Afslutningstale sidste skoledag 21. december 2012
af Morten Bo
Der er en verden derude. Den venter på dig, for den har brug for dig.
Der har brug for din nysgerrighed.
Jeg hørte en rundbordssamtale for Nobel prisvindere forleden, og forskerne blev spurgt, hvad der var deres drive, om det var jagten på nye lægemidler, nye produkter, penge eller berømmelse, og alle sagde de, at det var nysgerrighed.
Deres forskning førte ofte til helt andre resultater, end hvad man havde regnet med eller villet opnå.
Sådan er det også med kunst. Resultatet er ofte noget helt andet end det, du ledte efter og målet noget andet, end du havde tænkt dig.
Der er brug for din nysgerrighed.
Og der er brug for din mening. Hvad er smukt og hvad er grimt?
Hvad er rigtigt, og hvad er forkert?
Vi har en lovgivning, der fortæller os, hvad vi må og ikke må, og vi har domstolene, der dømmer efter, hvad der står skrevet, men de siger ikke, hvad vi kan tillade os, eller hvordan vi skal opføre os.
Hvad der er rigtigt og hvad der er vigtigt.
Det gør den uskrevne lov, det gør kulturen.
Kultur er skabt af mennesker, men en kultur, der skabes af profitbegær på jagt efter personlig vinding er en sølle kultur
En kultur, der styres af spekulation og meningsmålinger er en fattig kultur.
Når politik og erhvervsliv skal bestemme, hvordan vi skal opføre os, og hvad meningen er, så ender vi i det meningsløse forbrugersamfund.
Så er der er brug for dig og din mening. Så er der brug for Lasses mening om hvad man kan tillade sig, når man er ung. Og hvad man kan tillade sig at fortælle. Og Ulrike lavede sjov i en skoleudsmykning med at også de voksne er skolebørn, det giver mening.
Der er kultur.
Der er en verden derude, den venter på dig.
Det var der også, da jeg var 23.
Kulturen var gået i hårdknude, krig, forfølgelse, ligegyldighed var blevet en vane. Facadekulturen bredte sig og tiden var moden til forandring. Året var 1968.
En amerikansk skuespiller, der ikke har haft den store succes hverken i karriere eller privatliv, har noget på hjerte. Han er 10 år ældre end mig og kender alt til middelklassens borgerkultur, og nu vil han lave en film.
En rejse gennem Amerika, hvor han møder unge og gamle, rige og fattige, kommer i kontakt med mange forskellige miljøer.
Filmen skal være en roadmovie, replikerne improviserede, en dramadokumentar båret af nysgerrighed og mening. Der er noget han gerne vil fortælle.
Et rollespil hvor han selv, Dennis Hopper, spiller en ufaglært naiv biker på tur og Peter Fonda en veluddannet mors dreng med mod på livet og Stars and Stribes på ryggen.
Undervejs tager de en blaffer op, det er en ukendt Jack Nicholsen, der spiller en alkoholiseret forkælet junioradvokat, der har et godt hovede, men aldrig har prøvet at bruge det til noget fornuftigt.
Charlatan og blærerøv men kvik i repliken og rammende i sin karakteristik af systemet.
- Det er ikke dig, de hader, siger han, men det, du repræsenterer.
- Individuel personlig frihed er noget alle taler om, men når de møder den, så bliver de bange. Og så bliver de farlige.
Vi kommer ind i filmen, hvor de på vej til Mardi Grass i New Orleans netop er standset ved en Pie-café langt ude på landet. Ingen moteller vil lukke dem ind, så de overnatter i det fri og hver aften ved bålet snakker de om det, de har oplevet, om meningen og om oksefrøer.
Filmklip fra Easy Rider af Dennis Hopper
Hvordan skabe kultur? Sådan!Filmen er en af de væsentligste film i amerikanske kulturarv.
Den blev en kanonsucces og Dennis Hopper fik ved årets Filmfestival i Cannes prisen for bedste debutfilm, den indspillede over 40 millioner dollars det år, den havde premiere.
Den blev kult, var med til at skabe grobund for en protestbølge mod krigen i Vietnam, solidaritet med borgerretsbevægelsen, en ny musik, en ny og ærlig filmkunst. Den gav mening til den ny generation.
Jeg snakker ofte om jeres billeder som et generationsportræt. For nok er billederne personlige udtryk, men det er også et billede på tiden. Hvem er I, tidens unge?
I Easy Rider kunne jeg finde svar på hvilken vej min generation ville gå. Hvordan jeg skulle forholde mig til døden, også når den var helt tæt på, skal jeg klynke og sørge eller acceptere og komme videre? Filmen giver et svar.
Er kirken et horehus eller er bordellet et troens tempel? Intet er helligt og alt er til debat.
- Hvis gud ikke fandtes var vi nødt til at opfinde ham.
De har noget på hjerte, og de fortæller en historie, ikke en succeshistorie, for begge bliver de skudt i den sidste scene af en lokal forbikørende nærmest for sjov.
Der er ild i den nederste kommodeskuffe, Camillas billede, der var tænkt som kampagne for flere studenterboliger er blevet en profeti. Et varsel, et løfte.
Meddelelsen om at det ulmer, og at noget kan ske. Vil du sætte kulturen i brand, skal du bare åbne skuffen og puste til ilden.
Alexandras blå drengeværelse med indehørm og joystick var en øjenåbner, her fik du tidens kultur i et panoramabillede, skærmfodbold eller massakre, så længe det bliver på drengeværelset, så skader det vel ikke.
Men det gør det ikke, Breitviks massakre var ikke digital, og Noras forargelse da hans manifest blev til en forestilling på Caféteatret var overvældende.
Det var også meningen med at give hende opgaven, at hun skulle tage del i debatten, skal virkeligheden skubbes ind på drengeværelset, ned i skuffen hvor den kan ligge og ulme, eller skal den tages frem i lyset og debatteres.
Nora dannede sig en mening og formidlede den i fotografi. Det er kultur.
Og Simones nudist-svømning er kultur, fortællingen om, at nøgenbadning er en familieforlystelse.
Hvordan skal vi forholde os til det, isolere det og spærre det inde i en bobel af anderledeshed eller gøre lysten til at være nøgen til en naturlig del af vores kultur?
Simone fortæller med charme og lethed om en time med de nøgne, så vi får mulighed for at blive konfronteret med tidens kultur, og vores fordomme.
Og muligheden for tage stilling til, hvad vi mener om rigtigt og forkert.
Der er en verden derude, og der er en verden derinde.
I dit sind og din sjæl. Af længsel og håb. Af savn og frygt.
En frygt for at miste, for smerte og tab. For livet og verden.
Forfatteren Linda Broström Kanusgaard oplevede som ung at være så angst for livet og smerten, at hun ønskede at dø.
Hun blev indlagt, fik behandling og kom over sin depression.
Sidste år udkom hendes novellesamling Grand Mal på svensk, og den er netop oversat til dansk, en af novellerne er en monolog fra en mor til sin datter, som har besluttet at tage sit eget liv.
Hvad siger man til den, man elsker, når hun kommer for at sige et sidste farvel?
For de danske anmeldere er novellen for højtravende, dyster, brutal, for voldsom, men ikke for de svenske. De er mere rummelige, når det gælder store følelser.
Når det handler om døden og en mors kærlighed, så bliver det for svulstigt for danskerne.
Dansk kultur er ikke til de store følelser, jo vi vil godt se dem på skærmen, men helst ikke skulle tage stilling.
I novellen Den, du Frygter lover moderen sin datter, at døden er lys og let som et kærtegn.
- Det er ikke farligt for dig at dø eller leve, siger hun. Smerten du mærker er ikke andet end smerte, den er ikke sandheden om dig, og den er ikke farlig.
Hun taler om frihed og forfængelighed. Om fortvivlelse og kærlighed.
- Jeg kan ikke røre ved dig, der hvor du er, men jeg kan bevidne din smerte.
Det er det, hun gør i novellen, bevidner datterens smerte.
Novellen Den, du frygter
fra novellesamlingen Grand Mal af Linda Broström Knausgård.
Forfatteren og fotografen. Det skal du.
Hvordan skal jeg leve med sorgen over at have mistet?
Emmeline gjorde det, fortalte om smerten. Med hjertebanken og urets tikken, med antydning af et overgreb og en visualisering af reaktionen.
Hun antydede i sin video en konflikt og gav os mulighed for at vælge en løsning.
Kan jeg tilgive det, der er sket? Skal jeg acceptere, glemme og komme videre?
Og Frederikke gør det, skaber et indre univers af sælsom barnlig lyst til livet, for Frederikke er det ikke et spørgsmålet om oprør eller accept, men om at turde leve og ikke tage noget for givet.
Men nysgerrighed alene gør det ikke. Eller lysten til at det skal lykkes.
For du skal også kunne. Du skal beherske dit medie.
Være dygtig, have rutine. Være øvet i at forme og fortælle og bruge du evner, du har.
Nobelpristagerne i rundbordssamtalen på Sverige2 sagde at nysgerrighed var drivkraften, men også at målet var at finde skønhed.
Deres forskning var lykkedes, når de fandt sandheden, som altid viste sig at være smuk. Jagten på skønhed havde ført dem til en hidtil ukendte sandheder.
Sådan er det også med kunsten, sandheden er smuk.
Forskerne skal finde skønheden, kunstnerne skal skabe den.
Verden skønneste stykke musik giver dig en fornemmelse af himmelsk sandhed.
Det løfter dig fra jorden, fra løgnens kolde døde virkelighed op til en guddommelig, evig sandhed.
Den får dig til at overgive dig til noget uden for dig selv, en ophøjet frihed, den er ikke en mening om noget, men selve meningen.
Den viser ikke noget, den er noget. Sådan må det være at blive befriet.
Utallige indspilninger er lavet af denne verdens smukkeste komposition. Af alle de største og bedste orkestre og kor, og hver enkelt indspilning er en smule forskellig fra de øvrige, alt efter hvor og hvem, der spiller og dirigrerer.
Ave Verum blev ikke forceret frem på bestilling, Mozart skrev begravelses-motetten seks måneder før sin død til en ven, han og hans gravide kone Constance boede hos under et kurophold i Baden 1791. Som tak for gæstfriheden.
Mozart holdt en tiltrængt pause i arbejdet med operaen Tryllefløjten og et større bestillingsarbejde Requem som han håbede, at kunne fuldføre inden han døde, for han vidste godt, at han ikke havde langt igen.
Eftertiden har kaldt Ave Verum for verdens smukkeste stykke musik, det er Mozarts forestilling om den rejse, der venter ham.
Han har rutine, evner, er dygtig, han kan.
Og han har noget på hjerte, alle forudsætninger er tilstede for at han kan skabe sandheden, den største af dem alle, sandheden om døden.
Er den blodig, brutal, ondsindet hadefuld eller lys og let som et kærtegn?
En guddommelig rejse til evigheden. Mozart bevidner rejsen til evigheden i sit Ave Verum.
MB 21/12/2012