Noter til Afslutningsspeech maj 2015
af Morten Bo
Den gode historie. Du skal være guide i junglen, finde en vej, rydde en sti, være nysgerrig. Du skal opleve og fortælle om dine oplevelser.
Den gode historie er spændende, konfliktfyldt, dramatisk.
At elske den smukkeste er ingen sag, men at elske på trods af grimheden, det er en god historie. Du skal finde ind til kernen og du skal beskrive veloplagt.
Du skal forføre os med din fortælling til at se og indse, du skal lokke os hen til sandheden. Den gode historie er det spejl, du holder op foran os, så vi kan møde os selv.
Den gode historie er altid fortællingen om hvordan, det er at være menneske.
Hvorfor? for at gøre os klogere på hvem, vi er.
Hvordan vi ser os selv som individ, som samfund, nation og kultur, det skal du tage dig af, som fotograf er du er kulturarbejder.
Randis jordbærkage og hendes raftehegn og klippede hække er en god historie, hun holder et spejl op foran mig, for at jeg kan se mig selv som folk, sådan er vi danskere, hejser flaget, lukker lågen og spiser kaloriebomber fra konditoren
Fortæl ikke folk hvad, de helst vil høre, men hvad de har brug for. Giv dem ikke det billede, de helst vil se, men det du føler er det rigtige.
Da jeg fik billederne til hjemmesiden af Randis serie manglede billedet med de to personer i haven, det ville være synd om far og mor skulle se sig selv udstillet på den måde.
Det ville ikke være rigtigt.
Ansvarsfuldt? klart det er et ansvarsfuldt job at være kulturarbejder, det er risikabelt, det er krævende, tager tid og det koster. Men hvis ikke du tager ansvaret på dig, så gør andre, så er det politikere og markedskræfterne der bestemmer vores kultur, og så bliver vi alle fattigere.
Hvem skal fortælle hvordan det er at være 10 år, bo i Høje Taastrup, have briller og drømme om at blive ballerina? Det skal du. Emilie var fluen på væggen, fortalte historien, og jeg blev rigere.
Du skal skabe den gode historie for at lokke os nærmere sandheden, ikke den man er blevet enige om, men din sandhed om at være menneske.
Journalisten Thomas Ubbesen laver reportager til Danmarks Radio fra verdens brændpunkter. Krigsområder. Naturkatastrofer. Hans job er at være nysgerrig, opleve, finde ind til kernen og beskrive hvad, han møder.
Sidste år var han i Donetsk i Ukraine. Seperatister havde besat offentlige bygninger godt hjulpet af det lokale politi og russisktalende soldater i camuflageuniformer. Det udviklede sig dag for dag til stadigt blodigere sammenstød. Ukraines præsident taler idag om at landet er i krig med Rusland.
I bogen Udsendt fortæller Torben Ubbesen historien bag sin reportage fra Donetsk.
Thomas Ubbesen: Udsendt. Side 305 De bygger en koncentrationslejr
til os (2014). 8. min.
Du skal fortælle den gode historie, men det er ikke lige meget hvordan. Stemningen, tonen i fortællingen er vigtig. Du skal ville noget med os, vi skal fornemme, at det er din historie.
Det intuitive billede er som en stemme, vi har et fælles sprog, men hvert individ har sin helt egen stemme, det gælder også i fotografi.
Du skal forme din fortællingen med intuition, ikke tænke, men tankeløst give underbevidstheden lov at lege, sådan kommer der personlighed i dit billede. Når du arbejder intuitivt med billeder finder du dig selv, du skaber din identitet, du bliver dit billede.
De billeder du tager og vælger bliver billeder af netop din personlighed, du skal give dig selv i din fortælling.
Jeg kritiserer jer ofte for ikke at respektere jeres motiver, jeg var hård ved Mikkel, da han valgte fornuften, tørre argumenter og dogmatisk opskrift i sit første udkast til flygtningeserien.
Du skal ikke vise noget i dit fotografi, du skal være nogen.
Du skal være dit kamera og være dit billede, og så skal du træne og træne og øve dig for sådan bliver du dygtigere og bedre.
Vil du blive bedre til at fotografere, må du blive et bedre menneske, kunst og fotografi er ikke noget du laver, men noget du lever, en livsform.
Brug kærligheden den er en uvurderlig kraft, og søg friheden, jagten på frihed er en uudtømmelig energikilde. Og friheden er ikke uopnåelig derude i rummet eller ovre på den anden side, friheden er lige her, lige nu, foran dig i en flamme, en tone, en form i Haralds lilla brosten og Freja Lilholts nysgerrige kanin, det er jagten på frihed.
Frihed er ikke at flygte, når noget går dig imod, men at undersøge, at fordybe dig og slippe fantasien løs. Og kærlighed er ikke kun ømhed og yngelpleje men også begær og lyst, som i Freja Sofies skønne Miami-bog, den er båret af kærlighed, lysten til livet.
På svensk TV så jeg i en direkte transmission uddelingen af årets Nobelpriser. Verdens bedste videnskabsmænd på hvert deres område får overrakt af den svenske konge en madalje og 10 millioner kroner.
En højtidelig fest i kjole og hvidt, med ceremoni og fanfare. Det var første gang, jeg så og hørte Andreas. Og det var fantastisk.
Cellisten Andreas Brantelid 19 år spillede i pausen mellem to uddelinger, og det var som om han var smeltet sammen med sit instrument, han var i musikken, den var hans stemme, det var frihed også selvom alle tonerne var bestemt på forhånd og skrevet ned. Det lød så selvfølgeligt, det var indlysende, at sådan skulle det være, en uforbeholden lyst til livet, det var stort.
Talent, teknik, personlighed og øve, øve, øve, hans far var cellist i Det kongelige Kapel og Andreas har spillet siden han var 3.
Han var den første skandinaviske musiker nogensinde, der vandt Eurovision Grand Prix for Young Musicians i Wien, og da han bagefter blev spurgt af en journalist, hvordan det havde været at spille foran et publikum på 45.000 mennesker og 25 millioner tv-seere sagde han:
- Jeg spillede som om det var en hvilken som helst koncert og lod fantasien koge, det handler om focusering.
Andreas Branteli 18 år med Radiosymfoniorkestret spiller variationer
over et rokokotema for cello og orkester i a-dur opus 33 i en
optagelse fra 2005. 4’53
Du skal fortælle en historie, skabe en stemning og så skal du have noget på hjerte.
Du skal ville noget med dine billeder. Ikke være bange for at tage stilling.
Du skal kæmpe for en sag, et synspunkt. Gå mod strømmen. Sige det uhørte. Belære. Opdrage.
Vi ved godt at man ikke må slå ihjeld, men det gælder det altid og gælder det alle?
Vi ved godt, hvad der er forbudt, det har politikere bestemt, men hvad vi kan tillade os, det er er en uskrevne regler. Hvordan vi skal opføre os? Er en mening med livet?
Når sandheden ikke kan bevises, hvad skal vi så tro? Hvem skal vi tro på, når vi ikke er religiøse?
Kultur er svaret, uskrevne regler for hvordan vi skal omgås hinanden, behandle hinanden hvad vi skal tro om os selv, hvornår vi skal føle stolthed og hvornår være flove. Forfatteren, musikeren, kuntneren skal give mig et svar, som kulturarbejder skal du stille de spørgsmål, der får mig til at finde svaret. Fotografen, der har noget på hjerte, skaber sandheden om det gode menneske, har du fundet sandheden skal du også formidle den.
Vi har brug for din mening. Vi har brug for nogen at tro på. I alt du laver skal du være troværdig, vi skal kunne stole på dig også når det, du siger er uhørt. Vi skal kunne stole på dig for at kunne sige ja eller nej til din påstand.
Hvad er rigtigt, hvad er forkert? Sæt tingene på spidsen og giv mig klar besked: Er jeg god eller er jeg ond?
Det skal du fortælle, sandheden om det gode menneske.
I 1921 bliver Henri Désiré Landru dømt til guillotinen, han havde myrdet 10 kvinder, to hunde og en dreng og de franske aviser er fulde af fordømmelse. Den anden historie i september måned er at Charles Chaplin den berømte stumfilm komiker er ankommet med damper til Europa, han er elsket af alle og Landru lige så hadet, og begge er de overskrifter.
Chaplin har lige lavet filmen the Kid på eget filmselskab United Artists. Med kolleger havde han stiftet kunstnernes eget produktionsselskab, de ville ud af Hollywoods pengemaskine og selv bestemme.
I 1925 laver han så Guldfeber, i 1931 City Lights og i 1936 Moderne Tider og alle morer sig over den lille sjove vagabonds opgør med den stærke og klodsede rigmand.
Efter premieren i 1940 på Diktatoren en comedy, hvor han spiller både Hitler og en jødisk barber får han af Orson Welles, en ung rebel i filmbranchen tilbudt rollen som Henri i hvad der skal blive en dramadokumentar om den franske massemorder.
Chaplin er ikke interesseret i at skulle instrueres af den ukendte debutant, men han er meget interesseret i at skulle spille Henry, så han køber ideen og et halvfærdigt manuskript af Orson Og begynder selv at skrive.
Og han har noget på hjerte. Berømmelsen er ved at give bagslag. Han har fået en faderskabssag på halsen, han bliver anklaget for at være kommunist, hollywood hader ham, erhvervslivet vender ham ryggen, pressen hetzer ham, nu skal Chaplin kanøfles.
Han er indvandrer, humanist og individualist, og så bliver han bebrejdet, at han er antiamerikansk. Filmen Monsieur Verdoux har premiere i 1947 og den har et budskab.
Henry Verdoux beskrives i filmen som et ualmindeligt godt menneske. Han elsker blomster, er gavmild, har ung smuk, invalid kone at forsørge og et barn. Han hjælper især de svageste, er høflig, elskelig, charmerende, nænner ikke at træde på en orm i haven, når han at plukke roser. Han er vegetar, drikker ikke, er ansvarsfuld, loyalt har han i 35 år har haft det samme ansvarlige job i banken lige indtil finanskrise og børskrak, så bliver han fyret. Så er det han finder sig en anden måde at tjene penge på.
I skal se det sidste kvarter af filmen. Henry er flygtet fra sit eget bryllup med en rig enke fordi en af gæsterne genkender ham som ham, der havde bedraget og myrdet hendes mor.
En pige han tidligere havde reddet fra at begå selvmord og givet penge dengang er nu blev gift med en våbenfabrikant og er blevet velhavende.
Nu er det hende, der vil redde Henri.
Filmen blev en publikumsfiasko, den blev tiet ihjeld, Chaplin rejser til England igen og opdager, da han vil rejse hjem, at hans indrejsepas til USA er inddraget pga. hans moral og politik.
Han var uønsket i Amerika. Det var 1952 da koldkrigen var på sit højeste.
Chaplin er da 63 år og han bosætter sig i Schweits og dør 25 år senere som 88 årig.
Det er hans budskab til verden I nu skal se.
mb 28/05/2015