Billede, Tid og Mening afslutningsspeech 31. maj 2019 af Morten Bo I begyndelsen var billedet, du er skabt til at kunne se, og når du tænker, tænker du i billeder. Med ansigtets mimik kan du skabe billeder, så du kan fortælle, hvordan du har det, glad, sur, vred, trist det er en evne fra skabelsens dage, at ethvert menneske kan forstå dig. Men vi ville noget mere, så derfor begyndte vi også at skabe andre billeder. I  Altamiragrotten i Frankrig er de ældste billeder bison, hjort, ulv, hest og noget der ligner en mand med et spyd, fortællinger om at jage vildtet, spredte billeder og håndaftryk op ad væggene hen under loftet, jeg kan forestille mig, hvordan man ved bålet kunne sidde og genopleve andres fortællinger og få lyst til selv at gå på jagt eller fyldes af taknemmelighed over, at andre skaffede føden. Eller mindedes ham der aldrig kom hjem, for de mange fortællinger var anledning til, at du skabte dine egne af lyst, sorg og frygt. Det er det samme der sker i kirken i middelalderen, alle hvælvinger udsmykkes med fortællinger om djævle, helgener, trolde, hekse og fabeldyr et virvar af fortællinger om skabelse og dommedag, himmel og helvede så når menigheden sidder på kirkebænken kan blikket vandre fra fortælling til fortælling og nye billeder skabes i tanken. Anders' skoleskyderi er sådan en fortælling, den visualiserer erindringen om det, vi har hørt eller læst. Hans iscenesatte billeder er tættere på sandheden end dem, der blev bragt i avisen af ambulancer og grædende forældre. Sandheden var blod og flugt og det var Anders' fortælling, både advarsel og budskab. Det er det, du skal som fotograf, gå tæt på sandheden og giv os noget at tænke over. At gå tæt på betyder ikke at du skal lave nærbilleder og bestemme, hvad jeg skal kigge på, nej, jeg vil være der og opleve, selv finde sandheden. Det kræver ansvar at skabe den sandfærdige fortælling uanset om du skildrer en begivenhed eller skaber en forestilling. Og altid skal det være noget, du har på hjerte. Det mærker vi straks, om du tror på det, du fortæller, og det er afgørende vigtigt at du er troværdig og det er du kun, når du har hjertet med. Johanne Stoffersen fortalte, hvordan jeg nærmest krævede, at hun tog med drengene i min bil til Rødby, da flygtningestrømmen var på sit højeste, hun havde ikke noget på hjerte, men det fik hun de 5 timer, hvor færgen lå stille uden for Rødby, fordi der officielt skulle tages stilling til, om man ville tillade, at flygtningene kom i land. At have noget på hjerte er ofte et spørgsmål om at få noget på hjerte, det er et krav til den enkelte fotograf, at du skal tro på det, du gør, der skal være en mening med din fortælling. Med de opgaver jeg stiller, håber jeg, at jeg kan skubbe dig ud i et dilemma, hvor du kan få noget på hjerte. Det håbede jeg med Axels selvmordskatalog og med Josefines reportage fra Tåsinge, men det er langtfra altid, det lykkes. Da Roy Andersson i år 2000 laver filmen Sange fra 2.etage har han noget på hjerte, han mener noget om tidens samfund, hvordan vi har indrettet os, og han går i groteske scener tæt på sandheden om nordisk mentalitet, han fortæller ikke med nærbilleder eller klip, hvad jeg skal kigge på, men giver mig lov at være der, være tilstede, lade blikket vandre og selv skabe mig en holdning. I skal se et klip på 11 minutter fra Roy Andersson: Songs from the Second Floor start 1:02:35 på hospitalet slut 1:13:25 sort skærm I begyndelsen var tiden og Roy Anderssons billeder varer længe. Hans scener giver mig lov som publikum at være tilstede. Holde øje med, få øje på, forestille mig, forvente og tænke efter. Han arbejder med langsommeligheden og er ikke bange for, at du skal kede dig, det er noget helt andet end gængs filmtradition, der fodrer dig med accellererende spænding, hvor tiden er kostbar og blikket flakkende. Men det kræver noget at give mig tid. Præcision. Scenografien skal være ekstrem korrekt, grotesk renset for alt uvedkommende, objekter, ord eller attituder, der er andet end sandheden. Roy Anderssons billeder er langsommelige som Cleas uskarpe pinhole-buster og -rum, de kræver tid, de er skabt til fordybelse og ikke et blik i forbifarten, sådan er det med fotografi, nogle billeder har som Theo's fashion-show blikfang, de taler tydeligt og rammer rent, de underfundige, sjælfulde tager lidt længere tid. Jeg brokker mig gerne over at billederne I viser i biografen om mandagen ikke får tid, men skifter alt for hurtigt. - Det er bare fordi, jeg er nervøs. Sådan er det at være nervøs, så speeder du tempoet op og lader munden løbe, for kedelig det vil du altså ikke være. Jer, der laver film, I skal bruge tiden ansvarsfuldt. Bruge udstrækningen kreativt. Hvornår billede og hvornår pause og hvor længe. Når Mathias sætter autozoom på nærbilleder af Axel der beder Fader Vor i kirken, så brokker jeg mig. Han er så bange for tiden og kedsomheden, noget må der ske, og så aktiverer han den hjernedøde autopilot. Vær ikke nervøs eller bange for tiden, det er det værste, når du bliver bange, skræmt af tiden, nej du skal give billedet den tid, det kræver, og så skal du lytte til og arbejde sammen med dine billeder og behandle dem med respekt. Og brug pausen kreativt, det er fantastisk, hvad du kan opnå, når du spænder forventningerne, det giver plads til eftertanken og lydene, de er ligeså vigtige som billedet, hvor skønt det var, at Tobias i Et Levende Mirakel lod os høre, hvad der blev sagt. Han holdt billedet på sin mor og fyldte ikke ud med musik eller indklips-billeder, han zoomede ikke eller panorerede, men havde stor respekt for det, der blev sagt og resultatet var, at vi opfattede det ikke som kedsomhed men kærlighed, sådan ser kærligheden ud. Editering er et vidunderligt redskab, men drukner du oplevelsen af frygt for kedsomhed, så duer det ikke, når pausen fjernes og eftertanken, så forråder du tiden, og klipper du til nær alene for at variere fortællingen, så devaluerer du dit billede. Tiden den er altafgørende, når en film skal klippes, to frames fra eller til betyder rigtigt eller forkert, det ved musikere alt om. Er du nodetro og gør præcis, hvad der står skrevet, så mister du gnisten, og spilleriet bliver tamt og tonen mat. Vil du give filmen eller musikken sjæl, så skal du være skarp med tiden. Når en jazzmusiker improviserer, så får musikken liv, så kan den skabe kærlighed og forføre, så kan det ubevidste få mig til at danse og få mig til at føle, jeg er i musikken, når musikken ikke kun er noget jeg hører, men noget jeg er i, så lykkes det. Når pausen bruges som jazzmusikeren Stan Getz gør det, så er det sjæl. Ingen racisme, ingen drugs det var København i slut 50'erne. Stan Getz boede i Danmark i Kongens Lyngby med sin svenske hustru og er med til at starte Jazzhus Montmartre i Grønnegade, der kom Oscar Pettiford, Dexter Gordon, Ray Pitts sorte musikere, der var flygtet fra racisme, Stan Getz fra heroin, som nær havde taget livet af ham i New York. Han var et musikalsk talent, der slog igennem som 25 årig spillede med Count Basie og alle de store, men begyndte også at tage stoffer. Da han var 28 dannede han med Lionel Hampton en quartet, Getz and Hamp, og I skal høre indspilningen Balad Medley fra 1955. Først en solo af Stan Getz på tenorsaxofon så Lionel Hampton på Xylofon. 8 minutter. Getz and Hamp: Balad Medley I begyndelsen var meningen. Og lige siden har mennesket ledt efter den mening. Hvorfor er jeg her? Har mit liv en mening? Er jeg skabt til at spise og avle, eller findes der en højere mening? I århundreder fandt man mening i troen, gjorde Gud ansvarlig for alle handlinger, sådan blev katastrofer forklaret, at det var Guds mening, men når troen falmer, hvad så med meningen, så må vi skabe den selv. Hver især. Hver især vælger vi den vej, der giver mest mening, vi skelner rigtigt fra forkert og får samvittighed, vi lytter og lærer og får moral, vi bliver del af en fælles forståelse og bliver en kultur. Loven beskriver med ord, hvad der er lovligt og forbudt, men det er kulturen, der fortæller dig, hvad du kan tillade dig, og den står ikke skrevet. Kulturen er levende og foranderlig og bestemmer om talent forpligter, om det er meningen, at når du har fundet ud af, hvad du kan, så også skal dygtiggøre dig og stræbe mod fuldkommenhed. Den beskriver kærlighed, om det er omsorg eller ansvar, sætter regler for utroskab og jalousi. Det er kulturen der bestemmer, hvad du kan tillade dig, Asta tillader sig i sin bog om Lejre uhæmmet at give udtryk for sin holdning. - Ja, siger Asta, det må jeg godt, fortælle hvor fucking røvtrist, der er i Lejre, selv hunden, den før så søde pudel er nu en forvokset skødehund, ikke engang sennepsmarken er virkelig, et spejlbillede for nedrullede persienner, de sover sgu til middag igen igen. Men hvad med ordene, bandeord og skældsord? Eller drikkeriet, Sine hudfletter ungdommens festkultur, de tisser og brækker sig og krammekysser og spilder, når de drikker, og så er de enige om at mobbe den eneste med en anden kultur. Den fremmede. Hendes grovkornede satire skubber til tidens moral, nej Bjørnen Danser er ikke for børn. Mobning er utilladelig, men hvad med sårbarhed er det et ideal? At være en klynkende hakkekylling er det meningen med dit liv? Eller er det at være usårlig og stærk? Kulturen bestemmer, men det er os, fotografer filmfolk musikere og forfattere, der skaber den. Vi cementerer eksisterende kultur, men kommer også med forslag til ændringer. Ved igen og igen at fortælle, hvordan det er at være menneske, holdes kulturen levende, hele tiden ændrer billedet sig af rigtigt og forkert. Ida visualiserede digtet En Evighed i Universet af Michael Strunge, og han havde virkelig noget på hjerte, da han skrev om hvordan, det var at være ham. Lyserødt slim og brusetablet, et spejl er knust og vinduerne blændede, menneskene forvoksede babyer. I Idas billeder af misbrug og desperation blev Michael Strunge gjort synlig som menneske. Richard Bach har en holdning til tidens kultur. Han er forfatter og skriver 1970 en fortælling, en fabel fra mågernes verden. Han formulerer hvad dannelse er, og giver læseren lejlighed til at se verden i et andet lys. Hovmod og ydmyghed, hvad er rigtigt og forkert? Egoisme og kærlighed, pligt og ansvar. Ære og frihed, hvad betyder det? Og så har han et bud på meningen, meningen med livet. Jonathan Livingston Havmåge blev en bestseller, udkom i over 1 million eksemplarer og blev senere filmatiseret. Jeg læser brudstykker ialt 19 minutter Richard Bach: Jonathan Livingston Havmåge side 13- 61