---

Adam er 23 år, han læser jura, ikke fordi han har lyst, men fordi det gør man, går på universitetet for at blive lærd. Han vil hellere være skuespiller eller noget andet kunstnerisk, digter måske, sidste år fik han en sølvmedalje for en prisopgave om digtekunstens brug af nordisk mytologi. Adam elsker fortællingerne om de gamle guder, sagaerne med Thor, Freja, Valhalla og Ragnarok.
Og så mener han der er en universel sammenhæng, som du ikke ser med fornuften, men med følelser og fantasi.

Adam er som så mange af sine jævnaldrene dødtræt af de lærdes forstokkede holdning til, hvad der er vigtigt her i livet, hvad der giver mening, træt af deres akademiske ævl, løgn og latin, det er kunstnerne, der skal vise vej til sandhed, ikke de lærde.
Det er den almindelige bonde og den arbejdende pige, der skal finde sandheden, ikke fordi de som de lærde leder efter den, men ved et tilfælde, det er skæbnen, der bestemmer hvem, der er helte, ikke viden og berømmelse, og kærligheden viser vej.

Kærlighed, lyst, natur og tilfældighed, det er sandheden og så Guderne i Valhalla.
Sandheden kan ikke bevises, og ingen kan læse sig til berømmelse, tilfældigheden udpeger heltene blandt almindelige mennesker, skæbne går ikke i arv, tidens enevældige rangorden er bullshit.
Adam er en tidsindstillet bombe i maj måned 1802.

Året inden havde Danmark i et søslag mistet 2000 mand og måtte indgå en pinefuld våbenhvile med de angribende englændere, befolkningen var tynget af nederlaget, det var ikke kun Adam, der ønskede nye tider.
Efter at have modtaget akademiets store guldmedalje dampede Bertel for seks år siden af til Rom og kom først hjem som en verdensberømt billedhugger 40 år senere.
Men Adam ville ikke væk, han ville blive og kæmpe.

Og så er det , han falder i snak med Nicolai Frederiks fætter Henrik, og Adam bliver tændt.
Henrik er netop kommet hjem fra Tyskland og taler begejstret om, hvordan de unge dernede tænker som Adam og har startet et kulturoprør.
Adam iler hjem hjem på værelset i Vestergade og skriver et flammende digt.

Sproget er lidenskabeligt, stilen fræk, holdningen belærende, et slag i ansigtet på de ældre generationer og den offentlige mening. Digtet blusser af ungdom, lidenskab og digterisk talent, et oppisket kampskrift, der varsler den ny tid.

Lige om hjørnet i Larsbjørnstræde sidder urmager Heidenreich i sin lejlighed og smelter stumper af de to guldhorn, som han ugen inden har stjålet i kunstkammeret på Slotsholmen.
Det ved Adam ikke, men han har hørt, at de er stjålet, og det er den historie, han vælger skal være rammen om hans digt.
Guldhornene fra år 400 e.kr blev fundet af en kniplepige 1639 og en husmand i 1734 og blev vist frem for offentligheden i en montre på Kunstkammeret.
Året efter tyveriet blev urmageren afsløret, men da var begge horn smeltet om.

Selskabet NY TID stiftet 1814 ønsker at fejre sit 200 jubilæum med en nyudgivelse af Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene illustreret af tidens mest lovende unge kunstnere og fotografer.

11 opslag med et eller to vers over for en fotografisk illustration, fotografens personlige kommentar eller gendigtning, en nutidig visualisering af teksten.
Er der et budskab, som de unge idag kan bruge, og vil det være muligt at formidle budskabet i fotografi?

11 helsides visualiseringer i stort format af den gamle fortælling, som skabte et halvt århundredes åndelig oprejsning, kunstnerisk fornyelse i litteratur, arkitektur, billedkunst, musik og ballet, lagde grunden til folkeoplysningen og førte til både grundlov og folkestyre.

På møde torsdag 9. oktober kl. 13:00 vil stiftelsens redaktionskommitée analysere, diskutere og bedømme de ophængte forslag og premiere det forslag, der egner sig bedst til anvendelse på plakat, flyer og invitation.

Aflever et fotografi i A3 format
GULDHORNENE
af Adam Oehlenschläger
_________________________
(jesper)
De higer og söger
I gamle Böger, 
I oplukte Höie 
Med speidende Öie,
Paa Sværd og Skiolde
I muldne Volde,
Paa Runestene
Blandt smuldnede Bene.

Oldtids Bedrifter
Anede trylle;
Men i Mulm de sig hylle,
De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.
_________________________
(mazja)
„I gamle gamle
Hensvundne Dage!
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
Giv et Glimt tilbage!“

Skyen suser,
Natten bruser,
Gravhöien sukker,
Rosen sig lukker.
De övre Regioner
Toner!
De sig möde, de sig möde,
De forklarede Höie,
Kampfarvede, röde,
Med Stierneglands i Öie.
_________________________
(femja)
„I som raver i blinde,
Skal finde
Et ældgammelt Minde,
Der skal komme og svinde!
Dets gyldne Sider
Skal Præget bære
Af de ældste Tider.

Af det kan I lære.
Med andagtsfuld Ære
I vor Gave belönne.
Det skiönneste Skiönne,
En Möe
Skal Helligdommen finde!“
Saa synge de og svinde.
Lufttonerne döe!
_________________________
(maria)
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue
Paa Himlens Bue.

Og Fuglene synge.
Dugperler bade
Blomsterblade,
Som Vindene gynge.
Og med svævende Fied
En Möe hendandser
Til Marken afsted.
_________________________
(dalin)
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
Hun har Lilliehænder.
Let som en Hind
Med muntert Sind,
Hun svæver og smiler;
Og som hun iler
Og paa Elskov grubler –
Hun snubler!
Og stirrer og skuer
Gyldne Luer,
Og rödmer og bæver
Og zittrende hæver
Med undrende Aand,
Af sorten Muld,
Med sneehvide Haand,
Det röde Guld.

En sagte Torden
Dundrer!
Hele Norden
Undrer!
_________________________
(tobias)
Og hen de stimle
I store Vrimle,
Og grave og söge
Skatten at foröge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget.
De see kun det Muld,
Hvoraf de er taget.

Et Sekel svinder!!

Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale,
De forklarede Gamle
Sig atter samle.
_________________________
(kristina)
„For de sieldne Faae
Som vor Gave forstaae,
Som ei Jordlænker binde,
Men hvis Siele sig hæve
Til det Eviges Tinde,
Som ane det Höie
I Naturens Öie,
Som tilbedende bæve
For Guddommens Straaler,
I Sole, i Violer,
I det Mindste, i det Störste,
Som brændende törste
Efter Livets Liv,
Som – o store Aand
For de svundne Tider!
See dit Guddomsblik
Paa Helligdommens Sider,
For dem lyder atter vort Bliv!
Naturens Sön,
Ukiendt i Lön,
Men som sine Fædre
Kraftig og stor,
Dyrkende sin Jord,
Ham vil vi hædre,
Han skal atter finde!“
Saa synge de og svinde.
_________________________
(flora)
Hrymfaxe den sorte
Puster og dukker,
Og i Havet sig begraver.
Morgenens Porte
Delling[4] oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue.
_________________________
(oskar)
Ved lune Skov
Öxnene trække
Den tunge Plov,
Over sorten Dække.

Da standser Ploven,
Og en Gysen farer
Igiennem Skoven.
Fugleskare
Pludselig tier.
Hellig Taushed
Alt indvier.

Da klinger i Muld
Det gamle Guld.
_________________________
(marine)
Tvende Glimt fra Oldtidsdage
Funkler i de nye Tider.
Selsomt vendte de tilbage,
Gaadefyldt paa röde Sider.

Mystisk Helligdom omsvæver
Deres gamle Tegn og Mærker.
Guddomsglorien ombæver
Evighedens Underværker.

Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!
Snart maaskee de er forsvunden.
Jesu Blod paa Herrens Alter
Fylde dem, som Blod i Lunden.
_________________________
(mikkel)
Men I see kun deres Lue,
Ikke det ærværdigt Höie!
Sætte dem som Pragt tilskue
For et mat nysgierrigt Öie.

Himlen sortner, Storme brage!
Visse Time du er kommen.
Hvad de gav de tog tilbage.
Evig bortsvandt Helligdommen.
_________________________