F O R Å R S H O L D 2 0 0 2
INDIVIDUELLE OPGAVER 4.3.2002
af Morten Bo
Degas: Blå dansere
Erik Stouff Ludvigsen
Symfoni i Blåt
Der er en blå periode i enhver malers liv, en periode, hvor den blå farve dominerer, bestemmer hvordan billedet skal være.
Degas balletdansere, der står i kullissen og gør sig klar til at gå på scenen er domineret af den blå farve. Stemningen er afventende, informationen er underspillet, distancen stor, handlingen nedtonet - alt, der kunne tænkes at stjæle opmærksomhed er dæmpet. Undtagen den blå farve.
Det blå farvestof indigo var i århundrede den vigtigste handelsvare fra Indien til Europa. Indigo er et planteudtræk. En anden men senere blå farve var pulveriseret lapis-sten, ultramarin.
Da syntetisk blå bliver opfundet kort før 1900 standser al produktion af naturligt farvestof.
Du skal studere den blå farve. Undersøge nyancer, kombinere dem med andre toner eller kulører og skabe en symfoni i blåt. En musikalsk oplevelse, hvor den blå farve spiller hovedrollen. Den dominerer og bestemmer.
Ingen handling, ingen information, men afventende stemning, stor distance.
Og blå musik. Billedmusik i blåt.
Magritte
Eline Dalegaard Hansen
Motiv eller Billede
Rene Magritte stiller med sit maleri af sit staffeli med maleri af landskab spørgsmålet: - Hvad er et billede? Og påstår at motivet er også billede.
Som surrealist var det hans opgave at forholde sig kritisk til det vedtagne, det accepterede, den almindelige opfattelse af virkeligheden og i sine malerier ophæver han tyngdekraften, skaber mennesker om til dyr og gør virkeligheden til billeder.
Du skal som Magritte lave billeder, der stiller spørgsmålet: - Hvad er et billede?
Du skal få os ud af vores fastgroede opfattelse af virkelighed og billede, anvise nye veje for erkendelse.
Som i Magrittes staffeli med landskab skal sproget være enkelt og budskabet klart.
Udtrykket kan være mystisk eller humoristisk, underholdende eller uhyggeligt, når bare indholdet er konkret og håndgribeligt.
Carl Nielsen
Peter Kragballe
Dans for To
Du skal lave en lyd/diasserie, hvor lydsiden er Carl Nielsens Lille Suite og billedsiden 25-40 diapositiver vist med overblændingsenheden pdc på to projektorer.
Du kan vælge at skifte billederne som cut, eller med overblænding fra 1 - 8 sekunder.
Billedsiden skal spille sammen med musikken. Nogle gange lægger den op til musikkens autoritet og styrke andre gange bliver den overrasket og beklemt, stilfærdig.
Billederne skal være årsag til musikken og musikken give anledning til billederne, nogle gange bestemmer lyden andre gange billederne.
Vær opmærksom på kompositionens modsætninger, det maskuline og feminine, det individuelle og fælles. Lyt til de skæve harmonier og leg med. Tag imod musikkens opfordring, det handler om frihed og elskov.
En dans for to.
Carl Nielsen: Little Suite Opus 1 Præludium 2:55
Anja Philipsen
Måske en Martsdag
I digtsamlingen Dagen og Natten af Grethe Risbjerg Thomsen findes digtet Måske en Martsdag.
Samlingen blev udgivet 1948 og nu, et halvt århundrede senere skal du sætte digtet i billeder.
Måske en Martsdag
Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.
En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.
Digtets ord og dine billeder skal udgøre en helhed. Du skal ikke illustrere digtet men skabe en visuel gendigtning.
Lad ordene tage sig af de konkrete oplysninger og lad billedsiden være stemningsbærende. Gør tonefaldet synligt, vis os erkendelsens lys og resignationens tåge
Du skal tage digtets holdning til dig og give udtryk for den i billeder. Fortælle med digtet at døden ender når du går bort.
Giv plads til fantasi og intuition og skab med digtet en smuk og værdig helhed.
United States
Adam Olsson
Rejse i Fantasien
Du skal krydse tværs over USA fra kyst til kyst og fortælle om din rejse i billeder. Vi skal ikke se stederne, men opleve din nysgerrighed, fascineres af det mystiske, begejstres af det overrumpende. Vi skal mærke spænding og fart og det ørkesløse problemfyldte. Ventetid og fejltrin.
Du vil på rejsen komme gennem overfyldte byer med hektisk aktivitet og udstrakte områder af forladthed. Om du tager til fods, i bil eller med Grayhoundbussen er dit eget valg.
Din billedserie skal fremstå kronologisk og du starter mod vest i Californien, så tager du over bjergene, gennem ørkenen, over prærien gennem skove og plantager for at slutte af i Washington DC på Østkysten.
Gå på opdagelse i en forladt mineby, bliv smidt ud af et reservat, drik dig fuld i en afsidesliggende flække og gå med en sort kvinde på et lusket hotel, kun fantasien sætter grænser.
Af økonomiske og tidsmæssige grunde skal du tage billederne på Amager Fælled, ved grusbunkerne i Nordhavn, i Istedgade, på Christiania eller lignende nærliggende lokaliteter. Men vi vil ikke føle os snydt, vi skal have lov at tro på hvad du fortæller.
Markus Öhrn
Iscenesat Sceneri
Slip fantasien løs i fire iscenesatte tableauer der surrealistisk, eventuragtigt pirker til menneskers forestillinger med sine provokerende og hæmningsløse billeder.
Gør brug af absurde rekvisitter og fantasifulde locations til at stille spørgsmål, der ikke umiddelbart lader sig besvare.
Du skal skabe et univers, der hverken er symbolsk eller fornuftigt, men grotesk og fantasifuldt.
På hvert billede skal være mindst én person og mindst to rekvisitter.
Moderne fabler, der vender tingene på hovedet og konfronterer os med det urimelige, så vi ikke kan undgå at blive påvirkede.
© Martin Parr
Johannes Sjöberg
Symboler og Signaler
Du skal lave et spil. Et billedlotteri eller puslespil med lige store brikker, et interaktivt billedværk. Et memory-spil for voksne.
Brikkerne skal være iøjnefaldende, bemærkelsesværdige, have karakter af indfald og bære pludseligheden i sig.
På Martin Parrs seneste udstilling i Galleri Asbæk var væggene tapetseret med lige store billeder af oplagthed og farveleg. Symbolik, humor og satire blandede sig til en uhøjtidelig mosaik af hverdagsblikke.
Sådan skal dit spil være: Uhøjtideligt men berigende. Umiddelbart, men værd at huske.
Monter brikkerne på pap, og giv os lov at lege.
Ditte Størner
Dannerhuset
Kvinder, der har været udsat for voldelige overgreb kan søge hjælp og tilflugt i Dannerhuset. Her kan de bo, blive støttet og få råd og vejledning.
Joan-Søstrene en instutution der rådgiver voldsramte kvinder, holder til i Dannerhuset, men der er også selvforsvarsgrupper og politiske foreninger.
Flere og flere opsøger stedet på flugt fra en voldelig ægtemand, antallet af indvandrerkvinder er stigende.
Du skal i billeder fortælle om Dannerhuset, som er enestående fordi ingen kvinde bliver registreret, og adgang for mænd er forbudt. Du skal gøre dig fortrolig med beboerne, få information af de ansatte, mærke stemningen og danne dig en mening.
Og meningen skal du vise i billeder.
Du skal trænge ind bag facaden, husets og kvindernes og fortælle om et behov. Hvorfor stedet har berettigelse.
Vi skal se farligheden i øjnene og nødvendigheden, og vi skal have at vide om det nytter.
Det er afgørende for kvindernes sikkerhed, at du er påpasselig med hvem, du fotograferer og ikke offentliggør billederne uden samtygge.
I eftermiddag 15:00 skal du i Dannerhuset spørge efter XXX. Hun vil fortælle dig om vilkårene for fotografering og er informeret om, at du vil arbejde med opgaven i to uger.
Camilla Josefine Stephan
Temperaturen på Bispebjerg
Afdeling XXX på Bispebjerg Hospital varetager akutte og planlagte operationer.
Du skal lave en reportage fra afdelingen. Fortælle i billeder om arbejdsgangen, stemningen, tempoet, behandlingen og problemerne. Du skal sætte fokus på omsorg og tvivsel og give os billeder af din holdning.
Interesser dig for hvad der foregår på en hektisk dagvagt og fornem den særlige atmosfære på en stilfærdig nattevagt. På stuerne og i personalestuen. Gå på opdagelse med kameraet og fortæl hvad du mener om stedet.
Hvordan det er at være patient.
XXX har givet sin tilladelse til at du i de kommende uger fotograferer på afdelingen, men du må ikke fotografere patienter uden at de har givet dig lov.
I eftermiddag 14:00 skal du indfinde dig på XXX og spørge efter XXX. Hun vil vise dig tilrette.
Adam Jeppesen
Værdighed og Rettigheder
Den 10. december 1948 vedtog og offentliggjorde FN's generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Erklæringen blev vedtaget med 48 landes ja-stemmer. 8 lande afholdt sig fra at stemme. Ingen lande stemte imod.
Verdenserklæringens 30 artikler dækker både borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.
I en kommende planlagt udgivelse af Menneskerettighedernes 30 artikler er 30 forskellige billedkunstnere blevet bedt om hver især at give deres personlige kommentar til hver deres artikel. Ikke illustration, snarere fortolkning.
Det står billedkunstnerne frit for at vægte artiklens aktuelle betydning på bekostning af den historiske.
Det er ikke tanken at billederne skal være hverken propagandistiske, informative eller agitere for en bestemt opfattelse, men alene skabe opmærksomhed om Menneskerettighederne.
Ved lodtrækning blandt de udvalgte billedkunstnere har du fået tildelt Menneskerettighedernes artikel 1:
Alle mennesker er født frie og lige
i værdighed og rettigheder.
De er udstyret med fornuft og samvittighed
og de bør handle mod hverandre
i en broderskabets ånd.
Louise Dyring Nielsen
Vagtparade og Nærkamp
Hver formiddag klokken 12 går en deling soldater gennem byen fra Rosenborg Kaserne til Amalienborg for på skift at stå på vagt i det kommende døgn. Når Dronningen er på Amalienborg går Livgardens Musikkorps forrest og denne Vagtparade er en yndet turistattraktion.
Soldaterne er både uddannede kampstyrker og en Københavnsk seværdighed.
Du skal i billeder fortælle om dit syn på denne dobbeltrolle. Kom tæt ind på de værnepligtige og giv en skildring af dilemmaet ved at være både moderne, effektiv kampsoldat og præsentabel turistattraktion med ældgamle ceromonier og traditioner.
Støvlerne er gejlet, handskerne hvide, tasken pudset og bjørneskindshuen friseret og på festdage, når garden trækker op i galla er jakken rød med hvide bånd. Ikke den mindste afvigelse i påklædning eller eksercits bliver tilladt.
På øvelsesbanen er idealet et andet. Her gælder det ikke om at se ud, men om at blive dygtig. Til at holde sig skjult og kunne slå ihjeld. Kamuflage og nærkamp.
I eftermiddag 14:00 skal du i XXX spørge efter XXX. Han har givet sin tilladelse til at du fotograferer i de kommende to uger.
Charlotte Trippetti
Lyset og Lugten
Lav en reportage i farve fra et jernstøberi. Kom tæt på det flydende metal og tæt på mændendes ansigter. Vi skal mærke varmen fra jernet og se sveden glinse, arbejdet er hårdt og råt.
Der er ikke mange støberier tilbage som XXX Metalstøberi fra 1892. Ejeren XXX arbejder selv i støberiet, nye materialer og produktionsformer har gjort det svært at drive et ældre støberi.
Du skal skildre lyset, lyden og lugten. Når de støber tre gange om ugen skal du stå parat og kende eksponeringen på forhånd, vide hvad der skal ske og fange den ældgamle stemning.
Men du skal også fange pausen. Mellemrummet, fortrydelsen, eftertanken, et blik måske eller opslag. Fuld af fortrolig nærhed.
I morgen tidlig 6:30 skal du møde på XXX Metalstøberi og spørge efter XXX. De støber onsdag, fredag og næste tirsdag.
mandag 11. marts 10:00 - 12:00 fremlæggelse af prøvebilleder og kontaktkopier
fredag 15. marts 10:00 - 17:00 gennemgang