BILLEDREDAKTØRENS FORORD TIL "BLANDT ENGLE OG DÆMONER"

DE FORSKELLIGE
af Morten Bo

Kvindeafdelingen, Ebberødgård, 1974. Fra bogen “Lyset slukkes kl.22.00”

Året er 1974. Jeg er i mit arbejde på en fotografisk rapport om tvangsanstalter og nødhjem nået til Ebberødgård. Inspektøren har blankt afslået min skriftlige anmodning om at tage billeder, for, som han skriver i sit afslag: - Det er jo ikke nogen Zoologisk Have.
Sammen med en ansat, der har trodset inspektørens forbud og alligevel taget mig med på en rundvisning, er jeg netop trådt indenfor på kvindeafdelingen. Midt i rummet står et bur, en overdimensioneret kravlegård, og i buret sidder en pige. Hun er 27 år og har flere gange bidt personalet. Derfor har de været nødt til at spærre hende inde. Da vi sætter os på hug og taler til hende, trækker hun blusen op over hovedet og begynder at græde.
Så rækker hun armen ud gennem tremmerne, og jeg tager et billede.
Inspektøren tog fejl. Bortset fra, at der aldrig kommer nogen besøgende, minder stedet i høj grad om Zoologisk Have.

Det har været en stor og god oplevelse for mig, nu 25 år efter at skulle vælge billeder til Engle og Dæmoner.
De ni fotografer, jeg anbefalede til at fotografere på udvalgte institutioner, har til fulde levet op til de forventninger, jeg havde til dem. Som deres lærer på fotoskolen Fatamorgana kendte jeg dem som socialt engagerede, nysgerrige og selvstændige. Opgaven de fik var ikke et bestillingsarbejde i traditionel forstand, billederne skulle skabes med både indlevelse og medleven. Følelser og stemninger var vigtigere end handlinger og konkret indhold. Det vigtige var ikke hvordan der så ud, men hvordan der var at bo. Ikke hvad der foregik, men hvordan beboerne havde det.
Billederne skulle ikke vise, hvad socialpædagogerne lavede, men alene resultatet af deres arbejde. Beboernes livskvalitet.
En international kapacitet, dokumentarfotografen Anders Petersen blev inviteret til at introducere opgaven, som lød på en måneds ophold på ni forskellige institutioner. Ambitionsniveauet var højt, det skulle ikke være hurtig, smart pressefotografi, men gennemarbejdet, kunstnerisk reportage.

Der er - også blandt socialpædagoger - stadig mange, der har den holdning, at det er nedværdigende for beboere på landets institutioner at blive fotograferet, når de ikke er nyfriserede og i søndagstøjet. For dem er et godt billede ikke et ærligt billede, men et præsentabelt. I deres bestræbelser på at beskytte beboerne mod nysgerrige blikke og nærgående linser, holder de dem skjult for offentligheden.
De mener ikke, at beboene har krav på at blive set.
At fotografen fokuserer på det særprægede føler de som noget negativt. Når der stilles skarpt på det abnorme, det vildt gestikulerende, det hysteriske, enfoldige eller barnligt kåde bliver de forargede, og er uforstående overfor, at de derved modarbejder enhver integration.
Det er vigtigt at personer, der kan klare sig selv, har forståelse for dem, der ikke kan. Overraskelsen og nysgerrigheden, når vi møder dem i gadebilledet, bliver ikke så stor, hvis vi kender dem på forhånd. Har set billeder fra deres hverdag.
Folk er mere indstillet på at hjælpe, når de har fået stillet deres naturlige nysgerrighed og kender til både brugernes problemer og glæder. Det er vigtigt, at vi ikke kun ser dem, når de er glade og udadvendte, men også når de flygter ind i sig selv og føler sig magtesløse. For at forstå dem som medmennesker skal vi ikke kun se dem når de er englebørn, men også når dæmonerne flyver gennem stuen.

Engle og Dæmoner er et væsentligt, kvalificeret bidrag til en øget anerkendelse af afvigernes rettigheder. Retten til at være anderledes.
Den tager socialpædagogerne på ordet og brugerne alvorligt.
Det er mit håb, at fotografer i fremtiden vil blive budt velkommen på enhver institution, også selvom formålet skulle være at tage kritiske billeder. At dørene vil blive åbnet til det, der hverken er Zoologisk Have eller Paradisets Have men et fælles hjem for De Forskellige.