Citater fra Værkstedsholdets skriftlige evaluering 28. maj 2001: - Det har en afgørende betydning at skolen aldrig holder op. Selvom der ikke er undervisning, er vi stadig i skole. Enten arbejder vi i værkstederne, er ude at tage billeder eller vi tager billeder derhjemme. Grænsen mellem skole og fritid er totalt brudt ned. - Denne periode har været som 10 år for min personlige udvikling. - Min succes er at jeg nu er bevidst om at jeg kan hvis jeg vil Om det så er det kreative fotografiske arbejde eller min evne til at starte nye venskaber, så ved jeg nu, at jeg kan. - Skolen har givet mig lyst til at stå op om morgenen. Den har vist mig, at det er muligt som menneske at udleve de drømme, man normalt går rundt og gemmer i maven. Selvrespekt og selvtillid er blevet en del af mit liv og ikke længere kun noget jeg drømmer om. - De timer jeg har brugt hjemme hos min vejleder, har jeg været meget glad for. Det har været den rene kvalitetstid. - Jeg var i GRUPPE TINE, det fungerede fortræffeligt. Jeg havde dog nogle store problemer og kunne ikke komme igang med et projekt, men det håndterede Tine perfekt. Hun hjalp mig med en fin balance mellem at skubbe på og lade mig klare det selv. - Succes er når ens tanker og følelser pludselig bliver sagt af andre, når de ser ens billeder. - Fiasko er svært at opnå på Fatamorgana. Der kan være hård kritik, disharmoni, personlig krise, men der er altid et socialt net, der griber én. Desuden lærer man personligt og kreativt mest af fiaskoer. - Det bedste er når et billede er lykkedes, selvom jeg ikke selv har haft mod til at tro på det. - Det var godt at være omgivet af motiverede mennesker. At være på en skole, der ikke går op i faste rammer og disciplin og se, det er lykkedes for andre. At blive en del af en verden, hvor folk både bliver lykkeligere og mere miserable, men hele tiden langt mere tilfredse. - Det vigtigste var at skabe og tage mine drømme og mig selv seriøst - Jeg har hele tiden skulle presse mig selv hvilket til tider har gjort mig næsten angst. Man når så åbningen har været der og det er lykkedes, har det været de bedste oplevelser. - Billederne begynder først rigtigt at leve, når andre ser dem og reagerer på dem. - Jeg laver ikke umiddelbar debatskabende kunst. Jeg ser mere mine billeder som små, stille kommentarer eller følelser. Spejlbilleder af min sjæl. - Det er overraskende, hvor langt folk kan følge med i det jeg laver. - Der lægges op til stor selvstændighed og egne initiativer. Man er selv ansvarlig for ens udvikling. Man arbejder fordi man har et engagement og ikke fordi man skal. - Jeg er vild med Fatamorgana - Gennem arbejdet med billeder og udtryk har jeg lært mine egne grænser bedre at kende. Så jeg ved hvornår jeg skal sige fra. - Det er når billederne kommer til debat eller samtale, at jeg forstår om det er lykkedes mig at udtrykke det jeg vil. - Når man af faste lærere eller gæstelærere kigger kontakter, og de så siger, det er godt, men at der mangler noget: det giver mig lyst til at fortsætte. - Jeg har fået lov at passe mig selv, men har haft et forum, hvor folk forstår mig. - Det bedste var at se og høre, hvordan billederne havde gennemslagskraft eller i hvertfald skabte diskussion. - Fiasko: At blive stillet overfor min fremtid, som den ser ud, hvis jeg ikke tager mig selv og mine drømme alvorligt. - Skolen er mit værested, udgangspunktet for min udvikling og mit hjem, det er her jeg lever. Citaterne findes i udgivelsen GIV OS NOGLE REGLER VI KAN BRYDE Om Værkstedsholdet et forsøgsprojekt på Fatamorgana Danmarks fotografiske Billedkunstskole af Morten Bo. 40 sider. Indbundet. Bogen kan købes for kr. 175.- ved henvendelse til skolen. |