COPENHAGEN, MY WAY

Opgave stillet af gæstelærer Mette Frandsen 17.-21. februar 2014

Det skal du gøre: Gå på opdagelse i byen med ‘løst håndled’. Find en gade, en strækning, en park, en plads der virker tillokkende på dig eller måske endda frastødende. Skab dit rum i byen og fotografér det liv der udspiller sig og de mennesker, der færdes i det rum. Bryd din isolation ved at bruge kameraet til at skabe intimitet og nærvær og fortæl din historie om dette sted.

Sådan skal du gøre det: Brug sanserne, hjertet, følg instinktet, brug maven ikke hovedet. Ha’ løse håndled og fotografer med følelserne. Dyrk tilfældighederne og arbejd intuitivt. Processen skal være en leg.

Derfor skal du gøre det: Virkeligheden skal belyses gennem dig og ud af det, kommer ikke bare det gode billede, men det troværdige billede. Gennem den individuelle opgave skal du forsøge at komme et skridt nærmere dit eget unikke billedsprog ved at gå tæt på dig selv, bruge sanserne, hjertet, følge instinktet, bruge maven og ikke hovedet. Du skal dyrke tilfældighederne og arbejde intuitivt og processen skal være en leg.

Vi skal forsøge at skabe billeder, der udvikler det sprog, som vokser ud af ærligheden og lysten. Billeder der betyder noget for os, som vi kan mærke og et sprog vi kan identificere os med. Jo mere vi giver af os selv, jo mere vi sætter os selv i spil, hvad enten vi fotograferer vores elskede eller en fremmed, desto større er sandsynligheden for, at billederne vil afspejle vores personlighed, at de vil blive unikke og danne grobund for et personligt billedsprog.