opgaven stilles mandag 7. februar
fremlæggelse af delresultat mandag 28. februar
ophængning af værker i kælderen fredag 4. marts inden 9:00
gennemsyn for gæsterne som skriftligt kommenterer hvert enkelt værk 9:00-10:00
gallerigennemgang fredag 4.marts 10:00-17:00


Utilfredshedens Billede


Kairos gader er fulde af utilfredse egyptere, men også i Købehavn demonstreres der, man samles med bannere og paroler for at vise solidaritet med de demonstrerende landsmænd.

I Ungdomshuset vil man vise solidaritet med Liebig14 Berlin, der efter 21 år som fristed for Berlins autonome unge er blevet ryddet af tysk politi. Det gør man ved at sætte gaden i brand. Man bygger barrikader, sætter ild til affald og slås med politiet, når de dukker op.

Du skal i en billedserie give udtryk for utilfredshed. Dokumentere resultaterne af andres utilfredshed eller give udtryk for din egen.
Giv vreden luft og få den ud i fotografi, gør hadet synligt og jalousien, misundelsen, utilfredsheden over at andre er heldigere end dig. Dygtigere og smukkere.

Eller fortæl om en oplevelse, hvor du følte dig uretfærdigt behandlet. Om harmen du aldrig gav udtryk for, ikke før nu hvor du kigger tilbage og i et billedessay mindes, hvad der skete, og hvad du følte.

Utilfredshed har mange ansigter, politisk protest og ulykkelig kærlighed kommer til udtryk på vidt forskellige måder, hver alder og hver kultur reagerer forskelligt. Tradition og miljø giver dig visse mulighed for at lufte din utilfredshed, men sætter også grænser for, hvad der er lovligt og tilladeligt.

Du skal i et personligt fotografisk essay overskride grænserne og dokumentere, fabulere, afsløre eller provokere os til at tage stilling til utilfredshedens billede.

Aflever en serie på mindst 4 billeder eller video

mb 7/2/2011