af Morten Bo
Nytter det noget?
Der er loven, som siger hvad du må og ikke må, og så er der de uskrevne regler, som siger, hvad du kan tillade dig.
Kunst er kultur. Formidling er kultur, opskriften på hvordan vi skal opføre os, hvad er vigtigt, hvor går grænsen for hvad, jeg kan tillade mig?
Fotojournalister og billedkunstnere er kulturskabere.
Kulturen ændrer sig hele tiden, og det er ikke ligegyldigt hvem, der bestemmer.
Hvis du ikke gør, så gør de andre. Politikerne, markedskræfterne, de skræmte eller de frelste.
Når tiderne skifter, hvem skal så komme med den ny kultur, den nye måde at se på, hvem skal vise nye veje, skabe andre vaner? Det skal kulturarbejderen. Det skal du.
Der er brug for dig. Vi har brug for den kulturskabende fotograf, med mod til at skubbe til opfattelsen af, hvad vi kan tillade os.
Prikke, skubbe provokere, skabe i andre billedet af hvordan, det er at være menneske.
Julias billede af sig selv som hund, med en sårkrave om halsen er sådan et billede.
Sådan er det at være kvinde. I den nydeligste kjole i det smukkeste stemningsfulde vejsving strejfer hun rundt og skuler til os, der kigger, inden hun spæner over gaden og forsvinder i skoven på den anden side. En løsgående hund.
Det er provokerende, ydmygende, en satire på kvindens stilling, er hun bare en hund, der skal holdes i snor eller føler hun sig sådan?
Julias billede er den ny tid, det er modigt og det er gennemført.
- Jeg mener det her!
Eller Natashas grænseoverskridende frihedsgudinde af en mor, en hyldest til kvinden som den smukkeste moder, eller en grum og gyselig forestilling, Natasha smider en bombe, får os op af stolene, og kan smilende kigge på at vi skændes, så det brager om skønhed og værdi og hvad man kan tillade sig.
Dalins video med dokumentariske, private optagelser fra sit besøg hjemme hos far var en helt ny måde at fortælle på. Løsrevne episoder bundet sammen af kreativ personlighed:
- Her er jeg!
Sådan er det for Dalin at være menneske.
Da jeg er 21 år vil jeg være filminstruktør. Jeg har været instruktørassistent en sommer på en kortfilm med skuespilleren claus nissen som hovedperson. Jeg går i fløjlsjakke og slips, hippiebevægelse og ungdomsoprør er først om et par år.
Den sommer skriver jeg manuskript til en kortfilm Larry og søger støtte i Kortfilmrådet.
Jeg har set Roman Polanskis afgangsfilm fra filmskolen i Lodz. Den handler om to mænd der kommer gående ude fra havet ind på stranden, op i byen, bærende på et skab. Et stort tungt klædeskab. Tre uciviliserede naive tumber, der bare dukker op i den civiliserede verden med dens vaner, fordomme og regler. De ender med at gå ud i havet igen.
Det er sådan en film, jeg vil lave. Larry er sådan en naiv original, der bor alene på hustagene og kommer så galt afsted, da han konfronteres med det civiliserede samfund.
Jeg får bevillet støtte, men Laterna Film, som skal producere siger nej, og filmen bliver aldrig til noget.
Men det gør Jørgen Leths, han har samtidig søgt støtte også i Kortfilmrådet til en film om en naiv tumbes møde civilisationen, og den vil Laterna Film godt producere.
Jørgen Leth er anmelder ved Politiken, skriver sportsdigte, har lavet små korte film og går nu i 1967 igang med Det perfekte Menneske.
Stilen er iagttagende. Reglerne stramme. Minutiøst gennemgår iagttageren mennesket og beskriver det objektivt udefra. Sådan var hans digte, nøgterne observationer blottet for føleri.
Han får Claus Nissen til at spille rollen som menneske. Naiv, charmerende, villig, lydig.
Jørgen Leth: Det perfekte menneske 1967 12 minutter DVD
Filmen er en demonstration af, hvad kunst kan og skal.
Den skal stille spørgsmål, ikke komme med svar. Den skal få dig til at holde af, blive forarget, eller vred, den skal være et spejl men ikke en opskrift.
Filmen bliver en klassiker og da Lars von Trier 40 år senere selv vil skabe sig en karriere, så er det Det Perfekte Menneske der viser ham vej. Han vil også skabe mennesket i sine film.
Så i 2001 udfordrer Lars von Trier Jørgen Leth til at gentage Det Perfekte Menneske med indlagte benspænd. Det er en fælde. Han vil have ham til at snuble i sin objektive beskrivelse.
Det er der Jørgen Leth optager på gaden i Bombays fattigste kvarter en 5 minutters spisescene, hvor han i sort jakkesæt og butterfly ved et opdækket bord nipper til vinen og spiser sine trøfler foran en transperant skærm, hvor der på den anden side står et mylder af sultne, fattige og kigger på.
Men han snubler ikke. Han holder masken og bevarer distancen, laver en objektiv, iagttagende gentagelse af Det perfekte Menneske. Men da Lars von Trier forlangte han tager tilbage og laver det om, nægter han. Jørgen Leth vil bare ikke lave politisk kunst.
Men det er der andre der vil. Da Maria Sol så lænken om halsen på elefanten i cirkus, fik hun det dårligt. Hun måtte da gøre noget.
Jeg forsøgte at bagatellisere både lænke og pisk, men det hjalp ikke. Målet med hendes cirkusfortælling blev at redde elefanter for lidelse og indespærring.
Sol ville ikke skabe mennesket men hænge det ud, opdrage det og lave en bedre verden, og det gjorde hun så i opgaven hellere nøgen end pels. Gav veninden en plastikpose om hovedet og en sølvræv om skuldrene og demonstrerede hvor kvælende en fornemmelse, det må være at gå i pels.
Man er ikke i tvivl, når man ser hendes billede, at det er forkasteligt og skamfuldt at gå i pels.
Fuck forfængeligheden når det fører til dyrs lidelser.
Om aftenen 6.december 2008 sank den 15-årige dreng Alexandros Grigopolos sammen på en gågade i Athen. Ti meter foran ham stod politibetjenten, der skød ham. Store dele af Athen blev forvandlet til en kampzone, de mest voldelige optøjer i Europa siden 2. verdenskrig. Demonstrationer, besættelser og gadekampe overalt i Grækenland.
Joen Petersen Vedel satte et billede, han havde printet på nettet op på sin væg. Det var billedet af en tekst på en mur i Athen: We are an Image from the Future.
Fire år senere var den økonomiske krise for alvor nået Grækenland.
Goldmann Sachs det amerikansk investeringsfirma, som har købt halvdelen af det danske energiselskab Dong fuskede med statens regnskaber, så man ikke opdagede i EU, at Grækenland var ved at gå bankerot.
Statens underskud var lånt i Europas banker, og en kolaps ville brede sig til resten af EU. Så man besluttede derfor i Trojkaen Verdens Internationale Valutafond, EU og Den europæiske Centralbank at låne enorme beløb til Grækenland på visse betingelser. Privatisering af statens ejendom, lukning af offentlige virksomheder, sænkning af mindstelønnen, et stop for al offentlig investering og en øget pensionsalder, en chokkur lå parat, nu skulle grækerne bare sluge den.
Så blusser gadekampene op igen, og Joen som nu er færdig på kunstakademiet søger og får et stipendie til en måneds ophold på Det Danske Institut i Athen. Nu vil han ned, hvor det foregår og lave sit eget billede af fremtiden.
Hver dag skriver han på sin blog, hvad han oplever og året efter, da hans udstilling med lydklip fra begivenhederne åbner, kommer dagbogen så i bogform.
Jeg vil læse, hvad han skriver om 10.februar, hvor der er indkaldt generalstrejke i 48 timer.
Kapitlet hedder Kun en begyndelse.
Joen Vedel: Sammenbrudsstykker - dagbog fra Athen side 62-66 10 min
Joen er en af de kunstnere, der afskyr den elitære, kommercielle kunst. Han er del af det miljø blandt kunstnere, der giver kunsten en ny rolle. Den skal være bevidsthedsskabende, modig, ansvarsfuld. Ikke en test af din intelligens men en sandhedsformidling, opfordring til at tage stilling.
Der er i øjeblikket en udstilling på den Fri, udstillingsbygningen ved Østerport, hvor gruppen Superflex, Rasmus, Jakob og Bjørnstjerne, der mødte hinanden på Fatamorgana, i anledning af en award har fået den ene af de tre sale stillet til rådighed for en præsentation af deres værker.
I rummet hænger et fotografi, kun et. Billedet af en operationsstue. Ubrugt, nyt udstyr stillet op til fotografering.
Umiddelbart efter udstillingen bliver det fotograferede udstyr sendt til Gaza og det udstillede fotografi solgt for det beløb, udstyret har kostet.
Kunsten er stadig et billede, ikke det billede, du ser på væggen, men det billede deres politiske budskab får frem i folk. Med deres værk får de sagt, hvad de mener om kunstens rolle som værk, som handelsvare, som investeringsobjekt, og de får sagt, hvad de mener en kunstner skal kunne.
Og så får de fortalt, at vi ikke i Danmark kan være objektivt neutrale, når det kommer til det palæstinensiske folks lidelser. Når en befolkning bombes og uskyldige lemlæstes, så skal vi hjælpe. De bruger ikke slagord eller store armbevægelser blot et fotografi med en pris på.
Med deres kunst vil de skabe en bedre verden. Som Joen og Sol.
Du skal fortælle, hvordan det er at være menneske, du skal placere dig i brændpunktet og fortælle, hvad du oplever, og så skal du forføre dit publikum. Gribe dem hvor de er mest sårbare og så klemme til. Skabe en stemning, der får mig til at føle og sanse, le eller græde, som Freja gjorde det med sit forstadsportræt, en trykket stemning af opgivelse.
Og Kristian gjorde det med sit midtvejsprojekt, fortalte i en serie hvordan han havde det, han opfordrede ikke til at gøre noget ved verden, men visualiserede sin vrede, mistro, afmagt, protest.
En brudekjole uden brud, en hest der vrinsker, en klatremur, et gemmested, og en engel så lys og smuk og uopnåelig som i en drøm. Serien var en forløsning af Kristians indespærrede følelser.
Eller Tobias’ interview med mormor, der bryder sammen, når hun snakker om morfars drikkeri, vi forføres af den oprigtige stemning af fortrolighed. Vi bliver berørt. Han befrier os for en knude i brystet og får os til at lukke op. Og Sigrid Nygård var tæt på at græde fortæller Niels, da hun til portefolio review så hans månebørn.
Korlederen ved en lille kirke i Baden i Østrig hjalp i 1791 sin ven Wolfgang Amadæus med at finde et sted, hvor hans gravide hustru kunne bo, mens hun var på kurophold i byen. Som tak skrev Wolfgang en komposition, et korstykke. Ave Verum Corpus. Ganske kort, tre et halvt minut.
Stykket som stadig bliver kaldt verdens smukkeste musik er forførende, den løfter dig fra jorden og bærer dig på vinger.
Den får dig til at overgive dig, den tager ansvar for dig. Den er en visualisering af døden som noget af det smukkeste. Den er et løfte ikke en trøst. Den er bare så rigtig, så omfavnende, du tror på den musik. Nænsomt og kærligt griber den menigheden og mennesker. Næsten alle.
Men det er også hjerteblod, for Mozart ved godt, da han skriver begravelses-motetten, at han ikke har langt igen, og han dør da også i december seks måneder senere. Ave verum Corpus er hans dybt personlige musikalske billede på den sidste rejse, den død der venter ham.
Wolfgang Amadeus Mozart: Ave Verum Corpus 3:22
mb 22/12/2014