Antorini på Tinge
Politikerportræt

En af de mest repekterede politikere i Folketinget er den 42-årige Christine Antorini. Når hun taler, så lytter man. Ordene kommer fra hjertet, og hun har altid noget vigtigt at sige.

Hun startede sin politiske karriere i Socialistisk Folkeparti og var som partiets næstformand ofte i medierne med sin markante, sociale holdning. Hun kunne som ingen anden politiker forene kvindelig charme med politisk budskab.

I snart 15 år har hun været folketingsmedlem først for Socialistisk Folkeparti og siden som socialdemokrat, men holdningen har altid været den samme, hun kæmper for de svages rettigheder, for forbrugerinformation og sund fornuft.

Du skal lave et portræt af Christine Antorini.

Følg hende i den kommende uge og find ind til mennesket bag politikeren, hvordan er hun, og hvad synes du om hende?

Forsøg at komme tæt på, både når hun har travlt, og når hun slapper af. Både på talerstolen til konference og hjemme i lejligheden.

Imorgen åbner Folketinget efter sommerferien, det er en årlig begivenhed, hvor dronningen vil være tilstede og på lørdag er det socialdemokraternes nationale kampagnedag. Hver dag den kommende uge skal du følge Christine og fotografere.

Vær åben, nysgerrig og medlevende og fortæl i billeder om dit syn på en markant personlighed i dansk politik.

I morgen tirsdag 2. oktober 7:30 skal du komme til xxxxxxxx, hvor Christine med medlemmer fra sin folketingskreds Indre By vil lave gadeuddeling. Hun venter dig og sammen tager I en time senere til Folketinget, hvor der er morgenmad i kontorfællesskabet på Christiansborg.


Evigheden i Strandgade
Parafrase




I 1898 flyttede Vilhem Hammershøj med sin hustru Ida ind i en lejlighed i Strandgade, og i de 10 år de boede der, malede han igen og igen på sin egen karakteristiske, stilfærdige måde lejlighedens stuer, vinduer og døre.

I sarte nyancer, stilfuld komposition og andægtig orden beskriver billederne ikke kun, hvordan de bor, men fortæller også om hans forhold til sin hustru, som ses på mange af billederne. Hans milde kærlighed til kvinden og lyset, til stilhed og rum.

Der er plads i Hammershøjs berømte malerier fra Strandgade, plads på gulvet og på væggene, men også plads til fantasien. Man kan høre Ida strikke, kan fornemme hendes trin og får lyst til at kysse hende i nakken. Men det bliver ved lysten, for billedernes kvalitet er ikke forløsende lidenskab, men pirrende længsel. Drømmen om at gøre nuet til en evighed.

Du skal i fotografi skabe en gendigtning af Hammerhøjs interieurer i Strandgade. I billeder af rum med en skikkelse give udtryk for din karakter og personlighed. Som Hammershøj forevige en tilstand og give plads til fantasien og de sarte toner.

Vær respektfuld, lad dig inspirere og skab et nutidigt, enestående værk.


Dronningens Eskorte
Dokumentarisk reportage

I 1762 da Frederik V og alle danskere troede vi skulle i krig med Rusland oprettede han til det forestående møde med kosakkerne et let og bevægeligt rytteri, Husarerne.
Garderhusarerne har en lang og traditionsrig historie og ved Dronningen nytårskure eller andre kongelige begivenheder er det garderhusarerne i galla, der rider foran kareten.

Eskadronen består af 40 værnepligtige, der passer de 70 heste, altid er der fire gardehusarer på vagt i stalden.
Hestene skal rides, sablerne pudses og gallauniformen gøres klar til den næste prominente eskorte.
Enkelte lærer at spille trompet og slå på pauke, og mindst en dag om måneden bruges i felten til at vedligeholde de militære færdigheder.

Du skal lave en reportage om gardehusarerne.
Gå tæt på begivenhederne, de værnepligtige og hestene og fortæl os hvad du oplever. Lad dig begejstre eller forarge og tag os med til en verden, vi ikke kender på grænsen mellem turist-seværdighed og krigsmagt.

Tag stilling til personer og idealer, til uniform og koprsånd og gør os klogere på tiden og meningen.

Imorgen tidlig skal du med næstkommanderende ved hesteeskadronen Kaptajn xxxxxxxx køre til Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor gardehusarregimentet hører til. Han kører fra sin bopæl 5:45 for at kunne møde på arbejde 7:00 men har tilbudt at samle dig op på vejen.
Ring idag til xxxxxxxx og træf aftale om hvor I skal mødes..

Aflever en serie på mindst 6 billeder



Fighters+Lovers
Iscenesættelse

I Arthur Penns film fra 1967 skildres de legendariske Bonnie and Clyde, som i 30’ernes USA røvede banker og skød sig fri, som dristige elskende, der gør sig fri af borgerlig snusfornuft og hjemlig hygge for at finde eventyret i lovløshed.
En trendsættende roadmovie med romatik, spænding og humor.

De gjorde grin med borgerskabet, stjal fra bankerne, gav til fattige og virkeliggjorde den flugt fra det konforme, som så mange amerikanere drømte om, men aldrig fik gjort noget ved.
Bonnie og Clyde blev idoler og deres turné genem staterne fulgt i radioen, da den fandt sted og på lærredet 30 år senere.

Siden dengang i 1967 har unge gået i T-shirts med logo for PFLP og andre frihedsbevægelser og det danske firma Fighters+Lovers, som producerer tøjet bekender sig deres rødder, de står i stor gæld til Leyla Khaled, palæstinenser og flykaprer, og colombianeren Guerilla Commander Jacobo Arenas.
Indtil terrorpakken blev vedtaget i Folketinget var det ikke kriminelt at fremstille t-shits, men fordi en del af overskuddet ved salget blev givet til de to frihedsbevægelser, som begge står på efterretningstjenestens terrorliste, så er de involverede personer blevet anklaget for terrorisme efter den hårde paragraf, der kan give op til 10 års fængsel.

Retssagen, som løber frem til slutningen af november har fået stor international opmærksomhed og er blevet fulgt af en række udenlandske medier som BBC, Al Jazeera og det toneangivende modemagasin Femme Actuelle. Hvor går grænsen mellem terror og frihedskamp?

Du skal som Arthur Penn gjorde det med Bonnie og Clyde og Fighters+Lovers med to aktivister skabe dit eget billede af to unge elskende, der med våben er parat til at bryde ud af borgerskabets snævre rammer og samfundets uretfærdige forfølgelse.

Tag personlig stilling til det konfliktfyldte emne, og giv dit eget bud på hvor, grænsen går.

Bonnie og Clyde endte deres dage i en gennemhullet bil, hvad vil der ske med Fighters+Lovers?

De tiltalte træffes på 50 25 21 20 eller fightersandlovers@gmail.com
www.fightersandlovers.blogspot.com
Retssagen kører i Københavns Byret, Rådhuspladsen 45-47 2. sal indgang mellem Strøget og Vestergade.


Norden i Berlin
Udsmykning



Da Berlin blev hovedstad for et samlet Tyskland valgte de nordiske lande at gå sammen om et ambitiøst ambassade komplex til 40 millioner kroner, som efter indbudt konkurrence blev udført af den danske tegnestue 3xNielsen. Hver ambassade har sine egen afdeling, men er fælles om hovedindgang og ankomstareal.
Det var vigtigt for arkitekterne, at bygningen kom til at udstråle den værdighed, som kræves af en ambassade, men også at det var et lyst og levende sted, som kunne formidle den nordiske ånd.
Der blev ikke sparet på noget, gedigne materialer i en topmoderne arkitektur møbleret med kvalitetsdesign fra de nordiske lande.
Et kontrasternes hus. Formsproget er bevægede og skarpe flader, varme og kolde overflader, materialerne skifter mellem hårde og bløde.
Holdningen er værdig, men også venlig. Lys, let og skandinavisk. Ambassadekomplexet fremstår som bevis på nordisk formåen indenfor design og teknik.
Og der er nye møbler overalt, det fælles ankomstområde ved hovedindgangen er møbleret med Arne Jacobsens berømte Svanestol. Men man har et problem: hvad skal der hænge på væggen?

I de 8 år ambassadekomplexet har eksisteret har alle mulige løsninger til udsmykning i den fælles foyer været anvendt.
Turistbilleder med nordiske motiver, historiske portrætter af berømtheder, skiftende udstillinger fra de enkelte lande, og senest et tankeløst kaos af dyr, abstrakt avangarde litografi.

På den baggrund har man valgt at give en enkelt, dansk kunstner, nemlig dig, frie hænder til at skabe en samlet udsmykning af rummet, som formidler både værdighed og ånd. Nordisk i sit sprog, men personligt i sit udtryk.
Du skal skabe en serie kvalitetsværker, der kan matche Svanen og give nyankomne gæster en fornemmelse af gæstfrihed og kongerige.
Motivvalg og udformning har man ikke kunne blive enige om og har derfor valgt at lade det være op til dig suverent at bestemme, hvad der skal være på billederne og hvordan det hænge. Eneste krav er, at det skal være nyoptaget fotografi.

Din manglende erfaring som billedkunstner ansses som en kvalitet. Det må hellere være ungt og frækt end etableret og korrekt.

Aflever en samlet løsning samt eksempler på enkelte værker.



Bare den Bedste
Promotion




Den er stærk, den er hurtig, den er smuk og den er dyr. En Jaguar har altid været forbundet med bussines, karriere, prestige og personlig succes. I promoveringen af den ekslusive bil lægger Jaguar UK vægt på den yngre, rige matcho, der elsker race og erotik.

Men i DK er det ikke nok. Det går ned ad bakke med salget og Jaguar Danmark, et danskejet firma på Østerbro har derfor forsøgt at henvende sig til et lidt større og anderledes publikum, men hverken vindmøller i baggrunden eller cykler på taget har haft den ønskede salgsfremmende virkning.


Nu skal der andre boller på suppen.
Bilen skal promoveres på en helt ny og anderledes måde, unge kræfter skal til og du er blevet bedt om at påtage dig opgaven at relancere bilen til et dansk publikum.

Du skal sælge Jaguaren til den miljøbevidste dansker, der sætter pris på kvalitet. Det sporty middelklasse ægtepar som bare gerne vil have en god bil.
Prisen for den billigste Jaguar er en halv million, og du skal i dine billeder gøre det klart for målgruppen, at en Jaguar er alle pengene værd.
Du skal i billederne skabe opmærksomhed, udfordre, invitere og argumentere.

Imorgen tirsdag 2. maj skal du 10:00 hos Jaguar Danmark spørge efter xxxxxxxx. Han vil introducere dig til de forskellige modeller og sammen aftaler I, hvornår og hvordan fotograferingen skal foregå.

Brug din erfaring med iscenesættelse, din syrede fantasi og din uvurderlige evne til at se det gode billede.

Aflever en serie med en eller flere modeller



Aktion G13
Dokumentarisk reportage


På lørdag er G-dag. Aktivister fra Ungdomshuset på Jagtvej har fundet et nytsted og 6.oktober flytter de ind.

Alle bestræbelser på at få kommunen til at give dem et hus i stedet for det, der blev revet ned har været forgæves, fordi kommunen insisterer på at ville føre tilsyn, mens aktivisterne vil bestemme selv.

Men nu har de så fundet et forladt vandværk på en materialegrund i nordvest kvarteret med masser af plads, og da kommunen ikke har tænkt sig at forære dem stedet, har de valgt at tage det selv.

I modsætning til tidligere husbesættelser er aktion G13 proklameret på forhånd og alle, som vil have et Ungdomshus opfordres til at være med på lørdag.

Kommunen har planlagt en genbrugsplads på stedet, men aktivisterne vil forhindre en nedrivning af bygningen og flytte ind med de aktiviteter, der blev hjemløse, da de blev smidt ud af Ungeren.

Og på lørdag flytter de ind. Man mødes foran Nørrebrohallen 13:00 og går derfra til Grøndalsvænge Allé.

Du skal følge begivenhederne og berette i billeder om AktionG13. Dan dig en mening og giv udtryk for den i en levende dokumentarisk reportage.

Imorgen aften 19:30 er der stort infomøde for alle, der vil være med på lørdag. Hold dig orienteret om hvad der de kommende 10 dage kommer til at foregå og vær med, når det går løs.

Grøndalsvænge Allé 13
Aktion G13 Mobilisering aktionG13@hotmail.com 50 22 74 72
Aktion G13 Pressegruppen presseG13@gmail.com 50 28 22 50




Krisen Kradser
Undersøgelse

Der er i Danmark tradition for en stærk fagbevægelse, man organiserer sig og er solidarisk. Fagforbundene er kamporganisationer, der kæmper for medlemmernes rettigheder og lønforhold, og strejken er deres vigtigste våben.

Men for 10 år siden begyndte det at blegne, solidariteten dalede, alternative fagforeninger skød op, eksekutivbestemmelsen faldt bort, medlemsflugten begyndte.
Utilfredshed ulmede i fagforeningerne, kontingentet var højt, moralen lav og lederne bevillede sig selv klækkelige lønforhøjelser.

På den seneste 3F kongres sagde en delegeret fra talerstolen til sin formand:
- Du vil sikkert høste anerkendelse for dine visioner blandt arbejdsmarkedsforskere på universiteterne og på direktionsgangene på de store virksomheder. De vil sikkert rose dig for dit mod, men nogen gange er det dem der slår bremserne i, der er de modige. Vi giver dig gerne en lektion på havnen i Esbjerg.
På samme kongres blev det vedtaget at tage bestyrelseshonorarerne fra topledelsen.

- Det er, som om vi først begynder at gøre noget ved problemerne i fagbevægelsen, når vi er så meget i krise, at vi driver langsomt ned ad væggen og klasker ud på gulvet, sagde FOA’s formand, Dennis Kristensen på sin kongres.

Men måske er billedet ved at vende.
Imorgen 2. oktober har fagforbund og organisationer indkaldt til demonstrationer overalt i landet. Foran Christiansborg vil tusindvis af arbejdere og studerende samles under parolen:
- Ja til velfærd - Nej til ulighed og fattigdom.
Det skal være slut med forringelser og kontroltyranni - Vi står sammen, unge og gamle, privat og offentligt ansatte - Vi har fået nok af tomme ord og løfter – Vi vil se politisk handling nu!

Du skal tage temperaturen på fagbevægelsen. Find ud af hvordan det går og giv i billeder udtryk for din personlige opfattelse. Er det hele blevet for administrativt og elitært, bliver forbundene styret af pampere og bureaukrater, driver organisationerne stadig ned ad væggen eller er de allerede klasket ud på gulvet?
Eller er kampånden vendt tilbage og med den tillid og solidaritet?
Det skal du undersøge.

I morgen 14:00 skal du i fagforbundet FOA1 i Valby møde Faglig sekretær xxxxxxxx og sammen med ham og lokale tillidsfolk tage først til Axelborg for at deltage i en fordemonstration, derefter til Christiansborg.
Klokken 19:00 er der arrangeret lønfest i xxxxxxxx for forbundets medlemmer og xxxxxxxx har lovet at tage dig med.
Han kan også hjælpe dig til nye kontakter, hvis du har behov for det.



Vores Øl
Dokumentarisk beretning

Danskerne elsker øl. Når vi skal hygge os skal der øl på bordet.
En pilsner når man er tørstig eller en bajer til fyraften er en rituel begivenhed, og de seneste år er der også kommet øl på bordet istedet for vin, når der blev inviteret til middag.

Du skal opsøge den danske ølkultur og fortælle historien som den ser ud med dine øjne. Gå på værtshus, til fodbold, til fest eller bare hen på bænken og giv dit billede af danskere og deres uundværlige øl.

Din beretning kan primært handle om dem, der drikker øl eller dem, der bygger den.
Små bryggerier skyder op overalt, der eksperimenteres med forskellige ølsorter og hver bydel har sit eget lokalbryggeri som forsøger at tage kampen op med de store. Men det er ikke nemt.

Carlsberg Bryggerierne i Valby er den altdominerende på ølmarkedet og på onsdag 11:00 skal du møde op i besøgscentret på Carlsberg og spørge efter xxxxxxxx.

Han har lovet at hjælpe dig med de billeder på bryggeriet, du kunne være interesseret i at tage, men har ikke lovet at du må gå frit omkring i produktionen.

Gør os klogere på den danske ølkultur set med norske øjne.

Carlsberg Bryggerierne Besøgscentret, Carlsbergvej 11, Valby www.carlsberg.dk visitors@carlsberg.dk
Vesterbro Bryghus Vesterbrogade 2B 1620 København V 33 11 17 05 www.vesterbrobryghus.dk info@vesterbrobryghus.dk
Nørrebro Bryghus Ryesgade 3 2200 København N 35 30 05 30 www.noerrebrobryghus.dk info@noerrebrobryghus.dk
Mikkeller Slien 2 1766 København V 41 62 34 89 www.mikkeller.dk info@mikkeller.dk
Kongens Bryghus Vesterfælledvej 100 1799 København V 33 27 33 33 www.kongensbryghus.dk info@kongensbryghus.dk
Færgekroen Bryghus Tivoli, Vesterbrogade 3 1630 København V 33 75 06 80 www.faergekroen.com info@faergekroen.com
Bryggeriet Apollo Vesterbrogade 3 1620 København V 33 12 18 24 www.bryggeriet.dk/apollo apollo@a-h-b.dk
BrewPub Vestergade 29 1456 København K 33 32 00 60 www.brewpub.dk info@brewpub.dk


Saloner til Søs
Dokumentarisk beretning

Danmark er delt af bælter, vi er en søfartsnation og har i århundrede nydt godt af at være tæt på havet. Overalt langs kysterne lå fiskersamfund og færger var en naturlig del af transportnettet.
Men de tider er forbi.

Med Øresundsbro og fiskekvoter var det slut med både færger og kuttere. Men der er stadig et behov for at komme på havet.

Rederiet Spar Shipping råder over seks skibe, der i sæsonen sejler i rutefart til de små øer i Øresund.
- Resten af året sejles lystfiskerture og fester til søs, skibene kan benyttes til alle former for sejlads med passagerer og har faciliteter til at festen kan holdes om bord. Der er rene og pæne opvarmede saloner over dæk. Skibene er velegnede til lystfisketure, og er ideelle hvis behovet er at transportere et selskab eller en gruppe fra en havn til en anden. Rederiets største skib kan medtage 240 passagerer. Skulle behovet være større, har vi mulighed for at indsætte flere skibe.

Du skal tage på havet med Spar Shipping og fortælle om Danmark som en søfartsnation. Om glæden ved at være til søs, selvom det ikke længere er en nødvendighed. Find ud af hvem de er, de der ikke kan undvære vand, men som elsker at stå til søs, også selvom det kun er for et par timer.

Kom tæt på besætning, gæster og fiskere og fortæl om deres forhold til vand, og dit forhold til dem. Hvad er det der trækker?

Gør dig fortrolig med skibene, styrmanden og lystfiskeren og tag os andre med på oplevelse til de svundne tider, hvor vi var en stolt søfartsnation.

I morgen tirsdag 2.oktober skal du møde på Spar Shipping xxxxxxxx, xxxxxxxx venter dig og sammen aftaler I hvordan og hvornår, fotograferingen skal foregå.



Afsked med en Tenor
Musikvideo


6. september døde Luciano Pavarotto, elsket og beundret af tilhængere over hele verden som på TV fulgte hans begravelse fra fødebyen Modena i italien.

Mest kendt blev han måske for sit samarbejde med de to andre tenorer José Carreras og Plácido Domingo, sammen formåede de at forene det populære med det sublime og bragte operaen ud til et nyt og større publikum. I juni 1993 samlede Pavarotti over 500.000 tilhørere i Central Park i New York, og senere samme år sang han for 300.000 mennesker ved Eiffeltårnet i Paris.

Men for 3 uger siden var det så slut, han døde som 71 årig efter en lang og strålende karriere.

I en indspilning fra 1983 med Carpani Philharmonia Orchestra synger han Beethovens In questa tomba ascura.
I denne dunkle grav, lad mig hvile; du utaknemmelige du kunne have tænkt på mig, da jeg var i live.

Du skal sætte sangen i billeder.
Mens Pavarotti synger fra den dunkle grav skal du i billedsiden skabe en hyldest til livet.
Med respekt for hvad han gav sin samtid, skal du løfte sangens mørke skygger og give dem vinger.

Med hans sørgmodige, bittersøde sang som lydside skal du skabe en stillbilled-musikvideo om liv og død. Livet før døden og livet med døden.

Giv Pavarotti den afsked han fortjener. Hans sang lever videre også efter hans død.

Luciano Pavarotti In questa tomba ascura af Ludwig van Beethoven (1770-1827) indspillet af Carpani Philharmonia Orchestra digigeret af Pierino Gamba. 3:29

I denne dunkle grav, lad mig hvile; du utaknemmelige du kunne have tænkt på mig, da jeg var i live. Lad nøgne skygger nyde freden og lad ikke min aske bade i nyttesløse giftigheder.

mb 29.9.2007