tale ved afslutningen 30.maj 2014 Fatamorgana
af Morten Bo
Nytter det noget? Er der brug for dig? Og det, du kan?
Ja, der er brug for dig til at fortælle historier, for hvis ikke du fortæller historien, så er der andre der gør, og så bliver det nok ikke den gode historie, vi får.
Du skal fortælle historien, ikke enhver historie, men den historie det er vigtigt, vi får fortalt.
Kristians historie om redaktionen på Ekstra Bladet, avisen der gav Lars Løkke endnu en bilagssag og Venstre et katastrofevalg. Husker du hans rødhårede dame med briller i håret, der tryner en forsagt journalist, mens en bulldog vender ryggen til og begraver sig i fakta-poser og flytterod?
Kristian forudså Se og Hør skandalen og gav os indblik i sladderpressens hieraki, hvordan kunne det ske, at 14 journalister umælende fandt sig i Henrik Qvortrups metoder?
Kristian fortæller historien.
Du skal gå tæt på begivenhederne, gå foran og fortælle, hvad du oplever.
Og du skal vælge, hvilke historier, vi skal have og hvordan de skal fortælles.
Du skal være modig, have hjertet med og så skal du tage os med på din guidede tour.
Hvad så du, hvad følte du, og hvad er vigtigt? Fortæl mig ikke hvad jeg skal mene, men giv mig de bedste muligheder for at finde ud af det.
Skab en stemning af at være først på pletten, vis at du er engageret og få så fortællingen ud.
Hermann Bang ville være forfatter, debuterede i 1880 som 22 årig med en novellesamling, der blev kritiseret fra alle sider for at være stilistisk latterlig og gennemsyret af en syg sensualitet.
Hans debutroman året efter blev konfiskeret af politiet for dens krænkelse af sædeligheden, men da var første oplag udsolgt og forfatterens navn slået fast i offentligheden.
Mens han skrev de romaner, der senere skulle blive vurderet som mesterværker tjente han penge som journalist ved avisen Nationaltidende.
Blandt andet skrev han en artikel 4. oktober 1884 om branden på kongeslottet Kristiansborg.
Branden
Af Herman Bang Download artiklen her
Herman Bangs reportage er skelsættende, aldrig tidligere havde man kunne læse en så oplevet reportage fra en begivenhed, han skriver som impressionisterne malede, kun fordi han følte sig som kunstner, kunne han gøre det. Han brugte kunstneriske værktøjer i sin beskrivelse. Det var noget nyt. Og det skabte historie
Sådan skal du gøre, opsøge historien og fortælle hvad du oplever. Og lad så os, der læser eller kigger drage konklusionerne.
Din reportage skal fænge som ild og give en uudslettelig erindring om at have været der.
Den skal være en blanding af totaler og detaljer, af følelser og begivenhed, af betydning og bagatel, af øjeblikke og overblik.
Den skal være farvet af din karakter og holdning, sandfærdig, men ikke beregnende.
Du skal give slip. Fotografer med maven, tænk dig ikke til et resultat, men lad intuitionen styre og vær hurtig på aftrækkeren.
I 2007 blev Herman Bangs artikler fra Nationaltidende udgivet og det er klassisk læsning for journaliststuderende.
Hermann Bang bliver en berømt forfatter, men kolleger og det snerpede borgerskab mobber den homosexuelle forfatter ud af landet, og den hypersensitive og nærtagende Forfatter, som han bliver kaldt i sladderpressen flygter til Berlin for, som han skriver:
- Kun én Ting staar mig ganske tydeligt: i dette Land vil jeg ikke blive. Her har man saaledes faaet for Vane at mishandle mig, at det aldrig vil ophøre.
Men hans artikel om kongeslottet, der brændte blev en del af den danske kulturarv.
Men din fortælling kan også være fra andet end et brændpunkt og til andet end en avis, og den kan handle om andet end nu og her. Måske noget du mindes, fortalt med musikalitet og intim, forførende ømhed.
Som Gias solskinsbilleder på altanen, ka' I huske? - af nøgen mandehud med tatoveringer, så sanseligt, så skrøbeligt intimt, eller Sines generte yngling i det åbne vindue med en smøg i hånden og numsen bar.
Du skal give dig selv, vise personlighed, forme fortællingen af fornemmelse og klange, informationen skal træde i baggrunden, dynamik erstattes af selvfølge, realisme af fiktion, men grundliggende er det det samme, at det er din helt egen historie, jeg har brug for.
Du skal liste dig ind ad bagdøren og nynne, bruge al din professionalisme på at performe din forestilling, så jeg lytter og bliver berørt.
I sidste uge blev jeg af Gudbjörg, der var elev i 2008 inviteret til Jazzhouse, hvor hun havde release af sit nyeste album.
Da hun gik på Fatamorgana, skrev hun sine første sange, optog dem på værelset og afleverede dem til opgaver, de lød så betagende og forførende. Lige siden har hun optrådt med duoen My Bubba, overalt i Europa er der bud efter dem, fordi de synger så smukt, det er så oprigtigt, så indlysende at det giver genklang, vi henter noget frem i os selv, minder vi havde glemt eller fortrængt. Om lyst og kærlighed.
Om nærhed og ømhed.
Det var en oplevelse at høre dem live og se, hvordan deres sceneoptræden var nøjagtigt det samme som for 6 år siden, da jeg hørte dem første gang på en bodega på Vesterbro, generte, småsnakkende, men nu superprofessionelle.
My Bubba: Our Water Hours fra albummet Goes Abroader
Du skal opsøge historien, du skal forme dit værk og så skal du fortælle sandheden.
Vi skal tro på det, du fortæller.
Da jeg er 21 har jeg i et år gået på arkitektskolen og så fotograferer jeg.
Jeg elsker at iagttage mennesker og fortælle historier med kameraet. Se verden på min måde, gøre de uniformerede grimme, de uskyldige smukke, jeg elsker at komme steder, ingen andre kommer og se som ingen anden.
Jeg elsker at finde vej, gå bagom begivenheden, være impressionistisk i mit billede, skildre oplevelsen, sorthvid reportage med kant, det er lige mig, lige nu.
Verden er som den er, og hvis bare jeg fortæller det, så er det op til andre at lave den om.
Jeg nyder at forme mit billede, skabe kontraster, komponere, give udtryk for følelser, forføre og manipulere, forsvare og angribe, og jeg elsker mine billeder.
Det er kærlighed.
Nyder når de ligger der spredt ud på sengen. Her er jeg!
Det med sandheden har jeg slet ikke overvejet, jeg skal bare afsløre den. Ikke med beviser og bilag men med engagement og indignation.
Men så ser jeg i biografen en film, der handler om sandhedens dilemma, en film om en fotograf.
Og efter at have set den får jeg den grundliggende opfattelse, som jeg stadig har, at sandheden ikke er givet, men noget du skaber.
Du kan ikke bare trykke på knappen og tro, at nu har du fanget sandheden, det har du ikke.
Den kan se vidt forskellig ud i det ene øjeblik og i det næste. I det ene lys og i et andet. Fra den ene vinkel og fra en anden. Et motiv alene er nok bevis, men ingen sandhed.
Sandhed er ikke hvad du ved, men hvad du tror.
Filmen handler om en fotograf med et dilemma.
Han er smart modefotograf, kører i Bentley, behandler sine assistenter som shit og sine modeller som slaver. Han er ung, hurtigt og stjernefotograf, men har også ambition om at skabe noget virkeligt. En reportage om Englands arbejderklasse, de tavse, de fattige, de hjemløse og deres elendighed, sorthvid nærgående reportage, han vil lave en bog.
Han har penge og gruppies og overskud og kunst på væggen, og så er han hyperaktiv og superegoist.
På en tilfældig tur en dag gennem parken fotograferer han på lang afstand to mennesker, der kysser, det er svært at skelne andet end skikkelser.
På vej ud ad parken bliver han antastet af kvinden, der forlanger, at få filmen udleveret, men han nægter. Hun følger efter ham og opsøger ham på ateliéet og bønfalder om at få filmen:
- Det vil udløse en katastrofe, hvis det her kommer ud.
Hun begynder at smide tøjet for at lokke ham til at overgive sig og udlevere filmen, og han lover så, at hvis han må fotografere hende nøgen, må hun få den. Hun får den så, filmen eller en film, for i mellemtiden har han byttet den ud med en anden.
I det klip I skal se går han i mørkekammeret for at fremkalde filmen og finde ud af, hvad det nu er, der er så hemmeligt, at det vil udløse en katastrofe, hvis det kommer ud.
Antonioni Michellangelo: Blow Up 1966
Men han finder også noget andet i de analoge korn, en liggende skikkelse, det kunne ligne et lig. Laver en blowup og en affotografering og en blowup, indtil han står med en forstørrelse, hvor man næsten kun kan se de analoge korn.
Virkelighedens afsløring er blevet et impressionistisk maleri.
Men hvad med sandheden?
I parken finder han liget, det var rigtigt nok, nu har han en historie at sælge, men da han kommer igen med sit kamera, er liget væk.
I filmens slutning er alle beviser fjernet, der har været nogen på hans studie og stjæle alle hans billeder fra parken, alle negativer, det eneste fotografi, der er tilbage er det, han havde gemt, det impressionistiske, superkornede nærbillede, hvor bevis blev til kunst. Og det er jo ingen sensation.
Så melder tanken sig, om det hele overhovedet har fundet sted.
Antonioni Michellangelo giver tilsidst det svar, som har gjort mig til den, jeg er.
Men du skal lytte godt efter.
Antonioni Michellangelo: Blow Up 1966 Slutscenen
mb 29/5/2014