Otto-Klassen:

Spejlkabinettet

I et spejlkabinet møder man sig selv, men da spejlene er hule og krumme og buede og bølgede, så er det vidt forskellige billeder, man ser.
I det ene spejl har man lange tynde ben og en hals som en giraf, i det næste er man en kugleformet tyksak med kommodeben.

Det er grinagtigt morsomt, men det er også alvor. Nogle gange ligner spejlbilledet mere, end vi bryder os om, og så er det sjovere at kigge på andres og grine af deres handicap.

I skal lave et fotografisk spejlkabinet, hvor jeg kan møde mig selv i en skikkelse, jeg ikke har set før. Finde sider ved mig selv, jeg havde fortrængt eller glemt eller ikke vidste fandtes.

En gavebod af forslag til hvem jeg er, og hvem jeg kan blive.
Bogorm og motorbølle, natteravn og jomfru, heks og vampyr, de er her allesammen eller findes i et billede. For I skal ikke vise mig, hvordan jeg ser ud, men give mig mulighed for at finde mig selv.

Er overdrivelsen grotesk, absurd, uvirkelig, så er den lettere at grine sig fra, end hvis den er umærkelig, hvis jeg tror på det, jeg ser.
Når sandheden skinner gennem komikken, når tvivlen er svær at feje bort, så får spejlkabinettet mening og betydning.

Skab iscenesatte fantasier med prinsesser og trolde og tag til samfundets udkant efter sære originaler. Vis mennesker på vrangen og lyv dig til sandhed.

Dyk ned i erindringen, brug dine erfaringer og fortæl, hvad du har på hjerte. Find pigen, du drømte om, men aldrig fik og ham, du undgik, fordi han gjorde dig bange.

En udstilling om at være menneske. Billeder af os.

mb 30.9.2006