BEGÆRETS PRIS
iscenesættelse


Marlene Dietrichs sidste filmrolle var som en baronesse, der i årene efter første verdenskrig driver et bordel med gigolos.
David Bowie spiller en gigolo, der efter at have tjent som preusisk officer under krigen nu betjener Berlins finere ældre kvinder.
Filmen Just a Gigolo havde premiere i 1978.

I en enkelt scene 3:39 mødes de to verdensstjerner, baronessen og gigoloen og luften er tyk af sex, penge og dekadence.

Marlene Dietrich fik $250.000 for to dages optagelser i Paris, mens resten af filmen blev skudt i Berlin, så i virkeligheden mødte de aldrig hinanden, ungdommens idol og stumfilmens primadonna.

Du skal digte videre på scenen, hvor Bowie bliver rekruteret af Baronessen og i fotografi fortælle hvad, der så skete.

Skab et essay, der som scenen emmer af begær og beregning. Brug de karismatiske karakterer til et fotografisk digt om at holde facaden, give slip på hæmninger, betjene og dominere, flirte og udnytte.

Giv personerne nyt liv i en nutidig fortælling om et sexuelt grænseland, som altid har været betagende hemmelighedsfuldt. Et tabu.

Filmen er forlængst glemt, den var et anmelderflob, blev rakket ned og hurtigt taget af plakaten.
Men nu skal du vække karaktererne til live i et personligt og aktuelt billeddigt.

Aflever en serie på mindst fire billeder.

 
SEJLADS PÅ SUNDET
reportage

Hver morgen klokken 8 afgår fra Lautrupskaj i Nyhavn et skib med lystfiskere, der sejles ud i Øresund for at nyde den friske vind og de vuggende bølger, mens de drømmer om den store fangst.

Siden 1991 har rederiet Spar Shipping udover sejlads til Flakfortet, Middelgrund og Veen også daglige udflugter for lystfiskere.

Du skal lave en dokumentarisk reportage om Spar Shipping.
Fortæl om stemningen ombord, om fangst og fiskere, hvem er de, lystfiskerne, skipperen, bådsmanden hvad laver de, og hvad synes du?

Giv os i oplevede billede en personlig skildring af livet på havet med Spar Shippings både.

I morgen tidlig før klokken 8 skal du gå ombord på lystfiskerfartøjet der ligger på Lautrupskaj i Nyhavn.
xxxxxxx, som ejer rederiet har givet dig lov at sejle med på tur og tage billeder, hvis det kan ske uden gene for passagerer og besætning. Turen slutter samme sted klokken 15.

Fotografering øvrige dage aftaler du med xxxxxx, som jeg har lovet at må få lov at bruge dine billeder på hjemmeside og i markedsføring.

Aflever en serie på mindst 8 billeder
 
KAMPEN PÅ HEGNET
udsmykning


I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag på fredag 8. marts har man i Metrobyggeriets udsmykningsudvalg besluttet, at hegnet på Kongens Nytorv mellem d’Angleterre og Store Kongensgade skal udsmykkes med meterstore fotografier, der kan skabe debat om kvindens stilling idag.

Kunstnerisk stærke billeder, der sammen giver din personlige fortælling om, hvorfor det stadig er vigtigt at afholde kampdag for kvinder, oghvorfor man også i København markerer dagen med demonstration, taler og musik, det er på Rådhuspladsen klokken 16.

Beslut dig for en tone, en stemning, en holdning, tag stilling til formidling og budskab og skab et opsigtsvækkende værk, der kan fylde hegnet med inspiration og give forbipasserene noget at tænke over.

Aflever 8 fotografier som skitser 1:10 og angiv deres placering i oversigtbilledet fra pladsen.
SLUT MED SLATNE SMIL
promotion


Widex har i mere end 50 år produceret høreapparater til tunghøre, det familieejede, danske selskab har idag forhandlere i mere end 100 lande. Med en verdensmarkedsandel på 10% er Widex blandt de seks største høreapparatproducenter i verden.

Lige siden starten i 1956 har det været et problem at markedsføre deres produkter med andet end tekst eller packshots, for hvordan skal man i billeder vise, at man kan komme til at høre bedre?

Deres nyeste produkt, som er betydeligt mindre end deres tidligere høreapparater skal primært markedsføres til unge på det skandinaviske marked, og man har derfor valgt en ung kunstner og dokumentarist, billedkunstner til at optage fotografier, der i forbindelse med mindre billeder af produktet kan få unge til at anskaffe sig et eller skifte deres gamle apparat ud med et nyt.

Du skal fremstille mindst 4 stærke kampagnebilleder til brug i annoncer, brochure, på hjemmeside og billbords, seriøse blikfang for et produkt, der kan bæres uden at det kan ses, men som øger forståelighed, indlæring og livskvalitet for tunghøre.

Tag stilling til målgruppe, aflæselighed og stemning og skab i kunstnerisk fotografi dine helt egne visioner om hvor godt, det kan blive eller hvor galt, det kan gå.

Billeder, der i modsætning til de slatne smilebilleder som anvendes i øjeblikket taler til et ungt publikum.

Aflever mindst 4 kampagnebilleder uden tekst.
 
KA’ DU LI’ HINGST?
debatoplæg

Europa står i flammer et skamløst svindelnummer er opdaget og forargelsen kender ingen grænser, der er puttet hestekød i pizzafars.

Du skal undersøge og skildre, hvad det er, der får blodet i kog, når mennesker opdager, at de måske har spist hestekød. Tonsvis af kødboller og findusretter og pizzahak overalt i Europa bliver destrueret i disse dage, og du skal i billeder fortælle hvorfor.

Du skal opsøge, finde og skildre den kærlighed, der findes mellem menneske og hest, afhængighed og stolthed.

Fra onsdag 6.marts til og med søndag afholdes Higstekåring og Hestemesse i Herning, en multibegivenhed inden for hesteverdenen, og du er akkrediteret som dokumentarist, billedkunstner.
I fire dage skal du opsøge kærligheden, stoltheden og fortælle i fotografi, hvad du synes om det, du møder.

Der vil være konkurrence i dressur og springning, auktion over unghingste og rideheste, fremstilling af hingste til kåring, unghestechampionat for 5-årige rideheste, specialclinic i springning og et stort gallashow med heste og kendte artister.

Vær nysgerrig, koncentreret, tag stilling til det, du ser og kom hjem med en uddybende, personlig fortælling, der kan få os til at forstå, hvorfor reaktionen mod hestekød i madvarer er så voldsom.

På onsdag 6. marts skal du til Herning med lyntog, afgang Hovedbanen xxxx ankomst Herning xxxx.
Du skal bo på værelse nr. xx i kælderen i et hus med 7 værelser og fælleskøkken. xxxx.
Koden til hoveddøren får du inden du rejser.

Aflever en serie på 8-12 billeder, slideshow eller video.
 

THE GARAGE
dokumentarisk reportage

The Wrenchmonkees kalder de sig, xxx og xxx som sammen med xxxx i fem år har bygget motorcykler for bikere, der vil køre på noget helt specielt.

Individuel styling og dynamiske køreegenskaber er idealet, der svejses og strammes og skrues og males, så at hver kunde får netop den bike, der passer til ham.

xxxx har passion for motorcykler, kunst og alt der er retro. Han er dokumentarist, billedkunstner og stærkt inspireret af subkultur og design, mens xxxx ud over at arbejde i Garagen også spiller trommer i forskellige rockbands.

Du skal lave en dokumentarisk reportage om The Garage, fortæl om xxxx og xxxx, om kunder og venner, bliv forelsket i cyklerne, lad dig forføre af blanke styr og kulørte stel, giv dem en chance for at komme personligt til udtryk, både motorcykler og mandfolk.

Lad os mærke, at Wrenchmonkees er en lidenskab mere end en forretning, tag os med på en rejse til et særpræget miljø, hvor frihed er målet og lidenskaben motor.

Idag klokken xxxx skal du komme til Garagen i xxxx hvor xxxx venter dig og vil vise dig rundt. Sammen aftaler I, hvordan og hvornår fotograferingen skal foregå.

Jeg har lovet xxxx, at han må bruge dine billeder på hjemmeside og facebook.

Aflever en serie på mindst 8 billeder.
 
POLITIKER OG PRIVAT
portræt

De har det hårdt for tiden, politikerne, mediepresset er enormt, meningsmålingerne brutale, hver dag kommer nye beskyldninger, mistænkeliggørelser, afsløringer og nye dyk fra tinderne.
Folkevalgte hænges udi medierne eller forfølges som jaget vildt, en formand må trække sig, en minister gå af og statsministeren må dementere, at hendes mand er bøsse, det er ikke let at være politiker.

I sidste uge fik en partiformand Folketingets præsidium til at ekscludere en journalist og en dokumentarist, billedkunstner, fordi han følte sig chikaneret, hvorefter redaktøren udtalte, at måtte de ikke komme på Borgen, ville de møde op på privaten, det er ikke nemt for tiden at være både politiker og privat.

Du skal portrættere personer fra forskellige partier, hvordan er de som politikere og som mennesker?
Kom tæt på personer, der har politik som levevej og fortæl i fotografi, hvem de er. Og især hvad du synes.

Karsten Lauritzen, retspolitisk ordfører for venstre er 30 år. Hans far var borgmester i Løgstør, selv blev han landsformand for Venstres Ungdom og som 24-årig valgt til Folketinget. Han bor i Hjørring og pendler til jobbet.
Frem til søndag er ude at rejse, men næste uge stiller han gerne op.

Aflever en serie portrætter af mindst to politikere, hvoraf den ene er Vestres unge løve, Karsten Lauritzen
 
BORTE, LIGE NU
illustration

Henrik Ibsen, Norges store forfatter forlod, da han blev 36 år Norge for de følgende 27 år at bo i Rom og Munchen, hvor han skrev sine store værker Peer Gynt og Kejser og Galilæer.
Med disse værker stillede han sig i spidsen for det moderne gjennombrud i europæisk åndsliv.
Han behandlede i sine dramaer centrale og kontroversielle temaer i det moderne samfund, kvinders stilling, moralsk hykleri og magtmisbrug, forholdet mellem sandhed og moral, frihed og pligt, miljøhensyn versus økonomiske interesser, han var tidens store samtidsdramatiker.

I 1891 vendte Ibsen tilbage til Norge hvor han døde 15 år senere.

20. marts i år ville Henrik Ibsen være fyldt 185 år og i den anledning ønsker Ibsenselskabet at udgive en hyldest til den gamle digter.
Bogen vil indeholde interviews med forfattere, teaterfolk og historikere og vil blive indledt med digtet Borte! illustreret af en norsk kunstner og dokumentarist, billedkunstner, der i fotografi giver sit personlige bud på, hvad Ibsens ord betyder idag for hende og hendes generation.

Siger digtet os noget idag, 142 år efter, det blev skrevet?

Borte!

De sidste gæster
vi fulgte til grinden;
farvellets rester
tog nattevinden.

I tifold øde
lå haven og huset,
hvor toner søde
mig nys berused.

Det var en fest kun,
før natten den sorte;
hun var en gæst kun, —
og nu er hun borte.

Digtet beskriver stemningsfuldt et farvel til de sidste gæster efter en fed fest med musik og uforpligtende flirteri.
Men der er også noget mere. For mellem linjerne er digtet også udtryk for en livsopfattelse, et menneskesyn, for som Ibsen skriver: festen var kun en gæst, og nu er hun borte.

Du skal på samme måde i dit billeddigt skabe stemningsfulde fotografier, der med kunstnerisk nerve udtrykker dit menneskesyn, din personlighed.

Aflever 6 fotografiske illustrationer.

mb 6.III.2013