afslutningsspeech efterårshold 18.december 2015 af morten bo


er der brug for dig?
ja, for hvem skal ellers fortælle hvad, der foregår?
hvem skal bringe budskabet videre om, hvad det var, der skete? det skal du.
du skal være alles øjne og ører og formidle i fotografi, hvad du har set og hørt.
placer dig i begivenhedernes centrum, vær åben og modtagelig og fortæl så historien, så at andre kan opleve den, selvom de ikke var der.
du skal formidle, hvad du har erfaret. bringe bud. bringe budskabet videre.
tag stilling til hvad der er vigtigt og vær så folkets tjener og giv menneskene, hvad de har brug for.
ikke hvad de peger på og plager om, men hvad de har godt af.
det er et ansvarsfuldt job at være at være budbringer for det er altid sandheden, du skal formidle.
hver gang du trykker på knappen, foreviger du et udsnit et øjeblik, og hver gang du viser billedet frem, bilder du folk ind at sådan er det bare.
et øjebliks smil bliver til en glad person og alene i rummet bliver til ensom tilværelse, det er ansvarsfuldt at være formidler, for sandheden findes ikke, den er noget du skaber.
du vil blive presset til at bringe andres løgne videre, og du vil blive lokket til at lukke øjnene for øjeblikket, der gemmer på en uhørt sandhed.


emma viste billedet af seks halvfulde flasker ketchup og en boremaskine på et bord i fritteren, syv drenge sidder klemt ved computerne og en ansat sender kameraet et forvirret frustreret blik, emma bilder os ind, at sådan er det, ikke bare i det øjeblik, i det udsnit men altid.
overalt. sådan er det bare at være offentlig ansat.
intet engagement, ingen kærlighed, ingen nærhed, du skal kunne det hele, men kun gøre, hvad du blir bedt om. du er en frustreret zombie, der bare skal få dagen til at gå, uden nogen kommer til skade, ikke underligt at hun bryder sammen når dagen er slut. jamen, det kan jeg jo se på det sidste billede. totalt opgivende er hun.
emma formidler sandheden. ikke den sandhed vi helst vil høre, men den vi har brug for, hvis vi skal gøre noget ved problemet.

det er demokratiets forudsætning, at folket får at vide, hvad der foregår. at nogen stiller sig frem og fortæller sandheden. og nogen, det er dig.
du skal være talsmand for en holdning, fortælle hvad der er vigtigt, hvor vi skal hen, og om der er en mening. sker der ikke noget omkring dig, der er værd at fortælle om, så må du skabe en situation, der sætter tingene på spidsen, en konfrontation der berører dig og så fortælle, hvad du oplever.
du skal formidle din oplevelse.


da emma ville fortælle om mobning i skolen, brugte hun sig selv. kontaktede ham, der havde mobbet hende og aftalte at mødes på den skole, hvor det var foregået.
og så fotograferede hun ham.
det var ingen afsløring, intet opgør men en forløsning. billederne var emmas budskab til alle os, at går du med en knude i maven, så skal du skal gøre noget ved det.
tale om det, konfrontere dig med stedet og de involverede, og så skal du tilgive.
det var ikke indlysende at drengen på billederne var skurken, peter og matilde så ham, som ham der gav hende tryghed, han var hendes frelser.
det er sandheden, at han er begge dele, dengang skurk, nu en frelser.
at bruge fotografiet kunstnerisk og ikke journalistisk gav emma mulighed for at fortælle sandheden om idag.
hvad er vigtigt, hvor vi skal hen, er der en mening?

en ung mand evangelisten lukas beretter om en episode, en begivenhed, det er ikke ham selv, der har oplevet det, men det er hans sandhed om, hvad der er vigtigt, hvor vi skal hen, og at der findes en mening.
han skaber sandheden om begivenheden og det var, hvad menneskene havde brug for.
dengang og nu. sandheden om, hvad der skete en julenat i Bethlehem.

Men det skede i de Dage, at en Befaling udgik fra Keiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mantal.
Denne første Indskrivning skede, der Kvirinus var Landsherre i Syrien.
Og Alle gik for at lade sig indskrive, Hver i sin egen Stad. Men også Josef gik op fra Galielea, fra Staden Nasareth, til Judæa, til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, fordi han var av Davids Hus og Slægt, for at lade sig inskrive med Maria, sin trolovede Hustru, som var frugtsommelig.
Men det skede, da de var der, at Tiden blev fuldkommen, at hun skulde føde. Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe ; thi de hadde ikke Rum i Herberget.
Og der vare Hyrder i den samme egn, som vare ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hiord.
Og se, Herrens Engel stod for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede fare. Og Engelen sagde til dem:
- Frygter ikke ! Thi se, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket; thi Eder er idag en Frelser født, som er den Herre Christus, i Davids Stad.
Og dette skal være Tegnet; I skal finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe.
Og strax var der hos Englen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde;
- Ære være Gud i det Høieste og Fred paa Jorden, i Menneskene en Velbehagelighed.
Og det skede, da Englene for til Himmels, da sagde Hyrderne til hverandre:
- Lad os dog tage til Bethlehem og se det, som er skeet, som Herren har ladet os vide!
De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.
Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem.
Så vendte hyrderne tilbage og priste Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

du skal fortælle hvad der foregik, du skal formidle, hvad du har set, og så skal du visualisere, hvad du har hørt. hvad du har på fornemmelsen, hvad du tror.
du skal skabe i billeder drømmen og frygten og så skal du bruge din fantasi.
forestil dig, at du er en morder, der om lidt går ned på den lokale skole og myrder i flæng, hvad sker der i dit hovede, det var opgaven til per, hvad stod der i morderens afskedsbrev?
spørg din fornemmelse, brug din fantasi og fortæl os så, hvad du synes.


kan I huske?  den udvalgte fredsdue, der lysende hvid var et enestående forbillede for alle de grå duer i mørket, sådan så han sig selv, da han gik hjemmefra.
og en agressiv overstregning af bedstefar i køkkenet, som skulle han straffes for noget, han havde gjort.
selvforherligelse og hævn blev med fantasiens hjælp visualiseret.
billeder, der giver rum til en forklaring og ikke tom fordømmelse, sådan skal du gøre, bruge din fantasi for at formidle din fornemmelse.

nogle er gode til at iagttage og skildre, andre til at forestille sig. at være fantasifuld og skabe en forestilling kræver, at du er kreativ.
at du kan se mulighederne og er vedholdende. at du holder ud.
fantasi alene gør det ikke, din forestillingen om hvad det kan blive til skal følges op af handling, aktivitet, du skal gennemføre.
så mange projekter og gode ideer blev spildt, fordi du gav op.
kunne ikke overskue at skulle gennemføre og valgte derfor det fantasiløse.
jeg har ofte skulle kæmpe for fantasiens krav om at blive brugt, få dig til at genoverveje din beslutning om at lave det nemme, når nu forestillingen blev så besværlig at gennemføre.
men da lukas fik opgaven at skabe billedet af senildement blind beboer, der er stukket af fra plejehjemmet og nu flakker om i kvarteret, gav han ikke op.
han brugte al sin energi, tekniske snilde, sit overblik og bevarede troen på at det kunne lade sig gøre.
med lys, lokation og medvirkende, med stor enkelhed og en gennemført komposition skabte han et uforglemmeligt møde mellem generationer.


der står de og kigger, venter og hvad så . . . hvad skal der ske?
det er lige nu og lige her, et realistisk hverdags-sceneri, der rammer mig i hjertekulen for det er mig, der står der midt på boldbanen i hvid badekåbe og bliver kigget på.
opgaven var en provokation: den evige taber kaldte jeg den, men lukas vendte den og sendte den retur. skabte med fantasien et profetisk billede af et generationsskifte, tiden er løbet fra den blinde pensionist, og de unge står klar til at falde over ham.

for 18 år siden var der en ung englænder, der mente folket havde brug for at vide noget mere om de her drenge, som slæbte rundt på et dårligt ry som arbejdssky, dovne tyveknægte og voldsmænd, fortælle hvor inititivrige de var, stolte, arbejdssomme, fulde af energi og lyst til livet, konkurrence og fremfor alt, at de var modige. han fandt i en bog, en roman skrevet fire år tidligere en beskrivelse af fire drenge, nu ville han lave det til en film.
han skriver en synopsis, så en storyboard, så en drejebog og hele tiden bruger han sin fantasi, sin forestillingsevne. det er en fiktiv film med skuespillere og kostymer og sminkøse og stuntmand og lysmænd og alle billeder i drejebogen var, hvad han forestillede sig. hans fantasi kom på en prøve for det hele skulle ligne virkeligheden, lige nu og lige her.
vi følger en gruppe kammerater, der lever i nuet og er fælles om en eneste ting: de skal ihvertfald ikke normaliseres, blive som deres forældre og alle de andre, der tumler rundt i trædemøllen og har sagt farvel til alt det, der gør livet værd at leve. alt det spændende.
alt serveret med en absurd humor og ironisk distance, hvert sekund er mættet med fantasi, så det fuldstændig ligner den virkelige verden.

Trainspotting instrueret af Danny Boyle 1996. Baseret på Irvine Welshs roman fra 1993.

sådan ser de ud, abstinenserne, når du er lukket inde i børneværelset. sådan er livet, hvis du dropper ud af systemet. der er fortælling og der er fantasi. filmen har et budskab der bliver formidlet.
og så har den personlighed. instruktørens personlighed.

vi skal mærker afsenderen, hvem er det, der fortæller? hvem er det, der har ansvaret?
hvem er det, der skaber sandheden?
nej, nej, nej, hvæsede jeg, da Oliver havde lavet sin første editering af banko-videoen, det er slet ikke dig. og så kom personligheden frem.
fuld af overraskelser, temposkift, humør og gnist, sådan er oliver, og sådan skal hans film også være. ingen tør opremsning eller kedelig information, hvem er du, der fortæller, det skal jeg mærke.
stemning, du skal skabe en stemning i dit værk, det skal have udstråling og karakter.
værket skal være dig. både det dokumentariske og fabulerende fotografi skal være båret af en stemning, der får mig til at lytte, reagere eller blive forført.
budskab eller forestilling du skal altid have hjertet med, du skal ville noget med os og vi skal tro på dig.


gustavs abstrakte kompositioner ligner altså gustav, samme præcision, autoritet, samme tonefald. hvis det er beregnende eller udspekuleret, plagiat eller påstand, så duer det altså ikke, så bliver det pynt og dekoration. vi skal mærke dig, fornemme dig i værket.
din stemme er unic, dit ansigt kun dit, og det er der en grund til, vi skal kunne kende dig, genkende dig. sådan er det med din underskrift og sådan er det med dit fotografi.
Lunas balletpiger, hvor er det bare Luna, de billeder er båret af personlighed, tættere på pigerne kommer vi ikke, for sådan er Luna, hun husker og føler og har uimodståelig lyst til at få sagt, hvad ikke kan siges med ord.


og frejas film den emmer af Freja, vi tilgiver alle mangler og løse ender og overgivesr os til stemningen, som er så karakteristisk for alt, freja laver, så fuld af nænsom kærlighed.

korlederen ved en lille kirke i Baden i Østrig hjalp i 1791 sin ven Wolfgang Amadæus med at finde et sted, hvor hans gravide hustru kunne bo, mens hun var på kurophold i byen. som tak skrev Wolfgang en komposition, et korstykke. Ave Verum Corpus. ganske kort, tre et halvt minut.
stykket som stadig bliver kaldt verdens smukkeste musik er forførende, den løfter dig fra jorden og bærer dig på vinger.
den får dig til at overgive dig, den tager ansvar for dig. den er en visualisering af døden som noget af det smukkeste. den er et løfte ikke en trøst.
den er bare så rigtig, så omfavnende, du tror på den musik. Nænsomt og kærligt griber den menigheden og mennesker. Næsten alle.
men det er også hjerteblod, for Mozart ved godt, da han skriver begravelses-motetten, at han ikke har langt igen, og han dør da også i december seks måneder senere.
Ave verum Corpus er hans dybt personlige musikalske billede på den sidste rejse, den død der venter ham.

Wolfgang Amadeus Mozart: Ave Verum Corpus 3:22
med Westminster Cathedral Choir dirigeret af James O’Donnell