© Kirstine Autzen / FATAMORGANA

Agata Paulina Mlynczak
MAGISKE PORTRÆTTER
Iscenesæt portrætter af personer med forskelligt køn, alder og karakter.
Vær omhyggelig med lyset, stedet, beklædning og udtryk og giv så hver person en rekvisit i hænderne eller i skødet, en genstand,som enten har betydning for personen, eller som du har valgt for at give portrættet kant, et skær af magi.
Tidløse portrætter, der forfører os med præcision og giver os lyst til at vide mere.

Aflever mindst 4 portrætter

 
© Jacob Frølund /FATAMORGANA

Anna Tarp Klode
PROTESE ELLER KØRESTOL
Hvordan er det at være ung og fysisk handicappet? Hvordan leve et normalt liv med protese eller i kørestol?
Efter krigen i Afghanistan er antallet af benamputerede steget og du skal i fotografi fortælle hvilke udfordringer, det giver de handicappede i hverdagen.
Opsøg og følg en af de unge, engager dig i et tidens samfundsproblem og fortæl i medlevende, personligt fotografi om din holdning.
Hvad er det så vigtig, at vi får at vide?

Aflever en serie på mindst 6 fotografier

 
© Hannah Höch, Cut with the Dada Kitchen Knife through the Last Weimar Beer-Belly Cultural Epoch in Germany, 1919 collage of pasted papers, 90×144 cm Nationalgalerie, Staatliche Museen zu Berlin

Emma Sofie Christensen
DADA IDAG
Det er i år 100 år siden Dada blev stiftet i Zürich, dadaisme regnes som en af århundredets vigtigste avantgardistiske bevægelser i kunsten.
Den anarkistiske bevægelse udviklede sig under Første Verdenskrig i Paris, Berlin, Køln, Hannover, Barcelona og New York.
Krigens rædsler gjorde, at dadaisterne var stærkt kritiske over for the establishment inden for den politiske og sociale verden og for den etablerede kunstverden, som de betragtede som en del af det borgerlige samfund.
Bevægelsen dyrkede det meningsløse og tilfældige i protest mod alle bestående sociale og æstetiske normer, og dens indflydelse på det 20. århundredes kunst er betydelig.
Man anvendte tilfældighedsprincipper i skabelsesprocessen. Gjorde oprør mod systemet, kapitalismen og dens grådighed. Man protesterede mod krigens meningsløshed og de borgerlige kulturværdier.
Dada var i sit væsen antiautoritær og anarkistisk med en total foragt for alle vedtagne normer, moralske som æstetiske.
Kunstmaleren Hans Richter sagde: "Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden."
Omkring 1921 flyttede flere af de fremtrædende dadaister til Paris, og i 1922 blev bevægelsen opløst.
Dadaisternes anskuelser er lige så aktuelle i dag, hvor fornuften gennemsyrer skolesystemet og viden er reduceret til noget, man tilegner sig og ikke noget man skaber.
Hvor fantasi er en guillotine, man stikker sit hoved ind for så at få det kappet af.
Jubilæet blev i København fejret med en intensiv og spektakulær festivaldag lørdag den 10. september 2016 i Absalons unikke kirkerum på Vesterbro, hvor man inddrog festivalgæsterne i absurde opgaver, som til slut formede sig til et stort samlet DADA-værk på pladsen foran kirken.

Du skal skabe en række værker i dadaismens ånd.
Dyrk det meningsløse, tilfældige, anarkistiske og absurde, gør oprør mod grådighed, fornuft og normer og giv dit bidrag til en genoplivelse af DaDa 2016.

Aflever mindst 3 større værker

 


Johan Rauhe Müller
ØJENFRYD ELLER TANKEFLUGT
På det nybyggede patienthotel på Blegdamsvej bor indlagte i hotellignende omgivelser med uddannet plejepersonale tæt på.​
Den rolige atmosfære og muligheden for at bo sammen med deres nærmeste familie gør, at patienterne bedre kan slappe af og hvile ud end under indlæggelse på et sengeafsnit. På patienthotellet er du er gæst og ikke patient.
Rigshospitalets patienthotel blev indviet i august 2015, og tiden er kommet, hvor der skal gøres noget ved udsmykningen, nu skal der noget på væggene. I første omgang gangen med døre til de enkelte værelser.
Du skal udsmykke væggene med fotografiske værker, der er i pagt med hotellets stemning og arkitektur.
Hvilke motiver egner sig til at blive set på af patienter, der bor der?

Tag stilling til om billederne skal være meditativt beroligende eller om de skal udfordre, være opløftende håbefulde eller give stof til eftertanke. Skal de være en fryd for øjet eller give tankerne lov at rejse?
Beslut dig for motiv, farve, form og udtryk og lav de billeder, der egner sig bedst til at hænge på de hvide vægge mellem dørene til værelserne.

Aflever mindst 4 værker i A3

 


Jonatan Mose
GRAVURE HOS STIG
Fotogravure er en helt speciel trykmetode velegnet til at lave kunsttryk.
Lithografi og radering har i århundreder været dt foretrukne medier, men da fotografiet blev kunst blev fotogravuren opfundet, og Stig Stasig har udviklet en speciel metode til at lave fotogragravure af digitale optagelser.
Du skal på Stigs værksted under hans vejledning skabe en række fotogravurer af egne fotografier optaget til netop dette formål.
Ring til Stig og lav en aftale om at komme forbi og få tips til hvad, du skal fotografere, og hvornår du kan arbejde på værkstedet.

Aflever mindst 3 værker

StigStasig
Værkstedet Rigensgade 5
40 11 54 12

https://vimeo.com/152957967

 


Sabrina Morales
KLÆDT UD SOM KLOVN
En uhyggelig trend, hvor folk klædt ud som klovne skræmmer forbipasserende fra vid og sans har nu bredt sig til Danmark.
En kvinde fra Præstø var omkring midnat ude for at lufte sin hund, da hun pludselig opdagede en klovn stå foran hende på vejen. Kvinden vendte straks om, men med det samme begyndte klovnen at jage hende ned ad vejen. Hun nåede indenfor i sit hjem, smækkede døren og ringede med det samme til politiet.
Også andre steder bliver der meldt om klovne som skabte frygt, men heldigvis er endnu ingen kommet fysisk til skade.
Ved Holbæk gik en 20-årig mand på en sti i lokalområdet, da en ukendt person pludselig sprang ud fra en busk. Ansigtet var dækket af en klovnemaske, og hånden var knyttet om en kniv. Den 20-årige slog klovnen i hovedet med en knytnæve og kunne flygte stærkt chokeret.
Også i Fredericia har der været flere episoder med skræmmende klovne. Sille Rasmussen fortæller:
- Jeg står og ryger en smøg, inden vi skal ind, da jeg ser tre klovne henne ved tunnelen. De kigger først bare på os, og en af dem har en kølle i hånden.
De klovne, Sille så, var ifølge hende alle omkring 25-30 år gamle og iført klassisk klovnedragt og paryk, men umiddelbart synes hun ikke, de bar klovnemasker. I stedet lignede det, at de var malet som klovne i ansigtet.
- De gik langsomt imod os, de løb ikke, de gik bare med de der køller og var nok tre meter fra os. Det var som om de sagde; nu kommer vi og dræber jer.
Du skal visualisere den nye trend.
Genskabe oplevede situationer i fotografi, hvad var det, der skræmte dem, hvad var det, de så?
Konfronter dig med begivenhederne som de er blevet fortalt og skab så autentisk som muligt billeder af de truende dødningeklovne der i ly af mørket skræmmer livet af folk.
Iscenesatte optrin af det, der skete eller kommer til at ske. Har du en mening om klovne og ofre, så lad den komme til udtryk i en personlig beretning.

Aflever en serie på mindst 4 billeder eller en video

 
Eftersøgte Angelina, Leonardo og Aia / Europol og Kriminalpolitiet

Liljen My
PÅ FLUGT
Angelina har en kandidatgrad i integreret sundhed og terapi fra University of Central Lancashire Lancashire
- Jeg har praktiseret yoga og meditation siden 1998 og undervist i begge dele siden 2006. Har specialiseret mig i terapeutisk yoga, der med udgangspunkt i kærlige forløsninger af iboende traumer og blokeringer skaber det energiflow, der får smerterne til at forsvinde og livsglæden tilbage i kroppen.
For 6 år siden blev hun gravid, men forholdet til kæresten gik i stykker, inden hun fødste datteren Aia. Inden fødslen fandt hun sammen med Vladimir, men efter 2 1/2 år, da Angelina igen bleve gravid gik forholdet i stykker og Angelina stod nu alene med to børn med hver deres far. Fædre som aldrig havde boet sammen med deres egne børn.
Da Leonardo var 1 1/2 år trådte en officiel samværsordning et par timer om ugen i kraft, indtil da havde Vladimir kun været sporadisk sammen med sin søn.
Angelina mistænkte Vladimir for at have mishandlet sin steddatter, beskyldte ham for incest.
I et tilfælde fik hun datteren undersøgt på gynækologisk afdeling, fordi hun frygtede, noget kriminelt er foregået, men intet kunne bevises, og sagen blev aldrig anmeldt.
Vladimir drikker, han har været voldelig i deres samliv og Angelina frygter den retssag, der skal være om hvem af dem, der skal have forældremyndigheden til Leonardo.
To dage inden retssagen skal finde sted, hæver hun alle sine penge i banken og går under jorden med sine to børn.
Da hun udebliver fra retsmødet, bliver forældremyndigheden over begge børn givet til børnenes biologiske fædre, og Vladimir, som ejer en cateringvirksomhed bruger det kommende halve år efter eget udsagn 350.000 kroner på detektiver og advokat og får 18. september 2016 politiet til at udsende eftersøgning af den kriminelle, forsvundne Angelina, der har kidnappet og bortført to børn, hun ikke har forældremyndighed over.

I alle aviser og blade omtales hun som forbryder. Hun og børnene bliver varetægtsfængslet in absentia og efterlyst via Europol.
Og Vladimir interviewes til bladene om hvor slemt, han har det
- Der har ikke været en eneste morgen i de forløbne seks måneder, hvor jeg ikke har vågnet med min steddatter og søn i tankerne. Der har ikke været en eneste aften, hvor jeg ikke har savnet mine børn og har begrædt deres skæbne. Og der har ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har gjort alt jeg kunne for at finde børnene, hjælpe politiet, tænke alle mulige løsninger og bruge min tålmodighed og analytiske tankegang,' skriver 53 årige Vladimir Valiant på Facebook.
Detektiverne har sporet Angelinas færden rundt i landet og skaffet viden om de medhjælpere, Vladimir ikke er i tvivl om, at hun har haft.
– Et hemmeligt netværk, som han kalder det.
- Jeg hader hende ikke. Men jeg har medlidenhed med hende. Og hvor er det synd for børnene, jeg er bange for, at der er høj risiko for, at de bliver skadet for livet.  De kan lige så godt være sammen med nogen, der mishandler dem, når moderen udviser så ringe dømmekraft, udtaler han til BT. Som også skriver:
- Moderen har et helt andet motiv end børnenes velbefindende, vurderer den erfarne psykolog og tidligere klinikchef Jørn Beckmann, der i mange år har samarbejdet med det amerikanske forbundspoliti FBI om at tegne psykologiske profiler af gerningsmænd i USA.
- Især det faktum, at Angelina Mathiesen i to tilfælde har forladt fædrene under graviditeten og derefter har udsat dem for samværschikane, tegner et mønster, vurderer Jørn Beckmann.
- Vi har oplysninger om, at hun kan bevæge sig under falsk identitet, da hun tidligere har heddet Malene Valiant Vestergaard. Især de elektroniske spor har hun været god til at slette, udtaler politikommisær Bjarke Dalsgaard Madsen
Han beskriver kvinden som 182 centimeter høj og almindelig af bygning. Hendes hår var langt og mørkebrunt, da hun sidst blev set. Hun kan være kørende i en Opel Corsa, årgang ’95, med registreringsnummer AM 58 215. Københavns Politi kan kontaktes på telefon 114.

Du skal i et fotografisk essay fortælle Angelinas historie. Om mistillid, fortrydelse og overlevelse. Om kærlighed og had, om hendes frygt og tvivl. Om at flygte og være på flugt. En kunstnerisk stærk og personlig beretning.

Aflever mindst 4 værker, bog eller video

http://www.tv2lorry.dk/artikel/efterlysning-hvor-er-angelina-og-hendes-boern

 
© Keld Hlemer Petersen

Isac Tvedt
HAVNEN KØBENHAVN
Du skal lave en collage, en mosaik med 30 billeder i samme størrelse sat tæt sammen, så de danner et samlet værk.
Find motiverne på havnefronten. Karakteristiske detaljer, strukturer, farver, former, linjer, motiver fra havnen, skibene, kaj og broer.
Opsøg motiverne i forskelligt lys og sæt lige store billeder alle på højformat - eller alle på lavformat - tæt sammen i en collage der siger: Havnen København.
Detaljer, anekdoter, iagttagelser, 30 billeder, lad det myldre med spøjse indfald, friske farver og en vindblæst tur på Bryggen. Se hvad du finder langs kajen, ved vandet, husbåde og krydstogtskibe, joller og pramme.
Ringe til fortøjning, grafitti på bolværket, rustne tønder og afskallet bemaling.
Få inspiration i Keld Helmer Petersens 122 farvefotografier og skab en mosaik, der som helhed giver mig lyst til havnen, byen og livet.

Aflever et værk bestående af 30 fotografiske brikker mindst 9x13