Hvem er jeg?
Al kommunikation har en afsender, og for dem, der skal tage imod meddelelsen er det en kæmpe fordel at de ved hvem, der har sendt den, hvem er det der taler. Hvem taler jeg med.
Vi bliver forargede føler os snydt, hvis vi opdager, at et kunstværk er lavet af en maskine, eller en abe.
Al kunst bygger på, at der er en afsender.
Og du ved det godt, du er hunderæd for at man skal tro du er en anden end du er. at du er lissom alle andre.
For nogen er det det allervigtigste ved fotografiet, at være sig selv, finde sig selv.
eller skabe sig selv, hvem er jeg?
jeg stillede opgaven “Her er jeg!” til studiealice og mads lavede en video, hvor han falder bagover igen og igen, han har nervøse trækninger og han græder snot, Her er jeg!
eller: det her ved han godt om sig selv, men han er flov over det og gør alt for at skjule det.
hvorfor skal jeg så se det?
Fordi jeg også har nervøse trækninger og græder snot. Og det, mads fortæller mig er, at det skal jeg ikke være flov over, det er ikke noget at skjule.
Sara kom forleden med en serie billeder af hud. Tætte, stærke billeder af hud, flotte.
Men sara var ikke tilfreds - det er ikke lige mig
Agnete kom med en stor samling billeder, der allesammen var lige agnete, men hun var ikke tilfreds for - det hænger overhovedet ikke sammen
Sara fik fat på kærligheden, det var den, der manglede og Agnete fik orden på sit kaotiske jeg, og lavede en smuk bog, og Lærke fik taget billeder, der ikke var den pæne, nemme, artige pige men havde kant og farlighed og frækhed. Her er jeg!
Jeg stillede jens jacob opgaven at illustrere en novelle om en dreng, der ikke kender forskel på fantasi og virkelighed og som derfor føler sig misforstået, forladt. Sidder tilsidst i vinduet med en sort sten i hånden og bare venter.
Og der kom skønne billeder ud af det.
Og han lavede en serie personlige billeder, jeg roste ham for at bruge sig selv i sin kunst, det er lissom Tom Kristensen, sagde jeg, i romanen: Hærværk, der er en lang druktur for hovedpersonen, en menneskelig deroute, men også forfatterens selvportræt: - Her er jeg
For 14 dage siden døde min bror af druk, så jeg interesserer mig for emnet.
Og jeg vil læse et kapitel fra bogen som kom i 1930.
Tom Kristensen bliver en af Danmarks store digtere, hans tredje af ialt fem koner døde af druk, men selv bruger han sin alkoholisme i sin kunst.
"Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne" har han sagt. Og "Jeg danser bedst i lænker",
Bogen handler om kritikeren Ole Jastrau, der kvitter sit borgerlige jeg og går i hundene.
Efter en våd tur på værtshus opsøger de to drukkenbote Jastrau og Steffensen midt om natten pater Garhammer for at fortælle ham om Gud og verden
En portner åbner døren men lukker den hurtigt igen
- Hvad satan er Guds Hus lukket om natten? det vil jeg ikke finde mig i!
Og de rusker i alle døre og gittre og smadrer glasset i et udhængsskab
I ottende kapitel er de havnet hjemme hos Jastrau
Tom Kristensen Hærværk (1930) Ottende Kapitel
Ikke fortælle hele sandheden, men en side af den. beslutte dig for en attitude, en holdning, en karakter og giv den billedmæssigt udtryk.
På hjemmesiden ligger en karussel. Den er grå. Gråblå svag i tonen, der er ingen mennesker, den kører ikke rundt, men der er lys i pærerne og en hest på taget.
Lidt diffus i forgrunden, nøgne vintergrene bagved.
Det er billedet af en karakter. Og når jeg vælger at gøre det til Fatas frontpage, så er det fordi, jeg godt vil stjæle den karakter og gøre den til skolens.
Ikke hele sandheden om skolen men et hjørne af sandheden, sådan er vi også.
Monica lavede billedet til opgaven - her er jeg, og det er så meget Monica, tone, ømhed, væsen, sådan er Monica.
Jeg prøvede i efteråret at presse hende ud i ballonfestlig glasmosaik, det passede hende ikke, men den vindstille, farveløse forlystelse, det er lige hende.
Du skal vise dig frem, fyre den af, Marie Louise videofilmede, at hun trak en blå negl af sin tå, Steen photoshoppede sig selv som gulvvaskende husmor, Christian snapshottede et kærlighedsdigt til sin elskede, er der noget på spil, spærrer vi øjnene op. Og kigger. suger til os og husker.
Vi har brug for de billeder, hvor du er dig selv. Hvor du viser dig frem, for vi også skal finde os selv.
Vil jeg være opsigtsvækkende ballonfestlig eller er det OK at være farveløs og inderlig?
Hvordan skal jeg opføre mig, hvad skal jeg være stolt af, hvad skal jeg tro og hvem skal jeg holde af?
Eller holde med. Kulturen skal give mig noget at vælge imellem, og kunsten besvare de spørgsmål som ikke stilles.
Da jeg er 23 er kulturen ny. Ungdomskulturen har kasseret den borgerlige finkultur og kasseret den politiske.
Den politiske går i retning af lighed, front og enighed. Fredsbevægelser og solidaritet. Kollektiver. Fælleseje.
Men der også en hippibølge med rum til personlighed, med frisind, kreativitet og forskellighed.
Jeg fotograferer for Venstresocialisterne, er medlem af partiet, men jeg kommer aldrig i partiforeningen.
For jeg er også hippie, kan ikke indordne mig. Hader uniformering og fællessang.
Studenterforeningen var fra at være en konservativ højborg blevet studenteroprørets aktivitetshus og en augustaften i 1968 er der kø foran huset ved Rådhuspladsen, der kan være 300 mennesker i salen og der er stuvende fuldt.
Et ukendt band fra San Francisco er på tourne med The Doors, de er med som opvarmningsorkester og det er dem, der skal spille.
Folk har sat sig på gulvet, nogle fyrer en chillum, jeg står bagest med mit kamera.
Der er en svag summen af snak og helt mørkt.
Lysmanden gør sig klar, sætter de hjemmelavede olie-vandfarve-glas-sandwich i lysbilled-apparatet, trommerne rør på sig, og så begynder de.
Hvide bobler glider op ad scenen i kulørt væske, små hurtige bobler overhaler, rødt grønt, hver bobel sin fart, syrede farver, de skubber til hinanden, det er et lysshow.
På scenen står 5 personer hver for sig som om de ikke kender hinanden.
En har langt lyst hår, runde solbriller og pandebånd en anden cowboybukser og slidt t-shirt, en har jakkesæt, vest og blanke sko, de ser ud som om de kommer fra hver deres verdensdel.
Den ene hopper omkring, svinger med håret, en anden står fuldstændig stiv og koncererer sig om instrumentet. Ingen kigger på hinanden.
De spiller i hver sin retning for pludselig at mødes i et kor. Det lyder fantastisk. Ligner ikke noget, jeg har hørt før.
En totaloplevelse. Jeg tager kun et par billeder, musikken overvælder mig, den er svaret på individ eller fællesskab. Musikken giver svaret uden at jeg har spurgt.
Deres musik er fortællingen om at gå egne veje og finde sammen.
At flygte og nå frem. At famle og finde.
Det er kultur.
Den aften ved jeg hvem, jeg vil være.
Jefferson Airplane 3/5 of a mile in 10 seconds
24 oktober 1968 at the Fillmore West 4 min.
Du skal ville noget, noget særligt. Du skal tage til grænseland.
Tues video fra Sønderjylland var en succes fordi lynet slog ned i telefonen, det var grænseoverskridende, og vi sad tryllebundet.
Tues kulørte veninde var også grænseoverskridende.
Det sikre og nemme og kedsommelige gider ingen se, vi vil ud til kanten, vi vil med på opdagelse, i fremmede stuer, i sindets kroge som vinh, men det var ikke let.
Han fotograferede grænselandet i farve, private billeder af mor og bror og savn, men aftenen inden han skulle vise det, opgav han alt.
To sorthvide antydninger ville han være bekendt, det andet var for farligt.
Men jeg gjorde vrøvl og fik min vilje.
Så spilledjævlen blev en smuk og hemmelighedsfuld fortælling med hønsefod på casinotrappen og mor, der holder hånden for munden og fotografiet af den forliste bror i dynen og snylteplanten orchidé og velkomstmåtte med mor på bare fødder. Eller Christians blinde, hvor går grænsen for det tilladelige? Hvor går din grænse, du der kigger på?
Du skal udfordre dig selv og du skal udfordre os, der kigger, giv os noget at tage stilling til.
Blive provokeret af. Finde ud af.
Giv os ikke hvad vi ber om, men hvad vi har brug for.
Smid drømmen på bordet og lad os digte med. Eller mareridtet. Dril os, lav nogle finter, men glem ikke, at vi er der. Vi er nogen. Nogen skal modtage det, du giver.
Jeg talte længe med Bertil om fremtiden, og han havde det rigtig skidt med at nogen skulle have brug for hans billeder. At han skulle lave noget andre ville betale for, skræmte ham.
- det vil jeg tænke på om 10 år, sagde han
Mads Helberg vrænger af mig når jeg snakker om, at han skal være professionel altså give mig, hvad jeg har brug for. Puha, dårlig smag i munden.
David Lunch er ekspert i grænseland. Han ved at skal du vise sandheden, så nytter det ikke dynge op med bevismateriale, så skal du om bag realiteterne, om til fornemmelsen og drømmene.
Så skal fordommene gøres absurde og hadet visualiseres, vil du kende sandheden, så skal du lægge øre til tosserne, de retarderede og skøre, vil du se frygten så skal du forvride virkeligheden, vil du have et overblik skal du hente den i detaljen.
Men han accepterer også at ikke alle forstår, hvad der gemmer sig i hans film.
David Lynch laver politiske film, de er billeder på samfundet. Der er den beske bedrager, den løgnagtige kælling, den hjernedøde medløber, de er der allesammen, dem vi kun kender på overfladen.
I david lynch’s Vilde hjerter er hver eneste person en brik i det store puslespil, der hedder samfund. Hvordan er vi sammen, hvem holder du med, kan du tilgive og kan du elske?
I Wild Hearts er Sailor prøveløslandt fra fængslet og nu på flugt med sin elskede 20-årige kæreste, mens hendes mor af fortvivlelse smører sig ind i rød blodig læbestift og hyrer en lejemorder til at dræbe den lede karl, inden han bliver hendes svigersøn.
Der er den gode heks, den onde engel, sex og smøger.
Hvad er virkeligt og hvad er fantasi?
Virkeligheden er fuld af løgn, men frygten og fantasien er sandfærdig. Forrædderiet findes.
Bilradioen skratter af vold og mord og katastrofe, men de slukker for den og danser drømmende i solnedgangen.
Jeg viser 15 minutter hvor de kører om natten, Sailor og Lula og pludselig opdager noget tøj, der ligger spredt på vejen, noget er sket.
Vi møder også moderen Marietta, der på hotellet i nærheden overfor samfundets støtter i skikkelse af tre gamlinge på krykker skal fortælle, hvad der er blevet af den forsvundne privatdetektiv, som hun selv har bestilt myrdet.
Han er bortført for at blive likvideret.
- Tæl til 10, siger bortføreren og retter en pistol mod hans hovede og staklen begynder at tælle, mens lokkeduen da han når til 1 skriger: Fuck me now.
Så lyder skuddet.
Det er David Lynch i en nøddeskal: Døden er en orgasme.
David lynch: Wild at Heart 1990
vandt de gyldne palmer i Cannes 1991
15 minutter
MB 25/5/2012