Cry baby Cry
tale til eleverne sidste skoledag 27.maj 2011 af Morten Bo

hvorfor kunst?
kunst er besked om rigtigt og forkert, eller ikke besked, men mulighed for at vælge.
der er loven, den siger med ord, hvad du må og ikke må, og så er der kulturen, den uskrevne lov, der fortæller om rigtigt og forkert.
den fortæller dig hvordan du skal opføre dig
kunsten er kultur. og kultur er moral
men når magten ligger hos ordmenneskene, jurister og journalister, så bliver rigtigt og forkert et spørgsmål om bevis. så bliver ordet til bevismateriale og lovgivning til moral.
så kan man tillade sig at gøre alt det, der ikke er ulovligt.
derfor er kunsten og kulturen så vigtig.

lars von trier blev smidt ud af cannesfestivallen, ikke fordi han i sin kunst viser, hvad der er rigtigt og forkert, men fordi ordene: jeg er nazist til et pressemøde af journalisterne blev gjort til bevismateriale. en sensation.

vi har også haft en anden filminstruktør, der var verdensstjerne, kompromisløs, eksentrisk kunstner. carl th dreyer.


Carl Th. Dreyer 1967 © Morten Bo / Delta Photos

jeg fotograferede ham på louisiana i 1967 solgte billedet til louisiana-revuen, mit første på tryk.
gammel stilfærdig med levende øjne og et beskedent væsen med stok og barnebarn i hånden, da var han 78 og døde året efter.
livet igennem havde han en tro på, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.
han føler sig som kunstner og ville fortælle os sandheden.
og sandheden er, hvad der er rigtigt.
han vælger i 1928, hvor filmen står på vippen mellem stumfilm og talefilm et historisk tema fortællingen om kvinden Jeanne d'Arc, der i 1420’erne ledte franskmændende til oprør mod besættelsesmagten England og mod det præsteskab, der bøjede nakken og føjede englændernes i deres krav.
han gør alt for at filmen er autentisk, ikke at vi skal tro det er en dokumentarfilm, den skal være tilrettelagt, instrueret, dekorationen bygget og billederne omhyggeligt valgt ud, men den skal være sandheden.
han går tilbage til kilderne, skriver et manuskript over retssprotokollerne for processen mod Jeanne d'Arc og laver en film om tortur, overbevisning, forhånelse, magtarrogance, forædderi og om værst af alt, det magtfulde præsteskab.
han laver en film om om rigtigt og forkert. om magt og kamp. om individ og samfund. om lidelse og tro. han er ikke anderledes end lars von trier i antikrist.
han afslører grusomheden og blotlægger det afgørende, og han gør det med præcision.
du skal se det, han vælger at vise, og ikke andet.
han vil præcisere sandheden.
få dig til at føle lidelsen og danne dig et billede af retfærdigheden.
filmen er kontroversiel i nationalistiske og kirkelige kredse allerede inden optagelserne.
den bliver en økonomisk fiasko for sit kompromisløse formsprog og hudløse intensitet. men har altid hørt til blandt filmhistoriens mest anerkendte hovedværker.

carl th. dreyer var miskendt i danmark, hans film var for hård kost, vi havde ingen tradition for at film var kunst, men i udlandet bliver han berømt.
herhjemme bliver han anmelder ved berlingske tidende og fyret, fordi han altid er negativ, rakker ned på alle film.
tidens største filmskaber laver efter jeanne d’arch kun tre film.
hans ansøgning om støtte til at lave en jesusfilm bliver afvist gang på gang, det er for stor en mundfuld for danskerne.
først i 1967 hvor han var blevet for gammel, blev der af filminstituttet bevillet 1 million kroner. manuskript og drejebog havde ligget klar i 15 år.

jeanne d’arch er en oprørsfilm og den er aktuel idag, hvor mellemøsten buldrer af folkeligt oprør mod tyranner og korrupte medløbere.
den har en holdning, den holder med nogen og den har et budskab, find dig ikke i ordenes tyrranni.
den udstiller de magtfulde, forhåner de korrupte og viser dig, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
tidens præsteskab havde taget patent på ordet, ordet var bevis og beviset var sandhed. og kun præster kunne tolke guds ord.
jeanne påstod, at gud havde befalet hende at befri landet, og da hun ikke var gejstlig gjorde det hende til en kætter og straffen for kætteri var bålet. under tortur angrer hun og underskriver en tilståelse. ord på et papir.
sandheden er ikke hvad der er rigtigt, men hvad der står skrevet.
i filmen er det replikken fra en tilskuer: I har brændt en helgen der sætter gang i massakren.
ordensmagten har allerede fordelt våbnene og venter kun på ordene, der legaliserer nedslagtningen.
filmen er blevet en opskrift på den sande film. den rene kunst. den egentlige mening, og har haft kollosal betydning for eftertidens filmkunst, for ingmar bergmann, lars von trier, truffaut og alle andre, der vil ind til kernen og bruge kunsten til at skabe en bedre verden.
filmhistorien ville være en anden uden carl th.dreyer

vi kommer ind i filmen hvor jeanne d’arch er på vej til bålet. vi har været hele rettergangen igennem med slibrige præster, overløbere, fangevogtere, tortur, afklipning af håret, forhånelse.
i skal se de sidste 10 minutter, som er filmens klimaks, hvor hun bliver brændt på bålet.

carl th. dreyer jeanne d’arch 1928 slutningen 10:08

du skal fortælle om rigtigt og forkert.
når tom løber rundt i industrikvartererne som en ulv om natten gør han det, fordi det er rigtigt. det er rigtigt, og det er vigtigt. og du skal vide det.
han bruger farverne, gullig kolde, lyset og mørket, skarphed og uskarphed. og han bruger sig selv.



han kender til at være at være nøgen om natten i mørket, og han skaber sandheden i et essay.
eller pi, der tilbeder en muggen citron, hvorfor det? fordi det er rigtigt. og det er vigtigt. forsigtigt som er det en flødeskumskage holder hun den med sarte fine fingre, så den ikke går i stykker hen i lyset, hvorfor det?



fordi du skal vide det, at værdi ikke er det, du tror.
du tror at moden frugt og majs på marken er det rigtige og vigtige, men pi siger, at det er de visne planter også. den uappetitlige citron.


hun viser blodige slagtescener, fordi det er rigtigt. sandheden er også grusom.
en slagtet kalv, farmand bag et gardin og en kartoffelkule, værsågod her har du sandheden. ikke om magten og verden, men om dig. dig og kærligheden.



en kvinde med spædbarn i armene, ka’ I huske det?
majsen er høstet, planterne visne, trætte, færdige. de ønsker bare at gemme sig, være i fred.
men pi siger i sit personlige essay, at det ikke kun er spædbørn, du skal elske, men at også farmand og grusomhed er kærlighed, og lysten til at gemme sig.

hvem er jeg og hvad er kærlighed?
michelle sværmer om kærligheden, hvor er den, hvordan ser den ud?



en mand uden lem og to sovende kvinder, veninder? Michelle leder efter sandheden om kærligheden og skjuler det, som ikke skal ses. det er styrken i michellas billedverden, at billederne er rene, hun udelader alt andet end sandheden.
det handler om ømhed og nærhed, om at være nøgen.

kærlighed. de sorte slaver i sydstarterne i USA skabte bluesmusikken, som er een lang kærlighedsfortælling. den er de sortes klagesang. sange om ulykkelige kærlighed, om savn og tilgivelse. om at være nøgen.
blues’en er de sortes musik, men da ungdommen i starten af 60’erne med protestsange gør oprør mod krigen i vietnam, mod racehad og for frihed tager de hvide bluesmusikken til sig og synger den på en ny måde.
hensynsløst, aggressivt, opflammende come on, come on, come on...
det er vores musik
du valgte en anden kvinde som var dig utro, synger janis joplin, men du skal vide, at du har mig, cry baby, cry at du vil have mig tilbage.
det er ikke ordene, der er vigtige. men tonen, protesten. oprøret.
amerikanske drenge kom hjem fra vietnam i kister og et frihedselskende folk var ved at blive ødelagt af napalm og generaler, alt det hørte jeg i hendes sang.
janis joplin blev en legende og en af århundredets bedste sangere.
sådan er kærligheden, den er ikke ord, kan ikke siges, men den kan synges.

hun var selv et offer, hun var narkoman, tog heroin gik på afvænning, tog igen heroin, drak for meget, ville så gerne leve, men magtede ikke berømmelsen og verden - de unges verden. vi var vilde med hende
i 1970 da hun lige har sammensat et canadisk band og skal igang med en turne, holder hun koncert i toronto, og hun synger bedre end nogensinde.
optagelsen jeg spiller er fra tre måneder før janis joplin som 28-årig dør af en overdosis heroin.

janis joplin live from toronto 1970 6:17

du skal fortælle om rigtigt og forkert, du skal fortælle om kærlighed.
og du skal vise os verden, mærk verden, siger simone, og mærk dig selv.



tag fat på det nære, pak det ikke ind, at du har blod i bukserne, det er også dig. mærk dig og vær stolt. af din sexualitet og din nærhed og din kærlighed til verden.



den hvide svanekrop, appelsinen der driver af saft over fingrene, en vissen kasseret potteplante og dine tær helt, helt tæt på, det er dig.



og rynker uhyggelige rynker og en engel med et sværd, brug verden og benyt dig af de billeder, der allerede findes i mennesker.



bamse med blonder, uldtotter i pindsvinepigge, det er ligemeget, om vi kan se, hvad der er, det er stemningen, der er vigtig. tonen.
dokumentariske billeder, men de dokumenterer ikke det, du ser, de dokumentere den, der ser.


udstoppede storke i et skab, læberne malet røde, sådan er verden, lige her og lige nu. det skal du vide. eller du skal have mulighed for at finde ud af det.
simone aktiverer vores indre billeder, skubber rundt på dem og giver mig mulighed for at lave min egen historie.
det er ikke en sammenhængende fortælling, det er, som når du vender bunden i vejret på din håndtaske og indholdet ligger spredt på gulvet.
åbent, blottet nøgent, klar til at blive samlet op og brugt i min fortælling

du skal mærke verden, og du skal tømme tasken.
du skal tage i cirkus og fortælle, hvad du oplever. som sybilla.




sådan dufter der, sådan lyder det.
hun dokumenterer, ikke cirkus, men oplevelsen.



et billede er helt blåt, man kan skimte en pige med en candyfloss, men ikke se hende. vi fornemmer, men får ikke at vide.
david skal ikke dokumentere, hvordan der ser ud på amager fælled, men fortælle, hvordan det er at være der.
at slå teltet op midt i motivet, det er dokumentarfotografi.
det er sandhed, også når sandheden ikke kan ses, men fornemmes. og duftes. og høres.

en digter skaber i 1848 et eventyr, som er sandheden om at miste et barn. hvordan føles det, når døden har været på besøg?
han digter om natten, om tornebusken og søen og dødens drivhus, hvor hvert menneske er en plante med skæbne og bankende hjerte.
eventyret rummer alt det, en rigtig fortælling skal rumme.
lidelse, håb, død og nærhed. kærlighed. og tro. den fortæller om rigtigt og forkert, og så har den denne særlige tone af faderlig tryghed.

Historien om en Moder af H.C.Andersen (1848)

Der sad en Moder hos sit lille Barn, hun var saa bedrøvet, saa bange for at det skulde døe. Det var saa blegt, de smaa Øine havde lukket sig, det trak saa sagte Veiret, og imellem med et dybt Drag ligesom om det sukkede; og Moderen saae endnu mere sorrigfuld paa den lille Sjæl.
Da bankede det paa Døren og der kom en fattig, gammel Mand svøbt ligesom i et stort Hestedækken, for det varmer, og det trængte han til, det var jo kold Vinter; Alting udenfor laae med Iis og Snee, og Vinden blæste saa at det skar i Ansigtet.
Og da den gamle Mand rystede af Kulde, og det lille Barn sov et Øieblik, gik Moderen hen og satte Øl i en lille Potte ind i Kakkelovnen, at det kunde varmes til ham; og den gamle Mand sad og vuggede og Moderen satte sig paa Stolen tæt ved ham, saae paa sit syge Barn der trak saa dybt Veiret, og løftede den lille Haand.
"Troer Du ikke nok at jeg beholder ham?" sagde hun, "vor Herre vil ikke tage ham fra mig!"
Og den gamle Mand, der var Døden selv, han nikkede saa underligt, det kunde lige saa godt betyde ja, som nei. Og Moderen saae ned i sit Skjød og Taarerne løb hende over Kinderne; - hendes Hoved blev saa tungt, i tre Nætter og Dage havde hun ikke lukket sit Øie, og nu sov hun, men kun eet Øieblik, saa foer hun op og rystede af Kulde: "hvad er det!" sagde hun og saae til alle Sider; men den gamle Mand var borte og hendes lille Barn var borte, han havde taget det med sig; og henne i Krogen snurrede og snurrede det gamle Uhr, det store Blylod løb lige ned til Gulvet, bum! og saa stod ogsaa Uhret stille.
Men den stakkels Moder løb ud af Huset og raabte paa sit Barn.
Derude, midt i Sneen, sad en Kone i lange, sorte Klæder og hun sagde: "Døden har været inde i din Stue, jeg saae han skyndte sig bort med dit lille Barn; han gaaer stærkere til end Vinden, han bringer aldrig tilbage hvad han tog!"
"Siig mig blot hvad Vei han gik!" sagde Moderen, "siig mig Veien og jeg skal finde ham!"
"Jeg veed den!" sagde Konen i de sorte Klæder, "men før jeg siger den maa Du først synge for mig alle de Viser Du har sjunget for dit Barn! jeg holder af dem, jeg har hørt dem før, jeg er Natten, jeg saae dine Taarer mens Du sang dem!"
"Jeg vil synge dem alle, alle!" sagde Moderen, "men stands mig ikke at jeg kan naae ham, at jeg kan finde mit Barn!"
Men Natten sad stum og stille, da vred Moderen sine Hænder, sang og græd, og der vare mange Viser, men endnu flere Taarer; og saa sagde Natten: "gaae til høire, ind i den mørke Granskov, der saae jeg Døden tage Vei med dit lille Barn!"
Dybt inde i Skoven krydsede Veiene sig og hun vidste ikke længer hvor hun skulde gaae; da stod der en Tornebusk, der var hverken Blad eller Blomst paa den, det var jo ogsaa i den kolde Vintertid og der hang Iisslag paa Grenene.
"Har du ikke seet Døden gaae forbi med mit lille Barn?"
"Jo!" sagde Tornebusken, "men jeg siger Dig ikke hvilken Vei han tog, uden at Du først vil varme mig op ved dit Hjerte! jeg fryser ihjel, jeg bliver til bare Iis!"
Og hun trykkede Tornebusken til sit Bryst, saa fast, for at den ret kunde opvarmes, og Tornene gik lige ind i hendes Kjød, og hendes Blod flød i store Draaber, men Tornebusken skjød friske grønne Blade og der kom Blomster paa i den kolde Vinter-Nat, saa varmt var der ved en bedrøvet Moders Hjerte; og Tornebusken sagde hende Veien, som hun skulde gaae.
Da kom hun til en stor Sø, hvor der hverken var Skib eller Baad. Søen var ikke frosset nok til at den kunde bære hende, og heller ikke aaben og lav nok til at hun kunde vade igjennem, og over den maatte hun, vilde hun finde sit Barn; saa lagde hun sig ned for at drikke Søen ud, og det var jo umueligt for et Menneske, men den bedrøvede Moder tænkte, at der dog kunde skee et Mirakel. -
"Nei, det gaaer aldrig!" sagde Søen, "lad os to heller see at blive enige! jeg holder af at samle paa Perler og dine Øine ere de to klareste jeg har seet, vil Du græde dem ud til mig, saa skal jeg bære Dig over til det store Drivhuus, hvor Døden boer og passer Blomster og Træer; hver af dem er et Menneskeliv!"
"O, hvad giver jeg ikke for at komme til mit Barn!" sagde den forgrædte Moder og hun græd endnu mere og hendes Øine sank ned paa Havsens Bund og bleve to kostbare Perler, men Søen løftede hende, som om hun sad i en Gynge, og hun fløi i een Svingning til Kysten paa den anden Side, hvor der stod et milebredt, underligt Huus, man vidste ikke om det var et Bjerg med Skov og Huler, eller om det var tømret op, men den stakkels Moder kunde ikke see det, hun havde jo grædt sine Øine ud.
"Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille Barn!" sagde hun.
"Her er han ikke kommet endnu!" sagde den gamle Grav-Kone, som gik og skulde passe paa Dødens store Drivhuus. "Hvor har Du kunnet finde her hen og hvem har hjulpet Dig!"
"Vor Herre har hjulpet mig!" sagde hun, "han er barmhjertig og det vil Du ogsaa være! hvor skal jeg finde mit lille Barn!"
"Ja, jeg kjender det ikke," sagde Konen, "og Du kan jo ikke see! - Mange Blomster og Træer ere visnede i Nat, Døden vil snart komme og plante dem om! Du veed vel, at hvert Menneske har sit Livstræ eller sin Blomst, saaledes, som nu enhver er indrettet; de see ud, som andre Væxter, men de har Hjerte-Slag; Barne-Hjerte kan ogsaa banke! gaae efter det, maaskee kan Du kjende dit Barns; men hvad giver Du mig for at sige Dig hvad Du mere skal gjøre!"
"Jeg har ikke noget at give," sagde den bedrøvede Moder, "men jeg vil gaae for Dig til Verdens Ende!"
"Ja der har jeg ikke noget at gjøre!" sagde Konen, "men Du kan give mig dit lange sorte Haar, Du veed nok selv det er kjønt, og det kan jeg lide! Du skal faae mit hvide igjen, det er altid noget!"
"Forlanger Du ikke andet," sagde hun, "det giver jeg Dig med Glæde!" Og hun gav hende sit smukke Haar og fik den Gamles sneehvide igjen.
Og saa gik de ind i Dødens store Drivhuus, hvor Blomster og Træer voxte underligt imellem hverandre. Der stode fine Hyazinther under Glasklokker, og der stode store bomstærke Pioner; der voxte Vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge, Vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte Krebs klemte dem om Stilken. Der stode deilige Palmetræer, Ege og Plataner, der stod Petersillie og blomstrende Timian; hvert Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hver et Menneskeliv, Mennesket levede endnu, Een i China, Een i Grønland, rundt omkring i Verden. Der vare store Træer i smaa Potter, saa at de stode saa forkuede og vare færdige ved at sprænge Potten, der var ogsaa mange Steder en lille, kjedelig Blomst i feed Jord, med Mos rundt om og dægget og pleiet. Men den bedrøvede Moder bøiede sig over alle de mindste Planter og hørte inden i dem hvor Menneskehjertet bankede, og imellem Millioner kjendte hun sit Barns.
"Der er det!" raabte hun og strakte Haanden ud over en lille blaa Krokus, som hang ganske syg til den ene Side.
“Rør ikke ved Blomsten!" sagde den gamle Kone, "men stil Dig her, og naar saa Døden kommer, jeg venter ham før jeg veed det, lad ham da ikke rykke Planten op, og tru Du med at Du vil gjøre det med de andre Blomster, saa bliver han bange! han skal svare vor Herre til dem, Ingen tør rykkes op før han giver Lov."
Med Eet susede det iiskoldt igiennem Salen, og den blinde Moder kunde mærke, at det var Døden der kom.
"Hvor har Du kunnet finde Vei her hen?" spurgte han, "hvor kunde Du komme hurtigere end jeg?"
"Jeg er en Moder," sagde hun.
Og Døden strakte sin lange Haand hen imod den lille fine Blomst, men hun holdt sine Hænder fast om den, saa tæt, og dog bange for at hun skulde røre ved et af Bladene. Da blæste Døden paa hendes Hænder og hun følte at det var koldere end den kolde Vind, og hendes Hænder faldt matte ned.
"Du kan dog ikke gjøre Noget imod mig!" sagde Døden.
"Men det kan vor Herre!" sagde hun.
"Jeg gjør kun hvad han vil!" sagde Døden. "Jeg er hans Urtegaardsmand! jeg tager alle hans Blomster og Træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekjendte Land, men hvorledes de der groe og hvorledes der er, tør jeg ikke sige Dig!"
"Giv mig mit Barn tilbage!" sagde Moderen og græd og bad; med eet greb hun med hver Haand om to smukke Blomster tæt ved og raabte til Døden: "jeg river alle dine Blomster af, for jeg er i Fortvivlelse!"
"Rør dem ikke!" sagde Døden. "Du siger, at Du er saa ulykkelig, og nu vil Du gjøre en anden Moder ligesaa ulykkelig -!"
"En anden Moder!" sagde den stakkels Kone og slap strax begge Blomsterne.
"Der har Du dine Øine," sagde Døden, "jeg har fisket dem op af Søen, de skinnede saa stærkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igjen, de ere nu klarere end før, see saa ned i den dybe Brønd tæt ved, jeg skal nævne Navnene paa de to Blomster, Du vilde rive op og Du seer deres hele Fremtid, deres hele Menneskeliv, seer hvad Du vilde forstyrre og ødelægge!"
Og hun saae ned i Brønden; og det var en Lyksalighed at see, hvor den ene blev en Velsignelse for Verden, see hvormegen Lykke og Glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun saae den Anden Liv og det var Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed.
"Begge Dele ere Guds Villie!" sagde Døden.
"Hvilken af dem er Ulykkens Blomst og hvilken er Velsignelsens?" spurgte hun.
"Det siger jeg Dig ikke," sagde Døden, "men det skal Du vide af mig, at den ene Blomst var dit eget Barns, det var dit Barns Skjæbne Du saae, dit eget Barns Fremtid!"
Da skreeg Moderen af Skræk, "hvilken af dem var mit Barn! siig mig det! frels den Uskyldige! frels mit Barn fra al den Elendighed! bær det heller bort! bær det ind i Guds Rige! glem mine Taarer, glem mine Bønner og Alt hvad jeg har sagt og gjort!"
"Jeg forstaaer Dig ikke!" sagde Døden. "Vil Du have dit Barn tilbage, eller skal jeg gaae med det derind, hvor Du ikke veed!" -
Da vred Moderen sine Hænder, faldt paa sine Knæ og bad til vor Herre: "Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!"
Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød.
Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.

mb 27/05/2011