© Magnus Öhnner

Tale ved kunstnernes demonstration på Kgs. Nytorv 20.3.2002 af Bjørn Nørgaard, formand for Fatamorgana's bestyrelse Kære med-smagsdommere og såkaldte med-specialister! Ifølge vores nye statsminister er eksperter årsagen til alle problemer. Så blot vi afskaffer eksperterne, fjerner vi alle problemer - vupti! Denne særlige form for logik folder sig i al sin ubegribelighed ud hos regeringens egen ikke-ekspert Institutleder Lomborg i hans store vision om de tusind affaldsbjerge, der skal blive til skibakker. Hvad siger kommunen, når folk brokker sig over et affaldsbjerg i deres kvarter? De siger; - rend og hop! Hvad laver man på en skibakke? Man render og hopper! Ergo: et affaldsbjerg er en skibakke! Det er ren Erasmus Montanus. Deres finanspolitiske argumentationer er lige så interessant: Hvor mange hofter går på en almindelig dansk spillefilm? Hvor mange hjemmehjælpere på et kunstnerlegat? Hvor mange indvandrere og flygtninge på en plejehjemsplads? Det er kold og beregnende populisme af værste skuffe. Ved at opstille den slags fiktive modsætninger skaber man kunstige skel i befolkningen og kan så føre den værste form for del og hersk politik uden diskussion og argumenter. Sådan hænger verden ikke sammen, venner! Det handler ikke bare om, at fru Jensen kan få en hofte i morgen, men om hun også kan få en hofte om 10 - 20 - 30 - 40 - 50 år. Det, der skal videreudvikle vores samfund, give os velfærd i fremtiden er også kunsten i alle dens former, den frie forskning, veluddannede unge som kan bruge deres fantasi og tænke selvstændigt, et rigt og blomstrende kulturliv, selvfølgelig i samspil med folkelige bevægelser og erhvervslivet. Her igennem udvikles de nye tanker og de nye ideer og erkendelse, der skaber dynamik og udvikling i vores kultur. Samfundet idag er ikke ‘enten eller’, det er ‘både og’. Vi har i historien som folk aldrig været rigere, selvfølgelig har vi råd til kunst, forskning, kursus, hofter, hjemmehjælp o.s.v. Selvfølgelig skal vi prioritere, men det vi skal nedproritere var måske biler, motorveje, farvefjernsyn, skirejser, tåbelige tv-kanaler ect. Vi skal have valgfrihed, siger regeringen. Men det kræver, der er noget at vælge imellem. Utopien om at det såkaldt frie marked kan løse alle problemer, er lige så farlig og dødssyg som utopien om den videnskabelige socialismes velsignelser. Begge bygger på en åndløs materialistisk opfattelse af verden og begge fører til ensretning og begge kvæler mangfoldighed og fører til kulturel negomoni Det hjælper ikke at gå fra betonsocialisme til betonliberalisme. Begge hører hjemme i det forrige århundrede, vi må udvikle et nyt politisk sprog til en ny global virkelighed. Det kræver kunstnerisk tankegang, det kræver kvalificerede forskere, det kræver veloplyste borgere, det kræver respekt for den enkelte og respekt for fællesskabet. Men først og fremmest må vi komme i offensiven. Os, der er her idag har det fulde ansvar for vores egne handlinger. Jeg kan ikke om 10 år, når en eller anden kritiker peger på min skulptur og siger, det var lidt sløjt, undskylde med, at vi havde en borgerlig regering dengang. Den går ikke! Vi har en demokratisk valgt regering, vi ligger som vi selv har redt. Alt for længe har vi sjusket, været for sløve, ikke gjort os umage. Det er os, der skal sætte kunsten på dagsordenen, det skal vi ikke overlade til andre. Ikke for kunstens skyld, men for samfundets. Det er Thorvaldsen, Kierkegaard, H.C.Andersen, Karen Blixen, Carl Th.Dreyer, Hammershøj, Asger Jorn, Carl Nielsen, Balletten, Jørn Utzon o.m.a. der giver vores land ry som et kutursamfund ude i verden. Det er Solvognen, Jellingestenen, landsbykirker, socialforsorgen, vores tolerance og frisind (ak ja) vores store sociale lighed,vores miljøpolitik, vindmøllerne, ulandshjælp og internationale orientering, der respekteres og beundres. Det er forfatterne uanset etnisk bagggrund, der holder vores sprog levende og billedsproget, der beskriver vores identitet ud i fremtiden. Vi demonstrerer ikke mod noget. Aldrig i defensiven, altid i offensiven. Vi demonstrerer for kunstens nødvendighed, for fantasien til magten, for den frie uafhængige forskning, for selvforvaltning, for den enkelte borgers frie og lige mulighed for indflydelse på sit liv, for kulturel mangfoldighed. For kunsten, kærlighed og livet. Bjørn Nørgaard