INDIVIDUELLE OPGAVER EFTERÅR 2006

mandag 2.oktober 15:00 opgaven stilles
mandag 9.oktober 15:00 fremlæggelse af prøvebilleder og kontaktkopier
fredag 13.oktober 10-17 gennemgang


Fra ide til avis
Dokumentarisk reportage

Har vi danskere behov for hver morgen at få to og snart tre gratisaviser ind gennem brevsprækken - ud over den avis vi har bestilt og betalt? Gratisaviserne er på gaden og debatten bølger. Har vi tid til at læse dem eller ryger de ubeset i papirkurven?

Både Politiken/Jyllandsposten og Det Berlingske Hus udgiver en gratisavis, og begge aviser kæmper om at blive læst. Læsertallet er afgørende for, om der bliver tegnet annoncer, og selv om det ligner en umulig opgave, bliver der ikke sparet på kræfterne på de to aviser, for at folk skal tage netop deres gratisavis til sig og give avisen en eksistensberettigelse.

Du skal lave en dokumentarisk reportage om gratisavisen 24timer.
Oplev stemningen på redaktionen, følg journalisterne i deres arbejde, tag med fotograferne på optagelse og lad dig smitte af pionerånden.

I nysgerrige, nærgående billeder skal du fortælle om de bestræbelser, der bliver gjort, for at der hver morgen kan komme endnu en avis gennem brevsprækken.

Visuel chef er xxxxxx, han vil tage godt imod dig på avisen i morgen tidlig og sammen aftaler I hvordan fotograferingen skal foregå, han er indstillet på, at du frem til onsdag i næste uge skal følge arbejdsgangen fra idé til avis.

Ring til ham xxxxxx inden du ankommer, så han ved du er på vej.

Aflever mindst 6 billeder.



Best Sound Ever
Branding


“BeoVision 7 quite simply delivers the best sound ever heard from a dedicated television loudspeaker”

B&O markedsfører sig selv som et firma, der ikke går på kompromis, når det gælder kvalitet og har besluttet i sin kommende brochure at lægge vægt på, at de er bedre end nogen anden til at gengive lyd.

Brochuren vil bestå af produktinformation og produktbilleder, men også af en række helsides billeder, hvor en fotografisk billedkunstner visualiserer god lyd.

Når man beder dig løse opgaven, er det fordi du er ung, kreativ og kvalitetsbevidst. Du har sans for det eksklusive og stilsikre, du er seriøs og ambitiøs.

Det er et krav at billederne skal være kvadratiske som brochuren, at der ikke indgår tekst i billederne og at de ikke viser produkter, men ellers har du frie hænder til at iscenesætte eller dokumentere, arbejde i sort/hvid eller farve, digitalt eller analogt.

En serie fantasifulde, markante, stilsikre billeder med personlighed og engagement skal give indtryk af, at der er hold i løfterne, lyden er formidabel og produkterne pengene værd.

Aflever mindst 6 kvadratiske optagelser i mindst 30x30



Kyrie om Kærlighed
Musikvideo

I 1999 indspillede Ensemble Amaryllis i Grundtvigskirken salmen Kyrie om Pinzdag skrevet af den danske komponist Mogens Pedersen, sådan som den i årene efter 1620 må have lydt ved højmessen pinsedag i en større dansk købstadskirke.

Du skal nu knap 400 år efter sætte musikken i billeder.

Lad dig forføre af klangen, vis os glæden, dans med tonerne og tag os med gennem sandhedens port.

I et nutidigt, personligt billedsprog skal du gøre musikken vedkommende, give tonerne aktualitet og betydning.
Du skal ikke illustrere teksten, ikke være bundet af dens religiøse budskab, men bruge musikken til at løfte din personlige fortælling om kærlighed.

Aflever dvd med tillbilleder redigeret i finalcut eller iMovie til Ensemble Amaryllis: Kyrie om Pinzdag af Mogens Pedersøn 1585-1623 2:36


Kyrie Gud Fader alsomhøjeste Trøst,
du est vor Glæde og Lyst,
spar os Elende, bevar os fra Synd.
forbarme dig over os.

Kriste, du est vor Vej og det sande Lys,
Sandhedens Port, Kærlighedens Spejl,
alle Kristnes Liv og Raad, du os til vor Salighed given var,
forbarme dig over os.

Kyrie Helligaand i Evighed
vær hos os med din Miskundelighed,
vor Synd ville vi begræde,
lad os ej fortabes,
vi på dig nu haabe,
forbarme dig over os.


Arbejdsformidlingen
Undersøgelse

For første gang i en menneskealder er der mangel på arbejdskraft i Danmark. Arbejdsløshedstallet er helt i bund, og alligevel går mange arbejdsløse. Det har givet debat om kommuners ansvar og Arbejdsformidlingen rolle, og du skal i en fotografisk undersøgelse være med til at kaste lys på Arbejdsformidlingen som institution.

Hvordan er stemningen, udsmykningen, tonefaldet? Hvad laver man i Arbejdsformidlingen, hvem kommer der og hvem arbejder der?
Fortæl om forholdet til de arbejdssøgende, hvordan bliver de behandlet og fortæl om tonen blandt medarbejderne om trivsel og stress.

Du skal undersøge forholdende i AF-Storkøbenhavn og formidle i fotografi hvad du finder ud af. Din sandhed om Arbejdsformidlingen

Kom til introducerende møde xxxxxx hosxxxxxx, hun har lovet, at gøre hvad hun kan for at hjælpe dig.

Arbejdssøgende må kun fotograferes, når de har givet tilladelse og kun når xxxxxx eller anden informationsmedarbejder er tilstede.

Aflever mindst 6 billeder.


Lydløs Meteor
Parafrase



Den belgiske maler René Magritte har livet igennem visualiseret sine tanker om hvordan, vi ser verden, og hvordan verden kunne se ud.
Han udfordrer vores intellekt, vores evne til at se og ressonere.
Dette er ikke en Pibe skriver han provokerende under billedet af en pibe, han driller og forfører og lokker for at stimulere vore sanser og bringe os ud af vores vante forestilling.

Magritte gik to år på kunstakademiet i Brussel og arbejdede som plakat designer, indtil han i som 28 årig i 1926 kunne leve af sin kunst.
Han betragtes idag som en af de store surrealister. Hans gennemslagskraft er stor og reproduktioner af hans værker er populære overalt. Alle forstår Magritte.

I 1959, 8 år før sin død maler han La Chateau des Pyrenees, hvor han ophæver tyngdekraften, eller lader tiden stå stille.
Med indlysende enkelthed forener han elementerne luft, hav, klippe og borg og giver os rige mulighed for at fantasere og filosofere.

Du skal lave en parafrase af hans maleri, en nutidig, fotografisk gendigtning.

På samme måde som Magritte giver fantasien visuelt udtryk, taler til intellektet og med en bemærkelsesværdig fordrejning af faktiske forhold eller ny måde at iagttage virkeligheden på, skal du i et fotografisk værk give os en kunstnerisk oplevelse, vi ikke glemmer.

Tag arven op efter Magritte og insister på med et visuelt udtryk at gøre os lidt klogere.
Fortæl os hvordan vi ser verden og fortæl, hvordan den kunne se ud.

Aflever et værk i mindst 50x35


Kunst i Kupeen
Udsmykning



I løbet af det kommende halve år vil DSB udskifte alle IC3 tog med nye IC4 tog leveret fra Italien, og afdelingen for indretningsdesign har besluttet, at du skal levere udsmykningen, som skal være nyoptaget fotografi.

Passagererne skal ikke på turen sidde og kigge ind i en tom væg, så hvor der ikke er vindue eller opslag, skal der være kunstnerisk udsmykning, billeder der giver passagerne mulighed for at meditere, drømme, få en kunstnerisk oplevelse, der giver ro i sindet eller stof til eftertanke.

Billederne må ikke, som de kommercielle reklamer være anmasende og lokke med fristelser, de må ikke indeholde tekst eller signaler, men skal være båret af deres helt eget sprog.

Man lægger vægt på personlighed i billederne, at de er en meddelelse fra dig til hver enkelt passager. De må ikke være annonyme, men gerne inderlige. Private optegnelser eller betroede hemmeligheder.

At sætte sig i toget skal være som at komme besøg på et værelse. Fornemmelsen af at være i en stue skal lægge en dæmper på det hektiske rejsemiljø af reklamer og information og give passagererne lov at nyde turen.

Du har frie hænder til at udarbejde en serie billeder, der er ingen krav til motivvalg eller størrelse, men afdelingen anbefaler, at du holder dig til rektangulære eller kvadratiske billeder i mindre format.

Aflever mindst 4 billeder i A3


Balletdanser med succes
Portræt

I Den kongelige Danske Ballet er der i øjeblikket seks mandlige solodansere, xxxxxx er en af dem.

Han er 28 år og har danset siden han var 4. Han er født på New Zealand, blev uddannet i Australien og bor nu i København med sin kone, der også er balletdanser og deres datter.

Han har danset med New York City Ballet, med Johan Kobborg’s International Galla og Bayerisches Staatsballett München og gæsteoptrådt med Australian Ballet. Har danset i Brasilien, Tyskland, Italien, Island, Tyrkiet og Sydafrika med Den kongelige Ballet.

Du skal tegne et portræt af xxxxxx. Giv os lov at komme tæt på ham, når han øver, når han er på scenen, og når han slapper af.

Tag med til træning i balletsalen på teatret og tag med i Holbergsgade, når han i weekenden som DJ spiller Free Styling Hip Hop på Diskotek xxxxxx.

Vis ham som danser og vis ham som menneske. Find ind til personen bag skikkelsen, til en mand med meninger, og fortæl os hvad du synes om ham.

Hvordan er han, den australske succesdreng, der kan ses på både Christiania og Kgs. Nytorv og som elsker Michael Moores Stupid White Man.

På onsdag 4. oktober 20:00 danser xxxxxx i den stort opsatte forestilling Requiem i Operaen, Store Scene.

Idag xxxxxx kl 17:00 skal du besøge ham i hans hjem i xxxxxx, han venter dig og sammen aftaler I hvordan og hvornår fotograferingen skal foregå.

Ring ham for en sikkerheds skyld op på mobilen inden du kommer, så du er sikker på, at han er hjemme og ikke på teatret.

Aflever mindst 6 billeder.


Velfærd til Alle
Dokumentarisk beretning

Danmark er rigere end nogensinde, millionerne vælter ind i statskassen og når regeringen så i forbindelse med kommunesammelægningerne tvinger kommunerne til at lave besparelser på deres serviceydelser, så skaber det utilfredshed.

I de seneste uger har demonstrationer, blokader og strejker bredt sig fra Århus til de større provinsbyer, fra børnehavepædagoger til folkeskolelærere og imorgen, når Folketinget åbner efter sommerferien holdes demonstrationer over hele landet og en større fælles demonstration foran Christiansborg arrangeret af fagbevægelse og græsrødder i initiativet Velfærd til Alle.




Danmark har brug for en ny kurs. Regeringens politik øger uligheden og skaber fattigdom i samfundet. Vi vil ikke acceptere afvikling af velfærden, hvor stadig flere udstødes af samfundet. Vi vil med solidarisk finansiering udvikle et velfærdssamfund med lige muligheder for alle.

Du skal lave en dokumentarisk beretning om demonstrationen til Christiansborg i morgen og den kommende tids aktioner.
Vi skal have at vide, hvad der foregår men også, hvad du mener. Om krav og aktioner.
Du skal danne dig en mening om det, du ser og hører og give udtryk for den i billeder.

Følg med i udviklingen som eskalerer fra dag til dag.
Rosa Lund, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning er talskvinde for initiativet Velfærd til Alle og vil kunne orientere dig om, hvad der kommer til at ske de følgende dage.

Aflever mindst 6 billeder.


Mens Cessnaen venter
Dokumentarisk reportage

Når toget er for langsomt, bilen for besværlig og der er kø i lufthavnen, så skal du hyre en airtaxi.
Er man 3-4 personer er det økonomisk en fordel at flyve med en Cessna eller Beechcraft King Air, du bestemmer selv, hvornår den skal flyve, hvor den skal lande, og den venter på dig mens du holder møde eller er til selskab.

Copenhagen Airtaxi flyver ruteflyvning med daglige afgange til øerne Anholt og Læsø, de flyver taxaflyvning for erhvervsfolk og private, rundflyvning med turister og modtager bestilling på luftfotografering.
Altid står der fly parat til den, der har brug for det.

Du skal lave en dokumentarisk reportage om Copenhagen Airtaxi. Fortæl om maskinerne, om personalet og kunderne. Vær nysgerrrig opsøgende og tag os med på en rejse til en verden, vi ikke kender, hvad foregår der, og hvordan er stemningen på jorden og i luften?

Copenhagen Air Taxi holder til i Roskilde og rummer også en civilpilot kursus, som det kunne være interessant at vide noget om. Mange af de store selskabers piloter er uddannet hos Airtaxi i Roskilde, Skolen for Civil Pilot kursus, den ældste og største flyveskole i Danmark

I morgen xxxxxx 11:00 skal du komme til møde med direktør og indehaver af Copenhagen AirTax xxxxxx.
Han har lovet, at du må fotografere i hans virksomhed frem til 11. oktober og jeg har lovet ham en CD med de billeder, du afleverer til gennemgang til fri anvendelse i markedsføring eller ophængning.

Aflever mindst 6 billeder.


Pindsvinets Venner
Debatindlæg

I en tid hvor markedskræfter og privatøkonomi er vigtigere end dyrevelfærd, er der brug for at blive mindet om, at vi har et ansvar.
Transport af slagtedyr, misrøgtede heste, overfyldte stalde og lemlæstede dyr på landevejen, hver dag bringer nye eksempler på menneskers manglende respekt for dyr. Både dem vi lever af, og dem vi lever med.

Du skal deltage i debatten med en serie billeder om dyrevelfærd eller mangel på vælfærd. Fortæl om dyrplageri og om dyreomsorg og giv din mening til kende.

Hvor går grænsen for vores beskyttelse af naturens vilde dyr, og hvor er grænsen for, hvad vi kan tillade af mishandling?

xxxxxx er formand for Pindsvinevennerne, en forening hun stiftede i 1993. I modsætning til opfattelsen i Dyrenes Beskyttelse, mente og mener hun, at også helt små pindsvineunger, der er blevet forladt af deres mor og bliver fundet i hjælpeløs tilstand, skal have pleje og omsorg.

Hun har i hjemmet i xxxxxx 40 pindsvin, 3 hunde, 2 katte og en nymfeparakit. I aften klokken 19 skal du besøge hende, hun venter dig og vil gøre, hvad hun kan for at hjælpe dig.

Når det på onsdag 4. oktober er Dyrenes Dag, vil hun tage dig med til støttekoncert i Krudthuset, hvor hun skal holde tale, og du vil få mulighed for at møde repræsentanter for nogle af de øvrige dyreværnsforeninger.

Vær åben, modtagelig og nysgerrig og fortæl, hvad du finder ud af.
Og hvad du synes.

Aflever mindst 4 billeder.


Vores Drenge
Dokumentarisk reportage

Intet kan samle danskerne om en fælles sag, som når fodboldlandsholdet spiller kamp. Vi jubler med dem, når de vinder og tilgiver dem hurtigt deres nederlag.

Hvem er de, disse unge mænd, der kan samle nationen foran skærmen og få hjerterne til at banke af stolthed?

Du skal lave en reportage om landsholdets forberedelser op til en landskamp, på lørdag spiller vi EM-kvalifikation mod Nordirland i Parken, og på næste onsdag udekamp mod Liechtenstein.

I personlige, engagerede billeder skal du fortælle om stemningen, om sammenholdet, om de enkelte spiller og forholdet til træneren.
Kom så tæt på det kan lade sig gøre og fortæl, hvad du oplever, og hvad du mener.

Om spillerne og spillet.

I eftermiddag klokken 16 er der træning på Vedbæk Boldklubs baner, men det er der også imorgen klokken 10.
Du er akkrediteret dokumentarist, billedkunstner til landsholdets træning, men ikke til kampene.

Aflever mindst 6 billeder.


1.X.2006 mb