INDIVIDUELLE OPGAVER


Vinh Van Bui 
SpilleDjævlen
undersøgelse

Det ligger dybt i mennesket at søge lykke og rigdom, så det er ikke underligt, at Lykkelotto har en kanonomsætning, folk køber sig til håbet om den store gevinst.

Der bliver spillet som aldrig før. Tips, enarmede tyveknægte, poker på nettet, roletten på Casino. Der bliver spillet på værtshuse, på færgen, på heste, på cafeer; computerspil, væddeløb, penge skifter hænder og nogle bliver vindere. Nogle få.

Du skal opsøge mennesker, der spiller, steder der spilles og fortæller hvad, der foregår.
Hvem er de, hvad laver de, og hvad er det, der driver dem?

Opsøg håbet, begejstringen og glæden og vis os skuffelsen, nederlaget når ludomanien har fået et menneske til at krakkelere.

Tag os med på en rejse til et farligt land, hvor drifterne og ikke fornuften bestemmer.

Aflever en serie på mindst 6 billeder, installation eller video.

Mads Seier Helberg 
Nye Tider
beretning

Cortex er en niche virksomhed beskæftiget indenfor renovering og vedligehold af ejendomme.
Cortex facaderens er specialiseret i afrensning af facader og beton med dertil hørende renoveringsarbejder.
Cortex er ejet af Holger Schultz, Jesper Sørensen og Flemming Nielsen og er en af de førende virksomheder inden for denne branche. Cortex råder over anlæg til gennemførsel af alle typer afrensningsopgaver, lige fra traditionelle sandblæsningsanlæg til laserrensning og Water Jetting med 2500 bar.
Du skal idag ringe til Jesper på xxxxxx, så I vi mødes på deres plads og I sammen kan aftale hvad og hvornår du skal fotografere.

Er der dage, hvor du ikke fotograferer i Cortex skal du fotografere ved en begivenhed, som finder sted på netop denne dag.

Check dagens aviser og beslut dig for en begivenhed, du vil formidle til et større publikum. Små histoirer fortalt med glimt i øjet eller store events om tidens alvor.

Imorgen tirsdag 27. marts er der protest demonstration mod drab af civile afghanere. Man mødes kl. 15 på Christiansborg i sort tøj og går i optog til Rådshuspladsen.

Torsdag 29. marts arrangerer fagbevægelsen underparolen Forandring Nu. Velfærd - ikke social dumping, demonstration og anledningen er, at der fredag - lørdag 30. -31. marts er ministermøde, Europas finansministre mødes i Bella Center.
Demonstrationen starter kl. 15 på Nytorv og går derefter til Christiansborg Slotsplads.

Og så er københavnske murere gået i gang med at bygge en to gange to meter stor mur med teksten Ja til velfærd - stop løndumping.

Aflever en beretning om Cortex og med mindst et billede fra hver begivenhed.


Mia Mai Dengsø Graabæk 
Kuglestød og Folketing
politikerportræt

I 8 år var han professionel kuglestøder, Danmarks olympiske håb og fik medaljer ved EM, VM og OL.

Han boede 4 år i USA og havde, da han valgte at gå ind i politik, Arnold Schwarzenegger som sit politiske ideal.

Han blev valgt ind i Folketinget for Liberalt Centrum i september 2010 og har siden med sit ligefremme væsen og markante udtalelser skabt røre på tinge og debat i medierne.
Joachim B. Olsen har kontroversielle synspunkter, og han er ikke bange for at sige, hvad han mener:

- Det er en hån mod de millioner af mennesker verden over som sulter, at snakke om fattige i Danmark. I skulle skamme jer!! Jeg bliver så vred når jeg hører venstrefløjen bruge den slags manipulerende retorik. Hvis der er mennesker i Danmark der ikke har råd til at holde jul så er det selvforskyldt!

Udtalelsen gav anledning til Karina-sagen, hvor SFs Özlem Cekic blev ydmyget for åben skærm. Og da han på Facebook luftede sin sympati for flerkoneri, rejste det en storm af protester.

Han er sit partis integrations- markeds- og sundhedsordfører, men han er også Vild med Dans i den bedste sendetid, og selvfølgelig vandt han, både pris og publikum.

Du skal lave et portræt af Joachim B. Olsen, hvem er han, og hvad synes du om ham?
Kom tæt på en markant politiker med en atletisk fortid og vis hvem, han er som menneske.
Idag og imorgen er han xxxxx, men når han er hjemme igen, har han lovet, at du må følge ham og fotografere frem til påske.

Ring til xxxxxx idag xxxxxx og aftal et tidspunkt imorgen tirsdag eller onsdag, hvor I kan mødes.

Aflever en serie på mindst 6 billeder.


Nicolai Michael Lok Hansen 
Hus Forbi
reportage

I 16 år har man kunne møde dem, de hjemløse avissælgere foran Irma og Netto, det er hjemløseavisen HusForbi, de sælger.

Avisen er deres talerør, den skal sætte de hjemløses holdninger, behov og ønsker på dagsordenen over for politikere, myndigheder og alle andre.
Men den skal også give de hjemløses mulighed for at tjene deres egne penge og have noget at stå op til, det at sælge Hus Forbi er et værdigt alternativ til tiggeri og kriminalitet.

Hus Forbi er en gadeavis, der af 500 hjemløse over hele landetsælges i 60.000 eksemplarer hver måned. Af de 20 kroner man betaler for en avis, går de 8 til sælgeren.

Indholdet i Hus Forbi produceres af professionelle freelancejournalister og fotografer, og du har fået til opgave at fylde to dobbeltsider i aprilnummeret med personlige, stærke billeder fra miljøet.
Og en forside. Et af billederne i din reportage skal kunne fungere som cover og blikfang. Gøre folk nysgerrige og få lyst til at købe avisen.

Vær opsøgende, nærgående, tag personlig stilling og sæt skub i fattigdomsdebatten. Skab information og oplevelse. Og giv de hjemløse et godt produkt at sælge.

Aflever billeder til to opslag og en forside samt forslag til layout.

Lærke Stine Sørensen 
Byens Hegn
udsmykning

Et hegn af træplader omkranser byggepladsen på Gammel Strand, hvor udgravningerne til CityRing Metroen skal finde sted. Et kvarter med Kunstforening og eksclusiv fiskerestaurant, med byens grundlægger på den ene side og Kulturministeriet til den anden.

Du skal komme med forslag til en fotografisk udsmykning af en del af hegnet, mindst 20 meter op mod Højbro Plads.
Dine nyoptagne fotografier skal være personlige, markante og debatskabende, billeder man husker og snakker om.

Sommeren igennem vil det myldre med turister i kvarteret, og det vil derfor være oplagt om udsmykningen ikke kun henvender sig til danskere, men har et internationalt budskab eller alment emne.

Aflever en serie billeder samt et billede af hegnet, som kommer til at se ud.

Inden 7. maj skal du sende projektforslaget med ansøgning og budget til Byens Hegn, som så vil tage stilling til om dit projekt skal realiseres.
www.byenshegn.dk


Karen Sil Kwan Chan 
Bundet til Masten
illustration

Fristelsernes lokkende sange har til alle tider fået mænd til at begå de dummeste ting. Men at holde sig udenfor rækkevidde og undgå fristelserne søde sang, det vil man alligevel ikke.

Homer fortæller i Odysseen om Odysseus’ reaktion, da han får fortalt, at han skal sejle forbi fristelserne Ø, hvor de skønneste jomfruer vil lovsynge om hans mod og manddom og love ham alt, han ønsker sig. Stemmerne er så lokkende, at ingen mænd kan slippe forbi uden at være gået i land.
Mænd, der fristes mister dømmekraften, og på strandene om Sirenernes Ø ligger dynger af rådnende menneskekroppe.

Odysseus lader sig derfor binde til masten og giver mandskabet bivoks i ørerne, da de sejler forbi, for sangen vil han ikke gå glip af.

Du skal illustrere homers beretning om Sirenernes Ø. Vær tro mod fortællingen, men giv den nutidig betydning. Hvad skal vi bruge eventyret til idag, hvad betyder Sirenernes Ø for dig?

Aflever en serie fotografiske illustrationer.


Andy Warhol
Heidi P.H. Nikolaisen 
Tidens PopArt
parafrase

Andy Warhol skabte i 60’erne en serie værker, der revolutionerede kunstscenen. Hans amerikanske PopArt bredte sig som en steppebrand og satte sig for altid spor internationalt i kunstnernes metode, udtyk og attitude.

Hans billeder var kontroversielle, politiske, kulørte og anstødelige og budskabet enkelt og bredt, kunsten skulle ud til folket, og det er paradoksalt, at hans værker idag er blandt verdens dyreste. Hans Eight Elvises fra 1963 blev for nylig solgt for 100 millioner dollars.

Du skal lave en serie fotografiske værker i Warhols stil. Fotografisk nutidig PopArt.
Kulørt, flabet og respektløst. Men også personlige, hvad synes du er vigtigt at formidle?

Brug de mange Warhol citater, der ligger spredt på nettet og følg i sporene på den tidligere reklametegner, som aldrig lagde skjul på egne kvaliteter.

- Omtale er som at spise peanuts. Når først man er begyndt, kan man ikke holde op.
- Sex og fester er de to eneste ting, hvor man rent faktisk skal være til stede.
- Jeg elsker kedelige ting. Jeg kan godt lide, at ting er på samme måde igen og igen.
- Jeg er altid på udkig efter den der ting til fem dollars, som i virkeligheden er millioner værd.
- Jeg forestiller mig aldrig, at folk dør. De er bare i stormagasinet.
- Det er ikke, hvad man er, der tæller - det er hvad de tror, man er.


Aflever mindst 4 værker.


© Gregory Crawson
Steen Funck Petersen 
De ser på Mig
selvportræt

Faderrollen er til debat for tiden, mandens rolle som far. Musikeren Peter Bastian har netop udgivet en bestseller om emnet, og på torsdag skal vi se Susanne Mertz’ fotografiske projekt om fædre De ser på Os.

Du skal med inspiration af Gregory Crawsons gennemarrangerede mandeportrætter skabe billeder af hvordan, dine børn ser dig. Hvem er du i deres øjne?

Fantasifuld iscenesættelse, lattervækkende parodi eller oprigtig dramadokumentar som ikke viser, hvordan du føler dig eller gerne vil se ud, men kun som dine børn ser dig.

En kreativ visualisering af sønnernes fortælling om deres far og et markant, personligt og kunstnerisk bidrag til debatten om manderollen. Tidens far.

Aflever en serie på mindst fire billeder.

Sebastian M Jeppesen 
Gassan Diamonds
promotion

Gassan Diamonds i Amsterdam køber rådiamanter i Sydafrika, sliber dem og sælger dem videre til internationale modehuse og smykkedesignere til videre forarbejdning.

I en tid med finanskrise og rentefald er der flere og flere, der ønsker at investere i diamanter, der bevarer deres værdi, uanset hvad der sker med valutaen. Men hidtil har det været forbeholdt rige investorer, at købe diamanter.

Gassan Diamonds har derfor besluttet at markedsføre et nyt produkt, en 0,03 karat diamant til unge specielt i Scandinavien for 50¤.
Samme ekslusive emballage og certificat som alle andre diamanter.

Man har som målgruppe mandlige studerende i 20’erne, men henvender sig bredt til alle, der synes, det kunne være fedt at eje en diamant.
Som værdisikker investering, som gave til kæresten eller for selv at at bruge den i et smykke.

Produktet skal primært sælges on-line på internettet, men også fra butikskæder som Kvikly og Føtex.

Du skal give produktet et fotografisk brand, optage en serie fotografier, der vækker opmærksomhed og giver unge som dig selv lyst til at købe en diamant fra Gassan.

Billederne skal bruges på plakater, i annoncer og på den hjemmeside produktet vil få.

Aflever en kollektion på mindst fire billeder.

mb 26.III.2012