede om lige præces det, hun følte, men ikke gav sig selv lov at fortælle.
Hun tog konsultationen alvorligt, stolede på mig og gik straks igang.
Ugen efter viste hun mig stolt en serie smukke, stemningsfulde polaroider, hvor et tilfældigt, blåt bånd fra en opbundet hindbærbusk i en gammel have snor sig uhøjtideligt, nærmest undskyldende om forskellige ting, det møder på sin vej også hendes egen hals. Stramt, som kæden til et smykke: stranguleret skønhed. Sart, skrøbeligt og farligt.
Sådan ser angsten ud.
Kirstine fik ros til gennemgangen og havde en god, varm fornemmelse af at være på rette spor. Hun brugte sine vejledere og lyttede mere end hun snakkede, øvede sig i at lade billederne tale for sig selv. Hun begyndte at føle sig stolt over det, hun skabte i stedet for at vise stolthed, over det hun sagde.
I sit næste projekt iscenesatte hun et tableau med to yngre kvinder og en midaldrende mand med jagtgevær. Et tilsyneladende afslappet øjeblik i forbindelse med jagt, måske. De står ved bilen, som for at sætte sig ind og køre hjem. Eller er de lige kommet? Geværløbet peger som ved et tilfælde på kvinden, der sidder bag rattet, hendes ansigt er tomt og fjernt. Igen denne tvivl og farlighed.
Vi får mistanke om, at noget forfærdeligt skal ske, blikket flakker mellem personernes ansigtsudtryk for at finde afslørende tegn, men ser kun tomhed. Billederne dirrer af tændt nerve, ingen kan undgå at blive at blive grebet af den lurende utryghed.
Fornemmelse af svigt.
Men da det gik op for Kirstine, at man ikke på billederne kunne se og aldrig ville kunne komme til at se, at det var mandens datter og ikke hans elskerinde eller kone eller sekretær geværløbet pegede på, lagde hun dem nederst i skuffen og ville ikke vise dem ved gennemgangen. Hun havde noget ganske bestemt på hjerte, som skulle fortælles: det, netop det og ikke andet.
Istedet valgte hun at bygge en stemning op omkring et dokumentarisk snapshot i sort/hvid af en kvinde med ophoven læbe og blåt øje. Et ubarmhjertigt bevismateriale. Gennem længere tid fotograferede hun sig tættere og tættere ind på fornemmelsen af at være udsat for vold og det endte med lysende undervandsoptagelser af svømmende sæler.
Kroppene kunne kun skimtes, det var følelsen af frihed og vægtløshed man så. En skærende drømmeagtig kontrast til det rå, gråblakkede portræt.
Charlotte, som siden hun startede på skolen havde ført en kunstnerisk kamp med sig selv for at frigøre sig fra det underdanige og accepterende, kritiserede serien for at være for eftergivende. Hun så det som ansvarsløst, at billederne ikke reagerede med raseri eller protest, men flygtede i en lysende drøm om frihed.
Men Kirstine ville andet med sine billeder end at opfordre til en reaktion. Hun ville vise, hvordan den så ud, den usigelige, urimelige: skammen. Længslen efter at blive fuldstændig fri, fri for livet.
Det var ikke let for Kirstine at grave i godt gemte, glemte lag i sindet. Ustandselig kom hun til at rive i gamle, grimme ar, men når hun nåede frem til et kunstnerisk resultat, var hun hver gang lettet og styrket.
Hendes usikkerhed svandt ind og hendes åbenhed voksede. Gennem billederne blev hun mere afklaret, modet blev mere end et postulat.
|
På et af billederne ses et sumpet område på grænsen mellem dag og nat. En stol er smidt et stykke ude i sivene. Den brænder.
Vi ved ikke hvorfor. Der er tilsyneladende ingen grund til det, det er ufornuftigt og meningsløst. Øde landskab med stol i flammer, er det et religiøst mirakel eller er der bare sat ild til noget skrammel? Rummet mellem tro og skæbne. Tvivl.
Det er så smukt og enkelt, så personligt og gennemført, at det har været alle anstrengelserne værd.
Og ilden følger med: på næste billede er der ild på gulvet i det fjerneste rum. Det er stuerne vi kigger på, ikke ilden. Ilden er der bare. Det farlige er der bare, forfølger dig ikke, men følger dig. Som angsten.
Selverkendelse er af uvurderlig betydning for Kirstines fremtid, som billedkunstner og menneske. Hvad psykologer forsøgte at opnå med terapi og samtaler, klarede hun selv, da hun fik lov.
Det var afgørende for Kirstines udvikling at hun gav sig selv lov.
|
|
|
|
Jacob havde gået på Kunstakademiets Arkitektskole uden at få indfriet sine forventninger om at arbejde kunstnerisk visuelt.
På trods af sit beskedne, accepterende, stilfærdige ydre eller måske netop på grund af det, savnede han udfordring, spænding og synlighed.
På Akademiet havde han alt for let mulighed for at gemme sig i almindelig dygtighed og omgængelig korrekthed, han formåede ikke at gøre sig synlig, at skabe spænding. Fandt ingen udfordring i arbejdet og havde det efterhånden skidt med tanken om, at det hele skulle ende med diplom og fast arbejdstid.
I håb om at fotografi i højere grad end arkitektur kunne give ham glæden tilbage, sendte han en serie gulgrønne fotokopier af affotograferede boreplatforme til Fatamorgana og søgte om optagelse.
Jacob var både studieegnet og studievant, så det var ikke været noget problem for ham selv at finde vejledere og styre sine projekter, og han var i hele forløbet en Fri Fugl.
Fra første dag ville han kunstnerisk udforske begrebet rum. Ude og inde.
Han opsøgte og fotograferede sære, ubeboede bygninger: en besynderlig søjlepavillon i Frederiksberg Have, et pyntehus i en slotspark opført i størrelsen 9:10 og containere i Nordhavn.
Han førte lange samtaler med sin vejleder Gun Gordillo, som åbnede hans sind for en hel ny måde at forholde sig til rum på. Jacob var fascineret.
Men når de store tanker om rummenes væsen skulle omsættes til konkrete billeder, så var han overladt til sig selv. Gun Gordillo var ekspertkonsulent og ikke projektkonduktør.
Jacob dyrkede det æstetiske.
Punktet, hvor billedets maginære og imaginære linjer mødtes, fladernes opdeling og proportioner og indbyrdes forhold, han var dygtig.
Han ramte plet, der var præcision i hans udsnit, i placeringen af fjernpunktet, der var symmetri og harmoni i hans kompositioner, og han elskede at komponere.
Igen og igen opsøgte han det samme motiv for at se det i en ny belysning, i en ny vinkel.
Ved første gennemgang viste Jacob værker, der hver bestod af to billeder: et sært hus set udefra ved siden af det indre af en tom container.
De sære huse viste sig i praksis at være vanskeligere at opspore, end han regnede med, mere end to blev det ikke til, men containere var der nok af, og billederne var fantastiske.
Når Jacob hver dag i tiden, der fulgte begav sig til Nordhavn for at studere og fotografere tomme containere, følte han en indre tilfredsstillelse, som han ikke havde følt som arkitektstuderende. At gå alene en hel dag fra container til container med kameraet på stativ og studere og fange tilfældighedernes visuelle spor, det var nærmere lykken end han havde været før.
Han arbejdede med linjer, flader og spor. Farver, strukturer og form.
Men når han så blandt sine optagelser valgte de bedste, viste det sig, at billederne ikke kunne enes. De sloges indbyrdes om at være bedst. Have den mest spændende komposition, de mest interessant placerede linjer og punkter. Jacob kunne ikke få det til at hænge sammen og spugte mig til råds.
Og jeg holdt med containerne.
For at skabe spændende og interessante kompositioner havde han brugt containere og ikke vist containere. De stod parat med hver sin både spændende og interessante historie, men Jacob havde for travlt med at komponere. Han turde ikke lade containerne selv fortælle.
Han skulle stramme op. Indskrænke sine valgmuligheder.
Mit råd til ham var at droppe ethvert forsøg på at kreere spænding, være afvekslende og varieret, og i stedet lade containerne fortælle deres historier. Låse alle variable størrelser fast i en markant komposition og så bare vise. Vise spor.
Det var en udfordring til hans intellekt. En ny rolle.
Og det viste sig at være fantastiske fortællinger, der gemte sig i årenes skrammer, ridser og slid. Rummene havde karakter, sporene var sjæl og Jacob var formidleren .
Seks vidt forskellige verdener viste Jacob ved gennemgangen. Hver verden sit miljø: en var asketisk, en eksotisk, en var tillukket, mørk og hemmelighedsfuld, en anden gæstfri, åben og imødekommende som en biografsal før publikum kommer. Der var både advokatkontor og skurvogn. Det er en sjældenhed at rum hvad angår indretning er fuldstændig uovervejet. Alle andre steder end netop i containere har nogen taget en æstetisk beslutning.
Jacob var opdagesesrejsende i containerland, den første, der så æstetisk på de visuelt ubesluttede rum.
Billederne var nyskabende, forunderlige, ekstremt stramme og helt åbne. De var ved at sprænges for at komme til at fortælle deres hidtil usete hemmeligheder.
Jeg sammenlignede til gennemgangen Jacobs verden med den verden man ser i et mikroskop: uhyre begrænset og uendelig stor.
Men der var også et syvende billede. Containeren lignede de øvrige, men den ene side var fjernet, og man så den virkelige verden udenfor.
Det var forfærdeligt. Som at blive vækket midt i en skøn drøm. Som at få morderens navn hvisket i øret, når man går igang med en krimi. Antiklimaks.
Jeg lagde ikke fingrene imellem og kaldte Jacob for en forræder, fordi han brød de uskrevne regler og viste, hvad der stod på bordet ved siden af sit mikroskop. For dumt.
Uinteressant og inkonsekvent. Han skulle respektere sit valg, stå ved sin idé og ikke lade sig lokke til billig underholdning.
Jacobs problem med kunsten var også hans problem med fremtiden. Han tvivlede.
Stolede ikke på, at der var rigeligt med fortælling i tomme rum selvom hverken beskæring, perspektiv eller komposition bidrog til underholdningen. Han fulgte mit råd med seks billeder, men så kom tvivlen. Og det syvende.
En bagdør, hvis konceptet nu ikke holdt. Han stolede hverken på sit valg eller på containerne.
Og han tvivlede på sin fremtid som billedkunstner. Havde mistet troen på at det var muligt for ham at skabe sig en karriére som kunstner. Han ville genoptage sit arkitekturstudie til efteråret, ikke fordi han havde lyst, kun fordi han tvivlede.
Ved det næste møde med Værkstedsholdet gav jeg klart udtryk for min holdning.
Jeg lagde ikke skjul på den risiko, der var for økonomisk ruin og kunstnerisk fiasko, men lovede ham tilgengæld spænding, frihed og personlig tilfredsstillelse. I valget mellem den fornuftige sikkerhed og den risikable udfordring skulle han vælge udfordringen.
Hvis ikke Jacob skulle være billedkunstner, hvem skulle så? Han havde stor lyst, han havde evne og indsigt, han var på vej, han havde alt, hvad der skulle til, kun ikke troen på sig selv.
Det berørte ham stærkt at se sin skæbne som et enten/eller, at se den sikre men kedelige tilværelse sat op mod den spændende men risikable. Sikkerhed eller selvrespekt.
Han ville tænke over det.
De små, mærkelige huse, som havde været temaet i hans første projekt blev fundet frem.
Med Mads Gamdrup som vejleder arbejdede Jacob i resten af forløbet i det mærkelige lille hus han tidligere havde fotograferet, med en parafrase på et Hammershøj-maleri. Han placerede sin veninde i den lidt for lille stue og fotograferede hende med 1800-tallets idealer: underdanig, bleg og billedskøn. At hun var nøgen gav maleriet og også fotografiet karakter af fortrolig intimitet, det var kunstnerens egen muse, der poserede.
|
En ramme af ro og stramhed og et detaljeret og gennemarbejdet, men diskret indhold. Æstetikken var harmoni og tryghed, midlet det enkle og nøjsomme. Hammershøj valgte sit motiv, men gav det lov til at fortælle, en bedre samarbejdspartner kunne Jacob ikke have valgt.
Det var fantastisk til gennemgangen at se Hammershøjs elskede træde ud af maleriet og ind i det 21. århundredes fotografi med fortidens victorianske moral og patriakalske idealer.
Fordi stuen er lidt for lille, ser det ud som om kvinden er lidt for stor.
Denne twist, at omskabe Hammershøjs elskede i forholdet 10:9 gav billedet karakter af uvis hemmelighed, som var fremragende. Man gennemskuer ikke tricket, mærker bare, at hun i stuen er både hjemme og fremmed.
Billedet rummer alle containerprojektets karakteristika: den sære isolerede verden, mystikken og intimiteten. Billedet er både provokerende og indlysende.
Fotografisk billedkunst med kvalitet.
Mon ikke billedet kan give Jacob den sikkerhed, han behøver for endeligt at slippe Arkitektskolen og blive billedkunstner i stedet.
Arkitekter er der nok af, men fotografer med Jacobs muligheder er sjældne.
SUCCES OG SELVTILLID
Succes er et uundværligt middel i arbejdet med stolthed. Hvis eleverne føler, de kan takke sig selv for en succes, gror de som mennesker. Men vejen er lang og sej, for tvivlen står hele tiden parat med sin skepsis, det nytter ikke noget at bilde eleverne ind, de er dygtige, kun når de føler det selv, virker det.
At få succes er at få selvtillid bekræftet, få styrket troen på egne kvaliteter. Succes giver dig lov at tro på det, du håbede og håbe på noget andet og mere.
Succes findes ikke uden fiasko og hvor succes giver selvtillid, giver fiasko erfaring.
Begge dele er vigtige for eleverne.
- Min succes er at jeg nu er bevidst om at “jeg kan hvis jeg vil” Om det så er det kreative fotografiske arbejde eller min evne til at starte nye venskaber, så ved jeg nu, at jeg kan. Jeg føler ikke, jeg har haft nogle fiaskoer, fordi jeg nu kan analysere en fiasko når den er på vej og arbejde mig væk fra den.
- Succes er når ens tanker og følelser pludselig bliver sagt af andre, når de ser ens billeder. Manglende selvdisciplin giver fiasko-fornemmelse.
- Succes har været når et billede er lykkedes, selvom jeg ikke selv har haft mod til at tro på det.
Fiasko: Når jeg mærker det ikke er lykkedes at få mine idéer visuelt formidlet. Når jeg bliver misforstået.
- Et både personligt og udadtil succesfuldt projekt giver selvrespekt og vilje til at gøre en indsats. Fiasko er svært at opnå på Fatamorgana. Der kan være hård kritik, disharmoni, personlig krise, men der er altid et socialt net, der griber én. Desuden lærer man personligt og kreativt mest af fiaskoer.
- Jeg lærte mange ting, men jeg ved endnu ikke hvad. Jeg lærte mest af mine successer, at stole på mig selv og tro på mig selv. Og det er OK at lære af en fiasko.
- Succes er at se de færdige resultater, som man har knoklet for. At have en god dialog med andre, der deler samme interesse, men ikke nødvendigvis har samme synspunkt. Mine succes-oplevelser har givet mig selvtillid og respekt for, at der findes andre måder at gøre tingene på.
- Succes: At få tillid til den billedskabende proces. Fiasko: At blive stillet overfor min fremtid, som den ser ud, hvis jeg ikke tager mig selv og mine drømme alvorligt.
Succes og fiasko er vigtige for selvtilliden, men det er eksperimentet også. Finde ud af fremfor at få besked på. Værker, skabt ved egen erfaring er også egne værker.
Eksperter og lærere kan godt give et tiltrængt eller nødvendigt tilskud af deres viden og egen erfaring, så længe eleven stadig føler et ansvar for sit værk. Hjælpen må aldrig blive så stor, at ansvaret kan puffes over på læreren.
Jeg spurgte eleverne, hvilke oplevelser eller begivenheder, der havde været de væsentligste for deres personlige udvikling.
- At være omgivet af motiverede mennesker. At være på en skole, der ikke går op i faste rammer og disciplin. At se det er lykkedes for andre. At blive en del af en verden, hvor folk både bliver lykkeligere og mere miserable, men hele tiden langt mere tilfredse.
- Det har en afgørende betydning for ens udvikling at skolen aldrig holder op. Selvom der ikke er undervisning, er vi stadig i skole. Enten arbejder vi i værkstederne, er ude at tage billeder eller vi tager billeder derhjemme. Grænsen mellem skole og fritid er totalt brudt ned.
- Jeg har hele tiden skulle presse mig selv hvilket til tider har gjort mig næsten angst. Man når så åbningen har været der og det er lykkedes, har det været de bedste oplevelser.
- At dem, der prøver at lære mig noget selv mener det. Og er ærlige.
- Selvfølgelig at andre kan lide hvad jeg laver men også at jeg selv har det godt med det jeg laver.
- At mine vejledere har været meget professionelle, har stor erfaring. Man skal være retarderet for ikke at ændre sig.
- I det tætte gruppearbejde, hvor vi har kritiseret hinanden på godt og ondt, blev der rykket ved min generthed. Både fordi man forventede, jeg skulle sige min mening men også fordi jeg følte mig tryg ved at udtale mig.
- At der på Værkstedsholdet lægges op til en stor selvstændighed og egne initiativer. At man selv er ansvarlig for ens udvikling. At arbejde fordi man har et engagement og ikke fordi man skal.
- At jeg kan mærke mine billeder gør indtryk og starter diskussioner
- At jeg gennem arbejdet med billeder og udtryk har lært mine egne grænser bedre at kende. Så jeg ved hvornår jeg skal sige fra.
- Når man af faste lærere eller gæstelærere kigger kontakter, og de så siger, det er godt, men at der mangler noget: det giver mig lyst til at fortsætte.
- At blive taget alvorligt i forum, at få intens vejledning af MB.
- Den første halvdel af forløbet var faktisk en fiasko for mig. Manglende struktur i arbejdet kombineret med tekniske problemer. Sidste halvdel har derimod fungeret rigtig godt.
- At jeg har fået lov at passe mig selv, men har haft et forum, hvor folk forstår mig.
- Det at skabe og tage mine drømme og mig selv seriøst.
|
En del af målsætningen med Værkstedsholdet var at skabe debat, få mennesker til at tale sammen, diskutere og blive klogere.
Det er min erfaring, at når en billedkunstner skaber sit værk i den hensigt, at det skal være debatskabende, så ender det sandsynligvis som endnu et overset tilbud i den daglige dyne af reklame og information.
Hvis et kunstværk skabes for at vække opsigt, tiltrække sig opmærksomhed eller skabe meningsfæller så mister det muligheden for at komme til orde som kunst. Men er værket skabt fordi kunstneren vil berette om sin egen undren, om følelser eller opfattelse, så bevarer det troværdigheden og har langt større mulighed for at vække opmærksomhed og skabe seriøs debat.
Når debatten er målet, forsvinder dialogen. Eller forvrænges: hvis medierne sætter forargelsen på forsiden og starter en landsdækkende debat, er det sket med det kunstneriske indhold.
Så selvom mit mål med Værkstedsholdet var at skabe debat og samtale, så var det aldrig elevernes mål. Ingen har arbejdet med hverken målgruppe eller publikums interessesfære, ingen billeder blev skabt for at give folk noget at tale om.
Og alligevel skabte de debat. Folk fik noget at tale om: ingen emner var så specielle, at de ikke var almene og ingen fortalt så uforståeligt, at ingen kunne følge med, kun når værkerne skulle leve op til folks forventninger kunne nogle have grund til at føle sig skuffet.
Men kunst skal netop ikke give folk, hvad de forventer. Alt andet.
Stor nysgerrighed og sund undren kendetegnede elevernes værker. Lyst til at gå på opdagelse i grænseland og pirke til vante forestillinger.
Kunst, der giver os ret er ligegyldig, kun når den er personlig og farlig, skaber den undren og debat.
- Billederne begynder først rigtigt at leve, når andre ser dem og reagerer på dem.
- Jeg laver ikke umiddelbar debatskabende kunst. Jeg ser mere mine billeder som små, stille kommentarer eller følelser. Spejlbilleder af min sjæl.
- En af de største successer var at se og høre, hvordan billederne havde gennemslagskraft eller i hvertfald skabte diskussion.
- Jeg mener ikke mine billeder har været debatskabende, men jeg er blevet bedre udrustet til at lave debatskabende kunst.
- Ja, mine billeder skabte debat om hvorvidt udtrykket/billedsproget kan blokere for fortolkning og indlevelse. Og omvendt, hvor grænsen går for, hvor personligt et billede man kan give af sig selv i et selvbiografisk projekt.
- Mine billeder har måske ikke skabt så meget debat. Snarere undren og nysgerrighed.
- Det er når billederne kommer til debat eller samtale, at jeg forstår om det er lykkedes mig at udtrykke det jeg vil.
- Mine billeder har ikke skabt særlig opmærksomhed. Men jeg ser også mest mit skoleophold som udviklende. En udvikling, der senere skal afføde rigtig gode billeder
- Det er overraskende, hvor langt folk kan følge med i det jeg laver.
- Når mine billeder enten sætter følelser igang eller får folk til at tage stilling, så er “mission accomplished”
|
Vejlederens vigtigste opgave er at sige sin mening. At have en holdning og turde stå ved den. Den vejleder, der for at undgå at såre eller skabe konflikt ikke siger sin mening, mister troværdighed og elevernes respekt.
Eleverne har krav på en ærlig, oprigtig mening, den dygtige vejleder har en konstruktiv, den mindre dygtige en nyttesløs.
Entusiasme smitter og den kunstneriske vejleder skal smitte sine elever. Med forventning, begejstring og stædighed. Vejlederen som medstuderende skal ikke fortælle dem hvordan de skal være, men være som de skal være. Nysgerrig, ihærdig og personlig.
Når eleverne føler sig betydningsfulde, smitter det af på billederne. Og når billederne får betydning øges kvaliteten, den kunstneriske værdi og kommunikationen.
Intet er så ligegyldigt som betydningsløse billeder, hverdagen myldrer med dem, det er vejlederens opgave med sit eksempel at tænde eleverne til at skabe billeder med betydning.
Forsøget viste, at når det gjaldt kunstneriske vejledere, så var berømthederne irrelevante, de professionelle udmærkede men de medstuderende en rigtig god idé.
Blandt de tidligere elever var der en del, der som vejledere ville kunne mobilisere den specielle Fatamorgana-entusiasme, og jeg havde ikke besvær med at headhunte egnede kunstneriske vejledere.
- Engagement! Vejlederne skal ville det lige så meget som eleverne. Menneskelige egenskaber over kunstneriske. Hvis jeg udvikler mig som menneske, skal det andet nok følge med.
- Vejlederen skal være villig til at give sig selv. Det vil sige være ærlig, tilstedeværende og god til at sætte sig ind i elevens ideer og vejlede ud fra dem. Jeg er ikke interesseret i en forstenet vejleder, jeg vil have en, der siger sin mening, så man ved, hvad man har at forholde sig til. For mig er det personlige engagement vigtigst, det synes jeg oftest jeg har fundet i de vejledere, der selv var unge og uprøvede.
- Jeg foretrækker en vejleder, der er velfunderet og har en personlig holdning, som han udtrykker på en sådan måde, at man ikke føler, der er tale om et lærer-elev forhold, hvor det er lærerens holdning, der er den rigtige. Det er vigtigt for mig, at vejlederen bruger tid på at sætte sig ind i mit projekt og vejleder med respekt for mit valg. Det er vejlederens rolle at kommentere og stille spørgsmål, men det er ikke vejlederens rolle at udforme projektet, fortælle hvad man skal.
- Den rigtige vejleder for mig er en, der på en saglig måde kan sætte spørgsmålstegn ved mine ideer uden at prøve på at presse sine egne visioner ned over hovedet på mig. Og som tør sige sin mening. Nikkedukker kommer man ikke langt med.
- Kompetence og erfaring skiller læreren fra eleven. Evnen til at modtage og give fra sig skal findes på begge “sider”
- Kunne styre én på vej til det man vil opnå.
- Starte diskussion, stille spørgsmål og turde sige sin mening, samt underbygge den. Desuden er det vigtigt, at vedkommende kan inspirere til at prøve noget nyt. Alternativt. Men vigtigst af alt: ET STORT ENGAGEMENT!
- Eleverne skal selv bestemme vejleder dog med hjælp fra MB. Han har et større overblik over hvilke personer, der kan leve op til elevernes krav.
- Det har været spændende, at have en vejleder, der er meget yngre end mig.
- Mine undervisere er både mine vejledere og mine medstuderende. Jeg lærte meget af gruppen, men synes samtidig at det er en styrke at have mulighed for individuel konsultation.
- Med f.eks. MB eller Tove Kurtzweil er der ingen tvivl om, hvem der er lærer og hvem elev. Med en person som Mysan (Ulfson Arvidsson) sættes der for mig et stort spørgsmålstegn ved dette forhold, for jeg føler også, at jeg lærer ham en masse. Vi er på en fælles rejse. Der må godt være plads til begge dele.
- Det er vigtigt at en kunstnerisk vejleder har en personlig holdning, tør sige sin mening og har et humanistisk menneskesyn. Så skal alt det andet nok komme.
- Jeg synes det er en god idé at vælge en kunstnerisk vejleder i samarbejde med MB. Jeg ikke kender specielt mange og det er godt at MB har overblikket. Gruppen må ikke være større end en 4-5 personer, for intimitet giver et godt arbejdsklima.
- Det er vigtigt, at der ikke lægges vægt på elev- og lærerrollen, men på erfaringsforskellen.
|
Motivation er den bærende kraft: du skal arbejde, når du er motiveret, kun når du har lyst kan du tage ved lære. Men motivation retter sig ikke efter åbningstider, den kommer hos nogle om natten, andre i weekends, Fatamorganas elever har altid haft nøgle til skolen og kunnet arbejde døgnet rundt. Da vi holdt til i lejligheden i Teglgårdsstræde, var der stort set altid elever, der arbejdede eller hyggede sig .
Sådan er det også på Strandlodsvej.
I underetagen er der plads til både arbejde og hygge. To store sammenhængende afdelinger, i den ene vaske og tørreskabe, i den anden, bløde, røde velourmøbler fra et loppemarked. Kombinationen arbejde/fritid fungerer, eleverne, der venter på at en film skal tørre eller en tørremaskine blive varm, hygger sig med de elever, der skulle være gået for længe siden.
Man ser altid i det røde møblement mindst en i kittel og en med overtøjet på.
Der er køkken med komfur, mikrobølgeovn, opvaskemaskine og en sofa til rygerne, det eneste sted på skolen, hvor eleverne med lukket dør og udsugningen tændt har dispensation fra rygeforbudet.
Hernede lever eleverne. Der er mørkekamre, studie og telefon til fri afbenyttelse. Og ikke noget fjernsyn.
I stuen på etagen ovenover er der bibliotek, lysbord, video og av-udstyr. Og ikke et øje.
Den lidt højtidelige stemning med sponsorerede PH-lamper, hvide gardiner og tæpper på gulvene er velegnet, når stuerne bruges til undervisning, men kan i popularitet ikke måle sig med kælderens terrazzogulv, rå sandspartel og lysstofrør.
Der har aldrig været problemer med aflåsning af hoveddøre eller sikringsrum, eleverne føler et ansvar for stedet og alarmen bliver altid sat til, når skolen forlades.
Værkstedsholdets teknikinstruktører havde til opgave ud over at undervise også at tilse udstyret. Computere, fremkaldemaskine, forstørrelsesapparater og flashanlæg. Rette småskader, sende til reperation og give forslag til nyanskaffelser. Sålænge eleverne føler, værkstedet er deres og ikke instruktørens, så er kombinationen underviser/tilsynsførende ideel. Når undervisningen bygger på Det famlende Eksperiment, så er et godt og velfungerende miljø en nødvendighed.
Udstyret skal virke, men ikke så godt, at eleverne mister ansvaret. En svær, men vigtig balance.
I bestræbelserne på at øge skolens serviceniveau ansatte jeg i foråret Karina til at gøre rent, og det var en rigtig dårlig ide. Eleverne har i Teglgaardsstræde altid selv stået for rengøringen, og selvom det ikke foregik uden problemer, er det alligevel at foretrække. Elevernes ansvar for skolen daler betragteligt, når der bliver ryddet op efter dem.
- Skolen er mit værested, udgangspunktet for min udvikling og mit hjem, det er her jeg lever.
- Skolen som værksted døgnet rundt giver mulighed for at “leve” her, for at skabe en privat stemning. Det og de ærlige redegørelser for skolens liv giver indsigt og ansvar.
- Jeg har ikke kunnet finde mig tilrette på skolen, da jeg jo er individualist. Men har derimod fået mørkekammeret til at fungere hjemme.
- For meget værksted og for lidt skole for mig. Jeg vil have mere teknisk støtte i mørkekammeret. Når man betaler kr. 16.000.- har man krav på, at det tekniske fungerer. Så at man kan gennemføre sit arbejde uden at blive vred og frustreret.
- Jeg synes, at det er en svær balance. Bliver det for meget skole bliver det stift og formynderisk, men bliver det udelukkende et værested “flyder” det hele så meget.
- Det er en skole mere end et værested.
- Der er ingen tvivl om at det er MB’s skole, han er patriark på stedet. Samtidig kan man godt få visse ændringer igennem. Det har ikke været nemt, men man må have forståelse for de økonomiske rammer skolen kører under.
- Hvis der i ansøgningspapirene står, at der findes farvemørkekammer, skal det fungere bedre. Ellers lover skolen noget, den ikke kan opfylde.
- For mig er stedet et værested med mørkekammer. Eller rettere et mørkekammer med værested. En egentlig skole synes jeg ikke man kan tale om i min brug af stedet, da jeg stort set ikke har modtaget nogen form for undervisning.
Terminologien har svært ved at følge med: en skole er et sted med lærere og undervisning, men når eleverne får konsultation af vejledere, hvad er stedet så? Sproget mangler ord. Værkstedsholdet har skabt afstand til begreberne undervisning og skole.
Og til ordene.
Når jeg omtaler Fatamorgana som min skole, sker det, jeg bliver irettesat af elever, der mener, der er deres og ikke min skole. Men det ene udelukker ikke det andet.
Min er ikke udtryk for et ejerforhold, men for et ansvar.
Skolen er min, fordi jeg føler et ansvar for den, men det udelukker ikke eleverne for også at have et ansvar. Elevernes ansvarsfølelse er en forudsætning for, at skolen også kan fungere uden for undervisningstiden.
De skal tage ansvar for deres billeder og de skal føle sig ansvarlige for deres sted.
- Jeg synes ikke folk har udvist særlig stor ansvarlighed. Det har provokeret mig og måske fået mig til at føle et endnu større ansvar. Skolen for mig er ikke bare et stop for sjov, det er en start på alt det, som er vigtigt for mig som menneske.
- Jeg orker ikke medbestemmelse og indflydelse p.g.a. andre elevers svage indsats.
- Skolen er min, men når jeg har en tjener til at klare det praktiske, som skift af kemi, bliver min og andres ansvarsfølelse for lille. Jeg vil have de sure pligter tilbage. Der er for mange, der kræver for meget, folk er blevet alt for forvænte. Det øger min ansvarsfølelse, at vi har nøgle til skolen.
- Jeg føler et stort ansvar for skolen og er glad, når noget går godt.
- MB’s ærlighed, den høje standard og det høje gear gør, at jeg føler et medansvar.
Hvilke faktorer har haft størst betydning for din ansvarsfølelse?
- At jeg har været en del af det sammenhold og den tradition der fortsat bærer Fatamorgana
- At ansvaret er lagt hos eleverne og at vores mening blev taget alvorligt.
- At der ikke er nogen restriktioner eller pædagogik. Jeg er sikker på, at hvis Karina holdt sig fra køkkenet, så ville eleverne også få ansvarsfølelse derude.
KONKLUSION
Nye tider skaber nye love. Nye love skaber forandring, folkeoplysningsloven af 14. maj 2000 sætter focus på debat og medbestemmelse. Forsøgsprojektet Værkstedsholdet har afprøvet en pædagogisk undervisningsmodel, hvor målet var debat og midlet medbestemmelse.
Personlig udvikling for unge med særlige evner for og lyst til at kommunikere visuelt.
Ti elever arbejdede 16 uger på fuldtid i et værkstedsmiljø med 320 timers vejledning. Deltagerbegyret var kr. 16.000.- samt materialeudgifter. Forsøget blev støttet med kr. 90.000.- af 5%-puljen i Københavns Kommune og gennemført i perioden 5. februar - 8. juni 2001. På udstillinger i Byggeriets Hus og Møstings Hus på Frederiksberg samt en gadeudstilling blev elevernes værker præsenteret for publikum i juni/juli 2001.
De pædagogiske redskaber var tillid, engagement og åbenhed, resultaterne aktivitet, udvikling og debat.
Forsøget viste, at for at give eleverne selvtillid, var det nødvendigt at vise dem tillid. Vise respekt for det, de kunne, reagere på det, de gjorde og tro på, at de ville udvikle sig.
At give dem ansvar for noget, man ikke troede de kunne magte, var netop ikke at vise dem tillid. Tillid var at sørge for, at udstyret fungerede, når de skulle arbejde, men tillid var ikke at rydde op efter dem bagefter.
Tillid var ikke at være nænsom og opnå enighed, men at vise opmærksomhed og give udtryk for sin holdning.
Hvor tilliden svigtede, gav det negative resultater. Eleverne blev stressede, utilfredse, mistede gejsten og billederne blev dårlige.
Engagement var et uvurderligt redskab. Hvis eleverne følte at vejlederne interesserede sig oprigtigt for dem, så var deres faglige viden ikke så afgørende. At være levende var vigtigere end at være klog.
Respekten for eleverne betød også respekt for deres forskellighed: karakter og behov. Det
var individuelt, hvordan de reagerede på vejlederens råd og kritik og der var stor forskel på deres behov for omsorg og opmærksomhed. Ikke alle skulle have lige meget ansvar.
Det optimale var, at eleverne kunne vælge mellem at være en del af en gruppe og nyde godt af tæt opbakning eller konsultere en extern expert. De fleste fungerede bedst i en gruppe på fem, et mindretal foretrak selv at opsøge egnede kunstneriske vejledere. Flexibiliteten var et resultat af medbestemmelse og viste sig at være velegnet.
Forsøget viste også, at ansvaret for elevernes kollektive beslutninger var skolens. At give eleverne medstemmelse måtte ikke betyde, at skolen lagde ansvaret fra sig, uanset hvilke råd skolen havde givet og hvad eleverne havde besluttet.
For at skolen kunne leve op til sit ansvar var det nødvendigt, at en person uden for grupperne havde et overblik. Den rolle var min. Jeg fulgte forsøget tæt og tillod mig at eksperimentere med forskellige ansvarsmodeller.
Åbenhed er ikke det modsatte af fortrolighed. At være åben er at være ærlig og imødekommende, og der var åbenhed på Værkstedsholdet. Eleverne måtte aldrig føle, der var noget, de ikke måtte vide. Aldrig føle at tillid og engagement var påtaget eller tvivle på oprigtigheden.
Når jeg viste åbenhed i fortrolige sager, betød det ikke, at nu skulle der sladres eller bringes afsløringer, men at der ikke blev lagt skjul på, at oplysningerne var fortrolige.
Det var ikke åbenhed at give eleverne informtion, de ikke havde brug for eller tid til at sætte sig ind i, men det var åbenhed at fortælle dem, når jeg havde taget fejl eller skiftet mening.
Skolen demonstrerede åbenhed. Eleverne skulle åbne sig, billederne skulle være åbne. Som med de andre pædagogiske redskaber lod jeg det gode eksempel vise vej og erklærede fra starten alle skolens aktiviteter åbne for enhver.
Værkstedsholdet var produktfikseret. Forløbet igennem blev der kun talt om de flade, rektangulære, hvide stykker papir, hvor emulsion eller printerblæk havde genskabt virkeligheden i to dimensioner: Billedet.
Hvordan bliver billederne bedre? Alle aktiviteter, al samtale alle anstrengelser gjaldt billederne.
Men det lå hele tiden i luften at: du er dit billede og det var derfor ikke nogen hemmelighed, at det, der blev sagt om kopien eller printet også gjaldt personen.
At lade et luftigt begreb som personlig udvikling erstatte midlertidigt af et håndgribeligt, som man kan bearbejde, forholde sig til og snakke om, uden at det bliver for personligt, er ikke noget nyt, men udbyttet blev forstærket af billedernes funktion: de skulle bruges.
De skulle ikke skrottes eller gemmes væk, men ud til folk, de havde en selvstændig mission og det øgede alvoren.
Billederne var alt for eleverne.
Anspændte, blufærdige hang de tilsidst på udstillingen i skærende spotlys, på hvide vægge, som var det eleverne selv, der viste sig frem. Samme undren, samme glæde.
Billederne var elevernes bidrag til debatten. Samtaler mellem mennesker.
|
Efter at have været forsøgshold i fire måneder er Værkstedsholdet blevet en del af Fatamorganas kursustilbud, men nu med en stram struktur.
Medbestemmelsen er under kontrol, ingen improvisationer i styringen.
Kirstine og Jacob, som begge fortsætter på Værkstedsholdet, vil måske synes det hele er blevet lidt kedeligere. At være pioner er noget særligt og Værkstedsholdets elever var pionerer, ramlede ind i uforudsete spærrebomme og svævede på skyer af begejstring.
Fik urimelig stor opmærksomhed og nød det med primadonnaens selvfølgelighed, det bliver aldrig det samme igen.
Ti ansøgere søgte inden 1. juni om at gå på det kommende Værkstedshold og alle var egnede, ingen kidnapning eller overtalelse denne gang.
Seks af dem gik på skolen i sidste semester, en enkelt er efter et år på fotoskole i England vendt tilbage til Fatamorgana for at tage endnu et skoleophold. Fire er udlændinge, de tre dog fra et af de nordiske lande.
Tine B. Nielsen fra den stærke Gruppe-Tine og Trine Søndergaard skal være kunstneriske vejledere foreløbig i første halvdel af forløbet.
Elever, der ønsker at trække sig ud af gruppen og selv opsøge en kunstnerisk vejleder har mulighed for det, grupperne administrerer et antal lektioner til fordeling mellem de frie fugle, der måtte vise sig eller supplerende konsultationer i gruppen.
Michael Madsen, der var en stor gevinst for forsøgsholdet fortsætter som instruktør og tilsynsførende i computerrummet, i kælderen bliver det Claus Asp.
En til det digitale og en til det analoge.
Med fare for indavl og degeneration er alle vejledere og instruktører tidligere elever fra Fatamorgana. De kender skolens krav til engagement, de taler sproget, ved hvad tillid betyder, og så føler de sig stadigvæk lidt som elever.
To stærke kvinder og to tålmodige mænd: lønnede medstuderende.
Ledningerne, der hang som gammelt spindelvæv mellem tørreskabene under hele forsøgsperioden er sømmet fast til væggen, den store Durst, som bare stod i vejen er nu samlet, så den virker, rengøringen er sat i system: hver elev har sine morgener med klud og spand, nej det bliver garanteret ikke kedeligt.
Pionererne blev forkælet, fik opmærksomhed, men de knoklede også for det. Ustandselig skulle de evaluere, tage stilling og give karakterer, sætte ord på ønsker og intentioner og finde sig i gang på gang at blive skubbet ud i det ukendte. Det er pionerens vilkår, at skabe plads i det ukendte til dem, der følger efter.
- Jeg spildte den første måned, der var for meget, der ikke fungerede. Det virkede som om alt var et forsøg, det var ikke godt.
- Jeg har følt mig forvirret i starten af opholdet p.g.a. manglende organisation. Men jeg er bevidst om, at det bliver fedt, når det fungerer.
- Den nye mulighed med forskellige vejledere og forskellige grupper til forskellige tidspunkter har været supergodt at få prøvet af. Den eneste kritik jeg har er, at der er gået for meget tid med at diskutere hvem og hvordan.
- Alting skulle prøves af. Af og til har det været ubehageligt og af og til har det fungeret godt.
- Det har været lidt svært og forvirrende. Man vidste ikke helt hvad der blev forventet af en.
- Det at man kan have forskellige vejledere er genialt. Og det kunne jeg jo kun afprøve, fordi det var et forsøg.
- Linjerne må godt være mere klare. Man skal arbejde inden for en fastere ramme.
- Jeg er vild med Fatamorgana
- Fordelen har været, at man som elev har været med til at definere formen. Ulempen, at man har brugt meget energi på det. Det har givet en del frustrationer.
- Der har været meget famlen i blinde. Jeg tror det bliver godt med nogle faste rammer så der kommer nogle regler man kan bryde.
At eksperimentere er at famle i blinde. Man begiver sig ud i et område, hvor man ikke kan se og føler sig frem.
Nu har vi lært at se. Stedet er velkendt. Vi har afmærket og indhegnet territoriet og skabt styring og regler for skolens ny overbygning. Et sted for entusiaster på vej, hjemvendte tvivlere og fremmede fugle. Frelste og fortabte.
Rammer for en ny generation af kreative, visuelt begavede.
|
Anna Strand
Bodil Nygaard Jensen
Charlotte Hjorth-Rohde
Ditte Valente Sørensen
Jacob Vinamata Jessen
Kirstine Lundøe Gylholm
Lotte Agger
Peter Bengtsen
Pia Marianne Jensen
Silla Herbst
Dagmar Atladòttir
Marianne Bruun Vierø
Pelle Rink Jørgensen
Rasmus Rosenberg Hansen
Jakob Eskildsen
PROJEKTANSVARLIG:
Morten Bo
Citaterne er uddrag af elevernes skriftlige evaluering 28. maj 2001.
Sproglige og grammatiske fejl er rettet, når meningen derved blev tydeliggjort.
Bogen GIV OS NOGLE REGLER VI KAN BRYDE
Om Værkstedsholdet et forsøgsprojekt på Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole af Morten Bo. 40 sider. Indbundet. Kan købes for kr. 175.- ved henvendelse til
Fatamorgana
Strandlodsvej 15
2300 København S
32 54 32 65
kkm@fata.dk
© 2001 Morten Bo/Fatamorgana