Eksempel på billbord-standere, hvor der vil blive opsat plakater

SLUT MED SKÆVE DANMARK

Det er ødelæggende for et samfund, hvis forskellen mellem rig og fattig er stor, hvis samfundet bliver delt mellem dem, der har rigeligt og dem, der har for lidt

En kultur med åbenlys, økonomisk grådighed hos de velstillede og ingen mulighed for de mindrebemidlede for at slippe ud af fattigdommen, fører til uro og destabilitet. Utryghed og konflikt. Når økonomisk retfærdighed og menneskelig værdighed tilsidesættes, så bliver der ballade.

Ifølge tal fra Finansministeriet er antallet af fattige i Danmark steget med over 50 % de seneste 10 år. Det betyder, at der i dag er 333.000 fattige, og gruppen med langvarigt fattige børn er steget med 1.000 hvert eneste år, samlet svarer det til en vækst på 67 %.

Fattigdommen fortsætter med at stige, og det er ghettoområderne i storbyerne, der er hårdest ramt. I Gellerupparken, Vollsmose og Mjølnerparken lever omkring hver fjerde beboer i fattigdom, en stigning på 80 %men samtidig er de rige blevet rigere, polariseringen i Danmark er blevet større.

Men værre er det, at det er blevet almindeligt acceptabelt, at sådan skal det også være.

I England bredte et oprør sig fra by til by blandt teenage-unge, at nu ville de selv tage, hvad de ikke havde råd til at betale. De smadrede og plyndrede og følte, at det havde de lov til.
En kultur, der åbentlyst forherliger rigdom og ydmyger de fattige fører til oprør.

I USA demonstrerer unge mod de store bankpakker, mod grådighed i den finansielle verden og mod uligheden i fordelingen af goderne. Occupy Wall Street bevægelsen har spredt sig til flere amerikanske byer, og ekkoet bredt sig til resten af verden. Også i København bliver der protesteret mod finansverdnens grådighed.

Vi demonstrerer på grund af den skævvridning, vi ser af velfærden både nationalt og globalt. Det er jo grotesk, at mens vi har hjulpet bankerne med milliardgarantier, så bliver tusindvis af danskere fyret.

Grækenland står på tærsklen til bankerot, spanske og italienske banker står på randen af konkurs, det kapitalistiske system har med finanskrisen blottet en brist, som får katastrofale følger for befolkningerne.

Markedskræfterne har spillet fallit, forbrugerkulturen er løbet løbsk. Den udvikling ønsker Kunstnere for Økonomisk Lighed at stoppe.

Tiden er kommet til et kulturskifte, og en gruppe kunstnere har derfor stiftet en forening, der kunstnerisk vil agitere for økonomisk lighed.

Støttet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Kunststyrelsen har man lejet billboardplads i Danmarks største byer i november og december måned og beder nu 10 lovende unge fotografer om at komme med forslag til slagkraftige, debatskabende plakater, som kan fange forbipasserendes opmærksomhed og forhåbentlig skabe grobund for en bedre kultur og et mere helt samfund.

De skal lave forslag til en eller flere billboard-plakater, aflevere print i formatet 30 x 40 cm, og det er et krav, at der ikke anvendes bogstaver i værkerne. Eventuel tekst i billederne vil en grafiker senere placere.

På møde i Foreningens udvælgelseskommite vil samtlige forslag fredag 28. oktober klokken 10-16 blive analyseret, debatteret, og det vil blive besluttet, hvilke forslag, der skal anvendes i kampagnen.
mb 24/10/2011