Det, derude . . .



Det er for langt ude, for meget, for syret og for sært. Du skal lave et billedessay om være taget hjemmefra, taget derud, hvor du ellers ikke kommer og ikke føler dig hjemme.

Tag ud hvor kragerne vender og fortæl hvad du møder, ud i det ukendte, det mystiske, fremmede og fortæl om din rejse.

En rejse til det ubegribelige som du ikke forstår, det anstødelige som du ikke accepterer eller det ubehagelige som du undgår og foragter.

Derude i periferien hvor horisonten ender, skal du slippe fornuft og forventning og opdage for første gang, at der er en verden derude.

Er det lukket land, så kravl over hegnet, er det farligt, så fat mod, er det kedeligt, så bliv der så længe, at det bliver interessant.
Og gør det interessant for os andre, der kun drømmer om det derude. Giv vores forestillinger om det ukendte nyt liv, giv os inspiration og indsigt. Og nye fordomme om verden derude.

En rejse til det himmelske eller helvede på jord, gør det til en udfordring at gå til yderligheder, er det de levendes land, du er kommet til eller dødningehjem du møder?

Lad dig ikke stoppe af forhindringer eller krav om normalitet, kryds grænsen i ly af mørket, er der noget derude, derovre, som er værd at fortælle om, nogen, der er værd at møde?

Strejf ikke rundt forvildet og rastløs, men sæt dig et mål, et punkt i horisonten eller en plet på kortet hvor du aldrig har været og fortæl med åbenhed og generøsitet om det, derude, langt, langt hjemmefra.

Findes det virkelig, det du møder, eller er det kun fortællingen, der findes?
Det er ikke afgørende, det vigtige er at den fænger. At fortællingen forfører og tænder en gnist af lyst i mig, der kigger, til selv at tage turen til det fremmede.

Til det, derude.

Aflever et billedessay på mindst 4 billeder eller en video.
mb 5.XI.2012