Tale til Fatamorganas fest i arbejdermuseet 27.8.99
af Morten Bo

Mens alle I, unge, smukke og berømte er samlet her i aften for at fejre Fatamorgana, er den, der måske har haft den største betydning, ikke inviteret.
Min mest trofaste støtte gennem alle årene.
Jeg vil godt holde en tale for én, der mere end nogen anden fortjener at blive husket idag.
Fatamorganas sofa.

Kære sofa!
Da vi mødtes første gang i sommeren 1989 på Frelsens Hærs loppemarked havde du en lang karriere bag dig som prydsofa i et borgerhjem.
Du anede ikke, at der ventede dig endnu en strålende karriere, denne gang som støtte-pædagog i en fotografisk vuggestue.
En kunstnerkoloni, der satte alle dine indgroede vaner på en hård prøve.
Du blev rystet i din træuld over det, du blev vidne til og måden du blev behandlet på. Men din evne til at tilpasse dig og gøre dig selv uundværlig har været fantastisk.

I starten var du rød, som alle os andre.
Da tiderne skiftede blev du blå og nu i din alderdom bliver du daglig belagt med løse tæpper, det bryder du dig aldeles ikke om. Selvom tæpperne omhyggeligt bliver lagt pænt tilrette hver morgen, har du inden der er gået ti minutter krøllet dem sammen og skubbet dem hen i et hjørne.

Modens skiften har du aldrig haft det nemt med.
Når en elev, du holdt af og havde fået et fortroligt forhold til pludselig en morgen mødte op med grønt hår, så peb du i fjedrene og stønnede højlydt.
Eller da piercing blev moderne, kan du huske hvordan du i starten teede dig, hver gang en elev mødte op i skolen med ring i næsen.
Mig har det aldrig generet.
Men du vendte vrangen ud og måtte ustandselig syes. Det tog hårdt på dig når eleverne fik ringe i ørerne, kinden, næsen, tungen eller hvor de nu fik dem, hvad ved jeg?
Men du ved det, for når eleverne ændrede legestuen til et fotostudie og poserede nøgne for hinanden i lyset fra dinglende fotolamper, så måtte jeg pænt vente i køkkenet, mens du kunne lege sofarække, læne dig godt tilbage og lære de unge mennesker nærmere at kende.

Da du endelig havde vænnet dig til det indopererede sølvtøj, var moden på retur og idag bemærker du knap nok, når enkelte elever får metal i hovedet.
Eller farve i håret.
Men at drengene klipper sig skaldede, det kan godt nok få puderne til at ryste.
På det punkt er du håbløst gammeldags.
En nøgen isse er måske ikke speciel køn, men den er særdeles praktisk. Og så er den smart og kan også være sexet. På nogle hoveder.

Du var ikke fair over for de skaldede drenge. Men over for de skaldede piger var du direkte uartig.
Du gik fuldstændig op i limningen, det var meget forkert af dig.
Når pigerne klippede håret af, var det en vigtig del af en psyko-somatisk renselsesproces.
Når der blev renset ud i det indre, skulle der også ske noget udvendigt og så faldt lokkerne.
Blondiner blev skaldede og kasketten moderne.
Der har på skolen altid været to typer elever. Der var dem, der - når jeg skulle se kontaktkopier - satte sig helt tæt på mig, og var dem, der satte sig et stykke fra mig, ude på kanten af sædet. Du havde det bedst med dem, der satte sig godt tilrette. Gav sig tid. Lyttede, kiggede med i kontaktarkene.
Jeg kunne ofte ligefrem mærke, hvordan du nærmest hoppede af glæde over det tætte forhold, der var mellem mig og flere af eleverne.
Om du var bevidst om hvad din hoppen medførte, ved jeg ikke, men da jeg altid af en eller anden grund sad i en fordybning nærmest vinduet skete det ikke så sjældent, at du lige så umærkeligt rystede eleverne ned i skødet på mig.
Jeg har ofte i de situationer haft svært ved at koncentrere mig, men jeg har vænnet mig til det og har ingen grund til at beklage mig.

Blandt de tætsiddende elever har der været to typer. Der var dem, der opmærksomt lyttede til alle mine bemærkninger og forslag og gjorde præcis, hvad jeg sagde.
Og så var der dem, der opmærksomt lyttede til alle mine bemærkninger og forslag og gjorde det stik modsatte.
Erfaringen har vist, at det ene ikke var bedre end det andet.

Jeg husker en tæt-sidder, der på skolen udviklede en markant, fotografisk, kunstnerisk personlighed ved konsekvent at gøre det modsatte af, hvad jeg anbefalede.
Hver gang han var i tvivl, søgte han hjælp hos mig.

Jeg brugte megen tid på at sætte mig ind i hans ofte komplicerede tankegang.
Jeg var omhyggelig med altid at være pædagogisk, konstruktiv og anvise ham hvilke muligheder, han havde at vælge imellem. Men det stillede ham ikke tilfreds.
Han bad altid om min helt personlige mening, han ville gerne vide, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ham.
Det fortalte jeg ham så. Han lyttede, takkede, gik hjem og gjorde det modsatte.
Jeg havde på den måde altid stor andel i hans mange fotografiske succeser.

Men der er også kant-sidderne.
De har på forhånd valgt de kontaktaftryk fra, jeg ikke må se.
De kigger ikke med i kontktkopierne, men holder skjult øje med, hvor langt jeg er nået.
Hvis jeg går forbi et af kantsidderens favorit-negativer, bliver en arm stukket frem, en finger peger på billedet og spørgsmålet falder som en skarpsleben økse: “Hvad er der galt med det?”
Hvis jeg forsigtigt antyder, at der mangler nærhed i billedet roder kant-sidderen febrilsk i kontaktaftrykkene, som en forsvarsadvokat i sin sagsmappe og finder det ene nærbillede frem efter det andet, som jeg får forevist.
Det er sket at jeg har givet op og ladet en kantsidder få ret, men for det meste afgøres sagerne ved forlig.

Og så har der selvfølgelig altid været dem, der slet ikke sad. Dem, der på forhånd vidste, hvad jeg ville sige og var totalt upåvirkede af kritik eller ros.
Det har ofte været elever på tredje semester, der havde gennemskuet min undervisning.
Når de var blevet så dygtige, så var der kun én ting at sige: UD!

Jo, kære sofa, jeg ved godt, at jeg har været hård.
Og du var altid blød.
Når jeg var bestemt og skældte ud, så var du der med eftergivende trøst.
Hvor mange piger har du ikke taget imod med åbne armlæn, når de følte sig uretfærdigt behandlet eller kritikken havde været for hård.
Havde jeg ikke vidst, at du var der til at trøste, havde jeg aldrig været så grov.
Hver for sig var vi måske lige ekstreme nok, men sammen var vi et godt par.
I bevidsthed om din moderlige omsorg kunne jeg med sindsro i alle årene uddele faderlige skideballer.

Men det var ikke kun pigerne der græd. Drengene kunne også.
Men de gjorde det ikke, fordi de var blevet skældt ud eller havde fået kritik.
Pludselig midt i en samtale med en dreng kunne tårerne pludselig begynde at løbe, fordi jeg uforvarende var kommet til at sige noget, jeg ikke skulle have sagt.
En sætning, der berørte noget traumatisk. Eller bare et ord.
Midt i en seriøs samtale med en ellers robust elev kom jeg engang til at sige :
Fjeldhytte.
Straks fossede vandet ned over kinderne, mens eleven undskyldte sit fjeldhytte-traume og jeg undskyldte det skæbnesvangre ord.

Ud over traumer, skæld-ud og præstationshysteri var kæresteproblemer en væsentlig årsag til rødrandede øjne og våde kinder.
Det har altid været sådan, at når det gik godt i skolen gik det dårligt i parforholdet.
Kæresten havde det svært med at være rykket ned på en andenplads efter fotografi. At være glemt flere døgn i træk.
Men at eleven, når de så endelig var sammen, kun snakkede om billeder og billeder og billeder og sig selv, det blev ofte for meget for den oversete og den egoistiske fagidiot blev sendt på gaden med rødrandede øjne og soveposen under armen.

Der er blevet skabt ikke så få nye par af disse fredløse foto-freaks, som om aftenen redte op for natten på gulvet og på dig.
Jeg har ofte forsøgt at frittet dig ud med, hvad der foregik på skolen om natten, men aldrig har du givet så meget som en knirken fra dig.
Jeg måtte erkende, at her gik grænsen for din loyalitet og fortsætte med altid at være den sidste, der fik besked, når elever på skolen var blevet kærester.

Bortset fra din elevsolidariske tavshed om natteroderiet har jeg aldrig haft grund til at tvivle på din loyalitet.
Episoden på næstsidste skoledag i maj 1990 regner jeg ikke med. Det hele var så nyt for os begge to.
Jeg lod temperamentet løbe af med mig, det skulle jeg ikke have gjort.
Men at du jublende viftede med skøderne og sang i fjedrene, da eleverne klappende moppede mig ud af skolen, det var bare for meget.

Jeg indrømmer, det var forkert af mig, at blive væk den næste dag, sidste dag inden sommerferien. Stemningen på skolen var trykket.
Jeg gik fire gange rundt om Damhussøen og grublede over, hvordan jeg kunne slippe af med den møg-skole.
Da jeg kom hjem stod der en rød hjerteformet æske til mig fra eleverne. Indeni var en T-shirt med et stort M på brystet.
Så smeltede jeg sgu. Men klokken var over fem, eleverne var gået hjem.
Kurset var slut. Jeg fik aldrig sagt tak.

Men jeg blev klogere.
Jeg lærte, at man skal elske sine elever betingelsesløst.
Du var mit forbillede.
Når man tænker på, hvor meget lort, de har hældt ud over dig i årenes løb, så er det da beundringsværdigt, at du stadig spinder som en mis, når de slår rumpen i dit plettede betræk.
Kaffe, mælk, cola, juice, øl, mishandlet er du blevet og alligevel elsker du dem.

Festerne tog hårdt på dig.
Eleverne lavede bar i mørkekammeret, havde vaskene fulde af sort guld og solgte små grå til en femmer. Hele byen var inviteret
Fulde folk og larmende musik var ikke noget for dig.
Når politiet var på vej op ad trappen var jeg på vej ned.
Og herre-gud, som du så ud bagefter.
De må have brugt dig som trampolin.
Betrækket i laser, gjordene sprængt, fjedrene daskede under sædet, som var det motoren, der var ved at falde ud.
Og så elskede du dem alligevel.

I ti år har du nu været en uundværlig del af skolen, levet med i elevernes op- og nedture.
Fik de afslag på en ansøgning, sukkede du som kun en sofa kan sukke.
Men kom de springende ind ad døren og fortalte, at de var blevet optaget på ICP eller Kunstakademiet eller noget andet fint, så knirkede du stolt som en oksehudssofa.

Idag står du alene inde på biblioteket.
Hvor du før var vant til at være centrum for alle begivenheder på skolen, nøjes du nu med at høre, hvad der foregår, når døren står på klem.
En epoke er slut, men en ny begynder.

Power-Mac, studio-display, negativ-scanner, farve-printer og CD-brænder bliver inden på onsdag installeret på biblioteket. Ved siden af dig.
Det skal stå klar, når de nye elever starter.
Jeg lover dig, der kommer liv omkring dig igen. Nye stemmer, nye lyde og et nyt sprog.
Fatamorgana har stukket foden indenfor i den digitale verden.
Hvis du havde svært ved at vænne dig til ordene fancy, kincky og spooky, så kan du godt regne med, at nu bliver det først rigtig sjovt.
Selecting, converting, adjusting. Det kan godt være, du rynker betrækket, jeg er overbevist om, at du vænner dig til det.
CMYK, Jpeg, bitmap. Jeg har trænet i sommerferien.
Color-space, er det ikke et fantastisk ord?
Men uanset hvad der sker på skolen i fremtiden, skal du vide, gamle, trofaste sofa, at sålænge der er brug for mig, vil der også være brug for dig.