INDIVIDUELLE OPGAVER


Joachim Adrian Mikkelsen
leve med et handicap
Dokumentar
Følg en fysisk handicappet i hans eller hendes hverdag og giv en skildring af hvordan det er at leve med et handicap.
Følg med i byen, i biffen, på arbejde og lad os mærke hvad viljestyrke og selverkendelse betyder. Mismod og selvbedrag.
Vær med når selvtilliden svigter og agressionerne tager over.
Du skal ikke focusere på handicappet, men på livet.
Aflever en serie

Morten Mejnecke
fredsvagt og folkestyre
Dokumentar
Foran folketinget står en fredsvagt.
Du skal fotografere mødet mellem folkets repræsentanter på Christiansborg og frivillige fredsvagter på Slotspladsen.
Mødet mellem de to verdener: udendørs usikker venten og indendørs beslutning af politik.
Stå på vagt med de frivillige og kontakt de folkevalgte.
Og giv din personlige kommentar til demokratiets vigtigste grundpiller: politik og protest.
Serien skal udtrykke din egen mening.
Aflever en serie

Martin Palvén
alder med sjæl
Portrætter
I en serie iscenesatte portrætter af ældre skal du fortælle hvordan det er at have levet livet.
Fortæl om rigdom og stolthed. Forkalkning og forfald. Karakter og temperament. Erfaring. Gemmer der sig i rynkerne en gammel løve eller pjanket skolepige?
Med location, lys og instruktion skal du skabe billedet af alder.
Billederne må ikke vise personerne som de ser sig selv, kun som du har valgt at se dem.
Ingen må vise træthed over fotograferingen, men gerne træthed ved livet.
Aflever 6 portrætter af 6 personer

Vibeke Nødskov
morgenfruer
Iscenesættelse
Slip fantasien løs i fire iscenesatte tableauer der eventyragtigt pirker til menneskers forestillinger med sine surrealistiske motiver.
Gør brug af sære rekvisitter og besynderlige locations til at stille spørgsmål, der ikke umiddelbart lader sig besvare.
Du skal skabe fire scener, der hverken er symbolske eller fornuftige, men inspirerende og eventyrlige.
Moderne fabler, der vender tingene på hovedet.
Det er et krav, at der på hvert billede skal være mindst én person og maleriet “Morgenfruer”.
Aflevér 4 billeder.

Agapi Christina Triantafillidis
optimisme
Billeddigt
Tom Kristensen udgav i 1954 digtet Optimisme i digtsamlingen Den sidste Lygte.

Jeg frygter ikke for Sjælen.
Jeg frygter ikke for Kødet.
jeg frygter kun det tilfældige Ord,
der bringer Forvirring i Verden.

Jeg frygter ikke for Livet.
Jeg frygter ikke for Døden.
jeg frygter kun den bedøvende Rus,
der gør mig tilfældig i Verden.

Du skal lave en nutidig gendigtning.
I abstrakte motiver skal du formidle digtets menneskesyn og erkendelse: At det farlige ikke er liv eller død men bevidstløshed, ikke sjæl og kød men forvirring.
Dit billeddigt skal som Tom Kristensens være stramt i form og enkelt i motiv.
Erstat “Ord” med “Billede” og gentag Tom Kristensens idealistiske erklæring
Aflever 4 billeder.

Lotte Fløe Christensen
dødens billede
Parafrase



Som barn oplevede Edvard Munch at se sin søster dø af tuberkulose, og det syge barn, døden og sygeværelset går igen i mange af hans billeder.
I 1895 maler han “Døden i sygeværelset” og du skal lave en nutidig gendigtning af billedet.
Genskab i fotografi billedets stemning af ansigtsløs isolation og bekymret venten. Og frygt for dødens tilstedeværelse.
Et spændt og dystert sceneri i en afklaret harmonisk helhed.
Personligt som Muncks.
Aflever et værk på min. 40 x 60cm

Torben Raun
in symbola frederik og mary
Hyldest
En ukendt tysk komponist skrev på bestilling af Bystyret i Nürnberg i 1582 “In Symbola Regis et Reginæ” som en hyldest til Frederik II og hans dronning. (4:07)
Du skal på bestilling af Københavns Magistrat sætte musikken i billeder og skabe en moderne lyd-billed-hyldest til Frederik og Mary som skal være Magistratens gave til parret ved deres kommende forlovelse.
Den 421 år gamle komposition indspillet af Radiokammerkoret vil med din redigerede billedserie blive vist på storskærm ved en officiel ceremoni på Københavns Rådhus.
Magistraten lægger vægt på at billederne er optaget specielt til værket og at du ikke i udformningen tager andre hensyn end de rent kunstneriske.
For at undgå enhver indblanding hvad angår motivvalg og billedsammensætning beder Magistraten om absolut disketion. Dette er kun dit og komponistens værk.
Stills/video eller dias/overblænding

Bjørn Bertheussen
mal med lys
Selvportræt
Mal med lys. Hvide strøg og hvide figurer, objekter eller elementer på sort bund.
Bevæg lyskilder for åben lukker og sæt spot eller flash på nære objekter på sort bund.
Leg med lys og vis hvem du er: besindig og velovervejet eller intuitiv og forvirret? Sikker i din sag eller tvivlende?
Linjernes spil og fladernes størrelse og placering giver svaret.
Eller stiller nye spørgsmål. Skimter vi noget i den dybsorte - eller i det lysende hvide?
Billeder med personlighed. Selvportrætter i hvidt og sort.
Aflever mindst 4 billeder.

Julie Breuning
om at være til
Billedessay
Lav et billedessay om at være til.
Du skal i personlige billeder fortælle om at leve: se, lytte og lukke sig inde. Sanse, føle og blive skuffet.
I nære billeder af dagligdags ting skal du skabe tilstande af både glæde og afmagt.
Leg med figurer og flader. Farver og former. Hud og struktur.
Spænding og tomhed.
Billederne skal ikke vise tingene, tingene skal vise dig. Glæde, længsel eller skuffelse.
Ligger afmagten i den sidste rest på tallerkenen, så lad gaflen vise at den har givet op.
En fortælling om at livet er smukt. Men også svært.
Aflever en serie.

Dilek Turan
husbåde og coastere
Dokumentar
Københavns mange havne rummer et sydende liv af havnearbejdere, fritidssejlere, søfolk og fiskere.
Skibe lægger til, losser og laster. Joller slibes og males.
Du skal lave en dokumentarisk skildring af livet på og omkring havnen. Ikke af dem, der kigger på bådene, men af dem, der arbejder med eller bor på en båd.
Gå selv ombord, sejl med og fang duften af tjære og saltvand. Eller pomme frites og brakvand.
Vandbusser, kuttere og coastere.
Og husbåde. Flere og flere benytter sig af muligheden for at få direkte udsigt til Øresund fra dagligstuen og du skal forsøge at komme indenfor.
Kom tæt på de mennesker, der færdes på havet og på havnen og giv dit billede af livet ved vandet i en havneby.
Aflever en serie.

Alexander Krone
mandehørm
Dokumentar
Mænd har lyst til at kæmpe. Da mulighederne for fysisk kamp i dagligdagen er små finder mænd sammen i foreninger og klubber for under kontrollerede former at kæmpe kampen. Regler erstatter reality.
Du skal opsøge typiske mandsdominerede kamppladser og fortælle historien om det mandlige kønshormon. Hvad gør det ved mænd?
Kickboxing, karate, splatterjagt. Hjemmeværn og brydning. Hvordan er tonen i ringen og hørmen i omklædningsrummet?
Hvordan ser nederlagets mand ud - og sejrherren?
Tag os med på en rejse til mandeland, hvor kun en sejr tæller.
Og fortæl os hvad du synes.
Aflever en serie.

Thomas Paulsen
morgenfolket
Dokumentar
Uden dem kan samfundet ikke fungere og alligevel ser vi dem aldrig. Morgenfolket.
Rengøringsassistenter arbejder når alle andre sover.
Du skal lave en dokumentarisk reportage om mennesker i et usynligt erhverv. Kun hvis arbejdet gøres dårligt eller slet ikke lægger vi mærke til dem. Hvem er de og hvordan har de det?
Vi skal i billederne fornemme den særlige stemning der er tidligt om morgenen i mennesketomme kontorer, institutioner og på banegårde. I restauranter og skoler.
Du skal interessere dig for mennesker du ellers ikke møder, være nærgående og nysgerrig.
Og fortælle, hvad der gør indtryk.
Aflever en serie.

Hannah Modigh
verden i børnehøjde
Billedessay.
Fortæl med barnets øjne hvordan verden ser ud.
Hvordan ser den ud, når man sidder bag på fars cykel eller kører i klapvogn? Hvordan oplever barnet sine forældre, bedstefar og andre børn?

Du skal sætte dig i en tre-fire årigs sted og i personlige billeder give os barnets fortælling om vores verden.
Vi skal mærke barnets sind og temperament: Genert og nysgerrig eller glad og fræk.
Skab en enkel, intens historie af det du oplever med børn og det du mindes fra din egen barndom.
Et essay for voksne om barnets verden. Og din.
Aflever en serie.

Felipe Morales Letelier
sjælefred
Beretning
Kirken er hus for menighed, præst og Helligånd.
Fortæl om livet, der udspiller sig i og omkring kirken, om kirkelige handlinger, stille bøn
og guddommelig tilstedeværelse.
Hvem kommer i kirken?
Fortæl om udsmykning og ritualer, om præst og kirketjener. Fordyb dig i den egentlige mening: at få syndsforladelse og finde sjælefred.
Arbejd dokumentarisk eller sæt i scene, det vigtige er ikke at du fanger sandheden, men at du fortæller sandheden.
Din sandhed om det evindelige mysterie: tro.
Aflever en serie.

Tina Berger Jeppesen
genfærd i natten
Billedessay
Hvileløst vandrer hun omkring i de nattestille gader, som leder hun efter noget hun ikke kan finde. Der er ingen fornuft i hendes færden, intet mål og ingen retning.
Men overalt hvor hun færdes efterlader hun et fysisk spor: sin underkjole.
Ingen har nogensinde set hende, men underkjolen - hængende på hegnet, smidt på jorden eller flagrende i vinden - røber at hun har været der.
Du skal følge sporene og fortælle historien om genfærdets hvileløse vandring.
Aflever en serie på mindst fire billeder.

Per Juul Poulsen

den sidste gæst
Undersøgelse
Når værtshuset, bodegaen eller vinstuen lukker er der altid en, der der går hjem som den sidste. Sidder tilbage når alle andre er gået og er ikke til at smide ud.
Du skal undersøge hvem denne sidste gæst er.
Skab kontakt til en hidtil ukendt befolkningsgruppe: de sidste gæster og fortæl os i billeder om deres hjem, færden og tilstand.
Er de ensomme, kontaktsøgende socialklienter, eller respektable chefer, der gemmer sig i annonymitet?
Find dem i baren, kom i snak med dem, følg med dem når de går og lad os andre blive klogere af dine iagttagelser.
Aflever en serie

Ine Boasson
fra ditlevsen til boasson
Billeddigt
Tove Ditlevsens digt: Min bedste tid på dagen blev første gang trykt i digtsamlingen Kvindesind fra 1955.

Min bedste tid på dagen
er den, hvor jeg er ene,
og tankerne kan gribe
en fjern erindrings spor -
en barndoms halvlys falder
fra vinternøgne grene
og står i solens stribe
ind om mit skrivebord.

Her finder jeg det tabte,
en hverdag står og truer
med ting, der burde gøres,
og ting, der bliver gjort -
en stjålet stilhed sænker
sig svalt i mine stuer,
før barnemad skal smøres,
og støvet tørres bort.

Og jeg har stævnemøder,
som ingen får at vide
med mærkelige venner
fra drømmen af i går -
jeg tar en bog og finder
den aldrig glemte side
hvor digterhænder stryger
en kvindes lyse hår.

Og jeg gør ingen nytte
som travle folk derude,
men noget blir fornyet
i sindets dunkle skjult -
og noget løsnes sagte,
der dagligt går i knude,
som når en gren i gryet,
berøres af en fugl.

Tove Ditlevsen digter om “Den bedste Tid på Dagen” og du skal digte med. Hun digter med ord, du skal digte med billeder.
Fortæl med samme nærhed, ømhed og oprigtighed om din bedste tid på dagen. Fortæl om knuden der langsomt løsnes, om sindets dunkle skjul.
Om drømmen og hænderne. Om erindringens spor og vinternøgne grene.
Du skal ikke illustrere digtet, men lade dig forføre af dets billeder.
Og stramme struktur.
Aflever mindst fire billeder.

Sidse Jønsson
gensyn med guernica
Parafrase



Da nazisterne i 1937 bombede byen Guernica i Spanien og udslettede en stor del af byens befolkning havde Picasso netop fået til opgave at male et billede til ophængning på Verdensudstillingen.
Billedet han malede var “Guernica”, et antikrigsmaleri med brudstykker af rædsel, skrig, afrevne lemmer og håbløs desperation. Stilistisk, kubistisk og farveløst. Billedet var Picassos svar på tyskernes bombardement.
Du skal lave en parafrase på Picassos “Guernica”, digte videre på hans budskab.
Lad hans figurer, holdning, stemning og tema genopstå i et nutidigt antikrigsbillede, der får os til at tænke på både Picassos “Guernica” og en krigs rædsler.
Stjæl fra nettet, klip i aviser og blade og tag selv nye optagelser. Og skab så dit helt personlige Guernica anno 2003.
Aflever et værk i mindst 70 x 100cm.

Marie Lærke Sørensen
histoire d’amour
Billedsang
Mireille Mathieu indspillede i 1970 sangen Une Histoire D’amour. (2:56)
Du skal sætte musikken i billeder.
Din billedside skal som sangen og musikken være fortrolig, intens og nærværende uden at fortælle for meget.
Billederne skal spille sammen med musikken, nogen gange foregribe hvad der skal ske andre gange lægge vægt på hvad der blev sunget.
Betragt dig og Mireille Mathieu som to ligeværdige kunstnere, der sammen skaber et værk om kærlighed.
En fælles histoire d’amour.
Billederne skal optages på dias og vises til musikken på to projektorer med overblænding eller skannes og redigeres på computer.

mb 10.03.03