notat til tale ved åbning af Fryds udstilling gallery V1 20.januar 2017 af morten bo Jeg er så heldig at have haft Fryd som elev for 10 år siden og som gæstelærer de seneste år. 25 års fødseldag i 2014 festival supernova på hven. sidste dag. alle tog eftermiddagsbåden. Jeg blev og ryddede op og Fryd hjalp. Sådan er hun jo. Vi kunne lige nå færgen, jeg i bil, Fryd på cykel. Udlejningscykel. Men da vi skal til at køre, ser Fryd, at der er en cykel for meget, den skal ned til udlejningen, i den anden ende af øen. Jeg prøver forgæves at lægge den ind i min bil. men Fryd ser ingen problemer: Jeg snupper da bare gedebukken, siger hun og kører afsted med en hånd på rattet og en hånd på styret af den førerløse cykel. Hven er en ø. Det blæser. Der er bakker. Cyklen hun kører på er en lille damecykel og den, hun holder er en stor herrecykel. Jeg kører bagved i bil. Hun slingrede faretruende. Var ved at vælte. En stiv kuling stod ind over landevejen. Hun kunne næsten ikke træde rundt, for der var modvind. Havde svært ved at holde balancen. At sidde der og kigge ud af forruden var som at være i biografen. Var det her en video eller var det virkeligt? Ukuelige Fryd, der bakser med et kæmpeproblem, hvordan ville filmen ende? Altid har hun taget kampen op med overmagten. Ikke for at vinde men for at kæmpe. Hun har kæmpet med at slå katten af tønden, prikket til tønden med en pind. og tabt. I en anden video pynter hun juletræ med udklippede hjerter, men ender igen med et nederlag. Længe lod jeg filmen køre, venter at hun skal vælte, og så vil jeg redde hende. men hun vælter ikke, og da jeg langt om længe overhaler hende, sender hun mig et kanonstort smil: - Halehoi, her kommer jeg! Så typisk Fryd, sådan er hun altid ukuelig optimist. - Hvis det er gået godt indtil nu, hvorfor skulle det så ikke blive ved med det? I sin første opgave fotografer en fremmed havde en helt ung Fryd været hjemme hos en dame med klaver. Exponeringerne lignede alle de andres, der var lidt gulvtæppe og lidt potteplante et par dårlige ansigtsbilleder og så et billede, hvor hovedet manglede, det valgte jeg. Jeg viste i Photoshop Fryd, hvordan jeg ved at skrue ned for lys og kulør, give det hele et slør af gråt kunne gøre det til stor kunst. Det var første og eneste gang, jeg fik lov at bladre i hendes optagelser eller bestemme hvordan billedet skulle se ud. Nej Fryd var ikke som de andre. De ville gerne tages i hånden og blive vejledt og lære og tage ved lære og få ros og blive dygtige kunstnere, der drømte om berømmelse. Fryd var særdeles selvstændig, ukuelig optimist. Hvor de andre elever var meget bevidste om, hvad der kunne lade sig gøre, der havde Fryd den indstilling, at intet var umuligt, før det var prøvet. Hun kunne alt, og det var kun hende selv, der afgjorde, om det var lykkedes. Partisan har hun været og klovn, hvid i hovedet og konkurbine, men udklædningen er kun noget ydre, som da hun tatoverede sin mors knogler på hendes tær eller klistrede hår på hendes hage, det er bare noget ydre. Det var den samme Fryd, der var derinde. Sjove huer, sære frisurer, kæmpestore røde boxehandsker, alt hun finder eller finder på er noget ydre, det ændrer ikke hendes personlighed, karakter eller kærlighed. - Halehoi, hvad har vi der, sang hun og fyldte skoletasken med rejer for at fotografere en medstuderende, eller hun gav en hjemmegående gravhund batmantrøje på eller lod den intetanende nevø tage en kræmmerhushat på næsen, så han ser bøvet ud, der er ikke grænser for hvad hun finder og finder på. Men da hun viser mig et billede af sine nevøer klædt i naziuniform, da siger jeg nej, at det kan hun altså ikke. Der skal være en mening med det, hun arrangerer og drengene som hitlerjugend er altså at misbruge drengenes tillid. Men da hun til en til en aids-kampagne for sikker sex lænkede med håndjern et kærestepar  til hver sin ende af borgerskabets sofa, da gav det mening. De måtte godt sidde sammen, men ikke kunne røre ved hinanden. Den succes gav mig blod på tanden, jeg tog mod til mig og stillede hende en opgave, hvor hun skulle være fortrolig i fotografi. Kære Mor... hed den. Det var en hård nød at knække for en tingfinder og idemager. Selv skriver hun at det var ... ... et projekt der føltes patetisk og helt forkert. Jeg havde 2 uger til at løse opgaven og jeg brugte den ene af dem på at være sur på Morten og have den udleverede bog med de blanke, angstfremkaldende sider under armen. I bogen skulle jeg fortælle hende alt det, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle sige. ALDRIG i mit unge foto liv havde jeg lavet noget, der føltes så udleverende. - Halehoi! her kommer jeg! Se, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver dag! Den grimmeste buste af flamingo, affald fra en hattebutik, uden mening eller identitet i favnen på en af nevøerne, der tydeligvis ikke anede hvorfor. Men forestillingen, hvor de spiller kontorchefer, der sammen får sig en whisky, den kunne jeg bedre lide. Også selvom den ene har den hvide buste under armen. Det er del af magien, at ingen aner, hvad det skal betyde. Styrthjelm med rådyrgevir, svømmevinger under armene, en lyserød hummer, anker på maven, slange om hovedet.    2Altid er personerne anbragt i roller, de ikke ønsker sig. De er pyntede juletræer, der ikke aner hvad jul er. Det er det magiske at Fryd visualiserer meningsløsheden. - Halehoi! det er mageløst! Jeg lærte efterhånden, at Fryd skulle jeg ikke lære noget. Det skulle være mageløst. De andre elever lærte jeg at blive dygtige, Fryd skulle bare beskyttes og have plads. Og det var mageløst, hvad hun fandt på. Klædte sig ud som lyserød teenager i skoven, hun var genert konkurbine og gravid brud. En barsk uniformeret betjent, der dømte dig skyldig, inden du var dømt. Hun fotograferede sin nevø i lyseblå kjole, som forsømt, nygift husmor i Ikast. Eller Brooklyn. For efter et år på Fatamorgana tog Fryd til USA og gik et år på International Center of Photography i New York. Jeg fik en mail fra lederen af General Study Marina Berio, hun plagede om at få flere studerende som Fryd. Hun havde rigeligt af de kloge, konceptuelle, der aldrig sagde noget, når de talte, der aldrig turde noget, der kunne gå galt, de var så belæste og lærte, men når Fryd var med, så var det noget helt andet. Flere som Fryd tryglede hun, men det var ikke så nemt. - Halehoi, her kommer jeg! Se hvad jeg har fundet og så proppede hun lommerne med gode ideer og alt hvad hun fandt undervejs, og så stoppede hun op hver gang, der var noget eller nogen, hun skulle kæmpe med, så hun fik svært ved at følge med. De vidende, de beregnende og kloge overhalede hende, for de forstod at begå sig med korrekt tale og glatte tunger. De kunne holde orden, sortere og lægge i bunker. Fryd havde masser af billeder, de dryssede om hende, men systematisk tilrettelægning var ikke lige hende, Avisen Personal Spam i 50 printede eksemplarer var det blevet til, da jeg foreslog hende at udgive en bog. Jeg så Fryd som en stjerne. Kendte efterhånden hendes helt specielle talent. Jeg følte mig beriget af hendes umiddelbare billeder og tiltrukket af hendes ubekymrede optimisme. Nu skulle verden lære hende at kende, titlen skulle være Fryd Delight og hvert afsnit i bogen skulle starte med et portræt af Fryd, et selvportræt. - Er hun ikke stor? skulle alle sige Men Fryd vil ikke behandles som en vare, så hun gjorde bogen til sin egen og kaldte den Summer of Yes. Selvfølgelig er Fryd en ja-kunstner. Kommer ridende ind på slottet på en gedebuk og forfører hele hoffet med sin ligefremme karakter, kærlige væsen og lommerne fulde af gode ideer.  Hun er bare så sexet. - Det var da en gloende hede, sagde hun. - Det er fordi vi har tændt op i grillen, sagde prinsen, og så tog Fryd frem, hvad hun havde fundet, og der var både rejer og rådyr, hummer og haj og masser af meningsløst misbrug, men hun forklarede, så enhver kunne forstå det, hvad det alt sammen skulle bruges til. - Dig kan jeg lide, sagde prinsen, du kan da svare for dig, dig vil jeg have til at lære mig alt, du ved og kan. Og ved vinduet stod de mest belæste akademikere i kongeriget, og der var Mette Sandby og Kristine Kern og Rune Gade og avisernes skriftkloge kunstkendere, og alle rystede de på deres kloge hoveder, for de forstod ingenting.  Og Fryd vendte sine lommer ud i hovedet på dem, så de var ved at blive kvalt i spøjse ideer og sjovt sceneri. - Det var fint gjort, sagde prinsen, det kunne jeg ikke have gjort, men jeg skal nok få det lært. Og det gjorde han. For det viste sig, at Fryd var ikke bare den bedste til at finde på, men også den bedste til at lære fra sig. Og sådan gik det til at Fryd blev dronning fik krone og trone og hentede stjernerne ned på jorden, hvor de hører til. Med til historien hører, hvad der skete, efter at Fryd havde lavet fortroligheds bogen Kære Mor.... Fryd fortæller: Da jeg så den næste weekend var hjemme i Hvide Sande, fortalte jeg stolt min mor om bogen. Hun bad om at se den. Vi sad ved spisebordet i stuen, på hver sin side. Der var helt stille, mens hun bladrede den igennem. Da hun endeligt var færdig, kiggede hun på mig og sagde, at hun ikke var sikker på, at hun helt forstod den. Jeg var knust, jeg tog bogen fra hende og løb ovenpå og tudede. Min mor kom op og spurgte, om hun ikke godt måtte se den igen. Hun beholdt bogen. Senere da Fryd er i New York på ICP får hun brev fra sin kræftsyge mor der skriver: ... Jeg kan fortælle dig, at din bog går på omgang oppe på Herning Sygehus, så jeg er spændt på, hvornår jeg får den tilbage. Pas godt på dig selv skat. Vi elsker dig. Og med disse Fryds ord erklærer jeg udstillingen åbnet.