Brænderen, fra bogen Kalkværket
© Morten Bo 1972
Før Fyraften
af Morten Bo
Mit bedste billede tog jeg på en arbejdsplads, hvor jeg ikke måtte fotografere, af en arbejder, der ikke ville fotograferes. Med billedet ville jeg vise, hvor beskidt, udmagret og nedslidt arbejderen var, og da billedet blev offentliggjort hævdede virksomhedsledelsen at billedet var taget 50 år tidligere.
Arbejderen var brænder på Kalkværket, og da hans børn efter hans død gik hans personlige ejendele igennem og under de smilende, velfriserede søndagsbilleder af farmand fandt mit gamle, gulnede portræt, kontaktede de mig og bestilte en ny og større kopi. For som de sagde: - det er det eneste billede af vores far der ligner.
Sådan så han ud, når han efter en lang dag på arbejde kom hjem, sådan mødte de ham hver dag, og sådan husker de ham. Alle andre billeder af deres afdøde far viste ham ved festlige lejligheder, på glade solskinsdage. Ingen billeder, der lignede.
Det er ikke ualmindeligt, at man fotograferer det, man gerne vil huske og skjuler det, man helst vil glemme. Brænderen ønskede ikke at blive husket som udslidt, snavset arbejder, og dog var det arbejdet, der fyldte hans liv, forsørgede hans familie og tog livet af ham.
Det er ikke ualmindeligt, at de bedste billeder er dem, ingen ønsker sig. Dem du ikke får lov at tage.
Når du snyder dig til et portræt, har du mulighed for fange virkeligheden. Så er der chance for at billedet kommer til at ligne.
Hvis den, du fotograferer selv skal bestemme, hvordan han skal se ud, hvor han skal stå, og hvor højt han skal smile, så kan du godt vinke farvel til sandheden.
Hvis ikke fotografer insisterer på at ville skildre nuet sandfærdigt, så bliver virkeligheden glemt.
Det kan være interessant at se og høre, hvordan mennesker ønsker sig at se sig selv, hvordan de ønsker at andre ser dem, men når de billeder erstatter de sandfærdige, så bliver minderne forlorne, historien forvrænget og kærligheden hul.
Det er dokumentarfotografens opgave at opsøge, skildre og berette om den virkelighed, ingen andre bryder sig om. Om de mennesker ingen andre tænker på, og det arbejde ingen andre ser. Også selv om de involverede helst ikke vil vise den frem.
Det kræver mod, kløgt og dygtighed at turde pege på det skjulte og kalde det virkelighed og sige nej tak til den virkelighed, der bliver tilbudt. Det kræver ansvar, og havde jeg fotograferet brænderen uværdigt og nedvurderende, så havde jeg svigtet min opgave som dokumentarist.
Når billedet er godt, er det, fordi det ikke kun viser en beskidt arbejder før fyraften, men også et menneske, jeg respekterer.
Under støvet, sliddet og opgivelsen er en skæbne som interesserer mig. Et menneske jeg holder af.
Og holder med, for portrættet er også et portræt af alle andre i samme situation, billedet af en befolkningsgruppe.
Respekten for brænderen blev til respekt for arbejderklassen. Støtte til tidens klassekamp.
Det er ansvarsfuldt at skulle vælge sandheden og beslutte virkeligheden, så det er ikke lige meget, hvem der gør det, og hvordan det bliver gjort. Et samfund uden dygtige dokumentarfotografer er et fattigt samfund.
Er du dygtig, er det dig, der bliver lyttet til: Hvad skal vi mene om andre, skal snavset og sliddet være afgørende, skal hudfarve og lugt?
Hvad får dig til at elske en fremmed: Påklædning, stilling eller sprog? Hvornår skal man have respekt, hvornår medlidenhed?
Politikerne kan bestemme, hvad der er tilladt, men det er dig, der bestemmer, hvad der er rigtigt.
Når politikerne bestemmer hvad der er rigtigt og fotograferne gør, hvad der er tilladt, har friheden trange kår. Moralen forfalder og kulturen visner.
Nu hænger farmand i glas og ramme på væggen, som han huskes af sine børn.
Børnebørnene gror op med billedet af en bedstefar, der nogle dage vil være opgivende, udbrændt og fortabt men andre dage vise stolthed over at have klaret det.
Og sådan var virkeligheden, billedet ligner.
Det gør ikke noget, at der også på væggen hænger smilende velfriserede billeder med familieidyl og ren skjorte, hvis bare arbejdsportrættet bliver hængende.
Det er som om, man i brænderens blik skimter et klarsyn, en hilsen til børnebørnene om, at de har grund til at være stolte.
Derfor er billedet godt. Mit bedste.