Huskmitnavn var den første
herhjemme til at lave streetart

   Diane Arbus berømte fotografi
brugt som antikrigspropaganda

   Dan Witz er kendt for sin bizarre gadekunst.
Han arbejder blandt andet for Amnesty International.


GADEKUNST
udsmykning

Streetart er kunstnernes bidrag til gadebilledet, der ellers domineres af kommecielle budskaber og trafikskilte. Med fantasi og mod giver man forbipasserende noget at tænke over, undre sig over eller blive irriteret på.
Man bruger det offentlige rum som udstillingssted, og det er uden betydning om det er lovligt.

Du skal de kommende 10 dage skabe din helt personlige streetart. Optage, printe og placere op dit budskab, kommentar eller udsmykning og dokumentere i fotografi eller video, hvad du har lavet, hvordan det ser ud.
Hæng dit billede i ramme på Statens Museum for Kunst, lav anarkistisk propaganda på plankeværker eller giv ligegyldige forbudsskilte ny betydning.
Eller lav byens dyre reklamer om, så de får mening og betydning.

Streetart er idag en elitær kunstform, og musæer flokkes om at måtte vise udstillinger af de mest fremtrædende kunstnere.
Bliv inspireret af både græsrødder og etablerede kunstnere til en form og et udtryk der passer til dig.
 

FORBRYDELSENS SWEATER
promotion

Tidens hotteste sweater er en hjemmestrikket fra Gudrun&Gudrun.
Siden TV-serien Forbrydelsen med kriminalkommisær Sarah Lund første gang blev sendt, har den karakteristiske sweater fra Gudrun&Gudrun været kult. Alle, der er med på moden skal have en hjemmestrikket Sarah Lund Sweater.
Efterspørgslen er så stor, at der ikke findes tilstrækkeligt med strikkekoner på Færøerne så Gudrun&Gudrun har fundet 25 kvinder i Amman som nu også strikker den berømte sweater.

Du skal fotografere tøj fra Gudrun&Gudruns efterårs- og forårskollektion. Finde modeller, locations og lave en serie optagelser, der kan markedsføre tøjet i katalog, på nettet og i annoncer.
Man skal se, hvordan sweater og kjole ser ud, når man har det på, men du skal især give kollektionen et image som kan fastholde interessen og få endnu flere interesseret.

Når du er færdig med optagelserne skal du aflevere tøjet til xxxxxx, hvor jeg har lånt det.
 

LUKKELAND
billedessay

Spanien er i Krise, en fjerdedel af befolkningen er arbejdsløse, mere end halvdelen af alle unge står uden job.
Biograferne lukker på stribe, filmproduktionen er gået i stå, museer med entre står tomme, betalingsmotorveje ligge øde hen, offentligt ansatte sættes på gaden og antallet af hjemløse stiger drastisk.
Den konservative regering har lavet en spareplan på over 200 000 000 000 kroner, det har EU krævet for at ville give de spanske banker det lån, der skal til for at undgå en økonomisk kollaps.

"Solidaritet mellem mennesker - ikke med banker!" stod der på et af skiltene, da vrede borgere demonstrerede foran parlamentet, en demonstration, der blev opløst af politiet med gas og gummikugler. Krisen har ramt millioner og håbløsheden er stor.

Du skal i fotografi give udtryk for stemningen i Madrid lige nu i lyset af den elendige økonomi. Et personligt, nærværende portræt af en befolkning i krise.
Imorgen xxxxx skal du med xxxx flyve til Madrid afgang Kastrup xxxx ankomst Madrid xxxxx hvor du skal bo hos xxxxx, tidligere fataelev, der nu studerer fotografi i Madrid. Hun har lovet at gøre en madras parat til dig.

På xxxxx skal du med igen med xxxx afgang Madrid xxxx, ankomst til København xxxx


STØV & STØJ
dokumentar

Så den gal igen, det nye Metrobyggeri larmer ud over alle grænser, folk i nærheden af de foreløbig 6 byggepladser, senere 21 føler, at de slet ikke bliver respekteret. Aftaler om støjreduktion bliver ikke overholdt, støjen er ulidelig og konstant, ikke engang om lørdagen bliver der holdt inde med den voldsomme larm fra de store maskiner.

Ved Nuuks Plads og Aksel Møllers Have er det værst, her blev støjgrænserne overskredet mere end hver anden dag hele sommeren. Man kan ikke have vinduerne åbne, hvis man vil føre en samtale, folk bliver stressede og problemerne tårner sig op.

Og butiksdøden lurer lige om hjørnet. Små butikker der er blevet nabo til en byggeplads kan ligeså godt dreje nøglen om, for når gaden er støv og stakit finder man andre steder at handle.
"Før kørte der biler og cykler, men nu ligner det en gigantisk sandkasse, siger Nils Engelbrecht Sørensen der bor i Stampesgade på Vesterbro.

Metro-cityringen skal efter planen stå færdig i 2018, så det har lange udsigter med fred og ro, hvis man har en byggeplads til nabo.

Du skal lave en reportage om generne fra metrobyggeriet. Fortæl om naboernes vilkår, vis os deres problem, visualiser deres afmagt og få os til at forstå.
Dokumenter i fotografi beboernes klager, hvor slemt er det og hvem er ramt? - og giv udtryk for din egen holdning.
En stærk og rammende kritisk reportage om et aktuelt kommunalt problem.

Idag xxxxx vil xxxxx vise dig rundt på Nuuks Plads, hvor de er ved at lave væggene til skakten og bagefter Nørrebroparken, hvor de er ved at udgrave skakten. Du vil få udleveret hjælm, sko og vest og sikkerhedsmæssige årsagen er det bedst, siger xxxxx, at han følger dig under optagelserne.
Han venter dig ved porten ind til byggepladsens arbejdsskure, det er 50 meter længere nede ad Jagtvej end Nuuks Plads.

Aflever en serie på mindst 6 billeder.
 


Asger Jorn: Le canard inquiétant 1959 Olie på lærred


DEN GRÅDIGE ÆLLING
parafrase

Det skabte dønninger af forargelse, da Asger Jorn udstillede sin "Den foruroligende Ælling" i Paris i starten af 1960'erne. Han havde købt nogle tobaksbrune fidusmalerier på loppemarkedet og malet dem over med, hvad han syntes, de manglede.
Den viste sig at være mere end foruroligende, den kulørte ælling, der voksede op af jorden foran det beskedne husmandssted og begyndte at æde af trækronerne, og kunsthistorikere har lige siden analyseret og fabuleret over motiv, referencer og intension, hvad var egentlig meningen - var han gal eller genial, denne utilpassede kunstner?

Jorn var situationist. Skabte med en gruppe internationale kunstnere i 1948 COBRA, der hyldede spantanitet og eksperiment, hellere det primitive og barnlige end det anstændige og accepterede.
Livet igennem bevarede Asger Jorn sin foragt for det elitære, blev aldrig medlem af det fine selskab og nægtede at modtage medaljer og hædersgaver.

Du skal gendigte Den foruroligende ælling i fotografi. Skabe dit helt personlige værk, som både flirter med eventyret, favner det barnlige, forhåner eliten og accepterer det uacceptable. Et værk, der som Jorns Æliing giver anledning til spekulation og forargelse og sætter kunsten til debat. Hvad er egentlig meningen?

Aflever et billede i samme størrelse som Jorns original 53 x 64,5 cm


CPH:DOX
dokumentar

1.-11. november er der igen i år CPH:DOX dokumentarfilmfestival i København.
Byen vil myldre af entusiaster, internationale stjerner, Fortunen Ved Stranden 18 er officiel Festivalcafé, hvor der hver aften er DJ og bar.
I anledning af festivallens 10-års jubilæum er udbuddet af filmforevisninger og arrangementer større end nogensinde. Film, koncerter, seminarer, artisttalks, debatter og events, i morgen er der åbningsgalla i Koncerthuset i DR-Byen.
Du skal lave en fotografisk rapport om festivallen, om filmfolk og publikum. Giv os i fotografi et pust af begejstring og betydning, også Ada Bligaard Søby som på onsdag er gæst på Fatamorgana er med, hendes film Petey & Ginger - a testament to the awesomeness of mankind har verdenspremiere og er nomineret til en Nordic dox:award.

Opsøg de spændende steder, interessante personer og festlige events og fortæl om alt det, der ikke bliver vist på lærredet.
En personlig engageret reportage fra en af verdens største dokumentarfilms festivaller.

Aflever en serie på mindst 8 billeder
 

BAG BREIVIK
beretning

Det skabte mediestorm, da det rygtedes, at Café Teatret ville sætte forestillingen Manifest 2083 op, for det var ikke et hvilket som helst manifest, den enlige skuespiller Olaf Højgaard skulle formidle, men Breiviks.

Hvad fik Anders Behring Breivik til at iføre sig politiuniform, udløse en bombe og tage til Utøya for at skyde 69 unge mennesker? Anders Breivik udsendte et manifest bestående af alt fra racistisk propaganda, filosofiske udredninger og bombemanualer til interviews med sig selv og dagbogsoptegnelser. Med udgangspunkt i dette manifest undersøger forestillingen, hvorfor og hvordan en tilsyneladende velfungerende norsk mand kunne forvandle sig til vor tids største massemorder.
Hvordan så Anders Behring Breivik sig selv? Hvordan så han på det samfund, som han og vi lever i? Er han en del af en tendens på den radikale højrefløj, eller er han en afsporet enspænder?

Forestillingen forsøger at give svar og især stille nye spørgsmål. En anmelder skrev efter premieren:

Hvorfor begik han den udåd? Det har hverken retssag eller kilometervis af mediereportager kunnet gøre os meget klogere på. Men stik imod alle odds får forestillingen faktisk rykket os et godt stykke ind i mørket omkring Breivik.
Mens Lollike på imponerende vis formår at holde balancen midt mellem alle faldgruberne, så er det netop tilskuerne, der må sande, hvordan følelsen af sikker grund forsvinder under fødderne på én.
Det er en stærk og etisk udfordrende oplevelse, uanset at det ikke er en ubetinget god forestilling, kunstnerisk set, eller om Højgaard med sit umiskendeligt fængende engagement er en supergod skuespiller.
Det her handler ikke om æstetisk nydelse.

Du skal i fotografi fortælle om debatteatrets forestilling. Om publikum, om skuespiller, om stemningen. Og mørket.
Forestillingen blev med sine kun 50 siddepladser total udsolgt på få dage, mediestormen lagde sig, men forestillingen bliver set.
En stor satsning på et lille teater.

Imorgen xxxxx skal du komme til teatret, for sammen med xxxxx at aftale hvornår og hvordan fotograferingen kan foregå. er der nogle uafhentede billetter vil du så også få lejlighed til at se forestillingen.

Aflever en serie på mindst 6 billeder.


KÆRE DAGBOG
dagbog

Hver dag fra idag mandag 29. oktober til og med torsdag 8. november skal du tage et billede af selv og et billede af noget du har set, oplevet eller forestillet dig.

11 fotografier af hvordan du så ud, då du om morgenen åbnede øjnene og 11 fotografier af hvordan du havde det i løbet af dagen. Hvad du oplevede, hvem du mødte, eller hvad du nu har lyst at fortælle din dagbog.
Skitser, minder, beskeder, fortæl om de svære timer og om de gode. Hvad der gør dig glad, og hvad der gør dig vred.
Vis det du er stolt af og fortæl om det, der ærgrer dig.

Du skal kun lave billeder til dig selv, til dagbogen, ikke til andre. Betro dine hemmeligheder, vis din tvivl, fortæl om dine lyster, du har lov at være privat. Er der billeder i dagbogen som ikke tåler at blive vist frem, må du dække dem til ved gennemgangen.

Aflever en udfyldt bog med indklæbede billeder, et opslag for hver dag.


GRÆNSEHANDEL
reportage

I tusindvis af danskere tager med Scandlines over sundet fra Helsingør til Hälsingborg for at købe ind, lægemidler, barnevogne, luksusmodetøj og reservedele til biler, for tre milliarder kroner tøj, sko, isenkram og sportsudstyr.
Hver ottende indbygger på Sjælland er regelmæssigt på indkøbstur over sundet, færgeselskabet lokker med lave svenske priser og rabat på færgebilletten.
Men ligeså mange svenskere tager den anden vej for at handle ind i Helsingør, ost, vin, spiritus, svenskerne kan afgiftsfrit medbringe 800 stk. cigaretter, 10 liter spiritus, 90 liter vin og 110 liter øl på en endagsbillet.

– Vi ser det som et værktøj til at øge integrationen mellem Danmark og Sverige, udtaler Scandlines direktør.

Du skal lave en fotografisk beretning om overfarten Helsingør - Hälsingborg. Forsøge at fange den stemning, der er blandt de mange passagerer og chauffører, der hvert kvarter sætter kursen mod nabolandet for at shoppe, komme på arbejde eller videre med deres varer.
På begge sider af sundet skal du fotografere de rejsende, før de går ombord, og efter de er gået i land og dermed lave et tidstypisk historisk billede af færgefarten anno 2012.

Scandlines synes, det lyder som et rigtigt spændende projekt og byder dig velkommen! De vil endda gerne afholde en udstilling med billederne på en af færgerne samt lave en lille fernisering, når du er færdig.
Og så har de fået lov til at bruge enkelte af billederne til deres medarbejderblad og i markedsføringsøjemed.

Du skal kontakte xxxxxx, Scandlines snarest, så du sammen med ham kan lægge en plan for, hvor du skal fotografere hvornår. Han vil også sørge for billetter og adgangsforhold.
Jeg har lovet ham, at gæster og personale skal have lov til, at sige nej til at blive fotograferet. At fotografering i ikke offentlige områder kun sker efter forudgående aftale med den lokale leder, og at du laver en plan for hvilke både og terminaler du besøger hvornår, og at det koordineres med xxxxxx

Du skal snarest sende et par billeder til xxxxxx, som vil brugedem i medarbejderbladet. Hun beder dig også sende en kort beskrivelse af dig selv.

Aflever en serie på 10-12 fotografier.

mb 29.X.2012