opgaven stilles mandag 2. april 16:00
fremlæggelse af prøvebilleder og forarbejde mandag 30. april 15:00
gallerigennemgang torsdag 3. maj 9:00 - 17:00




Et Nyt Sted

Du har ikke været her før, kender det ikke, stedet, føler dig utryg. Og alligevel bliver du, for farligheden er også er fascinerende. Eller nødvendig.
Du har ofte haft lyst til at finde stedet, men har aldrig taget dig sammen til at lede efter det. Har altid fortrudt inden du nåede frem. Det har været for farligt, for ukendt.
Du ville hellere vente til du var klar. Til du fik det mod, der skulle til.
Men nu er tiden kommet, hvor du skal begive dig afsted.
Du ved måske ikke, hvor det ligger, det nye sted. Men forbereder du dig grundigt, og gør dig klar til udfordringen, så vil du også finde det.
Stedet kan være en location, et miljø, en konfrontation, eller det kan være skabet med skeletter, der skal lukkes op.
Eller det kan være et sted i erindringen, du næsten har glemt, men altid haft lyst til at besøge.
Og når du så har fundet det, skal du glemme alt du ved og bare mærke, hvordan det er at være der.
Fornemme og fortælle.
Fortæl om stemningen, lyset og lugten, det usagte og de skjulte hentydninger. Og fortæl om spændingen, frygten for at noget vil ske. Bland dig ikke i det, der foregår, men vær tilstede, nysgerrigt iagttagende.
Hold øjnene åbne og ørerne, for det er ikke stedet, men din fortælling, der er vigtig.
Og når du så kommer hjem og kigger igennem, hvad du tog af billeder, så vælg med omhu og skab en historie.
Et essay om at være dig et nyt sted. I byen. I barndommen. Eller i favnen på en fremmed.
Aflever et essay på mindst fire billeder, en bog eller video.



mb 2.april 2012