Mærk Verden
Afslutningsspeech Efterårshold 20.12.2013

af Morten Bo

Mærk verden. Det er det vigtigste, at opleve verden, bringe dig selv i nærkontakt med det, der sker, at komme tæt på, at undersøge og stole på det, du ser.
Det er en forudsætning for at beskrive verden, at du kender den.
Mærk verden. Du kan ikke tænke dig til, hvordan det er derude, du skal opleve det og berette om dine oplevelser.

At være fotograf er at fortælle fotografisk om det du har oplevet, ikke om det, du har fået at vide eller det, du har tænkt men det, du har set.

Når jeg kommenterer billeder og foreslår en billedbehandling, så holder jeg altid med det du så. Så du, at himlen var blå? Nej, så lav den ikke blå, men grå.
Oplevede du lyset som orange? nej, så stil hvidbalance i photoshop.
Jeg holder med synet og ikke japanske teknikeres grønne græs.
Jeg vil genskabe oplevelsen, din oplevelse.
Til gennemgang har du svært ved at glemme, hvad du ved om de billeder, der bliver vist, du stoler ikke på det, du ser, men ser det, du tror eller har fået at vide.

Kan I huske on a clear day titlen antyder en oplevelse på en skyfri dag, men fotografiet af den blå himmel gennem et hul i det sorte tæppe var en gåde, en gætteleg, en test:
- Tror du på det, du ser eller tror du på det, du får fortalt?
Vi troede alle på det, vi fik fortalt og ikke på det, vi så.
Alle bestod videns- og autoritetstesten, men dumpede syns-testen.
Men Jacob Hunosøe er ikke den første himmelkigger.

For nogle år siden, så en ung kemiker på vej fra sin lejlighed til sit laboratorium noget på himlen, som ikke passede med det, han vidste og havde fået at vide.
Han var 25 år, havde studeret naturvidenskab især alkymi og fysik, og så interesserede han sig for stjernerne på himlen.
Det han så på himlen var så forkert, så umuligt, men han stolede på synet.
Han var veluddannet, kom som 13-årig på universitetet, vidste hvad der var værd at vide om stjernerne på himlen, var ambitiøs, elskede at opleve og fortælle om sine oplevelser.
Det han så var en kæmpemæssig, thermo-nuklear eksplosion af en hvid dværgstjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Vi kalder det idag en supernova.

Han mærkede verden, stolede på sit syn, forkastede hvad han vidste og fortalte, hvad han havde set.
Hans fortælling om den nye stjerne gik verden rundt og ændrede for altid menneskenes opfattelse af, hvordan verden ser ud.
Han hed Thyge eller på latin Thycho Brahe og var dansk. Og året 1572
På titelbladet i afhandlingen Stella Nova skriver han på latin, hele afhandlingen er på latin:

O crassa Ingeni. O caecus coeli Spectatores

Åh tykhudede forstand, du tykke viden. I blinde himmel-kiggere
Han revser videnskab og stjernekiggere, kalder dem blinde, fordi de ikke mærker verden, men stoler blindt på det, de ved.
Fuck den offentlige mening, glem det du har fået fortalt, mærk verden og stol på dine øjne.
Det er det, han skriver på titelbladet og her kommer så bogens første afsnit:

De Stella Nova af Thycho Brahe. Første afsnit

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre.
Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner, og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen.
Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse.

Alle filosoffer er nemlig enige om, at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse.

Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.
Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand.

Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har.

Vi kan ikke læse, at en astronom nogensinde har observeret, at der i den himmelske verden er opstået nogen stjerne.
Der er tale om noget ukendt, forunderligt og for alle filosoffer utroligt: at der netop nu er fremkommet en stjerne på himlen, ny og anderledes end de hidtidige.

Jeg tror heller ikke, at teologerne (som i øvrigt kan forklare mange mirakuløse hændelser i den jordiske kreds med guddommelige mysterier) vil kunne give tilfredsstillende forklaringer på denne sag.

De er nemlig ud fra Moses' historie om Verdens tilblivelse sikre på, at Gud er Universets skaber, og at han, efter at have udskilt himlene og elementerne med alle de tilhørende skønne ting, indstillede enhver form for arbejde og ikke senere har skabt nye ting.

Derfor bør alle filosoffer tie, gamle som nye; også fortolkerne af de guddommmelige mysterier, teologerne, bør tie; de som spekulerer over de himmelske legemer, matematikerne, bør tie og lade være med at tro, at de med nogen sikkerhed kan fastslå noget om denne stjernes tilblivelsesmåde eller komme med en forklaring på dette mirakel.

Ingen skal heller bilde sig ind, at denne stjerne er lig med den, som viste sig for østens vise mænd, da Verdens Frelser skulle fødes.
Denne stjerne havde nemlig ikke sin position på himlen blandt de andre stjerner, men i den nederste luftregion ikke langt fra Jordens overflade.

Ellers ville den nemlig ikke med sin bevægelse have vist vej for dem, som ledte efter Frelseren, og heller ikke ved at stå stille have vist huset, hvor han skulle findes.

Denne nye og ukendte stjerne, som for nylig viste sig, har således ikke nogen forbindelse med den, som De vise Mænd så. Heller ikke dens tilblivelsesmåde kan forklares, hverken af teologer eller filosoffer, ej heller af matematikerne selv.

Selvom jeg har besluttet at fremlægge forskelligt om dette nye og først nu fødte himmellegeme, indrømmer jeg ærligt, at jeg heller ikke kan forklare noget om denne vidunderlige åbenbarings tilblivelse, eller hvorfor den er opstået.

Den unge, kække Thycho gik op mod de skriftkloge, teologerne, præsterne, fysikerne, astronomerne alle, der vidste, at himlen var en uforanderlig kugle hvorpå stjernerne sad fast.
Han stolede ene af alle på sine øjne. Og fik succes.
Ikke at det var sandheden om universet han fandt, men sandheden om hvad han havde set.

SN 1572 som vi kalder den idag (SN står for supernova og 1572 er årstallet) var en supernova, 7.500 lysår fra jorden.
Materiale fra stjernen slynges ud med en hastighed på 30.000 km/s – , og i løbet af de sidste 400 år har det ekspanderet til en sky af gas og støv med en diameter på mere end 20 lysår.
Opdagelsen af supernovaen blev en milepæl i videnskabshistorien.
Men Thycho Brahe fastholdt det ptolemaeiske verdensbillede, at Jorden var universets centrum, og at planeterne, månen og solen drejede rundt om os, fordi det var, hvad han kunne se.
Himlen hvorpå fiksstjernerne sad drejede omkring jorden. Men himlen var ikke længere en uforanderlig sfære. Fra nu af kunne alt ske.

Thygo blev berømt. Han holdt forelæsninger og satte gang i diskussionerne. Fik øen Hven af kongen som len, byggede slottet Uranienborg og det underjordiske observatorie Stjerneborg, hvor vi til sommer 22.-24.august skal holde FantasyPhotoFestival. På græsset over Stjerneborg skal vi slå telte op, feste, drikke og høre musik.
Kan ikke forestille mig et bedre sted at fejre Fatamorganas 25 års Jubilæum
Jeg har netop sendt ansökan til Landskrona Polisen for at få lov.

Mærk verden, brug dine øjne og tro på det, du ser. Og fortæl så verden hvad du har oplevet.
Jeg siger det igen og igen, spørg motivet hvordan det vil se ud, spørg dit billede hvad, det vil fortælle. Du må ikke gøre motivet til noget, det ikke vil være med til.
Lyt til billedet og stol på det, du hører.
Bestemmer du for meget bliver det kunstigt, forløjet, pinligt.

Jeg roste Maries billeder fra Thy for at være så koncentrerede, jeg var ikke i tvivl om, hvad hvert enkelt billede ville fortælle, og hun gav dem lov.
Fiskerne i skuret på havnen fik lov at hygge sig, drengene på fodboldbanen fik lov at kede sig. Billedvalg og redigering handlede kun om at give motiverne lov at fortælle hver deres historie.
- Du må ikke behandle billederne som du vil, spørg dem, hvordan de gerne vil se ud.

Mærk verden, vær nysgerrig, gå tæt på.
Det betyder ikke at afstanden skal være under 30 cm, men at du er tæt på motivet som Thucho var tæt på sin Stelle Nova selvom den var 7.500 lysår væk.
Tæt på begivenheden, tæt på tilstanden, på personen, på meningen.


Som Patrick går tæt på den gamle mand tæt på alderen, på kroppen man kan tælle rynkerne på maven.


Eller Carl-Mikaels hjemløse serie, han gik tæt på elendigheden, jeg havde sendt ham på gaden uden penge, uden identitet, i tre dage skulle han bare overleve. Mærke verden.
At være en god fotograf er at være tilstede. Være tæt på motivet. Skabe nærhed, ny sandhed.
Din sandhed om verden. Sandheden om at være dig.

I 1898 er Finland et russisk storfyrstendømme, det har været besat af Rusland siden 1713, men der spirer en nationalisme som russerne gør alt for at knægte.
De strammer op på censuren men nationalismen vinder frem.
En ung komponist bliver af sin gode ven, der har skrevet et teaterstykke spurgt, om han vil skrive musikken.

Stykket handler om Kristian Tyrann som svenskerne kalder den danske konge Kristan II.
Et historisk stykke om en dansk konge, der efter at have besat Sverige lader sig hylde i Stockholm som arvekonge og inviterer den svenske adel til fest på slottet.
Festen varer 4 dage og på den sidste dag bliver dørene til slottet lukket, adelen taget til fange og 98 halshugget på torvet dømt som kættere. Det Stockholmske Blodbad.
Men stykket handler også om kongens store kærlighed, frillen Dyveke og hendes mystiske død, som han beskylder rigsforstanderen Torben Oxe for at stå bag, og derfor lader halshugge.
Stykket blev, fordi det var historisk, godkendt af censuren, Jean Sibelius skrev musikken og finnerne var vilde af begejstring. Især for musikken.
Den udtrykker alt det, de føler.

Den er deres frihedstrang, magtesløshed, håb om bedre tider, erkendelse af overmagt, vilje til sejr, den udtrykker folkets forbudte, skjulte stolthed.
Den er en bøn om at holde ud, holde sammen og tro på at det nytter.
Sibelius havde noget på hjerte.
Troede som ung han skulle være violinvirtuos, men efter ophold i Wien og Berlin på musikakademier måtte han erkende, at han var begyndt at spille for sent. Derfor gav han sig til at komponere og altid handlede det om det samme, det han brændte for, men som ikke kunne siges med ord.
Han var sin musik og finnerne elskede ham.

Med musikken til Kung Kristian II blev der sat skub i nationalismen.
6 år senere får man et landdag med valgret for både mænd og kvinder og 20 år senere bliver Finland en selvstændig nation.
Sibelius havde noget på hjerte, der var noget han brændte for.
Musikken var hans medie, komposition hans gerning, Finland hans fædreland og så skabte han sig selv i musik.
Sådan skal du bruge fotografiet, skabe dig selv i billeder, så vi kan spejle os i dig.
Der er brug for dig og dit fotografi.
Men det er en forudsætning, at du viser dig frem, er produktiv, føler noget eller brænder for en sag, har noget at fortælle.


Din lyst skal smitte som Johannes lyst smittede, da hun lod en lysende hvid uskyldig kjole danse for os i natten, det var så rigtigt, det var så smukt.
Billederne strålede af lyst til at fortælle historien om at være på vej. Om at være til. At være Johanne, og jeg kunne spejle mig i hende. Sådan vil jeg være.

Jean Sibelius bliver Finlands kulturelle far, hans musik berømmes verden over fordi den handler om grundliggende erkendelse, frihed og tvang, kærlighed og sorg.
Den berører mennesker overalt, for vi har brug håbet, troen på at det nytter at kæmpe.
I stykket Kung Kristian II er der oprindelig også en sats, Finlandia, om finnernes frihedskamp, den bliver senere en national hymne, selve symbolet på deres selvstændighed.
Og Sibelius bliver Finlands national symbol.
Stykket I skal høre er satsen Elegia.
Den er et spørgsmål, et løfte, den handler om tålmodighed, om individ og fællesskab, om vilje og trods. Om håb og tro. Om skønhed.

Jean Sibelius (1865 – 1957) Elegy fra Kung Kristian II Suite, Op. 27 5:30

Når Sibelius Elegy stadig bliver spillet, selvom den er skrevet til et teaterstykke om en konges tyrranni i 1520 af en komponist, der brændte for et frit Finland, så er det fordi den rammer noget grundliggende menneskeligt.
Som Johanne Ficks private samtale med sin mor, det er så menneskeligt et paradoks både at være klynkende spædbarn og belærende datter.
Mærk verden, skab dig selv i billeder og giv så slip.

Giv slip, få det ud, gør ham til et svin, sæt ild til ham og hug ham i stykker. Lad dig ikke tæmme af anstændighed og fortrydelse, hold ikke igen på din kreative vrede, vær ikke beskeden, høflig eller genert i dit fotografi, hold ikke fast i normer og pligt og forfængelighed, giv slip på aggression og glem, hvad du kan tillade dig, for din fortælling er så vigtig.


Eller giv slip som Lonny. I alt hun laver er hun veloplagt aggressiv, giver slip på farver, former en fucking Mercedes, indvoldene vælter ud af katten og spermen ud af bananen, hun giver slip og det kan alle lære noget af.

I 1972 er jeg 27, har været professionel i 5 år i Delta Photos er langhåret, hører Bob Dylan og Doors, boycutter Sydafrica, flirter med revolutionen, demonstrerer mod Vietnamkrigen, er mod borgerskab og spekulanter, for Christiania og kærlighed.
Hvor skal jeg hen, hvem skal jeg tro, Che Gevare eller Marin Luther King? LSD eller fornuften?
Terror eller tryghed. Apati eller oprør?
Så kommer filmen Zebraskis Point, og jeg har fundet noget at spejle mig i.
Jeg har fået lov at give slip. Nu ved jeg, hvem jeg er.

Michelangelo Antonioni, filminstruktør mærker verden, han har noget på hjerte, og så giver han slip. Han visualiserer protesten mod en syg materialisme, undertrykkelse, kulturimperialisme og statussymboler, borgerskab og magtelite, ensretning og en forloren moral.
Han giver slip og han giver lov. Giver aggressionen vinger. Og fantasien.

Det er befriende at se destuktion som noget smukt, visuel skønhed.
Jeg får lov at være vred, fotografere grimheden og gøre den smuk ved at svine den til.
Sprænge den i luften som palistinensere sprængte to kaprede fly i luften i ørkenen efter at have løsladt gislerne.
Som Jimmi Hendrix, der smadrede sine guitarer på scenen, destruktion var ikke terror, det var at give slip. Mærk verden, skab dig selv og giv så slip.

Filmen handler om en ung pige, datter af en velhavende våbenhandler og ejendomsspekulant, filmen igennem har hun et smukt og uforpligtende kærlighedsforhold til en ung desertør, der har stjålet en to-personers flyvemaskine og malet den i regnbuens farver. Men politiet venter, da han lander, han bliver skudt og hun tager hjem til virkelighedens forfærdelige verden, med sorte tjenestefolk og swimmingpool, med våben, profit og facade.
Men hun har en drøm, en smuk, smuk drøm som Pink Floyd har sat i musik.

Michelangelo Antonioni: Zabriskie Point 1972 Slutscenen

mb 21/12/2013