af Morten Bo
hver gang du viser et billede, fortæller du en historie.
og jeg har brug for dine historier.
jeg har brug for at danne mig en mening om retfærdighed og du skal hjælpe mig.
om rigtigt og forkert. om smukt og grimt.
ikke fortælle mig hvad jeg skal mene, men give mig mulighed for at finde ud af det.
kunst er kultur. kultur er fælles uskrevne regler.
at være kulturel er at være dannet. fotografi skal være katalysator for dannelse. gøre dig klogere på verden og dig selv.
give dig udsyn og indblik.
når tom sidder på en gyngehest nøgen på loftet og stirrer ud ad vinduet, så stiller han et spørgsmål: er jeg skabt sådan eller er jeg blevet sådan.
arv eller miljø, gener eller dannelse.
Han går i et oprigtigt billede tilbage til udgangspunktet den nøgne sandhed, det var her, det begyndte på gyngehesten.
det er toms billede på oprindelse.
han sidder stadig på en gyngehest nu 20 år efter. han er stadig den samme.
billedet er ikke et svar men en åbning.
en tilladelse til at jeg kigger på mig selv og spørge:
er min skæbne også bestemt på forhånd?
jacobs billede af chris, veteranen fra afghanistan, der sidder på gulvet i baderummet med to stumper istedet for ben, hvordan skal jeg forholde mig til det?
er det skæbne eller dumhed?
jacob fortæller historien om hvordan chris tackler sin situation.
accepter og kommer videre.
billedet af menneskelig fornedrelse er vigtigt.
vi skal se ydmygelsen for at skabe historien. og bruge den til noget.
det er et billede du skal have med, når du træffer beslutning om krigen.
om retfærdighed. om kærlighed, kan man elske sådan en benløs?
din historie skal være enkel, koncentreret og troværdig.
og så skal den give mig mulighed for at skabe mine egne billeder.
der skal være noget hemmeligt, noget usagt, som jeg selv kan fylde ud.
det interessante billede er det billede, jeg har brug for.
det billede, der gjorde en forskel.
ikke selve billedet men det billede det skabte i mig.
hvis vi opdager, du er fuld af løgn, at det er et svindelnummer, udspekuleret lokkemad for at få mig fanget, så vender jeg ryggen til.
du skal lokke og forføre, men må aldrig svigte.
aldrig lægge ansvaret fra dig og give videre, hvad du ikke selv tror på.
historien skal altid være din.
julies fortælling om kærligheden i dubai er troværdig, vi tror på hende.
når fortællingen er vigtig, er det fordi den skaber billeder i os.
hvad hvis det var mig? hvis det var min datter?
skal jeg tilgive eller fordømme?
historien er enkel, og der er plads til, at jeg kan digte mig selv ind i historien.
det er julies historie, men det er også min.
og jeg har brug for den.
for 80 år siden skrev en forfatter en fortælling om en soldat og hans kærlighed.
en enkel, koncentreret historie, som jeg kan bruge, fordi jeg kan sætte mig selv i soldatens sted.
soldaten er forelsket i en balletdanserinde, men selvom forholdet er gensidigt er det ikke uproblematisk.
for ingen af dem kan bevæge sig.
kun skæbne og tilfældighed kan føre dem sammen.
han har noget på hjerte, forfatteren.
noget dybt personligt som ingen må vide, han tror på skæbnen.
at dit liv ligger parat i en æske og det er bare at lukke den op.
dit liv er støbt, det gælder bare om at få det bedste ud af det.
og så længes han, digteren, efter kærlighed, og det er endnu mere hemmeligt, næsten pinligt, at han stadig ikke har fundet nogen ægtefælle nu han er blevet 33.
men han har et problem, han elsker nemlig kvinder til at kigge på og mænd til at elske med. sådan har skæbnen bestemt.
og så han har tid at tænke.
han grubler og forestiller sig og får lyst at fortælle sin historie.
og han gør det i et billede.
han skaber et eventyr, digter en fortælling om en mand og en kvinde så at alt han har på hjerte kommer ud. han skaber sig selv i et billede.
han ser sig selv som handicappet, han er ikke som andre, der bliver set skævt til ham, men han accepterer at sådan er skæbnen.
og han ser den smukkeste kvinde som fuldendt, perfekt og dog er de ens den handicappede og den perfekte. det er vigtigt at få fortalt.
begge mangler de et ben, han er født misdannet, hun gemmer sit under kjolen så yndefuld er hun, når hun står på tå.
med de to figurer vil han skabe sit livs fortælling, at han beundrer kvinden og ønsker at få hende, men når det så lykkes, så går han til grunde.
han skaber billedet, at du kan brænde så meget af kærlighed, at når hun endelig ligger i dine arme, går både du og pigen op i flammer.
at kærligheden er som ild er vidunderlig at varme sig ved, men forfærdelig at brænde sig på.
også en anden ting han har på hjerte.
tilfældigheden er en væsentlig faktor. et vindpust på det rette tidspunkt og skæbnen får sin vilje.
du skal ikke tro på dannelse, men på skæbne.
digterens holdning til kærlighed og skæbne er uhørt, og han vil ikke belære andre om, at sådan er det.
men han vil godt give dem en mulighed for at finde ud af det.
derfor digter han et eventyr.
og hvordan skal eventyret så ende? de får hinanden, men brænder op før de får elsket.
begræder digteren deres død? - nej, han accepterer, at sådan er livet, tilbage er kun medaljen og eventyret, sådan er det.
H.C.Andersen: Den standhaftige Tinsoldat 1834
du skal skabe billeder i andre, men du skal også skabe en stemning.
en smittende stemning af forventning eller vrede eller begejstring, du skal forføre eller skræmme og true.
pi’s billeder af den fede marmeladedame har en grufuld stemning, skræmmende. grotesk, morsom, fascinerende ulækker.
en parodi på en skrækkampagne fra sundhedsstyrelsen.
historien er enkel, sproget vulgært, det er super underholdende.
og troværdigt, der er realiteter bag: folk er for fede, folk bliver opereret.
folk er for dumme.
billedernes afskrækkende stemning skal give dig kvalme. du skal berøres emotionelt.
og hannah formidler stemning.
i kærestevold og kællingeklø viser hun fire billeder af en kvinde som emmer af stemning.
hun forfører mig med solskinnet på ryggen, intimitet og nærhed. brune øjne, en stemning er lagt og jeg smittes.
hannah manipulerer mig til at elske. der er ingen histoire, men kun en sanseoplevelse.
eller elisabeths billeddigt: som boblerne i bækken. det emmer af erotik.
fingrene famler, kroppene mødes, hun visualiserer begæret og tager mig med til et hemmeligt rum og giver mig fri.
versågod, her er du i erotikkens land. kender du den fornemmelse?
eller ragnhilds fra brændeskuret, hun står der bare mens vinbjergsneglene kravler op ad hende.
fornemmelsen af at blive bekravlet og ikke gøre noget.
slimet kryb, ubehageligt med ikke farligt, smukt i farven, uskadeligt og naturligt, men fyldt med væmmelse.
kender du den fornemmelse? spørger hun
kender du det, at stavsbåndets snegle invaderer dig, og du gør ikke noget, bliver bare stående, finder dig i det.
et billede af magtesløshed.
i 1898 er finland besat af ruslands zar og deres nationalitet er knuget. der er censur og fra russisk side gør man alt for at klemme den lille stat der har været under russisk overherredømme i mere end 100 år.
folket er magtesløst, men der er en gryende vilje til at gøre noget ved det.
i anledning af det kommende århundredskifte afgiver man bestilling på en symfoni om finlands historie.
komponisten skriver et værk, der udelukkende består af stemninger.
fornemmelser.
fornemmelsen af at være under åg. være kuet, men også stemning der skal vække til oprør og kamp.
alt det man ikke på det tidspunkt kan sige med ord, siger han i musik.
symfonien bliver uropført ved århundredskiftet og folk er vilde med den.
især den sidste sats.
de første 4 satser er en musikalsk gennemgang af finlands historie, men den sidste er en opfordring til kamp.
genrejsning. national stolthed. et løfte om hvor dejligt det kan blive når man bliver en selvstændig stat.
ingen ord, kun stemninger og fornemmelser.
sidste satsen fik senere navnet finlandia og verden over spilles det musikstykke ustandselig i utallige versioner.
mennesker i alle lande elsker det musikstykke, alle har brug for at blive smittet af netop den stemning.
der er det maskuline, skematiske, beordrende, overskriftsagtige, unyancerede. langsommelige og beslutsomme. det patetiske og truende.
og der er det bløde, drømmende, der gentager sig selv og nærmest nynner.
og der er tempoet, der stiger når flere toner kommer til, som samles man og går i flok.
og diskuterer, man har en sag og man holder sammen.
så skifter tempoet og fløjten kommer med solskin og hverdag og legende børn. håb og fremtid.
og fordi det er en stemning, der beskrives, kan alle se for sig deres helt personlige billeder. deres egen historie.
det er alles kamp. alles håb og alles fremtid.
Jean Sibelius: Finlandia i en indspilning af London Symfoni Orchestra 8:40
du skal skabe en historie, så vi kan se os selv.
og du skal skabe en stemning, så vi kan blive berørt.
men du skal også skabe en konflikt, så vi kan tage stilling.
du skal have en holdning, ikke noget med nøgtern fotografi. du skal ville noget, politisk, etisk, personligt.
du skal fortælle mig, hvad jeg kan tillade mig som menneske.
hvad kan jeg være bekendt at vise frem.
Aasne er politisk dokumentarist, billedkunstner når hun går i Fields for at fotografere juleudsmykning. hun har en holdning, og den giver hun udtryk for.
hun finder eksempler på kommerciel forlorenhed, glimmerlir og hun håner det.
griner af julemanden ved spisekortet, og jeg jubler og lægger ham på frontpage ikke for at få julemanden slagtet, men for at vise, at idealet er at have en holdning. ikke at være nøgtern.
lovgivningen fortæller hvad der er ulovligt.
men kulturen fortæller hvad, du kan tillade dig.
kulturen bestemmer tidens moral, og dine billeder er kultur.
dine billeder er opskriften på, hvad man kan tillade sig.
tager du nærbilleder af et lig som sissel gjorde er det et etisk statement, du kan godt tillade dig at fotografere en afdød, siger hun. hvis du gør det respektfuldt.
eller når siri lægger sig nøgen i sin mors skød, så er det et holdningsbillede, hun fortæller dig hvad, du kan tillade dig.
om det er noget man kan tale om, at være et spædbarn på 19.
billedet af et dilemma.
eller når isabella sparker dynen tilside og åbenbarer at yvonne har fået sin menstruation. det er et politisk billede, kønspolitikken er til debat.
hvis du ikke skaber konflikt i dit billede, så er det holdningsløst.
hvis det ikke skaber debat eller opfordrer til stillingtagen, så er det meningsløst, hvis det giver mig, hvad jeg ber om, giver mig ret i mine fordomme og vaner, hvis det behager og servicerer, så er det øjenlir. et slumretæppe. et sofastykke.
det ved man alt om i filmkunsten, at en film skal være spændende. den skal rumme en konflikt. en modsætning.
der skal være et drama vi kan forholde os til.
terry gilliam var født i minnesota usa, men emigrerede i 1967 til england for, som han har sagt:
- hvis jeg var blevet i USA så var jeg endt som bombemand. så havde jeg sprængt det hele i luften.
istedet tager han til england og laver politisk kunst.
han bruger humoren, sarkasmen, afslører systemets indlysende horrible sider og hudfletter nikkedukker og statsterrorister.
i skal se klip fra en af hans film, den er fra 1985.
komputeren var lige på trapperne, men mobiltelefonen ikke opfundet.
det er en science fiction film, men det var ikke så let i 1985 at forestille sig de teknologiske vidundere, der ville komme, og alligevel er filmen helt aktuel idag.
wickyleeks-affæren hvor man forsøger at ramme stifteren med en absurd sigtelse for voldtægt, indespærring på 9.år uden dom i guantanamo, udlevering af fanger til tortur, jægerbogsagen med fogedforbud, vildledning af folketing og falske beviser.
du skal se starten af filmen, de første 10 minutter, hvor terroristerne hærger og staten forsvarer sig.
man har opsporet en terrorist Tuttle, men fordi en flue falder ned i skrivemaskinen bliver T ved en fejl til B og familien Buttle bliver anklaget for terrorisme.
i informationsministeriet bliver Sam Lawry sat på sagen, og det er hans færden vi følger filmen igennem, hvor han kommer i kontakt med både den stakkels uskyldige Buttle og den undslupne terrorist Tuttle uden at det lykkes ham at få systemet til at indrømme, der er begået en fejl.
ind imellem drømmer han at han flyver som en vinget helt gennem luften og møder en engel vidunderlig og blid i skikkelse af pigen Jill.
du skal også se slutningen de sidste 7 minutter, hvor Sam efter at have fået Jill fjernet fra statsregistret over suspekte personer, så han kan have hende i fred for sig selv, bliver anklaget, fængslet i isolation og dømt til hjernevask.
kun en eneste kan redde ham fra katastrofen: Mr. Turttle og hans terrorister.
Brazil 1985 af Terry Gilliam
mb 12.XII.2010